Det var ikke en enkelt oplevelse, der ødelagde sidste sommer for ærøbo Karen Voetmann. Det var mængden af små irritationsmomenter: efterladte vinflasker og pizzabakker på badebroen om morgenen. Rækken af autocampere, der blokerede havnepromenaden. Folk, der højlydt kommenterede, hvor grimt naboens hus var. De overfyldte busser og det pludselige besvær med at få en færgebillet til fastlandet.
»Der opstod en panikagtig ’dem’ og ’os’-stemning. Vi har aldrig før talt om turister som ’dem’ og ’os’. Det har altid bare været fedt, at der var nogle mennesker, som kom og var glade for at være hos os på vores ø,« fortæller hun.
»Lige pludselig vendte stemningen på en tallerken.«
Et turismeboom havde ramt Ærø. En strøm af danskere, afskåret fra velkendte feriemål i Spanien, Italien og Frankrig, tog i stedet på eventyr i eget land, og de gratis færgebilletter i regeringens sommerpakke fik 180.000 af dem til at sejle til øen i juli måned. Det var over dobbelt så mange turister, som de 6.000 beboere på Ærø var vant til. Og i Karen Voetmanns øjne var det også for mange.
Hun har et hus i Ærøskøbing, der ligger ned til Molestien, som går langs kysten ned til havnen. Turisme er en naturlig del af livet på Ærø; bekymringen plejer at være, om der nu kommer nogen. De må gerne bruge badebroen, og naboen har sat en bænk op på ydersiden af sin hæk.
»Vi har altid syntes, det var så hyggeligt, når vi kunne se, at nu sad der nogle nede på bænken. Og lige pludselig sad der bare nogle til klokken 11-12 om natten og drak vin og efterlod flasker,« siger hun.
»Ved den gamle inderhavn kom de store autocampere. Der er jo en helt unik havnestemning, hvor alle kan gå og kigge på de gamle både. Og lige pludselig var der parkeret autocampere, og folk sad der med bar mave med deres øl i deres campingmøbler og blokerede hele promenaden.«
Ærø er ikke alene. Øer som Læsø og Fanø oplevede samme massive tilstrømning. Halvdelen af borgerne på Fanø siger i en undersøgelse, lavet for Destination Vadehavskysten, at de var negativt påvirket af antallet af turister.
»Det har været hårdt at være vidne til, hvordan de lokale har været hårde ved gæsterne. De opbygger frustration, som kommer til udtryk ved ugæstfrihed,« siger en turismeaktør i undersøgelsen.
De overrendte øer er del af et større mønster i den nye turisme efter covid-19. Små, lidt oversete perler tiltrak pludselig landsmænd i hobetal, fordi de sædvanlige rejsemuligheder var begrænsede.
»Det skete faktisk over det meste af verden, fordi folk var tvunget til at holde ferie indenlands. Så de tog til steder, der slet ikke var forberedte og havde al for lav bærekapacitet. Infrastrukturen var ikke klar og de lokale ikke vant til så meget turisme,« fortæller Florian Kock, lektor i markedsføring og turisme ved CBS.
Selvom man fra lørdag kan rejse til alle lande i EU uden krav om test og isolation, ser denne sommer ud til at blive en gentagelse af de travle uger i 2020. De gratis færger sejler igen, og 75 procent af danskerne holder sig inden for landegrænserne i år, ifølge en måling analysefirmaet Megafon foretog for Politiken i juni.
Vanedyr med badedyr
Der er en præ- og en postcovid æra i turismen, fortæller Florian Kock. Generelt er vi vanedyr, der kan lide at besøge det samme sted igen og igen. Man taler om en psykologisk lock in-effekt, som selvfølgelig er smart at spille på for hotelejere og restauratører, der får loyale stamgæster, som troligt vender tilbage sommer efter sommer.
»Men den lock in-effekt blev forstyrret af pandemien. Fra den ene dag til den anden havde turister ikke længere mulighed for at tage til deres sædvanlige feriested. Så mange blev tvunget til at prøve nye steder og ferieformer indlands, som de aldrig ville have kastet sig over, hvis det ikke havde været for pandemien.«
Oveni kom frygten for smitte og massive menneskemængder. Naturen blev opfattet som det sikreste sted at være. Sidste sommer søgte svenskerne i stor stil ud i nationalparker og naturområder, hvor de troede, de kunne være i fred for andre mennesker. Det var ikke tilfældet.
»Der var politirapporter om folk, der kom op at slås over parkeringspladser, for der var for mange biler og for få pladser. Der var også problemer med affald og rengøring af toiletter, fordi et stigende antal besøgende jo også medfører et andet niveau af vedligehold,« fortæller Maria Månsson, turismeforsker ved Lund Universitet.
Hun leder et forskningsprojekt, der undersøger erfaringerne med de nye turiststrømme, og hvordan destinationer kan blive mere robuste over for svingende besøgstal. De har foreløbig lavet en analyse af Skåne og foretaget interviews med interessenter fra turismedestinationer over hele Sverige, som de skal til at bearbejde.
»Vi ser overturisme ramme mindre destinationer såsom strande, naturparker og landsbyer,« siger Månsson.
Vi føler med fortovscafeen
Der er ellers mange gode ting at sige om turister, der ferierer i eget land.
»Fra et økonomisk perspektiv er der et stærkt incitament til at holde på sine borgere, og det er nogle lande rigtig gode til, for eksempel Frankrig. Flertallet af amerikanere rejser også mest i deres eget land, og det spiller en stor rolle for de landes økonomi,« fortæller Florian Kock.
Når vi bliver på vores vante kanter, er det også mere bæredygtigt end lange flyture. Det skaber vækst i yderområder, og måske gavner det endda sammenhængskraften, når jyder spadserer i Dragør, og sjællændere bliver gennemblæst ved Vesterhavet.
Florian Kock var begyndt at interessere sig for indenrigsturisme, allerede før pandemien ramte. Han har undersøgt etnocentrisme i turisme, et begreb, der ikke skal forveksles med nationalisme, men betegner en slags moralsk forpligtelse til at støtte sit lands økonomi gennem forbrug, i dette tilfælde som turist.
Men nu er et andet fænomen på spil. Den nyeste forskning tyder på, at indenrigsturismen efter pandemien er drevet af et ønske om at hjælpe en presset branche. Florian Kock betegner det som tourism solidarity, turismesolidaritet. Med kolleger har han gennemført interviews og indsamlet data ad tre omgange i blandt andet Danmark og USA – første runde sidste sommer, anden gang i februar og endelig for blot en uges tid siden. Han har endnu ikke udgivet studier på baggrund af materialet, men kan tegne et billede af empati og solidaritet med turismesektoren og det, der følger med – restauranter, forlystelsesparker, museer, cykeludlejere og så videre.
»Der er en gruppe, ikke kun i Danmark, men også i andre lande, der føler solidaritet med turismeindustrien. Og hvordan opfører de sig så? De siger ‘ja, nu hvor coronapandemien forhåbentlig slutter, vil jeg rejse mere i mit land, jeg er villig til at betale mere for min ferie, og jeg vil være mere tilgivende, hvis de endnu ikke helt kan følge med’,« fortæller han.
»Selv i USA, hvor der ellers er stor individualisme og tro på, at folk skal tage vare på sig selv, er der mange, der siger, at på grund af covid-19 tager de en ekstra ferie og hjælper turismeindustrien.«
Krisen for hoteller og restauranter har været meget synlig og håndgribelig, og branchen beskæftiger mange mennesker. Det er Florian Kocks forklaring på, hvorfor profitdrevne virksomheders overlevelseskamp kan vække sympati i en grad, hvor en bestemt gruppe føler sig moralsk forpligtet til at støtte dem.
Der er altså gode intentioner fra turisternes side. De taler også sproget og kender de kulturelle koder. Alligevel forløber mødet med de lokale ikke gnidningsfrit. De pludseligt så populære rejsemål er nemlig slet ikke parate til at tage imod så mange mennesker.
»Så selvom de er kulturelt sammenlignelige med lokalbeboerne, bliver turisterne stadig et irritationsmoment,« siger Florian Kock.
Plastictoiletter og foodtrucks
Denne sommer er en chance for at gribe opgaven anderledes an. Man kan forsøge at sprede turisterne over flere uger eller flere områder, eller man kan øge kapaciteten til at tage imod gæster. På Fanø har kommunen afsat 500.000 kroner til at dæmpe turistpresset. De går blandt andet til fire ekstra offentlige toiletter, bedre skiltning og en bus, der skal få færre til at tage deres egen bil med over på øen.
I Skåne i Sverige vil man lede besøgende væk fra de mest populære nationalparker ved hjælp af landkort, der markerer fyldte områder med rødt og foreslår andre steder at tage hen. Der er også strande, hvor man bruger mobildata til at overvåge tilstrømningen og advare nytilkommende, hvis pladsen er trang.
»Men så kommer det næste problem. For hvis du skubber folk hen til et mindre kendt sted, er der måske ikke den rette infrastruktur til at tage imod en masse besøgende dér. Så det er ikke nok at sige til folk, at de kan køre et andet sted hen, hvis der ikke er nogen parkeringspladser, skraldespande eller toiletter, for så bliver det irriterende for de lokale, der bor der. Det er ret svært at balancere,« siger Maria Månsson.
Samtidig er det svært for turismeaktører at køre en sund forretning uden en vis volumen i antallet af gæster. Så man vil heller ikke skræmme for mange væk.
»Svenskere bruger generelt færre penge, når de rejser i deres eget land, end internationale rejsende gjorde,« forklarer Maria Månsson.
Tiltag som at hæve priserne om sommeren eller sænke dem i lavsæsonen virker typisk bedst på udenlandske turister, forklarer Florian Kock. Han har lavet studier af kinesiske turister i Skandinavien. De havde ofte planlagt rejsen et år forinden, og kunne de få en god pakke i februar, slog de til. Sværere er det at rykke rundt med endagsrejsende fra omegnen, der ikke har høje udgifter til hotel og transport. Men flere af de danske småøer ville have foretrukket gratis færger i for eksempel oktober og november i stedet for om sommeren.
Så er der den mulighed at tilpasse stedet til store mængder turister. Sætte foodtrucks op, leje festivaltoiletter, øge udeserveringen. Den løsning er ærøbo Karen Voetmann skeptisk over for.
»Du kan ikke udvide Ærø. Så ryger den oprindelige stemning. Hvis der bliver sådan en masseturiststemning, så ryger det, som folk faktisk kommer for. Så bliver det ligesom at gå i Tivoli,« siger hun.
Det, Karen Voetmann drømmer om for øen, er et stabilt, kontinuerligt flow af turister hele året rundt. Og det har ærøboerne også hidtil været dygtige til at skabe, påpeger hun: De har specialiseret sig i bryllupsturisme, yogaturisme og slægtshistorie for amerikanere, hvis forfædre engang er udvandret fra Ærø. Turismeformer, hvor de rejsende dyrker det lokale særpræg, knytter emotionelle bånd til stedet – og spenderer en hel del penge.
»Den gode turist overnatter på hotel, spiser ude, støtter den lokale økonomi og er samtidig hensynsfuld og sætter pris på både stedets kultur og natur,« siger Florian Kock.
I forskningen taler man om destination attachment, tilknytning til stedet, og det er ofte den bedste medicin mod turismen som irritationsmoment, for det er de ligeglade i rejseflokken, der opfører sig dårligt, støjer og smider affald. Derfor giver det mening, når en badeby vil vælges for sin særegne charme og ikke bare tiltrække tilfældige feriegæster på udkig efter en plads i solen.
Ferie uden fare
Sommersæsonerne 2020 og 2021 er unikke. Men omvendt skal man ikke regne med, at nærturismens popularitet forsvinder, så snart vi bliver trygge ved at sidde tæt på sidemanden i et fly igen.
»I Sverige har folk købt feriehuse og autocampere og campingvogne, de har investeret ret meget i at holde ferie indlands. Et sommerhus køber du ikke for ét år. Det taler for, at udviklingen vil vare ved,« siger Maria Månsson.
Florian Kock peger også på, at pandemien har ændret vores risikoopfattelse mere grundlæggende. Sundhed og sygehusvæsen er blevet en faktor i valget af feriedestination, ligesom tillid har fået endnu større betydning – vi skal kunne stole på, at hotellet har gjort værelset ordentligt rent, og at restauranten ikke overfylder lokalet. En såkaldt lav risiko-ferie er i høj kurs, og de tillidsvækkende typer bliver vindere i turismebranchen.
»Nogle vil selvfølgelig vende tilbage til de lande, de plejede at besøge – Frankrig, Spanien, Portugal – fordi de bare elsker de steder. Men der er nok også en væsentlig andel af turisterne, der indser, at en ferie i Danmark var ret dejlig, og så bliver de ved med det. Den strukturelle, langvarige ændring vil nok være en styrkelse af indenrigsturismen,« siger han.
»Hvad betyder det for de danske lokale beboere? Måske, at de skal til at vænne sig til at byde flere turister velkommen.«
Karen Voetmann håber, at presset letter fra Ærø, når autocampere igen kan trille ned gennem Europa, og lystsejlere får flere havne at vælge mellem.
»Ærø levede jo lykkeligt med turismen i årene før. Turisterne var dejlige, vi var så glade for dem. Jeg kunne stå nede ved min hæk og snakke med mange turister i løbet af en sommerdag,« siger hun.
»Folk siger, at folk er så flinke på Ærø, og vi er også sindssygt flinke. Men lige pludselig er vi ikke så flinke mere.«
