Strandet. Hvad laver en internationalt kendt avantgardekunstner som den harmonikaspillende dragperformer Adam Christensen i Hvide Sande? Syr gardiner, filmer sin mor. Venter på, corona driver over.

Adam og Madam

Adam og Madam Af Morten Beiter

Sidst på året i 1910 for den tremastede skonnert Livadia af Riga vild i tågen og gik på grund ved Sønder Lyngvig med otte mand, kaptajnens kone og en last af 30.000 høvlede svenske granbrædder. 20 år efter begyndte Hvide Sande at skyde op af sandet lidt længere mod syd, og da byen var blevet klar til gadenavne, plukkede man et eksotisk klingende udvalg fra listen over strandede skibe, så det ikke kom til at hedde Mågevej det hele, men også Dakotavej, Kaniavej, Jannavej, Minervavej og Livadiavej, som jeg nu svinger op ad.

Et parcelhuskvarter med enkeltstående huse og haver, skærmet for vinden af stakitter. Men i Hvide Sande har alting et tvist af den anden dimension, som byen ligger på randen til. Et gammelt styrehus til en kutter kan bruges som haveskur. Et koøje er et udmærket vindue også på land. En Porsche må godt være gul.

Jeg skal ned i bunden af Livadiavej til den gamle lærerbolig lige over for villaen med søjlerne, betonløverne og det udtørrede springvand med den badende nymfe. Her bor Adam Christensen i denne tid. Hvem ved, måske vil en vej i Hvide Sande engang blive opkaldt efter ham. For også han red de syv have og havde kalenderen overtegnet. Og nu er han her, med sin last af skinnende silkestoffer og elegante rober. Frivilligt strandet, krøbet i ly på den yderste tange.

Jeg lytter til en lydfil fra 2017 med hans performance på spillestedet Koko i Camden, London, hvor 41-årige Adam Christensen har boet fast siden 2004. Jeg kan ikke se ham, men jeg kan høre hans stemme og hans harmonika, og det er ganske enkelt gribende og medrivende, som når et andet menneske frivilligt blotter sin sjæl og tillidsfuldt lægger den i dine hænder. Publikum kan ikke styre begejstringen, de klapper, pifter, jubler.

»Skælvende inderlighed,« hedder der blandt andet i Statens Kunstfonds begrundelse for, at Adam Christensen netop er blevet tildelt fondens treårige arbejdslegat. I begrundelsen fremhæves hans deltagelse i udstillingen Ghosthouse i 2020, da Den Frie Udstillingsbygning i København var forvandlet til et spøgelseshus, og publikum blev kørt rundt fra den ene oplevelse til den anden.

»Skelsættende var Adam Christensens performance, da han med lige dele følsomhed og voldsomhed trådte frem med sin harmonika og sang ...«

Og videre forklares det: »Den musikalske performance står ikke alene i Adam Christensen værker – han arbejder tværæstetisk og skaber installationer med store tekstiler og video. Adam Christensens udstillinger får dermed karakter af teatralske scener, som iscenesættes omkring den performende karakter, der synger eller beretter – om hjertesorg, melankoli, ensomhed og hverdagens trivielle dramaer.«

Ser man de andre legater, priser og udstillinger, som gennem de seneste år er blevet Adam Christensen og hans drag-alter ego, Madam de Dangé Laïm, til del – heriblandt Baltic Triennial 13 i 2018, Reacción A Islandia, Pavillon Nordico, Buenos Aires 2019, Futura i Prag i 2020, Paul Hamlyn Foundations treårige kunstpris i 2019 – og ikke mindst på hans kommende performances, blandt andet på Glasgow International, er der ingen tvivl om, at han er en opstigende international stjerne.

»Selvom drags vel nærmest er blevet mainstream efterhånden, er det stadig en relativt ny performativ skikkelse inden for samtidskunstens institutioner, herhjemme i særdeleshed,« skrev Maria Bordorff i Kunstkritikk i 2018, da Adam Christensen havde sin første soloudstilling i Danmark i Overgaden i København.

Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum

»Han er klædt i gul kjole med en rygudskæring, der når ballerne, gule sandaler og en let pjusket page ... med britisk accent læser han op af egne tekster, løsslupne prosastykker om en rotte i et toilet og om at ende til gay gang bang-party, interracial. Indimellem afbryder han sig selv med en dyb latter. Han griner med publikum og griner han ikke også lidt af publikum? Jo, men publikum griner jo også af Adam, når han fortæller om at blive horny af lugten af lort. Som var en drag altid til for at underholde,« skriver Bordorff.

Men hans måske største evne er det at kunne røre ved noget i folk og forløse noget i dem. At få en salfuld bergensere til at græde, som han ifølge Nathaniel Budzinski i kunstmagasinet Frieze gjorde ved Borealis Festival i Bergen for et par år siden, alene ved hjælp af sin stemme og sin harmonika.

Jeg åbner havelågen til den gamle lærerboligs have og ringer på døren. Der er ingen hjemme. I vinduet hænger et par kulørte rober, så det er svært at kigge ind. Ser på uret, tjekker datoen, ringer til hans mobil og bagefter til hans veninde i byen, som havde forklaret, at han ikke er god til at tale i telefon, men til gengæld er supertjekket med aftaler. Hun er gal i skralden, kan jeg høre. Og så, da jeg er på vej hjem igen med et kilo torskenakker, dukker han op over en klit med en bagerpose i hånden. Han var bare faret vild på vej hjem, som et andet uskyldigt skib i tågen. Vi sidder på terrassen i baghaven, hvor gulspurven og gærdesmutten står for lydtæppet, mens Adam Christensen forsøger at starte ved begyndelsen.

Det var i Milton Keynes nord for London, hvor han boede de første tre år af sit liv: »Min far er irer og fra en meget katolsk familie. Men selv blev han lidt af et sort får, da han i 1970erne forsøgte at starte sin egen new age-kult, som var en blanding af sci-fi og katolicisme. Du ved, dengang man troede, at man kunne læse hinandens tanker, svæve, forlade kroppen og tage over i naboens lejlighed. Min far troede, at han var ’en særligt udvalgt’, og under hans ledelse skulle en ny generation af mennesker vokse op under glaskupler. Én mand kunne godt have flere koner, for det handlede om at få så mange børn som muligt. Det havde min far også, og min søster og jeg skulle være de første i denne nye generation af højere udviklede mennesker. Til sidst fik min mor nok og flygtede til Danmark, hvor hun fik forældremyndigheden over mig og min søster. Det var meget dramatisk, for min far er en meget dramatisk mand.«

Så det blev Vejen, han voksede op i; hvor hans mor var sprunget ud som lesbisk, og han selv senere skulle gøre det som bøsse.

Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum

»I dag griner jeg af det, når jeg en sjælden gang i London møder mennesker, som kalder mig ’fucking gay’. Det er ikke noget, der kan få mig til at flytte. Man skal jo heller ikke komme til at føle sig alt for veltilpas, så går det hele jo i stå. Jeg synes aldrig, det har været svært at være bøsse. Udfordrende, ja. Men tilbage i Vejen, i gymnasiet, var jeg mere ked af det, fordi byen var så lille, og det var svært at finde nogen at kneppe med. Og det var skræmmende, de gange jeg blev konfronteret med hadet, fordi det var så stort.«

Alligevel blev han hængende i Vejen længere end nødvendigt. Det var margarinefabrikken, der trak. Natholdsarbejde på fast kontrakt: »Det var vildt åndssvagt, men også meget godt. Og da jeg havde tjent en masse penge, flyttede jeg til London og brugte det hele. Det var den eneste storby, jeg kendte.«

Den første korte tid boede han hos en tante, og han rejste også til Irland for at hilse på sine bedsteforældre i en lille by i det sydlige Irland, hvor mange af hans slægtninge stadig bor. De så på ham og meddelte så, at han ikke behøvede at vise sig igen. Kort efter sagde hans tante i London, at han måtte finde et sted at bo selv: »Jeg tror ikke, det var ondt ment, og jeg tog det heller ikke sådan. I stedet begyndte jeg at finde ud af, hvordan jeg selv passede ind. London er lidt farlig, når man er yngre. Det at bo i en by, hvor man kan få lov til at være 100-procentsbøsse for eksempel. Der var klubber for alle tænkelige typer – bamsefar-klubben, twink-teen-klubben, grunge, R&B, og så kunne man tage til de fester, efter hvilket humør man var i, og sexklubber. Jeg mødte også en form for sugar daddy, som tog mig med på operafestivaler i Frankrig. Det var ham, der fik mig til at søge ind på Filmhøjskolen i Ebeltoft, så jeg ikke kom til at arbejde resten af mit liv på en pub i London.«

Han kom ind og vendte tilbage til Danmark, hvor han i København blev medlem af performancegruppen Dunst – »en forening, et sexualpolitisk, aktivistisk, kunstnerisk forum for alle hermafoditter, transseksuelle, transvestitter, lesbiske, bøsser, biseksuelle og freaks der har noget på hjertet og stræber mod at opretholde en unik, kraftfuld, farverig, larmende og spændende queer-undergrund i Danmark,« som gruppen beskrev sig selv.

Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum

»Det var en radikal gruppe. Anti-pan, anti-Gay Pride. Vi ville vise, at man godt kunne være bøsse uden at gå til Gay Pride med en takeawaykaffe i hånden, og det skulle helst være ice coffee. Vi lavede nogle mere dystre gothfester, hvor der var en masse transvestitter og en masse dj’s, mange af dem var kvinder, og der var fed musik i stedet for den sædvanlige popmusik. Det var også på det tidspunkt, at jeg begyndte at klæde mig ud. Det havde jeg ikke gjort så meget, siden jeg var barn. Men det var mere udklædning. Med Dunst blev det mere drag.«

Så blev han optaget på den akademiske kunstskole Goldsmiths i London og krydsede sine spor endnu en gang, men ellers uden anden strategi end at »springe ud i det og så finde retningen undervejs«.

»Et projekt gik for eksempel ud på at lave en erotisk thriller. Men det var ikke så meget thrilleren som dokumentationen af dens tilblivelse, der var det virkelige projekt. At skrive til en masse mænd, om de ville være med, og ende i research-auditionsituationer, hvor man måske havde sex eller måske bare sad og drak kaffe, mens der måske lå en person bundet nede i kælderen.«

På Goldsmiths lavede Adam Christensen en sang, som han sendte ind til det danske melodigrandprix, en kærlighedssang til hans bosniske ekskæreste, som havde været hans første store kærlighed. Det var sådan, harmonikaen kom ind i hans liv. Gamle spor blev også krydset i afgangsprojektet, men mere dybt og smertefuldt end før, da han satte sig for at lave en film om forholdet til sin far, som han ikke havde set, siden har var dreng. Han sad tit og tudede over for sine vejledere, når han kom tilbage fra Milton Keynes, hvor han havde talt med sine halvsøskende.

»De fik ondt af mig og spurgte, om jeg ikke hellere måtte droppe projektet. Men jeg sagde, at jeg nok skulle klare det. Og det gjorde jeg.«

Pludselig var han 28 og færdig på skolen.

»Efter filmen om min far tog jeg en meget lang pause, hvor jeg filmede lidt i smug, når jeg var på sexklub. Jeg begyndte at klæde mig ud igen. Men ikke som jeg havde gjort det i København, hvor det handlede om at klæde sig ud til fester, at have behårede ben og ikke have trusser på, så pikken bare hang frit, for at udfordre bøssemiljøet, der var blevet alt for pænt. Når man så kom hjem, tog man tøjet af igen. I London kan man være bøsse på alle tænkelige niveauer og måder. Det var lidt af en overraskelse for mig, da jeg i London første gang mødte transvestitter, der ikke var klædt ud som, men ganske enkelt var deres karakterer. For dér sad jeg og følte mig som en fake og en klovn, fordi jeg stadig var klædt ud som i København. Det gav mig lyst til at være pæn og sexet som de andre. Og jeg fik også lyst til at tage det med mig ind i kunsten.«

I stedet for kondisko begyndte han at gå i højhælede, at barbere sig for at blive mere feminin »og omfavne det, det vil sige at være kvinde«. Dog ikke så meget, at han tog hormoner:

»Jeg er jo lidt en splittet karakter. Jeg ser ikke min transvestitkarakter som adskilt fra mig selv, men på samme tid er den det alligevel. Det tog lang tid at vænne mig til, at jeg havde en mandekrop, både da jeg var yngre og stadigvæk i dag.«

Øvelsen går ikke ud på at opnå andre menneskers respekt og accept. Men at »finde ro i sig selv«, som han siger. Men »selvet« ændrer sig hele tiden, søger nye udfordringer, distraheres.

Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum

»Lige nu har jeg boet i Danmark i snart et år. Det er derfor, at jeg har lejet det her i Hvide Sande. For at være mig selv. For at komme ind i kunsten igen.«

Det begyndte med, at hans mors kæreste gennem 34 år efter længere tids sygdom lå for døden, og han kom hjem fra London for at sige farvel:

»Vi fik tre dage sammen, inden hun døde. Min mor har ikke været alene i alle de år. Så derfor blev jeg i Danmark for at støtte hende. Jeg havde så en udstilling i Prag og tog dertil, og bagefter vendte jeg tilbage til Danmark, da det hele lukkede ned på grund af corona. Der var alligevel så meget, der blev aflyst eller udsat i den forbindelse. Så jeg kunne lige så godt blive hængende her, mens jeg forbereder ting til en soloudstilling i Hamborg til september.«

Men under pandemien har Hvide Sande været mere interessant end København:

»Dels fordi der ikke er turister, dels fordi livet her på mange måder fortsætter som altid, og at arbejdet i fiskeriet og industrien er så synligt, som det er. Og så er det i det hele taget nok sundt med en pause.«

Side 42



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby