Det er nok de færreste, der i dag har et indgående kendskab til den omfattende krig, der går under navnet Store Nordiske Krig 1700-21. Det er en skam, for krigen havde storpolitisk betydning og kan desuden være en påmindelse om, at vi engang tilhørte et Nord- og Østeuropa, hvor så forskellige forhold som herredømmet over Østersøen, herskerforholdene i Polen og ukrainske kosakkers uafhængighed havde konsekvenser for Danmark, og hvor en svensk konge regerede fra eksil på Balkan.
Her i 300-året for krigens afslutning har historikeren Dan H. Andersen udsendt et storværk om krigen, der på over 1.100 sider fortæller stort og småt i det langstrakte og dramatiske forløb. Lad os lige få de overordnede linjer på plads: Det begyndte med en aftale i 1699 mellem Danmark-Norge, Sachsen-Polen og Rusland om at angribe Sverige. Hvert rige havde sine politiske og territoriale dagordner med planen. Danmark indledte i 1700 med et angreb, men blev meget hurtigt sat ud af spillet af svenskerne, blandt andet på grund af en belejring og et bombardement af København. Da det kom til stykket, var der ikke megen hjælp at hente fra kong August den Stærke i Sachsen-Polen, mens Rusland først kunne overholde sin del af aftalen, når der var indgået en våbenhvile med Osmannerriget, som russerne havde sloges med i årevis. Det trak ud. Danmark stod alene og måtte indgå fred.
I de følgende år boltrede svenskerne sig i Sachsen-Polen, vandt mange slag, afsatte kong August, fik en ny lydkonge indsat, levede godt af landet og ventede på det rette øjeblik til at vende sig mod zar Peter 1. og Rusland, der havde angrebet det dengang svenske Ingenmandsland. Der kom hurtigt til at stå en stråleglans af usårlighed og heltemod om den unge svenske kong Karl 12. på grund af hans personlige deltagelse i kampene og hans hærs spektakulære sejre over ofte talmæssigt overlegne fjender, eksempelvis som i slaget ved Narva (1700). I 1709 drog den svenske hær østpå for at indtage Moskva. Felttoget endte i en katastrofe for svenskerne, der i slaget ved Poltava i Ukraine mistede små 10.000 mand, og ved den efterfølgende kapitulation måtte 20.000 mand gå i fangenskab. Sammen med kosaklederen Mazepa, der kæmpede på svensk side, flygtede Karl 12. og gik i eksil i Osmannerriget. Slaget er centralt, fordi det markerer et grundlæggende skift i styrkeforholdet i regionen. Sverige nedsmeltede som stormagt, og Rusland konsoliderede den magt, som landet har bevaret lige siden. Årsagerne til det svenske sammenbrud er omdiskuteret, men Andersen giver en ganske enkel forklaring; svenskerne var slidt op af de foregående års prøvelser. Både menige og officerer havde set deres kammerater dø, de havde sultet og frosset og var fysisk og psykisk traumatiserede.
Med nyheden om Sveriges nederlag og Karl 12.s eksil så Danmark sit snit til at gå ind i krigen igen og organiserede en invasion i Skåne. Også denne gang endte det skidt med slaget ved Helsingborg, hvor 7.000 danske soldater måtte evakueres til søs efter at have slagtet 3.900 heste, der blev efterladt på gader, i brønde, lader og kældre for at forurene så meget som muligt. Mere succes havde Danmark i den søkrig, der snart blev igangsat. Det var her, Tordenskjold skabte sit ry. Med Sveriges nederlag var der comeback til August den Stærke, der igen kunne sætte sig på Polens trone.
Karl 12. forsøgte at regere sit land og genopbygge en ny hær fra sit eksil, mens det i praksis var den svenske feltherre Magnus Stenbock, der måtte klare ærterne. Men i 1714 rejste Karl 12. i forklædning og på hesteryg flere tusind kilometer tilbage til krigen, og efter et nederlag i Stralsund vendte han tilbage til Sverige. Herfra vendte han sig nu mod Norge, der blev angrebet i flere omgange. Under en belejring af Frederiksten blev han i 1718 dræbt af en enlig kugle, da han stak hovedet op over en skanse. Dødsfaldet har siden givet anledning til spekulationer om, hvorvidt der var tale om en ærlig norsk kugle eller et snigmord foranlediget af kongens svenske fjender. Efter dødsfaldet trak svenskerne sig anført af den nye konge og begyndte i den følgende tid at indgå fredsaftaler. Med freden i Nystad 1721 mellem Sverige og Rusland var krigen endelig slut.
Det er et imponerende værk, Andersen har skrevet. Forfatteren erklærer indledningsvis, at hans fremstilling ikke er bundet af problemstillinger og strukturanalyser, men i stedet har en episk ambition. Det er et nobelt forsæt. Min eneste indvending – og lad os få det overstået med det samme – er, at det episke i passager udfordres af Andersens bestræbelse på at få det hele med og gerne i en høj detaljeringsgrad. Enhver træfning og aktion dækkes. Troppebevægelser, forberedelser, instrukser, korrespondancer, forklarende passager om fortidige aggressioner, diplomatiske spilfægterier iblandet utallige personalhistoriske indskydelser fylder godt op. Heldigvis er store dele af bogen så fyndig, at man affinder sig med de mest militærnørdede stræk.
Som i klassiske krigshistoriske fremstillinger bevæger vi os en del blandt fyrster, diplomater og officerer. Og der er virkelig farverige typer blandt aktørerne; kynikere, fantaster, strateger, snu lykkeriddere og tapre helte. Andersen skildrer fyrsternes æresfølelse og motiver og er ikke bleg for at tildele hovedpersonerne arketypiske træk, herunder også en egentlig revurdering af Frederik 4. som en mere mørk, frygtindgydende og menneskeforbrugende konge end den bogholderskikkelse, der ligger ligefor som portræt.
Stærkt medrivende er de passager, hvor forfatteren træder ned blandt menige soldater og hårdt prøvede civile. Soldater og civilbefolkning udsattes for ufattelige lidelser. I rolige perioder kunne militær og civilbefolkning i de krigsramte områder ofte forhandle sig frem til rimelige løsninger for forsyninger og gensidig tolerance til alles fordel, som det sås i Polen i forbindelse med den svenske hærs ophold dér. Og i den svenske og danske hær fandtes regler, der skulle hindre seksuelle overgreb mod civile. Men hvis ikke kontributionerne faldt, fik piben en anden lyd, og når krigshandlingerne tog til, stod den ikke sjældent på plyndringer, hærgning, bortførelser, massedrab, nedbrændinger og andre former for barbari.
Stolt kunne den russiske marskal Sjeremetev eksempelvis skrive hjem til zar Peter og berette om de løsesummer, som russiske soldater tog for at tilbagelevere bortførte køer, får og børn til civilbefolkningen. I øvrigt viser svenske militærrapporter, at også danskerne brugte bortførsler under invasionen i Skåne, dog kun i militært øjemed. Ud over et stort befolkningstab fik især krigen i Polen langtidsvirkninger på grund af ødelagt landbrug og nedhuggede skove.
For soldaterne var krigen heller ingen dans på roser. De blev ramt af sygdom og sult, når forsyningerne svigtede, og der ikke var mere at pine ud af lokalbefolkningen. Vinteren 1709 var en af de koldeste i århundreder med temperaturer ned til 35 minusgrader, og de svenske soldater i det russiske felttog døde som fluer af kulde eller mistede lemmer på grund af forfrysninger. Smid deroveni en gedigen omgang pest, som ramte både soldater og civile i de krigsførende lande. I 1710 døde mellem en tredjedel og halvdelen af Stockholms befolkning af pest, hvorefter epidemien via Helsingør fortsatte til København i 1711, hvor 23.000 ud af en befolkning på 60.000 måtte lade livet. Da pesten endelig havde forladt den hårdt prøvede by, blev den tilbageværende befolkning pålagt privat at indkvartere 1.000 matroser, der hærgede og plyndrede byen godt og grundigt under påskud af uenigheder om kostpenge. Efter krigen gik byen og landet hårde tider i møde – en jerntid, som Andersen skriver – med økonomisk krise ikke mindst forårsaget af de beskatninger, der skulle betale for de store lån, kongen havde taget for at føre krig.
Disse skildringer af krigens realiteter langt væk fra beslutningstagere og diplomater står stærkt i fortællingen. Det samme gælder de beskrivelser af situationer og begivenheder, der ikke direkte har noget med kamphandlingerne at gøre, men som perspektiverer gerningerne og kvalificerer bedømmelserne. Her kan som et eksempel nævnes den for mange sikkert forbløffende kendsgerning, at Frederik 4. i en svær krisesituation drog til Venedig for at muntre sig med karneval og på hjemturen besøgte August den Stærke i Dresden, hvor den stod på udstrakte festligheder, der blandt andet bestod i rævekastning, hvor ræve blev smidt op i luften ved hjælp af stofstykker. Vinderen var den, der kunne kaste en ræv højest. Afslutningsvis blev dyrene dræbt med køller.
Andersen har vendt hver en sten og samlet frugterne af sine mangeårige studier af krigen i dette digre tobindsværk, der i mange år frem vil stå som et uomgængeligt standardværk og som et bugnende repertorium af oplysninger om krigen med mange overrumplende og pudsige detaljer og ræsonnementer, man ikke finder i andre værker. Den minutiøse gennemgang er en dokumentation af det enorme arbejde, der ligger til grund for værket. Den slags kan kun blive til med en beundringsværdig tålmodighed, heuristisk stædighed og en stålsat vilje til at fremmane et noget nær komplet billede af krigen med alle dens særpræg og sidehistorier.
I en verden, hvor megen humanistisk forskning bevæger sig mod snævrere analyser præsenteret i forskningsartikler i en bestræbelse på at efterkomme krav om optællelig forskningsproduktion, er et monumentalt monografisk værk som Andersens et særsyn, men også et opmuntrende eksempel på en forsker, der også tør se sig selv som forfatter.
Dan H. Andersen: Store Nordiske Krig I-II. 1112 sider. 600 kr. Politikens Forlag.
