Venstre. Kristian Jensen blev afsat for illoyalitet, men er Inger Støjberg et større problem for Ellemann-Jensen?

Kæft, trit og ingen retning

Kæft, trit og ingen retning Af Hans Mortensen

De lo meget ad den vits på det ekstraordinære landsmøde i september, venstrefolkene.

»Der er kun to steder i verden, hvor der ikke er plads til anderledes tænkende. Det ene er i Nordkorea, det andet er i Socialdemokratiet,« lød det fra partiets nykårne formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Og det var jo evident, at der var masser af plads til uenighed i Venstre. Sommeren over havde der nærmest ikke været plads til andet, hvilket til sidst endte med at koste både formand og næstformand deres poster. Men selv om venstrefolk stadig godt kunne være uenige, var det slut med fløjkampe, erklærede Ellemann-Jensen. Godt nok blev han udstyret med Inger Støjberg som næstformand ud fra et ønske om, at partiets strømninger skulle repræsenteres i ledelsen, men strømninger er ikke fløje, blev det fastslået. Ikke noget Nordkorea her, men heller ikke grænseløs uorden.

Der er det med gamle citater, at de har det med at blive husket i utide. Og måske så den vits ikke helt så sjov ud, da Venstres ledelse lørdag aften lidt efter klokken 22 udsendte en pressemeddelelse, der fortalte, at tidligere næstformand Kristian Jensen var blevet frataget alle udvalgsposter og ordførerskaber. Jensen havde nemlig formastet sig til at give et interview til Jyllands-Posten, hvor han uden ledelsens velsignelse havde ment noget om partiets langsigtede strategi.

Og så var det slut med at gå og smykke sig med et arktisordførerskab. Jensen kunne i stedet gå hjem og måske bruge tiden på at studere et af sine egne gamle citater: »Når man træder tilbage, så skal gamle formænd og næstformænd ses og ikke høres,« som han sagde efter partiets dramatiske hovedbestyrelsesmøde i august sidste år, hvor Jensen og Løkke fik hver sin vej ud af ledelsen.

Alt efter præference trives der internt i partiet to hovedforklaringer på, at Venstre nu igen står i en situation, hvor man skal diskutere interne trakasserier i stedet for at føre oppositionspolitik. Den ene er Jakob Ellemann-Jensens manglende eller svage lederskab. Den modstående er Kristian Jensens manglende politiske boldøje. Begge kan have noget for sig, men der er givet mere i sagen end det, og i hvert fald er det nødvendigt at kigge på flere aktører end de to gange Jensen, hvis man skal forstå, hvad der går for sig.

Gården og gaden

Det så umiddelbart ud til at være den perfekte løsning, da Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg blev valgt som henholdsvis formand og næstformand. Den ene hovedstad, den anden jysk provins. Den ene værdipolitisk en blød liberal, den anden stenhård værdikriger. Noget til bondegården og noget til storbygaden.

I praksis er det imidlertid mere kompliceret. For kan man tale i øst og råbe i vest på samme tid? Spørger man i toppen af Venstre, er man sikker på at få det svar, at partiets værdi- og udlændingepolitik ligger fast. Spørgsmålet er bare, hvor den ligger fast.

Tæt på partiets landsmøde i november viste en undersøgelse i ugebrevet Mandag Morgen, at 28 procent af danskerne er helt eller delvist enige i, at muslimer skal sendes ud af Danmark. Om det skrev Støjberg i en klumme i BT:

»Når målingen viser det, så er det sikkert, fordi der er rigtig mange, der har det ligesom jeg: Jeg er så træt af at høre om islam mig her og islam mig der.«

Nogle dage senere sagde Ellemann-Jensen i sin landsmødetale:

»Det giver anledning til dyb bekymring, at der er nogen i Danmark, der tilsyneladende mener, at man skal udvise mennesker alene på grund af deres tro.«

Spurgte man dengang til forskellen, lød svaret, at de to har en lidt forskellig måde at sige tingene på.

Der var med andre ord kun tale om en forskel i form og ikke i indhold, selv om det givet kunne se sådan ud.

Til de politiske naturlove hører, at der ikke findes ledig magt. Hvis ikke den ene tager magten, er andre parat.

Ikke i takt

Men problemet for Venstre er, at det tilsyneladende ikke er stoppet. For nylig kommenterede Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup, i Berlingske det amerikanske droneangreb på den iranske general Qassem Soleimani. Han kaldre det »hovedløst« og »en gave til Irans hardliners«, selv om generalen var en »meget skidt fyr«.

Nogenlunde samtidig skrev Støjberg på Facebook:

»Ethvert land har retten til at forsvare sig selv. Også når præsidenten hedder Trump.« Mens Mads Fuglede, der er partiets udlændingeordfører, samme sted betegnede Soleimani som »et legitimt mål.« Ellemann-Jensen endte med at sige, at det amerikanske angreb »muligvis var en overreaktion.«

Det er selvsagt blevet bemærket, at Kristian Jensen blev sendt bort i vanære for et relativt ukontroversielt interview om, at man bør satse på store forlig hen over den politiske midte, når det gælder store beslutninger om økonomiske reformer og grøn omstilling, mens Støjberg og Fuglede ustraffet kan sige det stik modsatte af partiets ordfører.

Forklaringen har to sider. Den ene er, at Ellemann-Jensen i forvejen ikke har den store fidus til den tidligere næstformand, der af mange betragtes som seriel illoyal under Lars Løkke Rasmussen. I den læsning er det Kristian Jensen, der fremprovokerede et formandsskifte på et tidspunkt, hvor det så at sige var ubekvemt i forhold til både den tidligere og den nuværende formands karriereplaner. Det ene følte sig tydeligvis ikke færdig, og den anden ville godt have haft længere tid til at blive klar. Dertil kommer, at man fra andre partier ved, hvor bøvlet det er, når forhenværende koryfæer føler trang til at fortælle, hvordan verden ser ud og bør se ud.

Det andet og noget større problem er, at mens Ellemann relativt let kan skille sig af med Jensen, mangler han muskler til at sætte sin næstformand på plads. Støjberg er landsmødevalgt med massivt flertal, og hun er stemmesluger ved folketingsvalget. Hvis formanden sætter hende på plads, lægger han sig ud med halvdelen af partiets bagland og vælgere, mens den anden halvdel er irriteret over, at han ikke gør noget. Det så ud som en styrke, at de to dækkede forskellige strømninger i partiet. Men deres åbenlyse forskelle kaster samtidig lys på, at disse strømninger findes i bedste velgående. Dertil kommer, at Støjberg tydeligvis ikke har tænkt sig at gå i takt. Senest har der ifølge flere kilder været en periode med misstemning mellem formand og næstformand, fordi den øvrige gruppeledelse afviste Støjbergs ønske om at få ansat sin særlige rådgiver fra Integrationsministeriet i partiets sekretariat.

Ingen ledig magt

Det uafklarede magtforhold til næstformanden sætter derfor Ellemanns håndfaste afstraffelse af Kristian Jensen i et uheldigt relief. Hvorfor skal den ene bankes på plads, når den anden ikke skal?

Problemet med Kristian Jensens forsøg på at tegne strategiske linjer er ikke blot, at det ikke tilkommer ham at gøre det. Det, at han alligevel gør det, udstiller, at Ellemann-Jensen endnu ikke har formået at tegne nogen klar retning for sit parti. Blandt hans støtter afvises den kritik med, at det er alt for tidligt at fremlægge et stort politisk projekt, hvilket er et klassisk politikersvar på et spørgsmål, der aldrig er stillet. Udpegning af en retning og fremlæggelse af et stort projekt er ikke helt det samme.

Endnu er der ingen, der åbent udtrykker tvivl om den nye formands evner til at lede partiet, men ønsket om tydeligere lederskab er begyndt at rumle i folketingsgruppen, og det har givet været en medvirkende årsag til, at der i sagen om Kristian Jensen skulle statueres et eksempel. Det skal stå klart, at det er formanden, der lægger linjen. Nu mangler der bare, at han så lægger én.

Til de politiske naturlove hører, at der ikke findes ledig magt. Hvis ikke den ene tager magten, er andre parat. Og en anden naturlov er, at spirende utilfredshed altid i første omgang retter sig mod stedfortrædere.

I Venstre udspiller det sig som muk og rumlerier over geleddet lige under Ellemann-Jensen. Forleden kunne Ekstra Bladet berette om en stigende utilfredshed med en såkaldt L-bande, der angiveligt har taget magten i partiet i formandens mentale fravær. L-banden er tre personer, hvis efternavn begynder med L: politisk ordfører Sophie Løhde, gruppenæstformand Karsten Lauritzen og finansordfører Troels Lund Poulsen.

Nu er det selvsagt ikke helt unaturligt, at tre medlemmer af folketingsgruppens formelle ledelse besidder en vis magt. Det er også en kendsgerning, at kernen i kritikken udgår fra det, der i gruppen er kendt som »vinduesrækken«. En kreds af folketingsmedlemmer på den anden side af karrierens højdepunkt, men til gengæld altid med forurettelsen siddende løst. Her er blandt andet udpræget irritation over, at ordførere ved forhandlinger med regeringen bliver tvangsledsaget af finansordfører Troels Lund Poulsen, hvis der er økonomi indblandet i forhandlingerne.

Fraset dette åbenlyse motiv er det imidlertid en udbredt opfattelse, at ikke mindst Troels Lund Poulsen har haft held og snilde til at skaffe sig stor magt i partiet. Poulsen stod last og brast med Løkke Rasmussen, da Kristian Jensen i 2014 første gang forsøgte at afsætte formanden. Siden indgik han en fornuftsalliance med Kristian Jensen om at dele magten, når Løkke en dag gik af. Og nu er han altså ved Ellemann-Jensens side i toppen af partiet. Så meget, at en kilde i gruppen siger:

»Det er tydeligt, at gruppens medlemmer orienterer sig mere mod Troels end mod Jakob«.

 

Læs også Martin Krasniks leder: »Krybben er tom«

Side 5