Leder.

Den sande natur

Den sande natur Af Klaus Wivel

CORONAVIRUSSEN har medført, at stort set alle lande følger samme drejebog. Alligevel er denne globale krise en fremkaldervæske for kulturelle forskelle og fordomme. Vores eget land fylder naturligvis mest i tankerne i disse dage, men lad os indlede med at se på USA og Kina, de to stormagter. I Kina benægtede myndighederne til at begyndte med, at en epidemi var undervejs og slog i stedet ned på de få læger, der prøvede at advare om faren. Da virussens udbredelse og drastiske følger ikke længere kunne skjules, trådte staten til med historiens mest vidtrækkende inddæmning af millioner af mennesker. Diktaturet viste sit sande ansigt: Først censur og undertrykkelse. Dernæst streng, statsindført karantæne. Begge reaktioner udtrykker en fundamental mistillid til, at Kinas befolkning kan finde ud af at handle selv. I dag praler regimet af, at strategien har hjulpet. Antallet af nye tilfælde er faldet betragteligt, og Kina kan igen så småt vende tilbage til livet før udbruddet.

INDSTILLER man sigtekornet på USA, ses et lignende mønster. Og dog. Præsident Trump har indtil i onsdags om ikke undertrykt alle advarsler om virussens fare – det lader sig ikke gøre i frie lande – så totalt bagatelliseret sygdommen med sin vanlige kombination af selvovervurdering, løgnagtighed og uvidenhed. Han blærede sig for ganske kort tid siden med sin enorme indsigt i sagen, og han mente, at de smittede endelig skulle tage på arbejde, fordi de blev raske med tiden. Konsekvensen har været den samme, som den indledningsvis var i Kina. Myndighederne har været elendigt forberedte, mens sygdommen fik lov at sprede sig. Onsdag trådte han så til og forbød al flytrafik fra Europa i en måned. Det er åbenbart europæernes skyld, at sygdommen har fået tag i USA. Om det vil standse virussen i landet, er tvivlsomt. USA kommer næppe til at vende udviklingen med samme hast som Kina.

AL den frihed og mistro over for myndighederne, amerikanerne er i besiddelse af, står i vejen for en effektiv kur. Den skepsis og egenrådighed spejler Trump, derfor blev han valgt. Men hans grundlæggende mistillid til al ekspertise, der ikke udgår fra eget hoved, kommer til at koste nationen dyrt. En konsekvens kan blive, at Trump ikke får fire år mere som præsident. Man har lov at håbe. Præsidenten har haft en tendens til at affeje al modstand, han blev ramt af, som politisk. Selv kendsgerninger kunne gøres op i et for eller imod Trump.

POLITIK er på en måde ophævet i denne tid, hvor undtagelsestilstanden sætter ind. Det gælder også i Danmark. Der er bred enighed om, at Mette Frederiksens tiltag er rigtige. Hun opfordrer til at udvise samfundssind, og det er et nødvendigt budskab i denne tid. Danskerne har mere tillid til myndighederne, end man har i USA, det stiller os bedre i dag. Alligevel er historien den samme her som i andre ramte lande. Danske kritikere, der forudså situationen, kan således med rette spørge: Vi har haft to måneder til at forberede os. Hvorfor blev disse indskærpelser ikke sat i værk for en eller to uger siden? Det havde om ikke forhindret smitten, så forsinket dens udbredelse, hvilket er altafgørende for at undgå, at sundhedsvæsnet bryder sammen, som det er sket i Norditalien. Hvorfor blev al flytrafik fra Norditalien ikke standset, så snart den første dansker med corona blev opdaget? Ja, hvorfor ikke før? Troede vi virkelig, at coronavirussen ville søge uden om Danmark? Bildte vi os ind, at Kina og Italien på en eller anden måde, qua deres opførsel, styreform og kultur, per naturlov måtte blive ramt? Er de anderledes, end vi er? Det mente vi åbenbart, og pronomenet »vi« er ikke fejlanbragt her. Denne avis opfordrede heller ikke til de tiltag, vi ser nu; det var der kun få, der gjorde, og de blev indtil i onsdags kaldt alarmister. I dag er vi alle alarmister. Indsigten er banal, men dyrekøbt: En virus gør ingen forskel på nationer og kulturer. I denne sene erkendelse gemmer sig det hovmod, Danmark blev ramt af.

 

Læs også Martin Krasniks artikel om indgrebet, der er legemliggørelsen af verdens mest udbyggede velfærdsstat: »Undtagelsestilstand«

Læs også om, at helt nye økonomiske metoder og indgreb kan være på vej: »Giv pengene væk«

Læs også Pernille Stensgaards essay om forholdet mellem corona og klima: »Verden uden os«

Læs også om, at med coronavirussen står Trump over for sit præsidentskabs alvorligste krise: »Virus-valget«

Læs også Jesper Storgaard Jensens reportage fra Rom, hvor alle smittet af en undergangsstemning: »#Iostoacasa – jeg bliver hjemme«

Læs også Frederik Stjernfelts essay om det spejl, litteraturen holder op for os i krisetider: »I pestens tegn«

Læs også: Alle taler om dødeligheden – men hvad med konsekvenserne for dem, der overlever coronavirus? 

Side 14



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter