ROM – Indrømmet, jeg får våde øjne og en klump i halsen, da jeg en morgen i denne uge køber Italiens største dagblad, la Repubblica. Overskriften på forsiden er skrevet med kæmpeversaler: »Kære Italien, det er en mørk tid, men vi skal nok klare os gennem vanskelighederne«.
Det er svært at genkende det Italien, hvor jeg nu har haft bopæl i mere end 22 år. De store fagter og den sædvanlige overgivenhed er afløst af dyster modløshed nærmest fra den ene dag til den anden. Kindkys og omfavnelse er veget for en ny hilsemåde, hvor man i spøg støder albuerne mod hinanden for at undgå den fysiske kontakt, som myndighederne nu på det kraftigste fraråder.
De fleste gader i Rom ligger efterhånden øde hen. Trevi-fontænen, hvor jeg ofte kommer forbi, er kun en skygge af sig selv. Normalt er det ikke til at sparke sig frem for turister. I disse dage ligner den på det nærmeste et kæmpestort plaskende marmorspøgelse. Og Roms metro, hvor myldretiden ofte kan måle sig med Bombays, kører nu rundt med gespenstagtige halvtomme togvogne.
Alle biografer, teatre, svømmehaller og motionscentre er lukkede, og nu også alle spisesteder. Italienernes – og mit – sociale liv er gået fuldstændig i stå. Ja, selv mit lille hyggelige yogahold, hvor vi blot er fire stivryggede personer, er blevet aflyst. Nu går vi kun på gaden, hvis vi har et konkret gøremål, og skal jeg af arbejdsmæssige grunde flytte mig fra et sted til et andet, skal jeg være i besiddelse af et udprintet dokument, der giver en overbevisende grund til min færden i det offentlige rum.
Folk er bange, og det lader sig ikke skjule. Som for eksempel lørdag aften, da jeg og min kone var til middag hos venner i vores kvarter. Efter at vi havde albue-hilst på hinanden, mindede vi hinanden om vigtigheden af at hoste i albuen og holde en vis afstand. Det blev sagt med grin og smil, men længe kunne vi ikke opretholde morskaben. Alessandro, der er teaterinstruktør, begynder at fortælle: »Jeg talte med en teaterchef i går. Han græd i telefonen. Lukningen af hans teater kan få katastrofale følger. Vi ved jo intet om, hvor lang tid denne situation kommer til at stå på. Jeg selv har måttet aflyse fem forestillinger i de kommende uger.«
Dagen efter møder jeg en bekendt, Maurizio, på gaden. Han er bekymret. Der er konstateret coronavirus på hans datters skole. En forælder til en af datterens klassekammerater er blevet indlagt, og skolen er nærig med oplysninger på grund af den skrappe italienske privacy-lovgivning. »Du ved, at min kone har haft cancer. Hendes immunforsvar er stadig svækket, og vi skal passe ekstra på. Det betyder, at min datter i en periode ikke kan være sammen med sine klassekammerater,« siger han.
Alle italienske skoler er nu lukket indtil den 3. april. Mine egne børn på 12 og 16 år har pludselig fået fire ugers tvunget skolefrihed. Nu skal vi forældre udvise kreativitet. De unge skal aktiveres og samtidig informeres om en korrekt social adfærd. Men først og fremmest skal de lave de lektier, de nu modtager elektronisk. Min søn, der går i 1. g, er mest af alt irriteret: »Vi ved endnu ikke, hvilken elektronisk platform vi skal bruge til aflevering af opgaver til de forskellige lærere. Det er et kæmperod.« Familiens yngste, Sara, er bekymret og har ikke den store lyst til at bevæge sig uden for hjemmet.
Vi forældre prøver at have en afslappet attitude i forhold til vores børn, men situationens alvor er for længst gået op for dem. En usynlig fare ligger på lur.
Denne nye virkelighed har noget uvirkeligt, surrealistisk og absurd over sig, som om alle vi implicerede er en del af en film, hvis sci-fi-agtige handling er blevet til i en fantasifuld filminstruktørs hoved.
Nyheder fra skyttegraven
At læse italienske aviser i disse dage er lidt som at læse de seneste bulletiner fra en skyttegravskrig. På de sociale medier, Facebook i særdeleshed, synes der at foregå en usynlig konkurrence om, hvem der er i stand til at bringe flest coronavirus-relaterede nyheder. Nye tal om de smittede, om de døde, om diverse bivirkninger og om, hvordan det seneste smittebillede ser ud, bliver pumpet ud i æteren 24 timer i døgnet.
Mine italienske svigerforældre – der bor i Rom og begge er over 80 år – har vi givet besked om at holde sig inden døre. I stedet har vi nu arrangeret et dagligt video call, så de stadig kan have kontakt til deres store amore, børnebørnene.
Arbejdsaftaler lider døden i disse dage. Jeg skulle i den nærmeste fremtid have været til den mellemitalienske by Pesaro for at udføre en tolkeopgave, men bliver nødt til at aflyse. Og også mine fire foredrag – for danske gymnasieklasser på studietur til Rom – om italiensk politik, økonomi og samfund er røget i vasken.
Nye modefænomener skyder frem. Ansigtsmasker er udsolgt overalt, så mange folk bevæger sig rundt iført et halstørklæde, der dækker både mund og næse. Der er lange køer foran supermarkederne, hvor folk nu bliver lukket ind i små grupper. Foran et apotek i mit kvarter, Prati, ses en næsten 100 meter lang kø. Halvdelen af folk i køen bærer ansigtsmaske. En utålmodig signora i køen brokker sig og er højrystet, og sikkerhedsfolkene foran apoteket forsøger at dæmpe hende ned.
Aviserne melder allerede nu om, at den i forvejen skrøbelige italienske vækst i indeværende år forventes forværret med omkring 0,5 procent af BNP. Og dette års italienske budgetunderskud spås nu at ville komme faretruende tæt på EUs fastsatte maksimumgrænse på minus tre procent. Det er katastrofale makroøkonomiske tal. Dette surrealistiske smittescenarium vil blive omsat i blod, sved og tårer. Det vil udløse tænders gnidsel, familietragedier og skilsmisser, som følge af dårlig økonomi. Det vil føre til virksomhedslukninger, falliterklæringer og røde tal på bundlinjen. For meget muligt er det, vi ser i disse dage, kun begyndelsen. Det siges, at smittekurven ikke har toppet, og myndighederne frygter, at virussen for alvor skal få tag i Rom og Napoli.
Alle synes bare at vente på, at vi også i Rom får norditalienske tilstande, hvor mange hospitaler nu er så ressourcepressede, at lægerne er tvunget til at vælge, hvilke viruspatienter der skal have behandling (læs: reddes).
Videnskaben kan indtil videre ikke give noget svar på, hvornår smitten vil toppe. Det er en ny virus, og meget afhænger af italienernes sociale adfærd. Der er for mange ubekendte faktorer, og de statistikker, der er lavet, er for usikre og risikerer at skabe unødig forvirring, hvis de blev offentliggjort.
Både min kone og jeg arbejder nu hjemme. Vi følger det sidste nye hashtag, som de italienske myndigheder har lanceret – #iostoacasa (jeg bliver hjemme). Det kaldes for smart working på nyitaliensk, og denne mulighed – at arbejde hjemme – betyder, at man automatisk scorer et par point på det sociale image-barometer.
Også den kendte, italienske forfatter Fulvio Abbate synes at have buret sig inde derhjemme. Jeg følger ham på de sociale medier. For tre uger siden lavede jeg et interview med ham på en café i Roms Monteverde-kvarter. Nu følger jeg ham på Instagram, hvor han poster daglige videobeskeder med skiftende dommedagsprofetier: »Myndighederne siger ikke det, som vi alle udmærket ved: Virussen er på vej til Rom. Red jer, hvem der kan, og så held og lykke til jer alle. Både til jer, der vil bukke under, og til jer, der vil klare frisag.«
Læs også Klaus Wivels leder om coronakrisen: »Den sande natur«
Læs også om, at helt nye økonomiske metoder og indgreb kan være på vej: »Giv pengene væk«
Læs også Pernille Stensgaards essay om forholdet mellem corona og klima: »Verden uden os«
