Læserbreve. Farlige cyklister. Stress. Til sidste fjer. Svend Lings. Genforeningen. Tykfobi

Debat

Debat

 

Farlige cyklister

Helen Kjar, folkeskolelærer på Pilegårdsskolen i Tårnby

I en by som København, hvor så stor en del af befolkningen lever af deres hjerner, kan man undre sig over, hvordan cykeltrafikken foregår.

Min gamle svigerfar talte altid om trafik, om hvilken vej der var den bedste, hvor der var farlige kryds, om man kunne finde en parkeringsplads i Aarhus midtby osv. Hans optagethed af trafik kunne opfattes som en passion, men jo mere jeg tænker efter, og jo ældre jeg selv bliver, tror jeg i virkeligheden, det handlede om, at han var rædselsslagen for at begive sig ud på de trafikerede veje. Og jo, han var en dårlig bilist. Måske havde han været det altid, eller også blev han det først, efter at han havde været involveret i en ulykke, hvor han næsten havde kørt på en fodgænger. Jeg ved det ikke, jeg lærte ham først at kende, da han var mere end almindeligt optaget af trafik. Vi fandt ham lidt latterlig, bad ham slappe af og forsøgte at overbevise ham om, at han ikke behøvede at tage en prøvetur ind til Aarhus midtby om dagen for at kunne finde vej og parkering om aftenen inden teateret.

At man skulle »huske at have lys på cyklen« var en af hans tilbagevendende trafiksætninger. Og vi var forholdsvis fornuftige og sørgede for, at vore cykler lyste i mørket, hvilket fik ham til at smile på sin stille og neurotiske måde. Han ville os det bedste, og han elskede os, det var der ingen tvivl om.

Når jeg nu morgen og aften cykler igennem et vintermørkt København, har jeg iklædt min ellers pæne skikkelse en skriggul cykelvest, reflekser på håndled og ankler og hjelm. Jeg ligner en idiot. Cyklen er udstyret med et klart hvidt forlys og et rødt baglys. Som en cyklist, der også har kørekort, og tidligere kørte en del i bil, ved jeg, hvor vigtigt det er at være synlig i trafikken. For nylig blev der offentliggjort nogle tal, der fortalte, at der var sket en markant stigning i antallet af cyklister, der var blevet dræbt i trafikken i år sammenlignet med sidste år. Og jeg må sige, det undrer mig ikke.

Ordet cyklister anonymiserer det enkelte individ. Men det sekund en af cyklisterne bliver dræbt i trafikken, bliver det hjerteskærende personligt for de efterladte.

Sammenligner man cyklisterne med spillebrikker i et rollespil og tillægger brikkerne forskellige egenskaber og bevægelsesmønstre for så at sætte dem ud i den københavnske trafik klokken syv en vintermorgen, så vil man få et billede af, hvor vildt det faktisk foregår, og hvor heldigt det er, at de fleste når frem. Jeg vil her give eksempler på brikker:

Brikken/cyklen har børnesæde, transporterer ofte et barn på under tre år, enten foran eller bag ved den voksne. Kun barnet har hjelm på. Der er måske forlys på cyklen, men ikke baglys. Cyklen bevæger sig ofte modsat ensrettede gader.

Brikken/cyklen har ingen lys på, til gengæld kan den bevæge sig hurtigt ud og ind mellem biler og de øvrige cykler, både med og mod kørselsretningen. Føreren har ofte cykelhjelm på.

Denne brik er dobbelt, den består af en voksen på cykel med lys for og bag. Foran sig eller ved siden af cykler en lille klonbrik af den voksne, dog uden lys. De findes overvejende på cykelstier, men kan findes på almindelige gader.

Transportbrikken kan indeholde op til tre børnebrikker i guld, som, når det når frem til bestemmelsesstedet, er livlige og glade og bringer meget kærlighed og glæde til førerbrikken, der tramper i pedalerne, med cykelhjelm. Disse cykler har man ofte forsøgt at gøre synlige med lidt lys her og der. Men transportbrikkernes synlighed i trafikken både for andre cyklister og bilister er svag. Desuden kan transportbrikkerne ligesom brik 1 bevæge sig mod ensretningen, hvilket er med til at øge spændingen.

Brikken her er den, der er mange af. Dens bevægelsesmønster forsøger at følge færdselsreglerne, medmindre det vurderes som upraktisk, eller der er rødt på ubelejlige tidspunkter. Denne brik kan også cykle på fodgængerovergange og fortove og overhale inden om andre cyklister.

Det her var blot et lille udsnit af brikker. Der findes mange tusinde varianter, og de cykler alle rundt der sidst på eftermiddagen efter arbejdstid.

Den anden morgen var jeg på cykel ved at køre en ung cyklende pige ned. Hun havde ingen forlys på, og hun skråede over gaden og ind over cykelstien i den forkerte side af kørselsretningen. Jeg blev bange og rasende. Hun pegede febrilsk på sin baglygte.

Heldigvis havde jeg endnu 15 minutter at cykle, inden jeg nåede min arbejdsplads, så jeg kunne nå at falde ned. Men det var ikke nogen god begyndelse på dagen, hverken for den unge pige eller for mig.

Selv som cyklist kan det altså være svært at se dem uden lys, eller med for lidt lys, på cyklen. Bilerne må have endnu sværere ved det, og samtidig findes der mange forskellige bilister for lige at minde om min svigerfar. Ingen ønsker at køre nogen ned eller at blive kørt ned. Men mange tænker vel, at det ikke er mig, der ikke bliver set, det er mørkt nu, men solen står snart op, og jeg kører tidligt fra arbejde i dag …

Jeg har bestemt, at jeg ikke vil være rasende lige fra morgenstunden. Jeg har besluttet i stedet at minde alle de mørke cyklister om, lige når jeg cykler forbi dem, at de ikke har lys på. Ikke med nogen vred stemme, bare sådan med opadgående intonation: »Hey, du har ikke noget lys på.«

Stress

Paul Gandil, cand.psych.aut., specialist i sundhedspsykologi Jeppe Aakjærs Vej 6, 3460 Birkerød

Det er et vigtigt samfundsmæssigt problem, som Weekendavisen tager op i sin forsideartikel 6. december 2019. Artiklen peger indledningsvist på den kendsgerning, at mange mennesker hvert år rammes af stress med personlige og samfundsmæssige omkostninger til følge i form af helbredsproblemer og sygefravær. Artiklens ærinde er tilsyneladende at problematisere det terapimarked, der har åbnet sig i kølvandet herpå, og peger specifikt på mindfulness og metakognitiv terapi. Det er for så vidt fair nok, men man skuffes dog gevaldigt over den måde, journalisten behandler sin problemstilling på.

Artiklen bygges op om én persons dårlige erfaring med ét firmas (MINDStrain) tvivlsomme behandlingsmetoder. Firmaet drives ud fra hjemmesiden af tre personer uden sundhedsfaglig baggrund endsige nogen form for behandlingsautorisation. Journalisten bruger dette ene eksempel samt et citat fra forfatteren Thomas Milsted til en generel miskreditering af stressbehandling med mindfulness og metakognitiv terapi. Tilsyneladende er den sparsomme indsigt i, hvad metakognitiv terapi egentlig er for en metode, hentet direkte ned fra dette tvivlsomme firmas hjemmeside. Det er også med MINDStrain som kilde, journalisten begiver sig ud i følgende postulat: »Mange metakognitive terapeuter er i opposition til den etablerede lægevidenskab.« Det er misvisende og udtryk for mangelfuld journalistisk research at bringe sådan en påstand til torvs.

Metakognitiv terapi er en videreudvikling inden for de kognitive terapiformer, som har været anvendt af kliniske psykologer og psykiatere i årtier og har en veldokumenteret effekt inden for depressions- og angstlidelser (jvf. f.eks.: Morina, Nexhmedin; Normann, Nicoline (2018). »The Efficacy of Metacognitive Therapy: A Systematic Review and Meta-Analysis«. Frontiers in Psychology. 9: 2211).

Stress kan føre til belastende psykiske tilstande som angst og depression, hvor en behandling med relevante terapeutiske værktøjer kan være hjælpsomme og nødvendige. Her kan bl.a. mindfulness og metakognitiv terapi spille en rolle. Det er ikke noget, der skal ses som værende i opposition til hverken lægevidenskab eller til bekæmpelse af dårlige arbejdsvilkår, som synes at være budskabet i denne tyndbenede artikel om et vigtigt emne.

Læs artiklen »Stressjunglen« her.

Til sidste fjer

Claus Lind Christensen, Formand, Danmarks Jægerforbund

Danmarks Jægerforbund tager klart afstand fra alle former for krybskytteri. Der er ingen undskyldning for forsætligt at nedlægge fredede arter, og faunaforbrydelser er skadelige for såvel jagtens som jægernes omdømme. Af disse årsager finder jeg det nødvendigt at reagere på artiklen »Til sidste fjer«, som blev bragt i Weekendavisen 6. december.

Hverken journalist Morten Beiter eller medarbejder hos DOF Knud Flensted, som citeres i artiklen, formår at holde fokus på problemet med krybskytteri, idet artiklens afsnit om fuglebeskyttelse i stedet fokuserer på at kritisere den lovlige jagt, som blandt andet udføres af danske jægere. Særligt fremhæves edderfuglejagten, som hævdes at true bestanden, uden at det dog nævnes, at netop edderfuglejagten for nylig er vurderet som værende bæredygtig af forskere på Aarhus Universitet. Fløjlsand og havlit nævnes i samme afsnit, men igen udelades en væsentlig pointe – nemlig at hunnerne af begge arter er fredet, så der nu kun høstes af det overskud af hanner, der findes hos begge arter. Det gælder i øvrigt også for edderfugl.

Således er det ganske unfair, og for Flensteds vedkommende direkte vildledende, at drage paralleller mellem ulovlig jagt på millioner af fredede sangfugle og de danske jægeres lovlige og skarpt regulerede havjagt fra motorbåd. Fuglenes ve og vel ligger jægerne meget på sinde, og ingen jægere har interesse i at drive jagt på et ikke-bæredygtigt grundlag – det ved Flensted også godt. Omvendt respekterer vi den gældende lovgivning og anerkender den faglighed, der ligger bag.

Læs artiklen »Til sidste fjer« her.

Svend Lings

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

Læge Svend Lings har i et læserbrev i Weekendavisen kritiseret, at han er blevet ekskluderet af Lægeforeningen. Han nævner bl.a., at han er den første læge, som er blevet ekskluderet siden Anden Verdenskrig. Det har en forklaring.

I 2017 fik vi nye regler i Lægeforeningen, som giver bedre muligheder for at reagere imod kolleger, som har handlet uetisk og måske samtidig har brudt loven. Indtil foråret 2017 var der således restriktioner på, hvilke sager der kunne komme for Voldgiftsretten og føre til eksklusion.

Der kunne ikke føres sager imod læger, som pga. varigt frataget autorisation automatisk var udmeldt af Lægeforeningen. Der kunne heller ikke føres sag imod læger, hvis sag var i gang med at blive behandlet ved andre instanser – f.eks. domstolene, og det samme gjaldt læger, der ved retten var dømt for en handling, som også var i strid med Lægeforeningens regler. Disse restriktioner har historisk set betydet, at Lægeforeningen ikke har kunnet ekskludere kolleger, der havde begået endog meget alvorlige forbrydelser.

Jeg vil også gerne slå fast, at Svend Lings har fået en fair og retfærdig behandling, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse hele kendelsen fra Voldgiftsretten på Ugeskriftet.dk. Svend Lings er ikke er blevet ekskluderet, fordi han arbejder for legalisering af aktiv dødshjælp. Det har han naturligvis ret til. Når Lægeforeningen skrider til et så alvorligt skridt som at ekskludere ham, så skyldes det, at hans gentagne bidrag til patienters selvmord er et klart brud på de etiske principper, som alle Lægeforeningens medlemmer er forpligtet til at respektere.

Genforeningen

Peter Garde, Frederiksgade 4, 2. etage tv., 3400 Hillerød.

Det var dog et utiltalende læserbrev, Steen Dalin bragte i Weekendavisen 13. december 2019 under overskriften »Grænseløs nationalisme« om Sønderjyllands Genforening, særlig passagerne om afstemningen i 1920. Allerede sammenligningen af delingen af det gamle hertugdømme med Hitlers og Stalins skæren Polen midt over i 1939 burde have fået redaktionen til at nægte optagelse.

Jeg skal i det følgende indskrænke mig til at påpege historieforvanskningen om selve afstemningen. Det er rigtigt, at Aabenraa og Sønderborg købstæder havde tysk flertal med henholdsvis 55 og 56 procent, men det skyldtes to grupper, der overvejende stemte tysk. Den første gruppe var de offentligt ansatte, idet det prøjsiske styre udelukkende ansatte tyske, ofte tilrejsende sydfra, og disse rejste tilbage efter 1920. Sønderborg havde således en stor marinebase.

Den anden gruppe var de tilrejsende, idet fødsel i Sønderjylland gav stemmeret i 1920, således at f.eks. embedsmandsbarnet, hvis familie for længst var fraflyttet, havde stemmeret i 1920, uanset hvor det boede nu. Endvidere havde alle omegnssogne omkring disse byer stort dansk flertal, særlig på Als, hvor flertallet mange steder oversteg 90 procent. Det er rigtigt, at Tønder havde stort tysk flertal, 77 procent, men Tønder landsogn havde dansk flertal, 68 procent, og de gamle kongerigske enklaver Møgeltønder og Daler umiddelbart vest for Tønder havde dansk flertal, 86 og 83 procent, hvilket gjorde det forsvarligt at indlemme Tønder i 1. zone. Og hvorfor skulle byernes stemmer være mere legitime end landsognenes? Og skulle landsognenes danske flertal være af mindre valør, fordi de med et usmageligt ordvalg »havde leveret kanonføde til verdenskrigen«?

Endelig bagatelliseres det danske flertal med, at det blev opnået »med nød og næppe«. Stemmetallene selv med de nævnte små fordele til tyskerne var 75.431 for Danmark og 25.319 for Tyskland. Steen Dalin klager over, at hans historieundervisning i for vidt omfang omhandlede krigen i 1864. Jeg er enig: Hans historielærer forsømte Genforeningen i 1920.

Tykfobi

Dina Amlund, cand.mag. i moderne kultur, tykaktivist, koordinator i FedFront

Aske Munck længes efter, at Danmark bliver som Japan, hvor han i 14 dage slap for at se tykke mennesker. Aske Munck forholder sig ikke til gener, som er forskellige verden over, men mener, det handler om, at Japan formår at udskamme tykke mennesker grundigt. De har indført regler på arbejdsmarkedet i Japan: maksimale livvidder og bødestraf, hvis de ansatte ikke lever op til dem. Han mener, der er en leflen for tykke herhjemme, og han hævder, at tykke mennesker bliver mere syge end dem, der ikke er tykke.

Hvis nu Aske Munck reelt gik op i sygdom og ikke kun ønskede et byrum uden tykke mennesker, ville han interessere sig for, at WHO Europe har udsendt en vigtig rapport. I den står der sort på hvidt, at tykfobi er sundhedsskadeligt og endda dødeligt. Stigmatisering er skadelig for både fysik og psyke. Og både læger og andre sundhedsfaglige såvel som medierne generelt har et stort ansvar for dette stigma – og de rådes til bl.a. at begrænse det skadelige sprogbrug, som Aske Munck ynder at fylde sin kommentar med.

Hvis Aske Munck gik op i sundhed og ikke bare ville slippe for at se på tykke mennesker, ville det interessere ham, at bl.a. World Economic Forum har skrevet artikler med reference til bl.a. Nottingham Trent University, der påpeger, at den stress, tykfobien skaber, er ansvarlig for symptomer og sygdomme tidligere tilskrevet tykheden; blodsukker, fedt i blodet, blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og insulinresistens m.m.

Desuden vil Aske Munck kunne glæde sig over, at tykke mennesker også i meget højt omfang er udelukket fra arbejdsmarkedet andre steder end Japan. En amerikansk undersøgelse viser, at kun 15,6 % vil overveje at ansætte en tyk kvinde, mens 84,4 % kategorisk nægter at undersøge, hvilke kvaliteter hun måtte have.

Ifølge føromtalte WHO-rapport mangler vi undersøgelser af de tykfobiske strukturer, men påpeger, at europæiske lande godt kan regne med, at de amerikanske, canadiske, australske og islandske undersøgelser, som ligger til grund for rapporten, også gælder i resten af Europa.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

Side 14