Kommentar. Der kaldes til kamp mod »tykfobi«. Men hvordan forklare, at fedme er sundhedsskadeligt?

Tynd front

Tynd front Af Aske Munck

Den største forskel på Japan og Danmark er hverken japanernes overdrevne høflighed, hang til elektroniske dingenoter eller notorisk lave gadekriminalitet. Det er det massive fravær af tykke mennesker.

Under en nylig rejse til Okinawa lykkedes det mig således ikke at krydse nogen som helst fede eller svært overvægtige lokale i løbet af knap 14 dage. I virkeligheden er det ikke overraskende. Japan er det OECD-land med den laveste forekomst af svær overvægt: kun to-tre procent ifølge de nationale sundhedsmyndigheder. Det tal er i Danmark helt oppe på 17 procent, mens almindelig overvægt har ramt over halvdelen af befolkningen.

Mens der næppe er nogen tvivl om de sundhedsmæssige problemer, som den galopperende fedmeepidemi forårsager, er der alligevel en markant modvilje mod at gøre noget seriøst ved problemet. Faktisk synes der at være overraskende dyb klangbund for bevægelser som FedFront, der både her i avisen og i Politiken har skrevet, at »det ikke er en fejl at være tyk«, og at overvægtig er et »undertrykkende« og »sygeliggørende ord«, der kun har til formål at »placere tykke mennesker godt og grundigt uden for normens accept og respekt«.

Jeg har stor forståelse for de svært overvægtiges problem. Men det hjælper ærlig talt ikke at hylde dem eller at bruge fede modeller i modereportager og reklamer, som om verden og vore kroppe blot har forandret sig, og »det nu er okay«. Fedme er et problem, og det bør aldrig blive normalt at være fed.

Når over 800.000 danskere ifølge de seneste opgørelser er svært overvægtige, er det væsentlige ikke så meget deres ret til at blive respekteret som fede, men at de er et samfundsmæssigt sundhedsproblem. De bliver hårdere og hyppigere ramt af hjerte- karsygdomme, diabetes og kræft end normalvægtige. En KORA-rapport fra 2017 viser derudover, at en svært overvægtig koster omkring 32.000-33.000 koner årligt i pleje- og sundhedsudgifter.

Det uheldige ved hele diskussionen om fatshaming og (det sprogligt klodsede begreb) tykfobi er, at det lægger låg på en ordentlig diskussion af en af vor tids største sundhedsmæssige udfordringer. Ved at foregøgle fede mennesker, at det er helt fint at være tyk, ansporer man hverken dem eller resten af samfundet til at tage problemet alvorligt.

DER er behov for en omkalfatring af vores holdninger til fedme. Det logiske ville være at forbyde slik og grillmad for børn under 16, for det er i barndommen, at grundlaget lægges til den voksne fedme.

Men danskere hader forbud, og fedt- og sukkerskatten, der var en tordnende fiasko, som blot fik grænsehandlen til at eksplodere, har vist, at den slags ikke virker.

Så hvorfor ikke lade os inspirere af Japan? Her er indbyggerne både slanke og lever længere end stort set alle andre landes befolkninger (over 87 år for kvinder og 81 for mænd). Den markant mindre fedmeforekomst skyldes naturligvis både, at de indtager mindre portioner, hverken snacker mellem måltider eller fylder sig med søde sager, samt at de bevæger sig meget og spiser masser af fisk, ris og grøntsager.

Alligevel satte Japan allerede for over ti år siden massivt ind for at dæmme op for et gryende fedmeproblem. Der blev opsat strenge mål for de ansattes livvidde (ikke BMI, der er et diskutabelt mål) i de statslige og kommunale administrationer og større virksomheder. Og lederne var forpligtet til at overholde dem, hvis virksomhederne skulle undgå bødestraf. Man opfandt udtrykket »metabolisk syndrom« (metabo i daglig tale), der ifølge japanske sundhedsmedarbejdere var mindre stigmatiserende og havde en mere inklusiv klang end »fedme« og »svær overvægt« og gjorde det lettere for de ramte at søge hjælp. Man gjorde det med andre ord til en sygdom snarere end et livsstilsproblem.

Men der skal endnu mere til. Og måske er der brug for et gran af den skamfuldhed, som japanerne føler ved at stikke ud af mængden og endda blive en byrde for samfundet. Og nej, skam er næppe det bedste psykiske incitament, men ved at gøre alt for at fjerne den, fejer man bare problemet ind under gulvtæppet.

 

Læs også Dina Amlunds debatindlæg fra 1. november om »Tykfobisk teater«

Side 2