Dagens kommentar. Det amerikanske blad Sports Illustrated har i sit seneste badedragtsnummer valgt den 110 kilo tunge musiker Yumi Nu som forsidemodel. Men det er næppe en god idé at promovere fedme.

Tynde argumenter

Da amerikanske Sports Illustrated bragte et billede af den japansk-nederlandske musiker Yumi Nu på forsiden af bladets Swimsuit 2022-udgave, førte det til en bølge af reaktioner.

Mange syntes, det var et skønt og tiltrængt opgør med de snærende kropsidealer for kvinder, og hyldede valget af den 110 kilo tunge model i en stram sort bikini, mens andre – som den canadiske psykolog og selvhjælpsguru Jordan B. Peterson lakonisk tweetede: »Beklager. Ikke smuk. Og det kan intet mål af autoritær tolerance ændre på.«

Herhjemme blussede debatten også – især på de sociale medier.

En kendt dansk forfatter brokkede sig over folks »forlorne folkesundhedsargumenter«, som hun mente »dækker over, at I stadig synes, det er okay at udskamme folk (læs: kvinder) for vægt«.

Hendes opslag blev fulgt til dørs af over 200 kommentarer, de fleste af dem i stilen »diversitet er vidunderligt« og »Det er FEDT, at nogen tager ansvar og laver reklamer med fyldige folk«.

(Efterfulgt af den vanlige svada om, at 99,9 procent af modelbilleder skulle vise skinbarlige »anoreksipatienter«).

Og så blev det i øvrigt gjort til et kønsspørgsmål om mænds »falske bekymring«. Men lad os lige stoppe den dér. For bekymringen er helt reel. Yumi Nu er ifølge de tilgængelige oplysninger 180 centimeter høj og vejer 110 kilo. Det giver hende et BMI på omkring 34, og hun døjer dermed ifølge den officielle kategorisering med grad 1-fedme og har således forøget risiko for sygdom og tidlig død. Ja, hun er faktisk kun et point fra grad 2-fedme og dermed meget forøget sygdomsrisiko.

Herhjemme lider knap en femtedel af befolkningen af fedme (mens 52,6 procent er overvægtige). Et tal, der er mere end fordoblet siden midten af 1980erne. Og ingen sundhedseksperter er uenige i, at der er tale om en decideret epidemi. Tallene fra 2022 må formodes at blive endnu værre i fremtiden, særligt efter at to års pandeminedlukning har lært selv ivrige sportsudøvere at snacke mere foran tv'et.

Og lad os bare være ærlige: Bekymringen er ikke falsk, den er bare ikke empatisk rettet mod Yumi Nus personlige velbefindende, men mod samfundsøkonomien. For bekæmpelsen af fedmens følgesygdomme belaster sundhedsvæsenet voldsomt (af Sundhedsstyrelsen anslået til knap to milliarder kroner i Danmark i 2016) og lægger dermed beslag på folks skattekroner. Så bekymringen handler for manges vedkommende helt egoistisk om, at de ikke ønsker at bruge deres surt optjente penge på fedmeinducerede sygdomme.

Men vi har desværre nået et punkt i fedmediskussionen, hvor blot det at påpege, at der er et problem, nu kaldes fatshaming.

Sidst jeg skrev en kommentar om fedmens problemer, modtog jeg da også en hadefuld mailstorm fra overvægtige og såkaldte tykaktivister. Men interessant nok fik jeg lige så mange mails fra bekymrede læger og behandlere, der fortalte, at de ikke længere måtte sige til patienter, at de skulle tabe sig før et indgreb, fordi de blev anklaget for at fastshame og diskriminere.

Og dét er i virkeligheden et langt større problem.

Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk