Læserbreve. Menneskerettigheder. Skærme. Røræg. Søren Mørch. Eksklusion. Villemoes.

Debat

Debat

Menneskerettigheder

Birgitte Feiring, afdelingsleder, Institut for Menneskerettigheder

Da jeg for fem år siden søgte job på Institut for Menneskerettigheder, var det på baggrund af en lang aktivist- og arbejdskarriere med menneskerettigheder. Min rejse startede i Amazonas, hvor multinationale oliefirmaer i 1980erne lagde skoven øde på trods af modstand fra oprindelige folk og aktivister som mig. Siden tog jeg kampen for menneskerettighederne med mig i forskellige jobs; for ngo’er, for FN, som selvstændig konsulent. Jeg lærte, at menneskerettighederne er et stærkt fælles fundament, der gør, at vi kan stille stater og virksomheder til ansvar. Jeg lærte også, at den praktiske gennemførelse kræver mange forskelligartede tiltag og aktører, der gensidigt forstærker hinandens stemmer.

I fredags var instituttets arbejde med virksomheder i fokus her i avisen. Artiklen var dog så sylespidst vinklet, at jeg havde svært ved at genkende min egen arbejdsplads. Det på trods af, at det netop er det arbejde, jeg selv står i spidsen for. Lad mig tilføje nogle af de nuancer, som artiklen ikke fik med.

Helt formelt er instituttets rådgivning af virksomheder en del af vores lovfæstede mandat til at fremme og beskytte menneskerettighederne. Mandatet blev ændret af Folketinget i 2012, blandt andet for at præcisere, at instituttet skal rådgive private virksomheder. Den anden – substantielle – grund er virksomhedernes afgørende ansvar for, om menneskerettighederne overholdes. Vi kender alle risikoen for, at de frugter, jeans eller telefoner, vi køber, har bidraget til slaveri, børnearbejde eller tvangsforflyttelser. Derfor begyndte instituttet allerede for 20 år siden at arbejde med erhvervslivet. En af de vigtigste milepæle, vi har bidraget til, er vedtagelsen af FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv i 2011. Retningslinjerne slår fast, at virksomheder ikke kan gemme sig bag staternes opførsel, men har et selvstændigt ansvar for at respektere menneskerettighederne.

Men retningslinjer er ikke nok. Derfor arbejder Institut for Menneskerettigheder for at omsætte retningslinjerne til virkelighed med en strategi, der er bevidst flertydig: Staterne har den primære forpligtelse til at sikre menneskerettighederne. Derfor arbejder vi med statsaktører over hele verden med regulering og udarbejdelse af nationale handlingsplaner. Det arbejde kan ikke stå alene. Oprindelige folk, arbejdere, kvinder, personer med handicap skal også klædes på til at kende og kæmpe for deres rettigheder. De nationale menneskerettighedsinstitutioner – vores søsterorganisationer – skal overvåge og rådgive, men mangler ofte kapacitet og ressourcer. Derfor støtter vi disse vigtige vagthunde.

Endeligt er der virksomhederne, som skal opfylde deres selvstændige ansvar. Nogle skal skubbes, andre har brug for vejledning. Det er de behov, som FNs retningslinjer og instituttets mandat giver os mulighed for at dække.

I min egen tid på instituttet har jeg blandt andet bidraget til en kulegravning af fiskerisektoren i Chile og Bangladesh, kapacitetsopbygning af oprindelige folk i Centralamerika og rådgivning af en virksomhed om principperne for informeret samtykke, når projekter berører jord og ressourcerettigheder. Alt dette uden at min mentale og faglige balancenerve er slået ud af kurs, for i alle tilfældene er menneskerettighederne det fundament, som arbejdet bygger på, og det mål, vi søger at nå for de berørte mennesker.

Netop fordi samarbejdet med virksomheder rummer dilemmaer, har instituttet meget klare principper og procedurer, der skal sikre, at vi ikke bare er nyttige idioter. Vi har interne screeningsprocedurer og kontraktlige foranstaltninger. For eksempel skal virksomhederne høre os forud for enhver kommunikation om vores samarbejde, og vi monitorerer og evaluerer for at sikre, at aftalte resultater opnås. Samtidig presser vi på for så stor åbenhed som muligt.

Når instituttet rådgiver virksomheder, betaler de naturligvis selv, og der er vandtætte skotter mellem den private og den offentlige finansiering af instituttet. Reelt betyder rådgivningsvirksomheden meget lidt i den overordnede økonomi; cirka tre til fem procent af omsætningen. På det overordnede plan har vi en uafhængig bestyrelse, der følger arbejdet og fastlægger strategien – og vores uafhængighed bliver regelmæssigt vurderet af en international komité under FN.

Helt overordnet rejser Weekendavisen spørgsmålet, om instituttet tjener menneskerettighederne bedst ved samarbejde eller kritik. Jeg har selv prøvet – og kan varmt anbefale – begge tilgange. For mellem de to tilsyneladende uforenelige positioner ligger muligheden for at designe netop det mix af kritisk samarbejde, som jeg tror er mest effektivt.

Mine kollegaer og jeg tror på, at vi skubber menneskerettighederne i den rigtige retning, men arbejdet er fyldt med dilemmaer. Om vi hver dag gør det rigtige på den bedst tænkelige måde, er en evig diskussion, som vi har med hinanden og med vores partnere, bestyrelse, søsterorganisationer. Jo bredere og mere nuanceret den diskussion bliver, jo bedre.

Skærme

Jesper Aagaard, adjunkt, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Weekendavisen bragte 6. december et langt interview med den franske neurobiolog Michel Desmurget. Desmurget sammenligner skærme med vodka, kokain og pornofilm og hævder, at skærmene gør børn fede, syge og dumme. Dette er efterhånden blevet et tidstypisk og anerkendt synspunkt i den offentlige debat. Han foreslår på denne baggrund nogle klare retningslinjer for skærmbrug: »Ingen skærm, før de er fyldt seks år. Og når de er fyldt seks, da ikke mere end maksimalt 60 minutters skærmtid om dagen – 30 minutter, hvis man vil være på den sikre side.« Hvis man tager Desmurgets indledende sammenligninger for pålydende, så virker disse retningslinjer dog højst besynderlige. Hvor mange forældre ville gå ind for (eller bare med til), at deres seksårige børn måtte se 60 minutters pornofilm om dagen? Eller måtte sniffe en lillebitte smule kokain hver dag? Når det gælder de afhængighedsskabende substanser, som skærme ofte sidestilles med, så er det logiske svar afholdenhed: »Hold vodka, kokain og pornofilm væk fra vores småbørn.« Men når det gælder skærme, så er svaret aldrig afholdenhed – ikke engang hos de selvudnævnte eksperter, der laver disse sidestillinger – det er mådehold. Læg mærke til denne mærkværdige inkonsistens, for den peger på en afgørende forskel: Når det gælder skærme, så gælder det ikke om at kappe forbindelsen til dem, men om at kultivere et sundt forhold til dem.

Dette er en afgørende forskel. Af samme grund udgør mad en langt bedre metafor for teknologibrug end narkotika: Når det gælder mad, ville ingen såkaldte eksperter påstå, at målet er afholdenhed eller endog at spise så lidt som muligt. Nej, her handler det om at spise sundt og varieret. Om at få etableret nogle gode madvaner. Noget tilsvarende gør sig gældende for teknologi. Der er selvfølgelig ikke noget galt i at diskutere rammer og begrænsninger – det både kan og skal vi som samfund. Men det er vigtigt, at denne diskussion ikke overtages af skærmpanik. Heldigvis er der revner i selv den værste dommedagsretorik.

Røræg

Christian Aage Georginevej 11, 2970 Hørsholm

Det er godt, at Kristian Bang Foss synger en ode til røræggets pris (6. december), en af de fineste og enkleste æggeretter, vi har. Den er også meget aktuel her i juletiden, hvor en skefuld røræg er den fødte ledsager til røget laks og makrel, for slet ikke at tale om den desværre truede røgede ål.

Foss beklager sig med god grund over en forfærdelig portion røræg, som han har fået serveret på en anonym europæisk café. Rørægget bestod af nogle seje grå klumper med lyse striber i. Her må undertegnede desværre erklære sig MeToo, for denne form for æggemiskmask indgår i de fleste nordeuropæiske hotellers morgenbuffet samt i det sammenrodede amerikanske måltid, der kaldes brunch.

Det er skæbnens ironi, at Foss i sin artikel selv er med til at promovere fejlen, idet han skriver: »Nogle bruger også lidt mælk eller fløde i, og det er ikke forbudt.« Jo, det er det faktisk, for mælk i røræg er i min verden strengt forbudt. Som Frøken Jensen så rigtigt skriver i sin kogebog: »Røræg laves af sammenpisket æg tilsat vand og/eller fløde, aldrig mælk, der gør æggene løse og vandede.« Årsagen er, at mælk i modsætning til fløde indeholder ostestoffet kasein, der får hele blandingen til at tykne og skille med valle imellem. Denne elementære viden er tilsyneladende gået tabt i de yngre generationer, men der kommer jo hele tiden nye kokke, nye læsere og nye journalister til. Derfor dette indlæg.

Røræg skal være blødt og blankt. Om man tilsætter det nødvendige fedtstof i form af en skefuld piskefløde per æg eller i form af smørklatter, gør efter min mening ikke den store forskel. Bon appétit!

Søren Mørch

Peter B. Fulton Eckardt, biolog Kastanievej 3, 3220 Tisvildeleje

I interviewet om sin nye bog (weekendavisen 29.11.2019), ytrer Søren Mørch sin skepsis om de menneskeskabte klimaændringer. Der er altid, påpeger han, forekommet naturlige, til tider store og langvarige klimaudsving.

Imidlertid kan netop Den lille istid (fra cirka 1400-1800), som han henviser til, meget vel have været menneskeskabt.

Ifølge paleoklimatologen William Ruddiman er den naturligt faldende varme fra solen siden mellemistidens temperatur-maksimum for 10.000 år siden blevet opvejet af menneskers skovrydning og agerdyrkning. Verdenstemperaturen var faktisk faldende, indtil risdyrkning i Sydasien bevirkede udslip af CO₂ fra brændte træer og metan fra rismarker for 8.000 år siden. Siden har verdenstemperaturen været stabil til trods for faldende solenergi … indtil den sorte døds indtog i 1347. Landsbyer forsvandt, og skovvæksten i de følgende århundreder sugede tilstrækkeligt CO₂ fra luften til at forklare periodens isvintre, våde somre og svigtende høst. Den såkaldte lille istid sluttede først ved industriens kulafbrænding, befolkningsvækst og træfældning.

Naturen bestemmer klimaet i store træk, men stod det til naturen alene, var den næste istid allerede i gang. Det har menneskelige aktiviteter forhindret, men træerne vokser ikke ind i himlen. Istider kommer så langsomt, at naturen kan nå at følge med, i modsætning til den nuværende, menneskabte opvarmning. Naturen kan både skabe og bremse istiderne, men naturens eneste naturlige bremse på den nuværende klimakrise er, at menneskeheden uddør og leverer kloden tilbage til naturens gang. Alternativt kunne vi begynde at tage truslen og dens udfordringer alvorligt.

Eksklusion

Svend Lings, fhv. overlæge, forfatter, ph.d. Læger for aktiv Dødshjælp

Som den første siden Anden Verdenskrig ekskluderes jeg nu af Lægeforeningen. Den forrige var nazistlægen Frits Clausen.

Beslutningen er truffet efter gennemførelse af en sag i Lægeforeningens Voldgiftsret uden min deltagelse. Jeg ønskede ikke at medvirke i en skueproces. Eksklusionen begrundes med, at man vil »værne om lægestandens værdighed og integritet«.

Det er i mine øjne udtryk for dobbeltmoral. Enhver vil ved en simpel søgning på internettet kunne konstatere, at læger er blevet dømt for fx mordbrand, seksuelt misbrug og voldtægt af patienter, pædofili, fusk med forskningsresultater og bedrageri med forskningsmidler i millionklassen. Men de er aldrig blevet ekskluderet.

Hjælp til selvmord er på nuværende tidspunkt lovlig i 18 stater. Det breder sig, og en ny lov skal til folkeafstemning i New Zealand. Alligevel føler Lægeforeningens bestyrelse sig hævet over ikke bare et stort flertal i den danske befolkning, men også over læger og befolkninger i sammenlignelige demokratiske lande og formentlig en ikke ubetydelig del af egne medlemmer (de er aldrig blevet spurgt).

Befolkningsflertallet ønsker aktiv dødshjælp lovliggjort blandt andet af medfølelse med håbløst syge og af hensyn til selvbestemmelsesretten. Lægeforeningen derimod ønsker at fastholde retten til at træffe beslutninger om den sidste tid på andre menneskers vegne. Jeg synes, at lægerne skulle se at komme ned fra den høje hest og hjælpe de mennesker, der beder om det, og som har bekostet deres uddannelse.

I september idømte Højesteret mig 60 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffeloven. To dage senere blev en italiener, der også havde ydet hjælp til selvmord, frikendt af den italienske forfatningsdomstol, som fastslog, at medvirken til selvmord er lovlig, når visse betingelser er opfyldt. Hvor det katolske Italien altså tog et skridt mod større frihed for den enkelte, blev Danmark hængende i en gammel retstilstand. Det er min plan at føre sagen videre til Den Europæiske Menneskerettigheds­domstol, hvis det lykkes at tilvejebringe et økonomisk grundlag.

Villemoes

Ole Damkjær, journalist J.A. Schwartzgade 35, 2100, Kbh. Ø

Søren K. Villemoes skriver i artiklen »Min fars historie« (29.11.2019), at Informations daværende chefredaktør, Lasse Ellegaard, »fjernede« hans far, Lars Villemoes, »fra at dække retssagen mod Blekingegadebanden og i stedet satte en praktikant på opgaven«.

Denne praktikant er undertegnede, og jeg kan ikke genkende Søren Villemoes’ udlægning af forløbet, der fandt sted tilbage i 1990.

Både Lars Villemoes og jeg fik til opgave at dække retssagen i Østre Landsret, og vi skrev sammen en længere optaktsartikel om sagen. Den blev bragt i weekenden forud for det første retsmøde. Her var vi begge til stede som akkrediterede journalister (ellers var der ingen adgang), og efter retsmødet gik vi sammen med en kollega fra en andet dagblad på Café Blå Time for at fordøje retsmødet.

Tiden gik, og deadline nærmede sig, og på et tidspunkt sagde jeg, at jeg ville gå op på Information og skrive retsreferatet til næste dags avis. Det var Lars ikke enig i. Han sagde, at han ville tage hjem (Lars Villemoes skrev hjemmefra) og skrive retsreferatet. Det kom bag på mig, da Lars ikke tidligere havde sagt, at han ville skrive referaterne, og fordi vi i øvrigt ikke havde uoverensstemmelser. Jeg sagde, at vi var nødt til at inddrage Lasse Ellegaard, da jeg ikke mente, at det var i overensstemmelse med den tredeling, der var besluttet i chefredaktionen: nemlig at Lars Villemoes skrev baggrundsartikler om PFLP med deltagelse i retsmøderne, mens jeg skulle referere retsmøderne, og med Lasse Ellegaard som lederskribent.

På et møde mellem os alle tre holdt Lasse Ellegaard fast i beslutningen. Jeg skrev derefter referatet, mens Lars Villemoes valgte at forlade Information.

På retsmødet dagen efter var Lars Villemoes også til stede – ligesom han som beskrevet ovenfor var på det første retsmøde. Derfor kan det ikke være »et uomgængeligt faktum«, som Søren Villemoes skriver i et længere læserbrev i Information (6.12.2019), at Lasse Ellegaard fratog Lars Villemoes »muligheden for at følge retssagen mod Blekingegadebanden ved at tage hans reserverede plads i retssalen fra ham«.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck