Det er en tilfreds direktør for minemastodonten Rio Tinto, der i 2011 kan berette, at han har hyret Institut for Menneskerettigheder til at arbejde for sig som konsulenter. God presse er en sjældenhed, når man udvinder guld og diamanter i den tredje verden. Selskabets ry er martret af anklager om miljøødelæggelse, mord på aktivister og korruption. Nu handler presseomtalen endelig om noget andet.
Flere medier skriver om deres nye samarbejde med et statsstøttet menneskeretsinstitut fra Danmark. Sammen med de velrenommerede danskere vil de søsætte en portal, der beskriver udfordringer med menneskerettighedskrænkelser i en række lande, for at hjælpe virksomheder med at agere korrekt. Initiativet viser, mener mine-direktøren, at »Rio Tintos forpligtelse på menneskerettigheder altid har været en integreret del af vores adfærdskodeks«.
Få år forinden har den norske stats pensionsfond imidlertid trukket alle investeringer i Rio Tinto i protest mod den skade, deres enorme kobbermine i den indonesiske oprørsprovins Vestpapua har gjort på mennesker og miljø. Rio Tinto har også støttet militæret, der beskytter minen, og som ifølge et australsk forskningsstudie begår et »slowmotion-folkemord« på de lokale.
I Danmark glæder direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, sig over aftalen med Rio Tinto.
»Vi sigter på at promovere menneskerettigheder verden over ved at engagere os med alle aktører, der interagerer med menneskerettigheder,« udtaler han i den fælles pressemeddelelse. Over en femårig periode omsætter instituttet for cirka seks millioner kroner på deres ydelser for Rio Tinto.
Er det beskidte penge? Eller har direktør Christoffersen en pointe? Instituttets valg af kontroversielle partnere hviler således på den tankegang, at man opnår mere på menneskerettighedsområdet gennem samarbejde med de omstridte partnere end ved blot at råbe ad dem. Devisen er den, som FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan engang formulerede: »Engle behøver ikke vores hjælp.«
Men strategien er kommet i modvind den seneste måned, efter at instituttet fyrede rådgiver Hanna Ziadeh, som på en konference i Libanon havde nævnt to konkrete ofre for overgreb i Mellemøsten og smilet syrligt til en syrisk repræsentant, da emnet faldt på tortur. Det var »illoyalt« og »provokerende«, mente Ziadehs chefer.
Fyringen fik Dansk Folkeparti til at true med at tage statsstøtten fra instituttet, som årligt modtager 39 millioner kroner gennem finansloven, 33 millioner fra Udenrigsministeriet samt andre tilskud. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller mente, at de går for langt for at tækkes autoritære stater, hvor de driver projekter.
Læs også om fyringen af Hanna Ziadeh: »Den illoyale«
Mindre kendt er det, at instituttets pragmatiske kurs er den samme over for multinationale selskaber: De betales hvert år store pengesummer for at udføre konsulentarbejde for multinationale selskaber, der som Rio Tinto ofte har et blakket ry. Siden 2013 har instituttet ifølge en aktindsigt modtaget mere end 41,6 millioner kroner fra firmaer som Shell, L’Oréal, Nestlé, Chevron og guldminevirksomheden Barrick Gold.
Weekendavisens gennemgang viser, at instituttet træder ind i et moralsk minefelt, når de er på virksomheders lønningsliste, samtidig med at de skal agere i rollen som samfundets uafhængige vagthund.
Ifølge Jonas Christoffersen er formålet at forbedre virksomhedernes omgang med menneskerettighederne ved at styrke deres såkaldte Corporate Social Responsibility. Men køber de i virkeligheden mere end det? Er den statsstøttede danske institutions gode navn kort sagt til salg for penge?
Det afviser Christoffersen:
»Vi har rådgivet mange store virksomheder gennem de sidste 20 år. Det gør vi for at hjælpe til, at de ikke krænker menneskerettighederne. Jeg tror også, at hvis I spørger bredt rundt i det internationale miljø, så nyder vi meget stor respekt for det arbejde. Det skyldes jo for det første, at vi screener virksomhederne meget grundigt, inden vi går i gang, for at finde ud af, hvad de vil have vores hjælp til. Og at vi ikke tillader, at de misbruger os. Og at hvis det sker – og det sker nogle gange, at vi bliver brugt på en uhensigtsmæssig måde – så påtaler vi det over for virksomhederne.«
Samarbejde med Philip Morris
Instituttets samarbejde med verdens største tobaksvirksomhed er særligt interessant.
I oktober 2016 fremsætter den daværende regering et lovforslag om et totalt rygeforbud i landets fængsler. Som skik er, sendes lovforslaget til høring hos eksperter og interessenter, således også hos Institut for Menneskerettigheder og Philip Morris, der blandt andet producerer Marlboro-cigaretter.
Instituttet skriver i sit høringssvar fra 5. oktober, at lovforslaget beskytter andre indsatte mod passiv rygning, men de finder samtidig, at det »vil udgøre et indgreb i de indsattes ret til respekt for privatliv«. Instituttet fortæller ikke Folketinget, at de på daværende tidspunkt er på tobaksgigantens lønningsliste. Fra 2016-2017 bliver de i alt betalt 639.322 kroner for at hjælpe med at forbedre Philip Morris’ omgang med menneskerettighederne.
Philip Morris’ PR-afdeling er ikke sene til at bryste sig af sin samarbejdspartner. Tobaksfirmaets »bæredygtighedsofficer« udtaler i december 2016, at de »er meget glade for muligheden for at samarbejde med Dansk Institut for Menneskerettigheder«, der omtales som »en global leder inden for menneskerettigheder og business«. Han kalder instituttets hjælp for »værdifuld«, når det handler om at sikre, at Philip Morris overholder FNs retningslinjer om menneskerettigheder og erhverv.
En måneds tid senere opsnapper organisationer i den globale tobaksforebyggelseslobby oplysningen om samarbejdet. Laurent Huber, direktør i amerikanske Action on Smoking and Health – en af de førende organisationer på området – karakteriserer ifølge dokumenter, Weekendavisen har set, samarbejdet som »rystende«. Han frygter, at Philip Morris vil misbruge instituttets navn til at renvaske firmaets skadelige produkter.
I tobaksforebyggelseslobbyen lægger man vægt på, at Danmark har tiltrådt en multilateral aftale under FNs verdenssundhedsorganisation, WHO, der påbyder de fleste af verdens stater ikke at samarbejde med tobaksindustrien, medmindre det kan føre til konkrete lovændringer om salg af tobak. Partnerskabet med Philip Morris tolkes som et brud på den aftale, eftersom Institut for Menneskerettigheder er så stærkt finansieret af den danske stat.
»Samarbejdet bryder med international lov,« siger Laurent Huber til Weekendavisen i dag.
Ifølge Jacques Hartmann, ekspert i international ret ved Dundee University, er bestemmelserne åbne for fortolkning, men han vurderer, at Laurent Huber »formentlig har ret i«, at der er sket en overtrædelse af WHO-reglerne.
Jonas Christoffersen er uenig: »Bestemmelsen handler ikke om menneskerettighedsrådgivning, men om offentlig sundhedspolitik, så den har intet med vores arbejde at gøre. FNs Global Compact har senere anbefalet, at man ikke arbejder med tobaksindustrien, så det ville vi ikke gøre i dag.«
I de første måneder af 2017 bliver Kræftens Bekæmpelse inddraget for at lægge pres på instituttet og få det til at stoppe samarbejdet. Der arrangeres et møde.
»Vi var kede af, hvis Philip Morris fik noget, de kunne bruge i et markedsføringsstunt,« siger Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, der sidder med til mødet og betragter samarbejdet som »absurd«.
Them Kjær arbejder for at få de magtfulde danske a-kasser og pensionsselskaber til at frasælge deres aktier i tobaksindustrien og frygter nu, at den kamp vil lide et tilbageslag. Kampen afgøres nemlig af tobaksfirmaernes ry. Derfor bekymrer det ham, at Philip Morris kan bruge samarbejdet med instituttet som en blåstempling.
Men Institut for Menneskerettigheder bøjer sig ikke.
Derfor finder kritikerne det tunge skyts frem. 3. maj 2017 tager Action on Smoking and Health kontakt til samarbejdspartnere fra lande som Frankrig, Tyskland, Uruguay og Indien, der underskriver et åbent brev.
I brevet beskylder de direkte instituttet for at svække arbejdet med menneskerettigheder inden for området. Selv hvis Institut for Menneskerettigheder i sidste ende fremsætter en kritik af Philip Morris, advarer underskriverne om, at tobaksgiganten kan misbruge samarbejdet til at renvaske sit rygte.
En kilde, der har arbejdet i tobaksindustrien og har kendskab til tankegangen i Philip Morris, beskriver samarbejdet som en »super« idé for virksomheden, både fordi man kan lære af instituttet, og fordi det er god PR: »Man vasker sig lidt grønnere på det. Institut for Menneskerettigheder er jo enormt troværdige. I Danmark er det svært at komme på en stærkere vagthund,« lyder det.
Tilsyneladende bukker instituttet under for presset, inden protestbrevet når at blive offentliggjort. 4. maj 2017 meldes det offentligt ud, at samarbejdet med Philip Morris er afbrudt. Instituttet konkluderer, at »produktion og markedsføring af tobak er uforenelig med menneskeretten til sundhed«. Instituttet nævner hverken, at de har været udsat for hård kritik, eller at de har modtaget mere end 600.000 kroner fra tobaksgiganten for det otte måneder lange konsulentarbejde.
Kontrakten var opfyldt, da de afsluttede samarbejdet, forklarer Jonas Christoffersen. Den primære grund til ikke at fortsætte samarbejdet var, at man ikke kunne få dem til at holde op med at sælge tobak. Men, tilføjer han:
»Dertil kom, at vi – samtidig med at vi afslutter opgaven – opdagede, at Philip Morris har nævnt os i et svar under en generalforsamling, hvor de fik kritiske spørgsmål fra en aktionær. Det var et brud på vores aftale med dem.« Det gik dermed, som kritikerne havde frygtet: Instituttets gode navn blev brugt til at renvaske et skadeligt produkt.
Forløbet bliver kun beskrevet i enkelte udenlandske medier som BuzzFeed Germany, ikke i danske. Weekendavisen har bedt lektor i forvaltningsret og forskningsleder på Syddansk Universitet, Frederik Waage, vurdere dilemmaet.
Han siger, at instituttets svar på høringen om rygning i danske fængsler var »regulært og sagligt«, men at man har en pligt til også at fremstå uafhængige: »Det burde nok have været oplyst for omverdenen, at man var i gang med et samarbejde med Philip Morris på det tidspunkt, hvor høringssvaret blev afgivet,« vurderer han. Dette kommer først frem senere.
Begik instituttet en fejl?
Nej, svarer Jonas Christoffersen: »Det var en ren teknisk og fuldstændig standardmæssig bemærkning fra vores side. Vi var ikke imod rygeforbuddet.«
– Det er ikke relevant at fortælle Folketinget, at I samtidig er på lønningslisten hos et stort tobaksfirma?
»Nej. Der er ingen forbindelse.«
Han afviser, at samarbejdet var en fejl, men flere af vores spørgsmål til forløbet omkring Philip Morris vil han ikke gå nærmere ind i:
»Jeg kender ikke alle detaljerne,« siger han og henviser til sin vicedirektør Eva Grambye. Hun skriver i en mail, at man indgik i samarbejdet for at »gøre det tydeligere for Philip Morris, hvilket ansvar de skulle påtage sig. Og det gjorde vi«.
Shells aktive rolle
Det ser godt ud at have et statsstøttet institut fra et af verdens mindst korrupte lande på lønningslisten. Også hos olie- og mineindustrien er der bud efter Institut for Menneskerettigheder. I perioden 2006-19 har instituttet omsat for cirka ni millioner kroner på konsulentarbejde for Shell. Det er Shell ikke sene til at gøre opmærksom på.
På shell.com findes et foto af og et stort citat fra Allan Lerberg, instituttets tidligere chef for erhvervssamarbejder. På fotoet har han et fast blik og en myndig mine. På instituttets vegne udtaler han:
»Shell har offentligt forpligtet sig til at respektere menneskerettigheder siden 1997.« Han kritiserer, at virksomheden ikke har været konsekvent i implementeringen af sine politikker, men nævner, at instituttet er »tilfredse med Shells aktive rolle« i den globale olieindustris forening for miljø og sociale anliggender, som man håber kan inspirere andre i branchen.
Ikke kun Shell har brugt Institut for Menneskerettigheder til, hvad der kan opfattes som reklame. I en rapport om kvinderettigheder i udvindingsindustrier fra 2019, som er udgivet af instituttet selv, har flere af instituttets kunder såsom Shell, oliefirmaet Total og Rio Tinto bidraget med eksempler på deres Corporate Social Responsibility. Rapportens forside viser en gruppe afrikanske kvinder i farvestrålende tøj, som går ad en sti gennem et frodigt landskab og versalerne »THE DANISH INSTITUTE FOR HUMAN RIGHTS«. Én case handler om kønspolitikken hos Rio Tinto, det skandaleombruste mineselskab, der foruden at være optaget af at få flere kvindelige chefer, »anerkender vigtigheden af en køns-sensitiv tilgang«.
En anden case er fra Total, som instituttet har fået penge fra hvert år siden 2013, og handler om, hvad det franske olieselskab gør for indianske kvinder i Bolivia. Også Shell har bidraget med en case om sig selv under overskriften »empowering women entrepreneurs in Saudi Arabia«.
Vi har forelagt eksemplerne for Jonas Christoffersen og spurgt, om instituttet er blevet misbrugt til PR. Jonas Christoffersen henviser igen til vicedirektør Eva Grambye. Hun oplyser: »Vi bruger i rapporten gode eksempler fra virksomheder til at inspirere andre virksomheder, men vi understreger i rapportens indledning, at der ikke er tale om en blåstempling af de forskellige virksomheder, men alene en beskrivelse af konkrete initiativer.«
Penge og principper
Særligt udflydende bliver grænserne mellem instituttets kamp for principper og for nye kunder i en sag fra vinteren 2018. Her skriver instituttet et indlæg på sin hjemmeside, som roser den kenyanske televirksomhed Safaricom. De gør imidlertid ikke opmærksom på, at de en uge inden indlægget bringes, er blevet orienteret om et udbud af en konsulentopgave fra netop Safaricom. Svækker det deres troværdighed, at de offentligt roser en virksomhed, uden at det fremgår, at der er tale om en potentiel kunde?
I indlægget fra 2018 skriver vicedirektør Eva Grambye, at Safaricom »synes klar til at revolutionere sundhedsvæsenet«. Hun fortsætter: »Safaricom er ikke drevet af profit, men af formål, forklarer de mig. Og markedet skal reguleres og styrkes af den offentlige sektor, lader de mig også forstå. Too good to be true? Måske. Men vældig inspirerende.«
Indlægget er bragt på instituttets hjemmeside 19. februar 2018. Af Weekendavisens aktindsigt fremgår det, at en af instituttets medarbejdere i Kenya allerede hørte om udbuddet en uge inden. Dette fremgår ikke af indlægget.
Jørgen Grønnegaard, professor emeritus i offentlig forvaltning, udviser forståelse for, at instituttet skal ud og finde nye kunder, men efterlyser »fuldstændig åbenhed« om de konsulentopgaver, de påtager sig, for at håndtere interessekonflikter.
Christoffersen afviser kritikken. Indlægget blev bragt på instituttets hjemmeside, efter de hørte om udbuddet, men det var skrevet og sendt til netmediet Altinget allerede før, forklarer han. Han hæfter sig også ved, at man først bød på udbuddet flere måneder senere.
»Så jeg kan faktisk ikke se, at vi gjorde noget galt tilbage i februar måned.«
