Replik. Balancegang er nødvendigt, hvis man skal have resultater i kampen for menneskerettighederne.

Mange bække små

Mange bække små

 

Af Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Institut for Menneskerettigheder har udfyldt bag- og forsiden på de seneste to udgaver af Weekendavisen. Jeg takker for interessen, fordi den giver os en anledning til at fortælle om det exceptionelle arbejde, vi i mere end 25 år har udført rundtomkring i verden.

Før jeg giver jer et indblik i vores internationale arbejde, må jeg lige runde afskedigelsen af Hanna Ziadeh, som er årsagen til Weekendavisens dækning. Institut for Menneskerettigheder afskediger selvfølgelig ikke begavede og engagerede medarbejdere alene på baggrund af deres opførsel under en enkeltstående konference. Mere vil jeg ikke sige om den sag.

Så nu til vores internationale arbejde. Overskriften på den seneste artikel i Weekendavisen var »Balancegang«. Den takker vi også for. For begrebet balancegang er ikke alene en dækkende beskrivelse af den måde, som Institut for Menneskerettigheder har været med til at fremme menneskerettighederne internationalt de seneste 25 år. Det er også titlen på en bog fra 2010, hvor Institut for Menneskerettigheder – i samarbejde med en tidligere DR-korrespondent i Kina – gav et sjældent indblik i den type af partnere, som vi arbejder med. Det gjorde vi gennem en række interviews med kinesiske menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder med at reformere det kinesiske system indefra.

»Det kan være farligt at træde ved siden af, så de bliver nødt til også at arbejde med myndighedernes interesse for øje – med det kinesiske flag højt hævet som både pejlemærke og balancegang,« står der dækkende i introduktionen.

Én af interviewpersonerne er Li Buyun, som er jurist, aktivist og dengang forsker ved Chinese Academy of Social Science, der har ansat omkring 4.000 forskere. Interviewet med Li Buyun beskriver blandt andet, hvordan han tilbage i 1970erne kæmpede for fængsledes rettigheder, og hvad hans aktivisme på kanten af systemets grænser kostede ham. Én af de ting, han lykkedes med, var at etablere menneskerettighedscentre på fire universiteter i Kina. Støttet af Institut for Menneskerettigheder indførte han de første kurser i menneskerettigheder i Kina nogensinde.

Sådan startede det, og i dag arbejder vi fortsat med at fremme undervisning i menneskerettigheder i samarbejde med to statslige universiteter i Kina. Vi støtter dem blandt andet i at lave undervisningsmaterialer om menneskerettigheder målrettet folkeskoleelever og embedsmænd.

Et andet eksempel fra vores arbejde i Kina er støtten til migrantarbejdere. I Kina var der i 2018 anslået 288 millioner migrantarbejdere. De fleste har usle arbejdsvilkår og ingen mulighed for at opretholde en bare nogenlunde tålelig tilværelse. Deres ret til sundhed, uddannelse og sociale ydelser er efter kinesisk lovgivning knyttet til deres oprindelsessted, og de mister derfor disse rettigheder, når de flytter. Deres børn – anslået 60 millioner kinesere – fødes uden disse rettigheder. Vi har støttet nogle af de mange migranter, som underviser hinanden i, hvilke sociale og økonomiske rettigheder de har i Kina, og hvordan de kan støtte hinanden.

Da jeg besøgte dem for nogle år siden, mødte jeg livsglade, men fattige og udsatte mennesker, der boede i små, kolde barakker. For at støtte børnefamilierne drev de en genbrugsbutik. De byggede deres egen skole og kæmpede med myndighederne for, at den ikke igen skulle rives ned. Det er nemlig ulovligt at undervise børnene. Når man har mødt dem og fået et indblik i deres liv, så forstår man, at de har hårdt brug for støtte. Den støtte har vi givet en del af dem inden for systemets rammer.

Chinese Academy of Social Science, som Li Buyun arbejdede for, støttede vi i arbejdet med at ændre Kinas strafferetspleje og begrænse brugen af dødsstraf. Det førte blandt andet til en begrænsning af de forbrydelser, der kan give dødsstraf, og til at alle dødsdomme i dag skal godkendes af Kinas Højesteret. Uafhængige eksperter har vurderet, at reformen har bidraget til, at antallet af dødsdomme er faldet med 83 procent de seneste 17 år. Det ville være bedre, hvis Kina afskaffede dødsstraffen, men et dramatisk fald i antallet af henrettelser er et stort fremskridt – i hvert fald for dem, der ikke bliver dræbt.

De mange bække små giver ikke en flodbølge af menneskerettigheder i Kina, men vi glæder os – sammen med vores partnere – over de fremskridt, der trods alt er nået.

I dag arbejder vi fortsat med at fremme menneskerettighederne i Kinas retsvæsen. Vi støtter i dag Kinas anklagemyndighed, der underviser anklagerne i at overholde borgernes rettigheder i straffesager. Dette er bare tre eksempler på det arbejde, vi under stærkt udfordrende vilkår har været med til i Kina.

Weekendavisens granskning omfattede spørgsmålet: Giver vi et præcist og dækkende billede af menneskerettighederne i Kina. »Nej,« kunne jeg svare uden at skamme mig, for vi giver ikke et dækkende og præcist billede af menneskerettighederne i noget andet land end Danmark. I modsætning til Amnesty International og Human Rights Watch producerer vi ikke rapporter om menneskerettighedssituationen i andre lande. I dag står det nemlig klart i den lov, som sætter rammerne om instituttets arbejde, at vi alene skal overvåge udviklingen af menneskerettighederne i Danmark.

Hvorfor råber vi så ikke alligevel højere om menneskerettighedskrænkelser i de lande, hvor vi har partnerskaber med offentlige myndigheder? Den form for menneskerettighedsaktivisme, som politikere, journalister og civilsamfundsorganisationer bedriver blandt andet ved højlydt kritik og offentlige kampagner, er med til at lægge et uundværligt eksternt pres på blandt andet Kina. Men vi kan ikke indtræde i et tillidsfuldt partnerskab, hvis vi samtidig råber højt i offentligheden om vores partneres problemer. Det har ikke været nogen hindring for vores arbejde i Kina, at jeg for nogle år siden skrev en kronik, hvor jeg fremhævede en række forskellige menneskerettighedskrænkelser i Kina, men det er en balancegang, hvor vi undgår det meget ekstremt kritiske og grænseoverskridende.

Ligesom vi på instituttet har mandat til at overvåge menneskerettighederne i Danmark, er det vores søsterorganisationer – de andre nationale menneskerettighedsinstitutioner – der har den opgave i deres hjemlande.

Derfor er en af de fornemste og mest omfattende opgaver i vores internationale arbejde at klæde vores søsterorganisationer på til at være kritiske vagthunde over for deres regeringer og myndigheder.

I Kirgisistan og Tadsjikistan har vi stået i spidsen for etableringen af landenes første ombudsmandsinstitutioner, der i dag bidrager væsentligt til at øge borgeres kendskab til deres rettigheder og til at forbedre deres adgang til hjælp. Siden 2016 har vi med EU-støtte stået i spidsen for et verdensomspændende program, som har styrket mere end 80 nationale menneskerettighedsinstitutioners kapacitet til blandt andet at overvåge, om menneskerettighederne respekteres i deres hjemlande.

Også i den terrorplagede Sahel-region i Vestafrika har vi et tæt samarbejde med de nationale menneskerettighedsinstitutioner. Gennem knap 20 år har vi i samarbejde med myndighederne i Niger blandt andet medvirket til at uddanne over 10.000 politifolk i deres menneskeretlige forpligtelser. Det har ført til en styrkelse af tilliden mellem befolkningen og politiet. I dag har hele 86 procent af befolkningen tillid til politiet. Den stigende tillid gør det nemmere for dem at udføre deres arbejde, fordi borgerne i dag tør give politiet vigtige informationer til terrorbekæmpelsen i området. I dag viderefører Institut for Menneskerettigheder de gode erfaringer med undervisning af politistyrkerne i Niger til både Mali og Burkina Faso.

Når støvet efter Hanna Ziadehs afgang fra instituttet har lagt sig, vil man forhåbentlig kunne se, at vi tager det lange, seje træk med at styrke respekten for menneskerettighederne under vanskelige vilkår i en lang række udfordrede regioner verden over.

Det vil vi blive ved med, for vi er hammerstolte over vores arbejde.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Side 15