Den værste portion røræg, jeg har set og smagt, fik jeg på en café i en større europæisk by, og jeg vælger ikke blot at anonymisere caféen, men også selve byen. Det drejede sig om nogle grå, seje klumper, der havde fået stegt enhver form for fugtighed ud af sig, og hvis lyse striber vidnede om, at æggene var blevet slået ud på en alt for varm pande eller grill uden at være blevet pisket først. Da jeg var idiotisk nok til at påtale det, trak tjeneren alle amatørers ultimative trumfkort: Han beklagede, at jeg ikke kunne lide maden, men det var jo en smagssag, hvordan man foretrak sine røræg ...

Jovist kan det være en smagssag, om man foretrækker bredbladet persille eller kruspersille, eller Prince frem for Michael Jackson, men dårligt håndværk har ikke noget med smag at gøre. Hvis de på caféen ville rykke samtalen om deres elendige røræg over i smagens domæne, skulle de have kaldt retten noget andet – for man kan slå efter i enhver grundbog for kokke og konstatere, at det, der lå på tallerkenen, ikke var røræg. Hvis de nu i stedet havde skrevet »tørre, grå æggeklumper« i menuen, var det jo vitterligt en smagssag, om man kunne lide det eller ej.