Af Steen Dalin, Sjælør Boulevard 23 2.sal MF, 2450 København S.V.
Endnu en gang var leveringen af Weekendavisen usikker. Ugen før kom den slet ikke, men en opringning forsikrede, at det i fredags kun drejede sig om en mindre forsinkelse. Da den endelig lå på dørmåtten, var den tungere end normalt. Ud drattede Grænseforeningens Jubilæumsudgave om genforeningen med et farvestrålende billede af vores dronning på forsiden. Åh nej, allerede! Det er ellers først næste år, vi skal oversvømmes af nationalistisk propaganda af værste skuffe om Sønderjylland og genforeningen. Som om det ikke var nok med de tusindvis af genforeningssten, der pryder hver en lille flække over hele landet. Da jeg startede på Frederikssundsvejens Skole i 1961, drejede historietimerne sig overvejende om Sønderjylland. Den Anden Slesvigske Krig i 1864 var stadig et åbent sår med mytologisk mørkelagte detaljer kogt ned til, at nederlaget nok måtte skyldes tyskernes bagladegeværer kontra de danske forladegeværer.
I en afstand på kun godt og vel tyve år havde besættelsestiden heller ikke ligefrem forbedret forholdet til Tyskland. Når vi nede i gården skulle fordele rollerne blandt os børn, var det to krigslege, som dominerede: cowboydere og indianere – og – frihedskæmpere og tyskere. Når det gjaldt Wild West, var grupperne nogenlunde ligeligt fordelt, mellem dem, der ville kæmpe med bue og pil, og dem med cowboyhat og pistoler, men der var ingen, der frivilligt ville være tyskere. Da vi i de lidt højere klasser skulle lære fremmedsprog, var engelsk og tysk obligatorisk. Begge sprog var i virkeligheden lige fremmede for os i et endnu ikke globaliseret Danmark. Men gæt selv, hvilket sprogfag der var mest populært, og hvilket der blev åbenlyst ringeagtet.
Tyskerhadet fortsatte et godt stykke op i halvfjerdserne, selv i marxistiske venstrefløjsmiljøer. En populær film på den tid var Hasse & Tages Æblekrigen, hvor Änglemark bliver invaderet af en fæl, godt nok schweizisk kapitalist, men dog stadig en tysktalende af slagsen, der vil destruere den skånske natur ved anlæggelsen af en forlystelsespark, kaldet Deutschneyland. Herhjemme trak C.V. Jørgensen nazikortet i sin ballade vendt mod de Spies-rejsende til Francos Spanien: »Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto.« Så kunne det ikke blive værre.
Her til 100-året kunne man ønske sig et knap så nationalistisk og mere nuanceret billede af begivenhederne. Faktisk var der inden treårskrigen i 1848 overhovedet ikke tale om noget »Sønderjylland«.
Konflikten drejede sig om to selvstændige hertugdømmer, Slesvig og Holsten. På en måde blev de ofre for tidens nationalliberale bevægelser, der bølgede gennem hele Europa. Omend kontrafaktisk er det en interessant tanke, hvis de to hertugdømmer havde beholdt deres selvstændighed i lighed med Luxembourg, Liechtenstein, Monaco og Andorra. Med turismebrillerne på ville det have været et oplagt kulturelt og historisk rejsemål.
Dog tilfaldt hele Slesvig ikke Danmark, som nogle nok håbede på. De større byer ville helst være en del af Tyskland. Kun Haderslev kunne ved afstemningen opbyde et flertal for Danmark. De afgørende stemmer kom kun med nød og næppe fra en landbefolkning, der havde leveret kanonføde til verdenskrigen. I stedet blev hertugdømmet skåret midt over, lidt ligesom Hitler og Stalin gjorde med Polen i 1939. Men heldigvis lever vi i fredeligere tider, og i Grænseforeningens Jubilæumsudgave kan man læse en forsonende artikel, hvor de to formænd for henholdsvis det danske- og tyske mindretal, gensidigt smilende, mindes 100-året for grænsedragningen. Men det er karakteristisk, at tidsskriftet omtaler det danske mindretal som hørende hjemme i Sydslesvig, mens det tyske mindretal er indbyggere i Sønderjylland. Hov – burde der ikke have stået Nordslesvig?
På tyske oversigtskort er betegnelsen altid Holstein samt Nord- und Südschleswig, men her til lands skelner vi slet ikke. Er det ikke tankevækkende, at forrige århundredes nationalistiske propaganda stadig har sine fangarme dybt plantet i vores underbevidsthed? Personligt håber jeg på, at det kommende års fejring kunne styre uden om de rædselsfulde nationalistiske rød-hvide toner med kongen på den hvide hest og i stedet lade nogle kompetente historikere komme på banen og forklare os de reelle årsagssammenhænge. Det ville være en oplagt lejlighed til at tage hele historien op til revision. Men jeg frygter det værste her på tærsklen til 2020.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
