Katastrofal hvid sommer

Arktis er synonym med sne, is og rystende kulde. Samtidig er området omkring Nordpolen et af de steder på kloden, der oplever konsekvenserne af stigende temperaturer og ændrede vejrmønstre allermest. Isbjerge og gletsjere svinder kraftigt ind, og indlandsisen smelter med stor hast. Men det er ikke hele historien.

Stigende temperaturer i det arktiske område kan også give mere sne. Den stadig varmere luft optager mere vanddamp, der siden ender som nedbør. På de arktiske kanter er det ofte ensbetydende med sne. Udviklingen kan umiddelbart lyde som en god nyhed og er det langt hen ad vejen også – ikke mindst, fordi de voksende snemængder er med til at bremse afsmeltningen af indlandsisen. Men det kan også blive for meget af det gode. Ny danskledet forskning viser, at ekstraordinært store snemængder i sommeren 2018 tog kvælertag på de ellers hårdføre dyr og planter, der lever på den arktiske tundra nord for trægrænsen. Her resulterede det ekstreme vejr i et reproduktivt kollaps på tværs af stort set alle arter.

»Jeg har besøgt Grønland i mere end 20 år, og jeg har aldrig set noget lignende,« siger Niels Martin Schmidt, seniorforsker i arktisk økosystemøkologi ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og førsteforfatter til et nyt forskningsstudie, der netop er udgivet i tidsskriftet PLOS Biology. Studiet påviser, hvordan livet i Arktis – fra de mindste planter og insekter til store pattedyr som polarræve og moskusokser – led under de kolossale snemasser i sommeren 2018.

»Sædvanligvis er tundraen stort set snefri i sommerperioden, der strækker sig fra slutningen af juni til starten af september. Her pibler livet frem. Planter springer ud, insekterne sværmer, fugle og pattedyr opfostrer deres unger. Men i 2018 nåede det aldrig at blive sommer,« siger Niels Martin Schmidt.

Det nye studie bygger på mere end to årtiers overvågning og dataindsamling i Grønland. Her har danske og grønlandske forsknings­­­institutioner anført af Aarhus Universitet siden 1996 dokumenteret klimaforandringernes påvirkning af økosystemet i et enormt område omkring Zackenberg i den nordøstlige del af landet. Projektet hedder Greenland Ecosystem Monitoring og er siden blevet udvidet til også at involvere Kobberfjorden ved Nuuk og Diskobugten i den vestlige del af Grønland. Her holder forskerne skarpt øje med landskabet: Snedækket måles, gletsjere overvåges, arter og populationer optælles.

Læs også om, at for ikke mange år siden frygtede mange en ny istid: »70ernes vinterpanik« 

Det var derfor en forskningsekspedition som så mange andre, da Niels Martin Schmidt og kollegerne nok engang besøgte forskningsstation Zackenberg i juli 2018. Ved ankomsten blev de dog mødt af et syn, de aldrig tidligere havde oplevet. Hundredvis af fugle, der normalt spreder sig over meget store områder, var stimlet sammen på de små, snefri pletter omkring forskningsstationen. Sneen lå tyk, så langt øjet rakte. Tæt på stationen fandt forskerne de første udmagrede, døde fugle.

De kommende uger gik med at dokumentere omfanget af det ekstreme sommervejr og konsekvenserne af de usædvanlige snemasser. Forskerne kunne blandt andet konstatere, at omkring halvdelen af landskabet, der mod slutningen af juli sædvanligvis er snefrit, var klædt i hvidt. De fleste af de områder, der normalt er grønne om sommeren, og hvor fuglene traditionelt anlægger reder, lå begravet. Sneen lagde låg på hele øko­systemet og skabte en ødelæggende dominoeffekt. Planter og blomster kom meget sent, det samme gjaldt insekterne. Dermed var der mindre mad til trækfuglene, der nåede udmattede frem efter lange rejser sydfra. Fuglene anlagde stort set ingen reder, og de få udklækkede unger kom til verden så sent på sæsonen, at de med stor sandsynlighed ikke nåede at vokse sig store nok til at klare efterårets migration. Blandt polarræve og moskusokser fandt forskerne næsten ingen unger eller kalve. At enkelte arter ikke reproducerer, er set før i det arktiske område, men slet ikke i så stort omfang som i 2018, hvor hele fødekæden blev ramt.

Niels Martin Schmidt understreger, at han og de øvrige forskere ikke er ude på at over­fortolke et enkelt års ekstraordinære vejr, men at studiet skal læses som en indikation på, hvad mere hyppige ekstreme vejrbegivenheder kan komme til at betyde for den arktiske flora og fauna.

»Et enkelt ekstremt år er næppe i sig selv ødelæggende for det højarktiske økosystem. Det foruroligende perspektiv er, at de fleste prognoser peger i retning af mere ekstremt arktisk vejr i fremtiden. Her giver vores studie et fingerpeg om, hvilke biologiske konsekvenser vi kan forvente for de arktiske dyr og planter i takt med stigende nedbørsmængder i et varmere Arktis,« siger Niels Martin Schmidt.

Hele kloden mærker konsekvenserne af stigende temperaturer, men det går hurtigere i Arktis. I et studie i tidsskriftet Environmental Research Letters var blandt andre Niels Martin Schmidt tidligere i år med til at påvise, hvordan lufttemperaturen i det arktiske område er steget med 2,7 grader i perioden fra 1971 til 2017 – 2,4 gange hurtigere end på den øvrige nordlige halvkugle. I studiet finder forskerne også, at omfanget af nedbør i Arktis er vokset med 6,8 procent årligt i samme periode.

Den markante udvikling skaber større variationer i de arktiske vejrmønstre, og det kan give mere ekstremt vejr i fremtiden, forklarer Jens Hesselbjerg Christensen, professor i klima og geofysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og medforfatter til flere af FNs klimarapporter samt det nye studie i PLOS Biology.

»Vejrmønstrene i Arktis varierer naturligt og har altid gjort det, men fordi temperaturen stiger så voldsomt i disse år, bliver udsvingene større, og risikoen for ekstreme hændelser vokser,« forklarer han.

Læs også om Arktis' dybe betydning for den europæiske civilisation: »Den store navle«

I det nye studie har han været med til at kigge nærmere på udviklingen i snefaldet i det højarktiske område siden 1980, og her skiller 2018 sig mærkbart ud.

»Dels faldt der markant mere sne end vanligt i 2018, dels fulgte temperaturen på land ikke det gennemgående mønster. Det blev ikke så varmt som normalt.«

Ifølge Jens Hesselbjerg Christensen bør det nye studie give anledning til et større forskningsmæssigt fokus på ekstreme vejr­begivenheder i Arktis.

»Vi kan ikke sige noget med sikkerhed – én svale gør ingen sommer – men som udviklingen er i Arktis, er der grund til at tro, at begivenheder som den i sommeren 2018 bliver mere hyppige i fremtiden. Det skal vi forske meget mere i,« siger professoren.

For Niels Martin Schmidt understreger det nye studie værdien og vigtigheden af langvarig, standardiseret forskning og overvågning.

»Vi skal ikke bare interessere os for gennemsnitlige temperaturudviklinger, men også holde godt øje med de her ekstreme begivenheder og de effekter, de medfører. Her er vi først nu ved at få øjnene op for de biologiske konsekvenser,« siger Niels Martin Schmidt.

 

Læs også om »Verdens farligste usikkerhed«. Sådan beskriver en glaciolog vores manglende viden om, hvor meget og hvor hurtigt klodens store iskapper vil smelte i varmen og få havene til at stige: »Isens lune«