Koldfront. For 40 år siden gruede mange for en ny istid. Men kom afkølingsscenariet fra medierne eller fra klimaforskerne?

70ernes vinterpanik

70ernes vinterpanik Af Bo Bjørnvig

I et populærvidenskabeligt værk om naturens vidundere fra 1985, Utroligt men sandt, står der i et afsnit om den kommende istid: »Mange forskere er overbeviste om, at klimaet år for år bliver koldere,« for menneskets aktiviteter i form af udledningen af støv, som kaster sollyset tilbage, kan »tænkes at fremkalde en ny istid«.

Konklusionen i bogen lyder derfor: »Hvis ikke man bringer forureningen under kontrol, vil Jordens gennemsnitstemperatur falde med op til 3,5 grader i løbet af de næste 50 år.« Fremtidsscenariet passede med, at der på den tid var en række kolde vintre i England og USA.

Man undres, men at finde ud af, om der for godt 40 år siden blandt klimaforskere vitterlig var en udbredt overbevisning om, at der var en ny istid på vej, er ikke let.

Især to artikler står frem. Den ene var Time Magazines »Another Ice Age?« fra 1974. I den peges der på nogle tydelige istidsvarslende tegn: Arktis’ isdække var siden 1971 øget med 12 procent, gennemsnitstemperaturen var siden 1940 faldet 1,5 grader, og antallet af tornadoer var steget.

»Klimatologiske Cassandraer (spåersker, red.) er i stigende grad bekymrede, for vejrafvigelserne, de studerer, kan være varsler om en ny istid,« står der i artiklen.

Den anden artikel, der bar ved til bålet, var »The Cooling World« bragt i 1975 i Newsweek: »Meteorologerne er uenige om årsagen til og udbredelsen af afkølingen (...) men de er næsten alle enige om, at tendensen vil reducere landbrugsproduktionen i resten af århundredet.« Man var med andre ord bange for, at det koldere vejr ville føre til global fødevaremangel.

I 1972 blev et stort flertal af istidsforskerne (...) enige om, (...) at en alvorlig nedkøling må forventes inden for nogle få tusinde år eller endda århundreder.

På hjemmesiden Sceptical Science er budskabet dog, at »1970ernes istidsforudsigelser i høj grad var et mediefænomen. Flertallet af fagfællebedømte forskningsartikler på den tid forudså opvarmning på grund af stigende CO₂-udledning«.

Påstanden baseres på et studie fra 2008 af Peterson, Connolley og Fleck for American Meteorological Society, hvor de tilbageviste »myten om 1970ernes videnskabelige konsensus om den globale nedkøling«. Kun syv ud af 42 videnskabelige artikler fra samtiden forudså en nedkøling.

Men en nylig gennemgang af videnskabsblogger Angus McFarlane, »The 1970s Global Cooling Consensus was not a Myth«, inddrager flere artikler og 162 videnskabelige bogudgivelser. McFarlane kommer frem til et helt andet resultat: I årene 1968 til 1976 omhandlede 85 procent sandsynligheden for, at det blev koldere, mens der i årene 1977-1979 var næsten lige mange, der forudså et henholdsvis varmere og koldere klima.

Man aner, at 1970ernes istidsforudsigelser er taget som gidsel i den nuværende hidsige klimadebat. For klimaskeptikerne kan – ifølge »opvarmningstilhængerne« – bruge istidsforudsigelserne i 1970erne til at hævde, at når forskerne tog fejl dengang, kan de også gøre det i dag. Og endnu værre: Måske har de ret. Newsweek-artiklen, som er blevet flittigt delt af klimabenægtere, var eksempelvis en kort historie på side 64 – ifølge en tidligere redaktør den mest citerede ensidesartikel i magasinets historie. Journalisten bag, Peter Gwynne, har siden beklaget dele af den.

Ud af krudtrøgen fra klimakamppladsen dukker dog seriøse gennemgange op, som bekræfter, at istidstroen dengang var både udbredt og baseret på videnskabelige data.

For eksempel den grundige gennemgang af istidsforskningen Past Climate Cycles: Ice Age Speculations af den anerkendte videnskabshistoriker Spencer Weart fra American Institute of Physics.

I den beskrives det, at vores viden om istiderne kun er lidt over hundrede år gammel, for det krævede mange besværlige undersøgelser af geologiske aflejringer at nå frem til, at vi lever i en mellemistid. I midten af forrige århundrede bekræftede iskerneboringer i Grønland og Antarktis med stor sikkerhed, at lange istider og kortere mellemistider har skiftet regelmæssigt gennem nogle millioner år.

Vostok-iskernen fra Antarktis afslørede en sammenhæng mellem CO2 og temperatur. Grafen her er fra 1999 og dækker de seneste 420.000 år. Foto: Petit et al.
Vostok-iskernen fra Antarktis afslørede en sammenhæng mellem CO2 og temperatur. Grafen her er fra 1999 og dækker de seneste 420.000 år. Foto: Petit et al.

Hvor regelmæssigt, og hvad der forårsagede klimaskiftene, var lidt af en gåde, men i 1930rne kom den serbiske klimatolog Milutin Milankovitch med den første plausible forklaring: Istidernes kommen og gåen er bestemt af Jordens bane omkring Solen, som skifter mellem at være ellipseformet og næsten cirkel-formet, og af små skift i jordaksens vinkel. Hans teori var omdiskuteret, men da vi nåede op i 1960erne, dannede den udgangspunktet for den italienske geolog Cesare Emilianis forudsigelse fra 1966 om, at »en ny istid vil begynde inden for få tusinde år«. Derefter bredte bekymringerne sig i offentligheden for en fremtidig afkøling.

I 1972 blev et stort flertal af istidsforskerne på et møde på Brown University enige om, at den naturlige ende på vores varmeepoke utvivlsomt er nær, og at en alvorlig nedkøling må forventes inden for nogle få tusinde år eller endda århundreder.

Mange forskere var dog stadig skeptiske, men i 1976 kom de tre klimaforskere Hays, Imbrie og Shackleton med, hvad man mente, var uigendrivelige beviser på, at Milankovitchs beregninger holdt: Istider og mellemistider fulgte et mønster på 20.000-40.000 år på nær én lang på 100.000 år, og ekstrapolerede man beregningerne, ville der komme en ny istid inden for 20.000 år – vel at mærke uden at tage højde for menneskeskabte klimaforandringer.

»Som Emiliani, Kukla og andre specialister allerede konkluderede for adskillige år siden, var Jorden gradvis (...) på vej mod en ny istid,« opsummerer Spencer Weart.

En hidsig diskussion brød ud mellem forskerne, men i slutningen af 1970erne var de fleste videnskabsfolk overbeviste om, at omløbsbanevariationerne fungerede som »pacemaker« for timingen af istider, som Weart skriver. Magasinet Science skrev i 1978, at beviserne på Milankovitch-teorien var »overbevisende«, og at teorien »på det sidste havde vundet udbredt accept«.

Men hvad så med forudsigelserne om en global opvarmning?

I 1985 udkom resultaterne fra det russisk-franske Vostok Teams iskerneboringer i Antarktis. De viste, at mængden af drivhusgasser falder i kolde perioder og stiger i varme. Og man fremkom nu med feedbackteorien om, at en lille opvarmning, fremkaldt af en omløbsvariation, øger mængden af drivhusgas, som igen øger opvarmningen og dermed mængden af drivhusgas og så videre i en opadgående spiral. Og omvendt ved nedkøling. Teorien kunne forklare, at de små omløbsvariationer fik så stor effekt, hvad man ellers havde svært ved at forstå.

Teorien blev bekræftet, efterhånden som klimamodellerne blev bedre, og samtidig forsvandt frygten for, at en ny istid stod lige for døren. Man kan ganske vist forvente en meget langsom nedkøling, men en ny istid ville først komme naturligt om mere end 10.000 år.

Næsten alle modeller viser, at effekten af den stigende mængde af drivhusgasser, vi mennesker udleder, overvinder den naturlige nedkøling, så det ikke er en ny istid, vi bør frygte, men tværtimod en voldsom temperaturstigning. Det er, hvad det store flertal af klimaforskere hælder til i dag, bekræfter Spencer Weart.

Professor Matthias Heymann fra Aarhus Universitet beskæftiger sig med klimaviden­skabens historie, og han er ikke i tvivl:

»Der var bekymring for faldende temperaturer i 1970erne, dels fordi temperaturen var faldende, dels fordi indholdet af aerosoler – støv- og sodpartikler fra især afbrænding af kul – var stigende, og da aerosoler har en nedkølende effekt, kunne den stigende forurening forklare det ellers uforklarlige temperaturfald. Men mængden af aerosoler steg ikke som forudset, fordi man begyndte at rense udledningen. Og samtidig var forskningen for alvor blevet opmærksom på drivhusgassernes betydning for klimaet. Fra omkring 1980 forudså stadig flere forskere, at temperaturen ville stige, selv om der på dette tidspunkt ingen tegn var på, at det var ved at ske.«

– Hvornår indtraf temperaturstigningen?

»Opvarmningen begyndte så småt i begyndelsen af 1980erne, og i slutningen af årtiet var der ingen tvivl om, at den globale temperatur steg.«

– Så selv om vi langsomt nærmer os en ny istid, så overgår virkningen af drivhusgasserne i atmosfæren den naturlige nedkøling?

»Ja, og de sidste ti år så meget, at forskerne nu er tilbøjelige til at mene, at man har undervurderet den kommende stigning.«

Istidsfrygten er alligevel ikke helt smeltet bort, heller ikke blandt forskere. For nylig har et forskerhold ledet af professor Valentina Zharkova fra Northumbria University forudsagt en ny miniistid fra omkring 2030 på grund af ændringer i solaktiviteten. Forudsigelsen har dog mødt voldsom modstand blandt kolleger.

Side 59