Hvis man i de seneste år med bil har bevæget sig ad italienske provinsveje, ved man måske af erfaring, at de er oversået med fartmålere af enhver slags.
Nogle står i vejkanten, ofte med kun få hundrede meters afstand. Andre hænger over vejen, og for de fleste gælder det, at bødeindtægterne går i de kommunale kasser, hvor de i princippet skal bruges på udbedring af vejene. Hvilket nogle gange kan være svært at tro på sker i virkeligheden, når man ser på den forfatning, nogle af vejene stadig befinder sig i: med dybe huller, sprækker og nogle steder slet ingen asfalt på grund af jordskred.
Over 11.000 fartmålere er der stillet op over hele republikken, hvilket gør Italien til det mest fartmålende land i Europa med over en tredjedel flere end i Storbritannien og tre gange så mange som i Tyskland.
Bødeindtægterne nåede i 2022 op på 76 millioner euro, svarende til et godt stykke over en halv milliard kroner alene i de 20 største italienske byområder og er dermed kun toppen af det pengebjerg, der indkasseres gennem færdselsbøder af de altid trængte italienske kommuner. Ikke uden grund er de under mistanke for at malke bilisterne for penge ved at sænke hastighedsbegrænsningen unødigt på strækninger med god vej for at få bilisterne til at træde på speederen og gå i fælden.
I den norditalienske region Veneto er gli autovelox, som fartmålerne kaldes, særligt mange og af samme grund særligt forhadte. Og det er da også her, at et oprør nu er brudt ud, som i ly af vinterens mørke og tåge er ved at brede sig til resten af Norditalien og har erobret mediernes forsider.
I spidsen for oprøret står en eller flere personer, der agerer alene eller sammen, og som går under navnet »Fleximan«, opkaldt efter oprørernes foretrukne våben, en batteridreven vinkelsliber.
Når natten falder på, ifører de sig mørkt tøj og elefanthuer og sniger sig ind på de forhadte fartmålere, som de i en spruttende regn af gnister skærer over, som var de træer.
15 er fældet indtil videre, og flere er tilsyneladende på vej, hvis man skal tro gerningsmændene, som på et af de sidste steder har efterladt et skilt med budskabet: »Fleximan er på vej.« Det er ren vandalisme, hærværk, selvtægt, kort sagt dybt ulovligt naturligvis, men ikke desto mindre har fældningerne begejstret menigmand, og særligt på de sociale medier er »Fleximan« blevet en helt for mange.
I sidste uge nåede affæren også ikonografiske højder med et farvestrålende murmaleri tæt på politistationen i den store by Padova. Det forestillede en sabelbærende Beatrix Kiddo fra filmen Kill Bill iført gul heldragt og med et blodigt sværd i den ene hånd og en fældet fartmåler i den anden. Bag værket står en lokal street artist, Evyrein, som indtil nu ikke har kommenteret sit værk, men alligevel tydeligt har markeret, hvor sympatien ligger.
Kampagnen virker
Det har ikke skortet på fordømmelser fra pårørende til trafikdræbte, politikere og kommentatorer, og ordensmagten er kommet på overarbejde i de små timer, uden at det dog tilsyneladende har nyttet ret meget.
Indtil videre er det ikke lykkedes at pågribe mere end én mistænkt person, en 50-årig mand, som, hvis han engang kendes skyldig og får en bøde, formentlig bare er én ud af mange. På en overvågningsvideo ser man to andre formummede skikkelser hjælpe hinanden.
Hærværket fortsætter tilsyneladende ufortrødent, båret af borgere, der har fået nok.
I mellemtiden er enkelte borgmestre begyndte at blive løse i kødet og har meddelt, at nogle af de mest forhadte fartmålere ikke vil komme op igen. Og selveste landets transportminister, partiet Legas formand Matteo Salvini, som har stået lavt i meningsmålingerne de seneste år, har anet muligheder for fornyet popularitet for sig selv og sit parti ved at bebude en lov, som skal begrænse kommunernes brug af fartmålere. I samme omgang vil Salvini sætte en stopper for flere byers hastighedsbegrænsning på 30 km/t, som han finder »irrationel«.
Der står også en anden Lega-parlamentariker bag en nystiftet forening, som er imod fartmålerne som kommunal indtjeningsmulighed, og samme politiker, som også er borgmester i en norditaliensk kommune, bryster sig med at have forvist fartmålere på de kommunale veje, der hører under ham.
En af de rolige stemmer i den til tider ophedede debat tilhører psykiateren Diego De Leo fra Padova, som i 2005 mistede to sønner i et færdselsuheld og bagefter stiftede en fond, der yder sorghjælp.
»Der er tale om hærværk, som man ikke bør opmuntre til. Men handlingerne er på samme tid et oprør blandt borgere, der oplever fartmålerne som en uretfærdighed begået imod dem,« har han udtalt til dagbladet Corriere della Sera.
»Vi har helt sikkert alt for mange færdselsulykker, og antallet af døde og kvæstede er alt for højt, også fordi folk kigger på deres telefon eller er uopmærksomme i det hele taget, eller er påvirkede af stoffer eller alkohol eller ikke holder en god sikkerhedsafstand. Der er i bund og grund tale om et kulturelt problem, som fartmålere alene ikke kan løse.«
For De Leo er oprøret udløst og støttet af borgere, som føler sig udplyndret og trængt op i en krog af kræfter, de er ude af stand til at kontrollere, og det er denne lyst til at slå igen, som opbakningen til »Fleximan« er udtryk for.
»Også fordi vi i disse år har været vidne til et bombardement af fartmålere, der kun er stillet op for at få det til at skæppe i kassen hos kommunerne, uden at pengene bliver brugt til det fælles bedste, som for eksempel offentlige arbejder eller bedre trafikale forhold. Imens bliver det italienske vejnet bare værre og værre. Og så er bøderne store, særligt for familier med kun én indkomst.«
Løsningen må være at sætte fartmålere op, hvor farten virkelig er et problem, og hvor der er mange ulykker. Så giver de mening, mener psykiateren.
Så længe det kun handler om at vride borgerne for penge, vil følelsen af uretfærdighed bare få bølgen af fartbødehævnere til at fortsætte.
