Godmorgen! Endnu en dag i Guds skaberværk, som en af Katrine Marie Guldagers indignerede midaldrende kvinder ville sige, og endnu et forsøg fra min side på at lette Deres frokostpause og/eller liv.
Vi skal høre om tre ting, der interesserer mig i disse dage, og bare rolig, det bliver ikke døden, som i går, men en livlig kamp om, hvilken generation der er mest nederen.
1. Årgang 0
Den slags kan få blodet til at bruse i enhver, således også journalist Ditte Giese, der i fredags angreb de såkaldte millennials, altså folk, der er født mellem 1980 og 1995. I modsætning til Generation X (født mellem 1960 og 1979), som Giese selv tilhører, synes millennials ikke, at det er fedt at arbejde så meget.
Nej, de vil helst »møde kl. 10 og gå igen kl. 14«, så de kan lave kimchi og keramik ind imellem deres løse projektansættelser, hævder Giese. Flere gange er hun stødt på yngre medarbejdere, der tror, man kan slentre nonchalant ind i en fast stilling, herunder den plagiatanklagede Katherine Diez, som ifølge Giese ville være litteraturanmelder efter blot to klummer for Politiken.
Som millennial tager jeg afstand fra koblingen til den ækle kimchi, men derudover kan jeg ikke blive rigtig vred over dovenskabsanklagen. Jeg synes jo bare, det er fedt, at nogen italesætter, at de er ældre end mig, så jeg stadig kan føle mig ung, selvom jeg har fået barn og fastforrentet lån.
Til gengæld protesterer Politiken-praktikanten og Generation Zeren Louis Dohlmann Langen (født mellem 1996 og 2015) og hævder, at hans jævnaldrende er meget arbejdsomme. Måske endda mere end de fleste, fordi de faste ansættelser netop ikke hænger på træerne i journalistbranchen, som de gjorde engang.
Ditte Giese er fanget i meritokratiets tyranni, skriver Dolhmann Langen, når hun tror, at hendes stilling udelukkende skyldes flid og talent. Næ, hun kom bare ind i varmen, da tiderne var fede, og nu sidder hun og de andre halvgamle og gamle på flæsket.
Og det er ikke de eneste hug, Generation X har fået. For omkring et år siden skrev min kollega Søren K. Villemoes (født 1981) kritisk om det, han betragtede som en kronisk ironisk gruppe mennesker, der desperat og ubehjælpsomt forsøger at tage alvoren til sig. Folk som Casper Christensen, Mikael Bertelsen og Master Fatman. Hvad har de givet eftertiden? Kynisme, overflade og moralsk træden vande, var hans dom.
Men nu har tidsånden indhentet Xerne, og måske er der intet bedre eksempel på dette end Kronpr… nå nej, kong Frederik, som jeg selv var med til at hilse velkommen foran balkonen på Christiansborg. En ægte Generation Xer, der ikke længere kan løbe fra alvoren og ansvaret.
2. Børnearbejde
I de sidste dage har DR fortalt om dårlige forhold for børneskuespillere, endda på noget så kernesundt som optagelserne til julekalendere. Blandt andet blev en dengang 13-årig pige fyret fra 2017-produktionen Theo og den magiske talisman, blot tre dage efter at optagelserne var gået i gang; hendes kontrakt sagde ingenting om reglerne for opsigelse, hvilket ellers er lovpligtigt.
Samtidig kan moren til tiårige Selma Kjær Kuscu, pigen bag karakteren Rita i Valdes jul, fortælle om lange og pressede arbejdsdage, der gik ud over det, som politiet havde givet tilladelse til.
Til forskel fra voksne skuespillere kan børn ikke blive medlemmer af Dansk Skuespillerforbund, og der findes heller ingen overenskomster, som kan regulere deres arbejdsforhold – men det står måske til at blive ændret nu.
Børneskuespillerne er ikke de eneste, der står i en underlig situation, når de i en tidlig alder skal ud på arbejdsmarkedet og tjene penge. Også børn af såkaldte momfluencers – altså mødre, der tjener penge på sociale medier – hjælper ofte deres forældre med at hive penge ind ved at se nuttede ud i sponsorerede opslag om pastelfarvede stofbleer og luksusbarnevogne. Men i modsætning til børneskuespillerne har de små Insta-unger ikke selv bedt om at blive eksponeret som en del af mors image. Det har Lærke Cramon skrevet virkelig godt om i Information.
Blandt andet beskriver hun en type opslag, jeg kan blive forarget over i mit ellers relativt afslappede lev-og-lad-leve-moderskab: forældre, der filmer deres børn, mens de er kede af det, frustrerede, vrede og så videre. Kæft, hvor har jeg set mange videoer med grædende børn og en »sjov« tekst til, der strengt taget udstiller barnet, mens det knap kan formulere en sammenhængende sætning.
Måske er det på tide, jeg ændrer mine algoritmer.
3. Dagens lol
Jeg kunne for eksempel se mere indhold om blodregn! Fænomenet ramte Danmark i går og består af rødt støv, der blæses fra Sahara til Europa og lander på jorden, når det regner. Og det lyder jo nærmest bibelsk, en af de ti plager på linje med græshopper, bylder og hagl.
Jeg havde derfor høje forventninger, da jeg i går søgte efter billeder af regnen fra tidligere episoder, forventede Ondskabens hotel-lignende kaskader af blod i gaderne. Men nej, der var snarere tale om sådan noget her. Lidt støv på en bilrude. Typisk dansk, på det jævne, på det jævne.
Næ, man skal udenlands for at se ægte blodregn – og dens dystre fætter, blodsne. En god gennemgang findes her, på en side drevet af europæiske mikrobiologer. Derfor er der heller ikke fokus på Sahara, men tilfælde, hvor det røde skyldes alger.
Har De mere dramatiske billeder af vejret? Så send dem til mig, Deres vejrreporter, på msre@weekendavisen.dk. Andet sjov og ballade tager jeg også imod.
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
