I morgen skal jeg se Kongen blive udråbt på balkonen, formentlig stående et sted i menneskehavet ikke så langt fra Christiansborg, og jeg forventer, det bliver storslået. Ikke bare derude, med alle politifolkene, storskærmene og mængderne, men inden i mig.
Jeg forventer, det bliver kulminationen på en stor fortælling: om Dronningen, Frederik, 1.000 års kongehus og kontinuitet med danskerne i den bærende rolle. I mange år har støtten fra det meste af befolkningen bare været der, slumret, kortvarigt vækket til live af nytårstaler, bryllupper eller skandaler, men nu rejser den sig for alvor. Og brøler.
Interesserer jeg mig særligt for de kongelige? Egentlig ikke, men nu om dage er det svært at finde helte og gode historier, der holder særlig længe. Ikke så snart dukker et stort formål og en smuk skæbne op, før vi piller det hele fra hinanden.
LAD OS TAGE to kriser fra de sidste år: Først corona. Statsministeren lukker alt ned, vi er i undtagelsestilstand. Dronningen selv dukker op på 3,4 millioner skærme overalt i landet for at fortælle, at nu er det altså alvor. Selv overvejede jeg at flytte bilen ind i garagen, for hvad nu hvis folk gik amok i gaderne, hvad nu hvis fødevarerne slap op?
Heltene dukkede op: sygeplejerskerne, lægerne, sosu'erne, de helt almindelige mennesker, der hjalp gamle og ensomme med at købe ind. Og et stort formål: Sammen må vi stå dette igennem, så vi ikke ender som i Bergamo, hvor ligene blev fragtet ud i militærets lastbiler. Da jeg bevægede mig ned i Føtex, fornemmede jeg, at vi alle tænkte det samme, at vi var én masse med ét fokus: corona.
Men hurtigt begyndte almindelige, banale skænderier at dukke op, den broklabile hverdag: politiske uenigheder, videnskabelige slagsmål, kulturkamp. Vi begyndte også at analysere, helt oppe i helikopteren. Hvad mon vi kan lære af dette? Hvad siger corona om os som mennesker? Pandemien er jo en fremkaldervæske, sagde vi. Og så forsvandt den igen.
DEREFTER INVASIONEN AF Ukraine: den store uretfærdighed begået mod så tappert et folk. Jeg så videoen med soldaten, der røg sin sidste smøg, sagde »Slava Ukraini« og blev henrettet af russerne. Jeg hørte optagelsen med den ukrainske grænsevagt på Slangeøen, der bad det russiske krigsskib om at fucke af, og først troede man, at det var hans sidste ord. Tænk at være så modig.
Når jeg cyklede på arbejde, tog jeg deres retfærdige modstandskamp på mig som en kappe. Tydelige helte, retten totalt på deres side og et stort, smukt formål. Måske kunne der være en rettesnor for ens liv.
Nu er der gået mere end et år, siden soldaten med smøgen døde, og han er blevet ved med at være død, mens opbakningen til Ukraine flagrer i vinden. Imens sidder jeg i min lune stue, temmelig glad for, at jeg ikke behøver at have retten på min side foran et russisk automatgevær. Så jeg var nok bare lidt for smart dér på min cykel, som jeg romantiserede krig og elendighed.
NÅR JEG NÆVNER corona og Ukraine, er det ikke for at udstille, at jeg snylter på kriser. Snarere at det er to begivenheder, hvor jeg – på linje, tror jeg, med mange andre i Danmark – har følt en massiv samhørighed, en klar retning. For andre er det måske sket ved en sportssejr, en politisk demonstration, Kim Larsen-mindekoncerten efter hans død.
Min erfaring er: Den følelse går over. Ikke kun, fordi jeg i mit job konstant skal observere alting udefra, vinkle det, indramme det, analysere, perspektivere, vurdere. Det kan aldrig bare være i mere end en uge.
Men fordi den kritiske tanke er kernen i den vestlige civilisation. Vores skurke er folk, der marcherer i takt, opsvulmede af ensretning. Religiøse fanatikere med én sandhed. Enevældige konger, der tror, Gud har udpeget dem.
Derfor leder vi altid med lys og lygte efter sprækken, der kan udstille den store historie som en fortælling, et narrativ. Noget, nogen har fundet på med et suspekt formål. Hvis ikke man lærer den mistænksomhed på universitetet, lærer man den ved at bevæge sig rundt i samfundet og opdage, hvor mange idioter man er uenig med.
Og det er jo skønt, at vi kan være så kritiske og fandenivoldske, jeg ville nødig leve i et mindre broklabilt land.
MEN DET ER også så udmattende at være kritisk og analytisk og hmm-gad-vide-hvorfor-du-har-det-behov-agtig hele tiden. Så forudsigeligt, at man ikke engang kan give sig selv fem minutter, inden paraderne ryger op, og man tænker: Åh nej, endelig ikke være et massemenneske. Endelig ikke flyde med. Det ville jo være latterligt, og selv hvis det ikke var, hvor skulle man så flyde hen?
Tja, nogle af os flyder hen mod balkonen på Christiansborg Slot i morgen. Og ja ja, det hele koster penge, og det er skrækkelig udemokratisk og fjollet, og de er bare nogle jetsettere, og hvis man beder til Gud, er det som at tale til en væg.
Men, som Humbert Humbert siger i Nabokovs Lolita – og han var bestemt ingen helt: Lad mig være sentimental for en gangs skyld. Jeg er så træt af at være kynisk.
