Menneskeret
Sven Ove Thimm, cand.scient. i astrofysik
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom vedrørende klimapolitik, som beskrevet af Weekendavisens Laura Hattens (WA #15), er grotesk. Det er indiskutabelt, at klimaet har forandret sig de seneste par hundrede år, ligesom det er korrekt, at CO₂ er en drivhusgas, der forekommer i forøget mængde som følge af afbrænding af fossile brændsler. Dog bliver de eneste konsekvenser af klimaforandringerne for de schweiziske kvinder formentlig de skrumpende alpegletsjere, hvilket vel næppe vil ødelægge deres tilværelse. Havde de levet et par tusinde år tidligere, dengang Schweiz var romersk provins, havde de også måttet leve uden gletsjere.
Imidlertid er det tankevækkende, at juridiske dommere uden faglig indsigt bruger computermodeller som afgørende »bevismateriale«. Påstanden om, at temperaturstigningen primært skyldes CO₂-udledning, er udelukkende baseret på, at computermodeller kan bringes til at simulere de sidste 200 års temperaturstigning og derfor formodes at kunne forudsige fremtidige temperaturer. Man kan dog også forestille sig, at en del af temperaturstigningen er naturlig, idet starten af 1800-tallet udmærker sig ved at have været usædvanlig kold og isfyldt. Den skal vi helst ikke tilbage til.
Hvilke konsekvenser kan det ikke få for fremtidige retssager, hvis computermodeller anses for tilstrækkeligt bevismateriale? Et andet problem ved dommen er, at der ikke tages hensyn til de teknologiske muligheder. Er det overhovedet fysisk muligt at udfase fossile brændsler i det nævnte tidsrum? Hvis man forcerer udviklingen, kan det medføre meget høje energipriser eller ligefrem energimangel, som kan vise sig at krænke fundamentale menneskerettigheder.
Når man tænker på, hvor mange mennesker der lider under fattigdom eller fængsles og tortureres af brutale regimer, må det betragtes som en hån mod disse, at Menneskerettighedsdomstolen på den måde lader sig misbruge af klimaaktivister.
Frank I
Julius Sten, håndboldspiller og filosofistuderende
I essayet »Det terapeutiserede liv« (WA #15) kritiserer Weekendavisens Lone Frank samtidens forestilling om menneskets søgen efter en konstant lykkefølelse: »Lykke eller bare stor tilfredshed er noget, mennesker føler i små glimt, men vi dyrker forestillingen om, at det kan og bør være normaltilstanden,« skriver Frank blandt andet.
I teksten opstår imidlertid et paradoks. Det fremgår, at »følelser og fornemmelser ikke repræsenterer sandheder om verden«, men efterfølgende står der, at »perception forvandles til virkelighed«. Hvis ikke det er vores opfattelse af, hvordan vi har det, som bestemmer vores tilfredshed, hvad er det så?
Ligesom de negative perceptioner – som Lone Frank nydeligt gennemgår vedrørende tendensen til, at der er gået sport i at fremlægge sine svagheder og skjule sine styrker – kan påvirke et individ i den forkerte retning, så er det en selvfølge, at positive perceptioner kan gøre det modsatte. Det er altså ikke selve det, at »mærke efter«, som er problemet. Problemet er, at vi fokuserer på vores svagheder. Vi fordyber os i selvbebrejdelse frem for at fejre vores succeser.
Resultatet bliver en aktivering af en forsvarsmekanisme, som ender i en form for ansvarsfralæggelse. I stedet for selv at prøve at forbedre vores opfattelse af sindet, søger vi professionel hjælp, som kan beskrive, hvorfor vi agerer, som vi gør. Svaret må ligge i et traume fra fortiden, for det kan jo ikke være vores egen skyld ...
Jeg tror, løsningen skal findes i en »rewiring« af vores sinds opfattelse. Gennem træning i form af meditation og visualisering kan vi styrke vores robusthed og i sidste ende ændre vores selvopfattelse. Vi kan blive i stand til at iagttage vores følelser, anerkende dem og give slip på dem, så vi ikke lader os overrumple af dem.
Derved kan stress, ængstelighed og belastning blive opfattet som de naturlige, midlertidige følelser, de er, og ikke pr. definition et startskud til et angstanfald eller traume. Virkeligheden handler i virkeligheden om perception. De tanker, følelser og fornemmelser, der går gennem vores sind, er det, som i sidste ende bestemmer indholdet i og graden af tilfredshed med vores liv.
Frank II
Rasmus Ryrberg Høyer, gymnasielærer og medlem (A) af Odense Byråd.
Efter at have læst Lone Franks essay (WA #15) »Det terapeutiserede liv« kan jeg ikke slippe tanken om, hvorvidt vi som samfund gør det rigtige i den komplekse problemstilling med stigende mistrivsel blandt unge. For hvad er årsagen? Præstationssamfundet? De sociale medier? Den sociale acceleration? Psykologiseringen, individualiseringen, ensomheden? Eller er det måske et udtryk for en særlig sårbar generation?
Jeg læser for tiden Pia Søltofts fremragende bog Kierkegaards kabinet (2017), hvor afsnittet om Søren Kierkegaards begreb »angst« meget godt matcher de pointer, Frank fremhæver, og som er vigtige at få tydeligere frem i debatten: Angst er ikke det samme som frygt. Hvor frygten altid er rettet mod en ydre trussel (edderkoppen, eksamen, osv.), er angsten et menneskeligt grundvilkår, som ikke har noget objekt.
Mennesker har modsat dyrene en bevidsthed om sin egen bevidsthed. Vi reflekterer konstant over vores eksistens: Hvem er jeg? Hvordan bliver jeg egentlig mig selv? Kierkegaard definerer angsten som »frihedens virkelighed som mulighed for muligheden«, og jeg tror faktisk, at vi alle kender til dette – i stort og småt. Et spørgsmål som »far, hvad er din yndlingsret?« rummer en utrolig frihed, fordi kun jeg kan svare, og fordi jeg har friheden til at svare, lige hvad jeg vil. Men jeg tager samtidig mig selv i, at jeg faktisk har svært ved at svare. Jeg ved det simpelthen ikke. Og ved jeg så overhovedet, hvem jeg selv er?
I større spørgsmål handler det om alt i livet fra uddannelse til beskæftigelse og valg af partner. Dette mulighedsrum er således både en forbandelse og en velsignelse. Det siger noget om, at livet ikke kun er en gave, men også en opgave – og at udfylde denne opgave er både svært og angstprovokerende. Jeg kan følgelig ikke lade være med at tænke, at vi måske er i gang med at gøre et menneskeligt grundvilkår i vores samfund til en sygdom, som vi prøver at fikse med psykologer og psykofarmaka.
Måske er vi med den stigende individualisering ved at miste troen på velfærdssamfundets smukke fortælling om, at det er okay at falde i dit »mulighedsrum«: Vi skal nok samle dig op. Hvis det kierkegaardske perspektiv har noget på sig i forhold til den aktuelle mistrivselskrise, må vi prøve at indrette et samfund, hvor der netop er plads til at falde, reflektere, tænke, vokse og hjælpe hinanden i den ofte angstprovokerende proces, det er at blive og være et menneske.
Migration
Hans Lassen, ph.d. i integration og selvstændig integrationskonsulent
Under stor fanfare og massiv mediedækning har Europa-Parlamentet vedtaget en pagt om asyl og migration. Det spørgsmål, man sidder tilbage med som borger i Europa, er dog: Hvornår begynder EU at tage fat i årsagerne til migration og flygtningestrømme?
Ny Børsen
Lars Martin Haukohl, produktchef
Da Børsen brændte tirsdag, mistede vi en fantastisk smuk historisk bygning og et vartegn, som trækker stærke tråde tilbage i historien. Det er et kæmpe tab. Og nu sværger flere så på, at vi skal genopføre Børsen, eksakt som den var. Dansk Erhverv og flere andre pengestærke organisationer og institutioner har hurtigt meldt sig på banen. Men er det den rigtige måde at hylde historien på?
Nej, lad os opføre en moderne, fremadskuende bygning, der kan danne rammen om de næste 400 års danske erhvervsliv. En bygning, som rummer de samme visioner, som den originale Børsen blev bygget på tilbage i 1619. Børsen er heldigvis ikke helt ødelagt, cirka en tredjedel står stadig – en original, historisk del, som bør bevares og hyldes, men ikke kopieres.
En ny Børsen må være en sammenbygning med et smukt dragespir – gerne en eksakt kopi af det gamle vartegn – og med de stærkeste referencer til det, vi har mistet. Men dog moderne. En eksakt kopi af den gamle bygning vil være ufattelig dyr og tage mange, mange år at opføre, men vil aldrig blive mere end det: en kopi. At bygge nyt er ikke en negligering af tabet af det gamle, tabet vil altid være der. Det er i stedet en accept af forgængeligheden, sådan er tidens tarv, alt forgår. Vi skal ikke tilbage, vi skal videre.
Samme tankegang, som da man valgte ikke at genopføre World Trade Center, men byggede et utrolig smukt monument og en ny, imponerende bygning samme sted. Eller som det moderne atrium hos British Museum og Berlins Reichstag, der er en fantastisk fusion mellem solid historie og en ny fremtid i form af den moderne kuppel. Listen over den slags vellykkede projekter er lang.
Lad os ære det historiske ved at se fremad og lade vores fantastiske danske arkitekter udforme en moderne base for dansk erhvervsliv – et erhvervsliv som naturligvis er noget helt andet end i 1600-tallet.
Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
