Monte Lussaris sanktuarium ligger i 1.790 meters højde, og finder man hele vejen op, kan man se, at stedet er som en naturskabt balkon, der åbner en udsigt ud over de Juliske Alper. De er opkaldt efter Cæsar og står som en dramatisk horisont af forrevne tinder, der omkranser territoriet mellem Italien og Slovenien.
Den religiøse konstruktion for enden af Sella Prasnig-vejen derop blev ødelagt af et lynnedslag i begyndelsen af 1800-tallet og smadret for anden gang under Første Verdenskrig. Siden en omfattende restaurering i begyndelsen af det nye årtusind har den og bjergbyen ligget stille hen, da den stejle sti derop ikke indbyder til spontane udflugter hverken i bil eller på cykel. Det er lige så svært at komme derop, som det er at komme ned, medmindre man har lyst til at dingle i bjergbanen, der kan hejse en håndfuld mennesker frem og tilbage ad gangen.
Der bor ikke nogen på Monte Lussari, men i lørdags tog et bølgende menneskehav bolig der på en måde, som fik bjerget til at ligne en oprejst redningsbøje med slovenske fans langs de stejle sider. Som en lille ø i et ocean af langt større bjerge med de tilrejsendes miniputland nedenunder.
Vejen op til Monte Santo Lussari ender blindt, men det gjaldt heldigvis ikke i overført betydning for dette års sportslige endestation i Giro d’Italia. På skrå cementplader, der gør det ud for dens vejunderlag, skulle løbet afgøres og finde et udfald, der i modsætning til Giroens andre store bjergetaper ikke pressede narrativets nøgle ind i en hul cylinder uden spændingsmæssig friktion.
For jo, nok har rytterne lidt og blødt hele vejen op og ned og videre på tværs af støvlelandets regioner, men den samlede sum af deres anstrengelser har ikke kunnet leve op til løbets traditioner for nervepirrende stævnemøder. Det kunne den sidste store dag heldigvis. Og det på en måde midt i tomgangen, så denne dag kommer til at runge dybt i løbets historie fremover.
Kritikerne har korset sig og krævet underholdning på en facon, løbet ikke har leveret ifølge mange. For lidt brød og næsten ikke noget skuespil. Det er ikke en uretfærdig indvending, for løbet skulle næsten helt til Rom for at kaste de allersidste terninger. Selvom alle veje som bekendt fører den vej, er akkumuleret spænding ikke at betragte som en dyd i opmærksomhedsbranchens underholdningsindustrielle moralkodeks.
Hvis alt godt kommer til den, der forstår at vente, har den form for temperament nok haft svært ved at styre sin tålmodighed. Men alligevel; løbets sidste weekend havde en thriller-værdig udformning, der sluttede på en meget mindeværdig måde. Hvis de foregående 19 etaper ikke kunne adskille rytternes indbyrdes styrkeforhold med mere end små 30 sekunder, var de sidste minutter på etapen til Monte Lussari i sig selv nok at holde vejret for.
I timerne inden starten af den afgørende bjergenkeltstart lå Geraint Thomas’ aerodynamiske styrthjelm i en firkantet køleboks foran holdets store sorte bus. Han havde allerede taget den på, da han gik ind i det lille telt ved startrampen, hvor Primož Roglič var den næstsidste, der sad og ventede på at starte den 18,6 kilometer lange tidskørsel. Da de hilste på hinanden med en fremstrakt knytnæve, var den tredje kandidat til tronen, portugisiske João Almeida, allerede ude på ruten. En enkeltstart på den sidste relevante løbsdag er én stor nedtælling. En, hvor rytterne har uret hængende over hovedet som en galge før løbets sidste suk.
Monte Lussari hedder også »de tre folks sted« på grund af de talte sprog, der grænser op til dets placering: tysk, italiensk og slovensk. Derfor er det bjerg også det tætteste, Roglič ville komme på en hjemmebanefordel i afgørelsens time. Larmen var øresønderrivende i et ellers meget stille hjørne af Italien, da han knoklede sig op ad bjerget i gear så lavt, at pedalomdrejningerne lignede en blenders nådesløse møde med en klase overmodne bananer.
Men det lignede heller ikke det momentum, det reelt set var, for han kørte uhyggeligt hurtigt, da han piskede opad med ansigtet rettet mod uvisheden om, hvorvidt det var nok. Lige indtil det gik helt galt. Bedst som han så ud til at pille maskerne af de lyserøde tråde i Geraint Thomas’ førertrøje, gik Roglič i stå, mens tiden hamrede hurtigt videre. Det ville have set komisk ud, hvis det ikke var så tragisk. Han ramte en ujævnhed mellem vejens cementplader og tabte kæden. Et absurd upraktisk syn midt i en sport, der bliver mere og mere højteknologisk.
Der blev stille på toppen, men så begyndte brølene igen. Der var 26 sekunders afstand mellem Roglič og Thomas før næstsidste og afgørende etape. Et mellemværende, der næsten ikke var til at rumme, for det skulle give et svar på løbets alt for åbne spørgsmål om, hvem der egentlig ville vinde den 109. udgave af Giro d’Italia. Hele den tunge historie kondenseret ned til et lille bitte øjeblik en lørdag eftermiddag.
De to rivalers vej op til Monte Lussari var som at læse en bog, hvis sider brændte for hver kilometer, der manglede til toppen; for til sidst at hejse Roglič ud af asken som vinder. At det skete, som det gjorde, så tæt på lukketid, var også en hævn for den Tour, han tabte på næstsidste dag i 2020. Der gik alt galt til sidst, og derfor var hans uheld med cyklen i lørdags et skrækkeligt minde, der prikkede ham og os på skulderen. Kædetabet kostede tid, men ikke Roglič’ koncentration.
Da sloveneren fik fart i cyklen igen, var han brutalt god. Måske endnu bedre end før. Primož Roglič har lidt meget i det her løb med to styrt og en hård, kaotisk optakt med en flok holdkammerater, der ikke kunne stille til start på grund af sygdom. Næsten ingenting er gået, som han ville. En skæbne, han langt hen ad vejen gennem Italien har delt med løbet som helhed og flere af hans største konkurrenter.
Når cykelløbet frem til etapen op til Monte Lussari ikke kunne udpege en vinder i direkte duel, var den individuelle kamp mod uret en passende måde at lade individuel styrke få det sidste ord og endegyldigt stoppe løbets tidsregning indtil næste år. En enkeltstart kan være et lige dele smukt og ondt spejl for alle, men Roglič så ikke ud til at blinke en eneste gang, da han først rettede øjnene mod sejren. Inden Monte Lussari var Geraint Thomas den mindst dårlige, og bagefter var Primož Roglič den bedste. Slet og ret. Man kan ikke skændes med et ur.
Roglič har vundet meget, men på flere måder har han også vundet for lidt. Touren har ikke været god ved ham, og han har i stedet måttet tage tredobbelt hævn i skyggen af Vueltaens sensommersol. Han var en uvurderlig støtte for Jonas Vingegaard under sidste års Tour-triumf, men det var ikke den rolle, han var rejst til Frankrig for at spille. Selvom han i lørdags mestrede kampen mod tiden og tog den Giro, han har jagtet de sidste fem år, kan han ikke spurte sig fra, at 33 leveår giver senior-status i et moderne Tour de France-felt. Det er et sted, hvor det sidste ord bliver mere end bare hvisket af dem, der er fem-syv år yngre end Roglič.
Det kunne han heldigvis tillade sig at være aldeles ligeglad med i den evige bys sidste lys over podiet. Fra de Juliske Alper og hele vejen til Rom var der samlet set ikke nogen bedre end ham. Men det var ikke i rollen som enehersker, for den tilhørte ingen i dette års Giro d’Italia, men som den, der var bedst til allersidst. Ganske ligesom løbet selv og den afslutning, Giro d’Italia 2023 fik søndag aften.
Da Mark Cavendish spurtsejrede i den italienske hovedstad på sin sidste Giro-etape nogensinde, lukkede han også sin historie med løbet på så smuk en måde, at det var hele turen værd. Ikke kun for ham selv og de måder, han har pint sig gennem den sidste uge, men også for publikum – og dermed løbets egen inderste drøm om at være sportsligt og fortællemæssig relevant helt ned til det allersidste punktum.
