Pludselig stod han der på perronen. Et perifert bekendtskab, som jeg ikke havde talt med i årevis.
Nu med skæg og briller som en anden Jacques Clouseau i forklædning, så man næsten kunne få den tanke, at han ikke ville opdages, før det var for sent.
De fleste kender ham nok. Vi kan bare kalde ham Torben.
Det er ham, man nogle gange får øje på i tide, så man lige når at beregne en ny rute tværs over vejen, gennem en koncert af hvinende bremser og »se dig for helvede for«-råb. Bare så man – pyha! – kan fortsætte uset ned ad modsatte fortov med nedslået blik.
Andre gange må der mere til. Et hurtigt nik. Et forpustet »hej, hej, jeg må videre«. Et løfte om en snarlig kop kaffe. Altid ledsaget af et blik stift rettet mod et punkt i horisonten og et temposkift, der ville give selv Jonas Vingegaard problemer på Col de Marie Blanque.
Men heller ikke dét er altid nok. Tøver man, er han der med det samme, vinkende, smilende, egentlig flink nok, ja, men … hvad er det med ham? Han stiller sig i vejen, griber måske fat i skulderen og standser ethvert forsøg på flugt. Eller værre endnu: tiltvinger sig et kram på åben gade, fordi det er så hyggeligt at rende ind i hinanden igen.
En tænkt situation, ja. Men ikke utænkelig for Torben.
Det var især det sidste, jeg frygtede. Ikke selve omfavnelsen, dette ofte akavede fænomen, som trods alt er tidsbegrænset. Nej, det var mere det, der kunne følge efter, de hakkende replikker, høflighederne, forsøget på at udfylde tavsheden og hjernen, der leder efter en undskyldning for at afbryde samtalen: »Ja, jeg må også videre.«
Videre hvor? Ind i samme tog. I dag. I morgen. For evigt.
NU STOD HAN i hvert fald der, og jeg stod her, som en ensom sikahjort på savannen. Alt, han skulle gøre, var at dreje sit hoved 90 grader, og han ville have mig lige på sigtekornet: Bang!
Det var ikke nogen rar situation.
Jeg så mig omkring og tog et hurtigt skridt til venstre, ind bag en temmelig bred mand, som tilfældigvis havde taget opstilling som et menneskeligt værn mellem mig og mit ufrivillige gensyn.
Jeg nævner i parentes bemærket kun denne mands bredde – hvad man vist ikke så gerne gør i disse tider – fordi det lige præcis i denne situation havde den praktiske egenskab, at jeg faktisk blev skjult sådan nogenlunde. Med andre ord: et kropspositivt budskab.
Det var ikke et perfekt gemmested, men bedre end intet. Som barnet, der ubevidst klamrer sig til et par fremmede cowboybukser i supermarkedet. Hvilket jo føles trygt, så længe man ikke kigger op og opdager, at ens mor pludselig har anlagt fuldskæg.
Og netop dét turde jeg ikke, at kigge op altså, for tanken meldte sig: Havde mit gamle bekendtskab mon allerede set mig? Nærmede han sig nu uden for min synsvidde, skjult af den brede mand, som dermed selv udgjorde lidt af en udfordring?
Ville jeg blive afsløret i at stå her og gemme mig?
Der var stadig seks minutter til næste tog.
DET ER IKKE, fordi jeg som sådan har noget imod at tale med andre mennesker. Det kan såmænd være ganske hyggeligt af og til.
Eksempelvis har jeg i mere end ét tilfælde underholdt både min kone og flere kolleger, når de skulle med samme tog som mig. Helt frivilligt.
Helst stikker jeg dog næsen langt ned i en bog eller en avis og forsøger at ignorere alt omkring mig. Manden med vodkaflasken. Kvinden med den spændende livshistorie. Skoleklasserne med bimlende telefoner og rådvilde lærere, der ikke kan finde Villads-Valentin.
For mine medpassagerer er jeg hverken far eller søn, ægtefælle eller ven, kollega eller chef. De har ikke brug for mig, og jeg har ikke brug for dem. Jeg er ingen, en ligegyldig del af mængden, et massemenneske på vej til fabrikken. Hvilken frihed!
Men så dukkede denne Torben fra fortiden altså op. Og nu så jeg straks for mig, hvordan han for evigt ville stå der på perronen og vente med et listigt smil. Følge efter mig ind i toget. Sætte sig over for mig. Eller ved siden af mig. Eller nærmest oven på mig.
Ja, tænkte jeg, han er sikkert typen, som skruer sig ned i det uafklarede mellemrum, den demilitariserede zone, der altid udspændes mellem to passagerer i S-toget, hvor sæderne kan rumme præcis to og et halvt menneske. Eller to og Torben.
Her ville han så sidde og smile. Søge øjenkontakt. Rømme sig. Måske prikke mig på låret. Og til sidst ville jeg overgive mig og indlede en samtale om vejret og krigen i Gaza, om regeringens ældreudspil og børnene, som altid er syge.
Dag efter dag ville det gentage sig. Som var jeg vågnet op i Solvej Balles syvbindsværk om Tara Selter, der – indtil videre – har været fanget i den samme 18. november 10.455 dage i træk. Og der er endda stadig to bind af Om udregning af rumfang tilbage!
Blev vi mon nødt til at flytte? Skulle jeg finde mig et nyt arbejde? Ville det nogensinde stoppe?
ENDELIG BEGYNDTE TOGET at synge i skinnerne. Om få sekunder ville mine pinsler være ovre. For i dag.
Den brede mand rørte let på sig og gled ligesom ubemærket væk fra mig som en virtuos forsvarskaptajn, en Morten Olsen, der skubber hele bagkæden frem og på et splitsekund trækker modstanderens angriber offside.
Pludselig stod jeg der, eksponeret, afsløret, ydmyget.
Toget buldrede ind på perronen, Torben drejede sit hoved, stirrede mig lige i øjnene – og lignede en mand, der havde set et genfærd. Han snurrede rundt i en elegant bevægelse og stak nærmest i løb ned ad perronen. Ikke i min retning, men den stik modsatte.
Og så slog det mig.
Er det mig, der er Torben?
Siden da har jeg ikke set ham.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
