Jeg ved ikke, om De har bemærket det, men det er blevet fint at faste. I de kredse, jeg kommer i, kan man dårligt sparke sig frem for morgenmadens forsagere og den periodiske fastes proselytter. Selv prøvede jeg denne formiddagsfaste i præcis en uge, inden jeg måtte sande, at den ikke blot smadrede mine morgener, men også mine sociale relationer, min fordøjelse og i sidste ende mit liv. Men altså. Det var især det med morgenerne, der var et problem.
Hvorfor denne pludselige optagethed af morgener? Herrebladet Euroman har introduceret et semiregelmæssigt indslag, hvor mere eller mindre kendte og succesfulde mænd (plus Margrethe Vestager) delagtiggør læserne i deres morgenritualer. Det er godt set: livsstilsråd og gemen pral pakket ind i skamløs snagen, eller måske er det omvendt. I hvert fald synes spalten hurtigt at være blevet en kappestrid i, hvor tidligt man kan stå op (efter mit regnskab har tv- og radiovært Bjarne Steensbeck p.t. rekorden med et vækkeur, der ringer klokken 02.30, skarpt fulgt af tv-vært Steen Langeberg, der tillader sig at slumre til 03.45), og hvor detaljeret og absurd et morgenritual kan blive, hvad end det indebærer nedsvælgen af en skefuld ren olivenolie, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt, gennemførelse af en selvpåtvungen klassisk musikquiz, som TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt, eller indtagelse af 100 gram nøje afvejet appelsin fileteret med en skarp japansk kniv, som mad- og vinskribent Søren Frank. I det omfang, at der altså overhovedet bliver indtaget noget, for ej heller blandt euromænd har morgenmaden nogen særlig høj stjerne.
Især Søren Frank har jeg på det seneste haft svært ved at slippe; manden, der takker nej til champagnefrokost i Paris, hvis det indebærer, at han skal flyve om morgenen, og efter eget udsagn vejer sig selv hver morgen, fordi han efter et kritisk blik på sine madanmelderkolleger har erkendt, at »med al respekt: sådan vil jeg ikke se ud«.
Det er nemt at gøre grin med disse morgeninterview, for de afslører nogle af menneskets mest latterlige sider: forfængeligheden, selviscenesættelsen, neuroticismen, kræsenheden. Findes der noget mere pinligt end at være pernitten med sin livsførelse? Måske endda sart?
Men lad mig være ærlig. På mange måder er jeg Søren Frank. Og ikke kun, fordi vi begge sover med sovemaske.
JEG HOLDER af mine morgener. Allermest holder jeg af mine morgener. De tre første timer, fra jeg slår øjnene op, er de vigtigste i hele mit døgn, og jeg er af samme årsag meget pernitten med dem. Jeg skal ikke kede læserne med mine egne morgenritualer, de befinder sig et sted mellem Søren Franks fileterede appelsin og den halvanden time, direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen hævder at tilbringe på sin mountainbike i Dyrehaven, men jeg kan afsløre, at mit ur de fleste morgener ringer klokken 04.50, hvis jeg ikke allerede er vågnet af mig selv.
Jeg er altid vågnet tidligt. Ikke Bjarne Steensbeck-tidligt, men tidligt. Jeg har sovet igennem mit vækkeur præcis én gang, og det skulle vise sig at være, fordi jeg havde hjernerystelse, og når først jeg er vågen, får jeg nærmest fysisk ubehag af at blive liggende.
Men harmonerer det ikke dårligt med en partner, spørger kolleger (svar: ikke så længe, at ingen får den vanvittige idé at stå op sammen med mig, men jo, det kan da have en vis dæmpende effekt på et parforhold, når jeg, efter en indledende og meget bogstavelig hvedebrødsperiode med langsom opvågnen i øm ske og et frivolt forhold til såvel sengetider som hvide kulhydrater, pludselig genindfører et søvnregime, der gør alt samvær med mig i døgnets ydertimer til et forehavende på eget ansvar); typisk efter de lettere forfærdet har spurgt, hvornår jeg så går i seng (svar: som oftest en time senere, end jeg burde), og hvorfor jeg dog i alverden vil gøre det mod mig selv, når jeg endnu ikke har børn.
Det, de implicit siger, er, at det altså ikke er en særlig rock and roll måde at leve sit liv. Og det er det da heller ikke. Men naturen har skabt mig således, at en sengetid efter midnat gør mig groggy i flere dage. Man har et navn for folk som mig, og det er A-menneske. Af en eller anden årsag er det sjældent en kompliment.
B-mennesker klager over, at verden er indrettet til A-mennesker, men selv har jeg altid følt mig som et ensomt A-menneske i en verden af B-mennesker; en parade af familiemedlemmer, samboer, kærester og kolleger, der med forsovede øjne spørger mig, hvor mange timer jeg allerede har været oppe. Min tidlige barndom er et langt minde om at sidde i et sovende hus og se tegnefilm uden lyd, mens jeg halvt venter på, at resten af familien vågner, og halvt håber på, at de aldrig gør det.
Jeg forstår jo godt B-menneskene: Der er noget skruebrækkeragtigt ved at stå tidligt op. Som om man ved sin blotte væren ved bevidsthed tvinger dagen i gang på andres vegne. Men det bedste ved at stå tidligt op er netop, at alle andre sover. Når B-mennesker taler om de magiske timer efter midnat, så tænker jeg på de magiske timer før klokken syv. Denne spæde boble, hvor tiden synes at stå stille. Hvor solopgangen er sin egen tyste nedtælling, til verden rigtig vågner, og hvor man har fred til at udføre alle de små ritualer, som først fremstår latterlige, når andre bliver delagtiggjort i dem. Indtil da er de bare noget, man har helt for sig selv.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
