Aaah. Tilbage på arbejde efter en afslappet påskeferie. Helt nede i tempo, daglig obligatorisk morfar på sofaen, masser af tid til at indhente alle de timer i drømmeland, hverdagen ikke levner plads til. Nå, fik De heller ikke sovet ud?
Jeg sover for lidt. Alt for lidt. Jeg har hverken børn, sygdomme eller andet, der berettiger mine få timer på øjet, kun dårlige søvnvaner og en tilværelse som rendyrket B-menneske, hvis energiniveau simpelthen bare peaker ved midnat. Sådan har det altid været. Jeg husker kun alt for godt panikken, der ramte mig, når min far i min barndom satte sig ved klaveret og spillede »Nu er solen gået i seng« fra børneprogrammet Sigurd og Symfoniorkesteret. Det var sengetidsalarmen, og jeg spurtede altid over og forsøgte af al magt at fjerne hans fingre fra tangenterne. At sove var det værste.
Jeg er fra en familie, hvor de voksne ofte gik i seng mange timer efter midnat. Måske var der en præsentation, der skulle forberedes, eller et fastelavnskostume, der skulle syes, og aftenen havde de prioriteret at bruge med familien. Når de indimellem endelig kom i seng i fornuftig tid, kunne de ligge og rotere som et par trætte grillkyllinger i timevis, før søvnen så meget som overvejede at indfinde sig. En overgang slettede mine forældre simpelthen sidste ord i spørgsmålet: Har du sovet godt? Succeskriteriet var nu blot: Har du sovet? Alligevel præsterede de begge krævende job og plejede en stor social omgangskreds.
Derfor er det indlejret i mig, at søvn er noget, der kan skaleres efter behov. Med andre ord: at ambitiøse mennesker ikke behøver mere end fem timer under dynen. Men selvom jeg ikke sover om natten, har jeg i den grad sovet i timen. Gennem de seneste årtier er det væltet frem med forskning og litteratur om søvnen som vindermiddel og søvnløshedens katastrofale følger. Samlevende sover pludselig i hver sit værelse, man er ikke hysterisk, hvis man tracker sin søvn, og min vennegruppe er begyndt at udskamme mig højlydt for mine horrible sengetider.
I dag er det ambitiøse, fremadstormende unge menneske hende, der går hjem klokken 21.30 for at være sikret otte-ni timer i kassen og dermed maksimal ydeevne den følgende dag. De moderne tabere er os, der karter rundt til klokken kvart i hundelort til ingen verdens nytte.
Hvordan nåede det hertil – og hvordan bliver jeg en af de seje, sovende stræbsomme?
I Middelalderen var det ikke ualmindeligt at sove i to etaper, såkaldt bifasisk søvn. Man gik måske i seng kl. 21, sov et par timer, stod op og klargjorde morgendagen for så at gå i seng igen. »Når du vågner fra din første søvn, så lad vandet, hvis din blære er fyldt,« skrev den engelske læge Andrew Boorde i 1500-tallet. Men med industrialiseringen og det elektriske lys kunne man pludselig tillade sig at gå senere i seng end solen, og med fabrikkernes tidlige mødetider var den todelte nattesøvn ikke længere realistisk. Mere arbejde, mindre søvn.
Siden blev søvnen i kunsten og litteraturen ofte billedet på dovenskab og svaghed.
I Charles Dickens' The Pickwick Papers fra 1837 var hovedpersonen den stakkels søvnige dreng Joe, der faldt i søvn på hestevognen, under indkøb, ved middagsbordet. Han blev opfattet som det dovneste, slappeste eksemplar af et menneske, men det skulle senere vise sig, at Joe havde alle symptomer på den medicinske lidelse søvnapnø. Af samme årsag fik sygdommen navnet Pickwickian syndrome.
Ligeledes det berømte maleri, populært kaldet »den dånende kvinde« fra 1887, hvor neurologen Jean-Martin Charcot under en klinisk demonstration holder en sovende kvinde i sine arme. Dengang var hun pragteksemplet på hysteri. I dag vurderer søvnforskere, at kvinden med sikkerhed har lidt af søvnsygdommen narkolepsi eller epilepsi.
Opgøret med myten om den sovende som passiv og doven kom med 1900-tallets opdagelser, fortæller søvnforsker ved Københavns Universitet Poul Jennum, da jeg ringer til ham en eftermiddag omkring 16.30. Jeg har netop hentet en kop kaffe.
»Okay, så du vil bare ødelægge din nattesøvn,« siger han, og jeg sværger, at jeg har ikke rørt kaffe efter klokken 14 siden.
Den tyske psykiater Hans Berger var i 1924 den første til at sætte tråde på hovedet og måle den elektriske hjerneaktivitet.
»Det viste sig, at aktiviteten ændrede sig under søvn – hjernen var ikke bare på pause. Dén erkendelse skulle blive en af de vigtigste for søvnmedicinens historie og hele vores måde at se på søvnen,« siger Jennum. Senere kom 80ernes banebrydende forståelse af søvn som vinduesviskeren, der vasker tavlen ren, tømmer usb-stikket og lagrer det vigtige i hukommelsen. Dernæst søvnens betydning for immunforsvaret, hjertesygdomme, alzheimers og alt det andet, vi allesammen godt ved i dag.
»Jeg tror egentlig ikke, antallet af folk, der sover dårligt, er vokset. Men antallet af mennesker, der føler, det er et problem, er steget, fordi de har fundet ud af, hvor vigtig søvnen er,« siger Poul Jennum.
»Derfor har vi set en enorm ændring i fokus på kvalitetssøvn. Folk sætter ind på alle ledder og kanter. Holdningen er: Vil man frem, må man tidligt i seng.«
Napoléon Bonaparte mente efter sigende, at mænd skulle sove seks timer, kvinder syv, fjolser otte. Men Arianna Huffington, forfatter og medstifter af The Huffington Post, blev en af de første prominente succesrige, der åbent proklamerede vigtigheden af søvn og sparkede til myten om, at udbrændthed nødvendigvis må følge med succes. Det hele begyndte, efter at hun en dag besvimede af udmattelse, bankede hovedet ned i skrivebordet og brækkede kindbenet.
Huffington har siden turneret som såkaldt »søvnevangelist« og prædiket søvn som vigtigste faktor for succes i blandt andet bogen The Sleep Revolution. Ideerne gav genklang i Silicon Valley, kendt for områdets knoklementalitet, og med søvnforsker Matthew Walkers bog Why We Sleep fra 2017, skrevet i en stærkt amerikansk søvndommedag-er-nær-dryppende tone, blev samtalen om søvn allemandseje.
»Vi har ganske enkelt set en kulturel ændring i synet på at sove. Det er i dag ikke spor cool at nedprioritere sin nattesøvn. Folk er begyndt at forstå, at nej, du øger ikke kun risikoen for at blive dement, når du er 70, din søvn i nat har effekt på din produktivitet i morgen,« siger Birgitte Kornum, der forsker i søvn og narkolepsi på Københavns Universitet.
I øjeblikket er hun i gang med et forsøg, hvor man giver teenagemus legetøj i det øjeblik, de er på vej til at sove. Musependanten til Netflix.
»Så de drøner rundt i stedet for at sove. Og efter bare en uge med legetøj om natten kan vi se, at nogle af musene bliver mere depressive,« siger hun.
Spørgsmålet er så: Hvorfor fortsætter en del af os med at sløse forfærdeligt med sengetiderne, når vi efterhånden godt ved, det virkelig er noget skidt?
»Det handler nok om, at mange godt kan præstere på et nogenlunde fornuftigt niveau alligevel. Trækfugle sover stort set ikke, når de er på træk. De suspenderer søvnen, fordi et andet behov vejer tungere. Det gælder også hvaler, når de har fået unger. Mekanismen er der – vi kan godt. Og det er nok der, det er gået galt for mennesker,« siger Kornum.
»Unge vil nå det hele, inden de fylder 30, og vi har adgang til underholdning døgnet rundt. Mekanismen er blevet brugt, hvor det ikke er livsvigtigt – og det kan være rigtig svært at komme væk fra.«
Så hvad stiller et håbløst B-menneske op, når trætheden først melder sig langt ud på natten?
I romersk kultur blev senge brugt til at skrive på, spise på, blive båret rundt på. I dag lugter vågen tid i sengen mest af alt af bingewatching og akut mindreværd, så det er med at holde sig fra madrassen, indtil man virkelig mener det. Men der er også nok at gøre uden for sengen for en søvntaber, der arbejder for at komme med i klubben for dem, der faktisk er udhvilede, når de står op. Et udsnit af vaner i min disciplinerede omgangskreds:
Ingen mad tre timer før sengetid, glem også enhver idé om at pløje et glas vand. Skærme er bandlyst mindst en time før lukketid. Anvend derimod gerne aftenyoga, meditation, en særlig brændenældete, temperaturer, der giver forkølelse bare ved tanken; panfløjtemusik, essentielle olier, tyngdedyne og speciallavede sovemasker.
Flere er begyndt at holde igen med alkoholen med forklaringen, at det forstyrrer deres REM-søvn (rapid eye movement). Yikes.
Og så er der hele gadget-invasionen: dimser og dutter, ure, der måler, ikke blot hvor mange timer den sovende har fået, men også kvaliteten af henholdsvis den lette søvn, kernesøvn og REM-søvn, antal vågne minutter og iltoptag.
En nat lånte jeg et sådant ur, men alene tanken om morgendagens potentielt nedslående resultater gav mig så voldsom præstationsangst, at jeg stort set ikke lukkede et øje. Jeg har i stedet forsøgt mig med tape for næsen, militærmetoden (afspænd en kropsdel ad gangen), varmt bad, tælle får, søvndagbog (indtil det blev for deprimerende) og den særlige 4-7-8-vejrtrækningsteknik. Søvngud Hypnos, benåd mig, lysvågne menneske!
Nu har jeg så fået en kæreste, der tyer til yderligheder – ja, faktisk trusler – for sine otte timer. »Hvis du skal skabe sådan en stemning om aftenen, kan vi simpelthen ikke sove sammen,« lyder hans benhårde ultimatum.
Så nyeste taktik lyder på særlige ørepropper og tætsiddende sovemaske i håbet om at kede sanserne i søvn før midnat.
Og når jeg alligevel i en sen nattetime smugkigger ud under masken, mens jeg lytter til Stephen Frys sprøde stemme oplæse Harry Potter og hemmelighedernes kammer (helt bevidst den kedeligste af bøgerne, som jeg har læst til ukendelighed), bemærker jeg det lille tal nede i hjørnet af skærmen. 48 andre lytter til samme bog netop nu, står der, og jeg rejser mig fra sengen, åbner døren til den franske altan og lader vinden gennemblæse mit alt andet end søvndrukne ansigt. Hej, vågne fæller derude, hvorfor sover I mon heller ikke? Jeg sender fyren på tredje overfor en kærlig tanke. Hos ham er lyset altid tændt. Uanset hvad klokken er.
