Første sæson af Bachelorette er kun et år gammel, og alligevel er der ingen tvivl om, at den vil gå over i tv-historien. Og nu er vi så allerede i gang med en ny. Denne gang er det den 29-årige journaliststuderende Lissa Paustian, der til daglig bor på Nørrebro med sin hund, og 27-årige Sofie Martinusen fra Odder, der studerer international virksomhedskommunikation i Aalborg, som skal finde kærligheden.
Første afsnit starter med, at de to står for enden af en rød løber iført drabelige stiletter under den syngende tropehimmel. Og så begynder de at ankomme, mændene, 17 styks i alt, enkeltvis. Først den meget nervøse, men ekstraordinært nyklippede vurderingsspecialist Andreas H. Han har en globus i hånden. Fordi han elsker at rejse, fortæller han med let åndedrætsbesvær, og han har markeret alle de steder, han har besøgt på jordkloden, med rød tusch, men der er endnu ikke en prik på Sri Lanka, hvor de tre befinder sig i samme øjeblik, og hvor programmet altså indspilles.
Han giver hver af pigerne en rød tusch. »Måske,« siger han med en let knirkende sentimentalitet, »når alt det her er slut, kan det være en af jer, der sætter den røde prik.« En fin tanke, vurderer begge. Eller som Lissa formulerer det senere: »En tusch er ikke i sig selv en fed gave – det er mere det, den symboliserer.«
DER ER, som man måske kan forstå, tale om et simpelt tv-program. Forstået på den måde, at målet er, at en kvinde og en mand skal finde sammen og elske hinanden, hvilket er noget, samfundet generelt opfatter som almindeligt. Og læg dertil, at der ikke er tale et eksperiment som DRs Gift ved første blik. Nej, i Bachelorette nedsænker man ganske enkelt unge mennesker i de mest vedtagne romantiske klicheer, den vestlige kultur har fremelsket, og lader dem så marinere der, indtil de overgiver sig.
Her er grundtegningen: To unge kvinder bor en måned i en villa i et tropisk land sammen med små 20 unge mænd, og her skal de så lære hinanden at kende: drømmedates, speeddating, sandhedsmiddage. Champagneglassene står på kanten af boblebadet, og solnedgangen er lige der. Én for én – det er konkurrenceelementet – sendes de unge mænd så hjem til Danmark via en såkaldt roseceremoni, og til sidst står hver af de unge kvinder med deres drømmefyr ved sin side. Let at forstå – og så virkelig alligevel ikke, men det skal vi vende tilbage til.
For på den røde løber bliver mændene ved med at ankomme. Steven, der arbejder med banking compliance, hvilket jeg absolut ikke ved, hvad er, giver hver kvinde et hjemmelavet skrabelod, hvor man af alle ting kan vinde et madlavningskursus. Taleskriveren Jacob viser, hvor normcore det er muligt at være, da han giver dem hver en strandskal, han selv har fundet. Sebastian med kløften i hagen håber på at vise sin friske og fynske side frem ved ganske enkelt at ankomme på en hest. Vi kender godt strategien. Det gælder for alt i verden om at give et godt førstehåndsindtryk – et af de vigtigste ord i Bachelorette.
Noget, der til gengæld springer i øjnene i den nye sæson, er Lissas og Sofies reaktioner: De er meget begejstrede. De vifter lidt kold luft i ansigtet, udveksler blikke. Det er jo dejligt og burde måske give sig selv. Men hvis vi et øjeblik spoler tiden tilbage til den identiske første scene på den røde løber sidste år, så var det samme ikke tilfældet. For hver mand der ankom, blev 33-årige Mette Sommer og 27-årige Julie Kriegler mere og mere bedrøvede. De mænd, man havde fundet til programmet sidste år, fandt de ganske enkelt ikke tiltrækkende. Førstnævnte kaldte det for »en dansk buffet«.
JEG BESKREV før, at man nedsænker unge mennesker i romantiske klicheer. Men måske det ville være mere præcist at sige, at man spærrer dem inde. Igennem denne ærkeamerikanske franchises over 20 år lange historie har man først med The Bachelor og siden Bachelor in Paradise, Golden Bachelor og Bachelorette perfektioneret, hvad man kalder osteklokkeeffekten: Man afskærer deltagerne fra kontakt med omverdenen, således at der kun findes villaen, og der kun findes kærligheden. Resultatet er, at deltagerne ligesom koger over med følelser, og i bogen Bachelor Nation – Inside the world of Americas favourite Guilty Pleasure kan man læse om skyggesiderne. Blandt andet at flere deltagere er endt med at gøre noget, de egentlig ikke havde lyst til. Flere gange er der blevet anmeldt voldtægter i forbindelse med optagelserne.
I den danske version har man ønsket at undgå alt, der kunne ligne manipulation, og det er blandt andet derfor, man i både de to danske sæsoner af Bachelor – hvor det var mandlige ungkarle i centrum – og i de to sæsoner af Bachelorette har arbejdet med to centrale begærsobjekter, således at der altid er noget at vælge frit imellem. Men måske var det også denne særlige danske tilgang, der var skyld i, at Mette og Julie blev skuffede sidste år.
Jeg ved ikke, om man havde haft svært ved at finde unge mænd, der ville deltage, eller om man havde besluttet at caste efter, hvordan man mente, at almindelige mænd så ud. Men da Julie til sidst på en lille stenforhøjning overstrøet med rosenblade ude i noget vand i Mexicos jungle valgte den strambuksede bankrådgiver fra Falster, Mads, var det virkelig ikke en overraskelse. Ovre hos Mette Sommer var det lykkedes producerne at gejle en lille stemning op omkring, hvorvidt hun kunne finde på at fravælge sin favorit, den 26-årige musikproducer Boris med det lette overskæg, til fordel for den endnu yngre Stig. Men selvfølgelig blev det Boris. Det var de to mænd, kvinderne havde haft øjnene på fra den første dag på den røde løber, og derfor var det ikke just en spændende afslutning på et program, der skulle have været en konkurrence udi romantik.
Til gengæld blev den noget andet – noget større. Bachelorette blev en vaskeægte tv-begivenhed. Alle så det. Eller i hvert fald: Alle talte om det. Og sådan blev det, tror jeg, fordi det fejlede. Det var, som om fraværet af det, der skulle være den centrale livsgnist – tiltrækningen – skabte nogle sært åbne sociale rum, som ikke var umiddelbart afkodelige. Debatdanmark mente, at vi her blev udsat for en decideret ny mandetype, en diskussion opstod om, hvorvidt mænd måtte kysse hinanden på munden og bruge en eftermiddag på at sidde og lave perlehalskæder og snakke om følelser.
Personligt så jeg bare nogle unge mænd, der kedede sig og derfor fik øjnene op for hinanden. Hver gang én af mændene blev sendt hjem, blev der grædt igennem og gruppekrammet. Og samtidig bevægede de – og Mette og Julie, selvfølgelig – sig søvngængeragtigt igennem en slags hyperkoreograferet realitydrømmeverden af romantiske klicheer, som pludselig stod meget tydeligere frem som netop det.
De blev ved med at forsøge at date og kysse, men ingen, sådan føltes det, vidste helt hvorfor. Så snart de to nye nyslåede par til sidst havde forladt Mexico, gik de fra hinanden, og drengegruppen tog, selvfølgelig, på Roskilde Festival og boede i lejr sammen. Det var helt klart ikke planen. Til gengæld var det fjernsyn af højeste skuffe: så kedeligt og så uimodståeligt på samme tid. Så afsindig normalt og så bizart. Det var, som om man ved et uheld ramte et portræt af kærlighedens vilkår anno 2023, som stadig ligger i mit baghoved som en uløst gåde.
OG DET ER netop noget af det, fjernsynet kan. Intet andet medie – dette kvantitetens, tilfældets og fejlens medie – ville vurdere, at det var en god idé at sende 28 afsnit af godt og vel 40 minutters varighed, hvor selve udgangspunktet var fejlbehæftet. Før sidste års sæson af Bachelorette fik vi to sæsoner af Bachelor, og de blev en stor nok succes til, at man fortsatte. Deltagerne forelskede sig i hinanden.
Nogle er endda stadig sammen i dag. Men det var først sidste år med Bachelorette, da noget gik lykkelig galt, og det meget simple blev uudgrundelig komplekst, at programmet for alvor blev allemandseje. Det siger noget om, hvad man tror, seerne vil have, og hvad de egentlig vil have. Og det siger også noget om tv-begivenhedens forræderiske natur. For hvordan gentager man noget, der lykkedes, fordi det gik galt?
I de første tre afsnit af den nye sæson, der har været tilgængelige for pressen, er vi blot blevet præsenteret for deltagerne, og de har virkelig forsøgt at ramme med deres førstehåndsindtryk. Se, nu kommer den pluskæbede og voldsomt alvorlige projektleder Peter gående hen ad den røde løber. Han har medbragt en limbostav, for at »vise, at han ikke er bange for at have det lidt sjovt«.
Bachelorette er, som beskrevet, et simpelt program. Eller som sidste års sæson lærte os: kun så simpelt, som vores forestillinger om kærligheden tager sig ud, når en hård og melodramatisk amerikansk franchise bliver blødt op af en række tilforladeligt ironiske danske mådehold. Og uanset om der allerede har været flere følelser i spil i begyndelsen af den nye sæson end i hele sidste, så er det stadigvæk befriende sært det hele. Nu må vi se, hvor galt det på lykkelig vis går.
Bachelorette. TV 2.
