Kære Anna Libak
Da jeg første gang læste din artikel om »feminine bløddyr« fra Bachelorette, tænkte jeg umiddelbart, at den var ment satirisk. For så gammeldags en holdning er der da forhåbentlig ingen, der har mere? Jeg måtte derfor læse den endnu en gang for at forstå, at du rent faktisk mente det i ramme alvor.
Jeg tillader mig derfor at kommentere på det – både som deltager i Bachelorette og som en, der ikke synes, at det er flovt at være et ungt, feminint bløddyr.
Du skriver, at deltagerne »pynter sig med hjemmelavede perlearmbånd, bager trøstekage til hinanden, taler om deres kærlighedssprog og krammer og tantekysser på munden«.
Jeg tror netop, at mange unge mennesker i dag er trætte af at blive smidt i en kasse, der hedder »feminine bløddyr«, fordi de godt kan lide at lave smykker, bage kage eller tale om deres følelser.
Jeg synes netop, at vores program er supervigtigt for den gængse unge mand, hvilket mine mange beskeder i indbakken fra danske mænd også tyder på.
Og hvor er jeg forresten personligt træt af at, fortidens ungdom insisterer på at komme nutidens ungdom i alle mulige kasser. Måske du skulle afholde et »perle-event« og snakke lidt om emnet med nutidens ungdom. Jeg tror nemlig, du vil få et chok.
Du skriver også, at det er rygtedes, at »det var overordentligt svært at finde mænd til castingen«.
Hvis jeg skal være helt ærlig, Anna, så er jeg en af dem, som blev spurgt, om jeg ville deltage i programmet. Jeg kan betro dig med, at jeg havde mine betænkeligheder ved det. Jeg ville ikke sættes i den »klassiske« kønsstereotype og hypermaskuline kasse. Jeg tror, at det er sundt for unge mænd at se, hvor vigtigt det er at snakke om sine følelser, at være sig selv og ikke skamme sig over at sige »jeg er ked af det«.
Og ja, så har jeg også været med i et boligprogram på TV 2. Der prøvede jeg at vinde et sommerhus sammen med min nabo. Det var jeg til gengæld knap så god til. I begge programmer har jeg været mig selv. Så hvis jeg en dag bliver kendt, så håber jeg, det bliver for at være mig selv.
Du skriver også, at man kan »konstatere, at de to damer i programmet ikke er en ny kvindetype: De vælger som forventet dem med de lækreste kroppe og den største karisma. Ud med dem, der ikke er muskuløse nok, høje nok og selvsikre nok; ud med det kejtede, det kantede, det kiksede«.
Hvorfor har du brug for at kalde mennesker for typer? Må man ikke være sig selv i din optik?
Nu vil jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om kvindekønnet, men jeg synes faktisk, din artikel er lidt en sviner til kvinder også. Har du tænkt på det?
Jeg synes virkelig, det er spøjst, at vi deltagere skal »forsvare«, at vi er, som vi er.
Vi deltagere er jo alle sammen den »kejtede, kantede eller kiksede«, bare på forskellige måder.
Det er dejligt befriende i min optik. Det er jo forresten også det, som er så unikt ved vores program.
Du skriver også, at det er fint med dig, »hvis den nye feminine mand alligevel ikke bliver til noget: For hvad skal vi andre med sådan et bløddyr? Hvad får kvindekønnet ud af, at mænd også begynder at forveksle følelser med argumenter og vil kramme og please og mærke efter?«
Kære Anna, blot til orientering, så er den »nye feminine mand« ikke en ny opfindelse. Mon ikke den feminine mand altid har eksisteret, men blot aldrig er blevet repræsenteret på dansk tv på samme måde, som den gør i Bachelorette? Måske det netop er dét, der kommer som et chok for dig. Vi i Bachelorette repræsenterer den ganske normale danske mand. Der var ingen af os, som havde regnet med, at vi skulle blive debatteret på denne måde, da vi stod i Mexico.
Måske du skal sprede vingerne lidt ud og tale med lidt flere unge mennesker?
Din frygt for modreaktionen af os må du længere ud på landet med i min optik.
Det kalder jeg i hvert fald en overreaktion.
Du skriver også, at du selv ønsker dig en ny mandetype: »En velopdragen mandetype.«
Det kommer nok som et chok for dig, men vi er faktisk mange velopdragne mandetyper. Men måske du ikke rigtig er stødt på nogen? Det ved jeg selvfølgelig ikke. I min optik er det dig, der er uopdragen. Dét, at du kan udtale dig om os på denne måde, tyder for mig på, at du har glemt at følge med tiden. Er tiden mon inde til, at unge mennesker i dag skal begynde at opdrage deres forældre? Man kunne starte med en lektion om nutidens ungdom og bagefter tage hul på, hvordan man opfører sig på SoMe. Det er bare en opfordring herfra.
Endelig skriver du, at du i hele dit liv er »gået til fester, hvor kvinder danser med hinanden. Af nød. De bliver sjældent budt op, medmindre det er en familiefest med gamle onkler. Jeg bilder mig ind – og det er sikkert løgn – at små drenge i gamle dage blev sendt på danseskole og fik indskærpet, at de skulle byde pigerne op – både de smukke og de grimme. Ingen skulle sidde alene tilbage. Hvorfor er det ikke sådan mere?«
Fru Libak, du tager udgangspunkt i at byde folk op til dans, det lyder retro på den hyggelige måde, men jeg må skuffe dig og fortælle, at det måske desværre er et outdated udgangspunkt i ungdommen. Hvis jeg bød en kvinde op til dans, tror jeg mere, hun ville synes, at jeg var mærkelig.
Hvis du synes, at det største problem i vores generation er, at mænd i dag ikke byder kvinder op til dans, så tror jeg, du skal snakke mere med »dine« unge mænd fra Generation Z, for jeg tror, de døjer med større problemer end dette.
Men hvis jeg nogensinde møder dig, er du da den første, jeg vil byde op til dans.
