Da den første kalif af Córdoba, Abd al-Rahman 3., nærmede sig slutningen af sit liv, gjorde han status. Han kunne se tilbage på et langt og rigt liv, bryste sig af flotte militære og kulturelle bedrifter, og han havde haft hele to herlige haremmer til sin rådighed og fået mange levedygtige børn. Men da han spurgte sig selv, hvor mange dage han havde følt sig lykkelig, kom han frem til nøjagtigt 14. Ikke 14 hele dage, men 14 dage, hvor han i øjeblikke havde haft oplevelsen af at gøre det godt.
Kaliffen levede i det tiende århundrede og har med sikkerhed ikke haft forældre, der sagde til ham, at livet handler om at være lykkelig. Modsat i dag, hvor mange velmenende forældre bilder deres børn ind, at det vigtigste er, at de er lykkelige. Men det er kun den direkte vej til ikke at være det.
Måske er det en af årsagerne til, at danskere under 30 år ifølge FNs World Happiness Report er de mest ulykkelige i et land, hvor indbyggerne ellers er de næstmest lykkelige i verden! Det viser den seneste undersøgelse, som kom for et par uger siden. En undersøgelse, der også viser, at danskere over 60 år er de mest lykkelige i verden, og at dem under 30 endda er mere ulykkelige end dem, der ellers plejer at være mest ulykkelige ifølge lykkeforskningen, nemlig dem midt i 40erne.
Hvad skyldes dette?
Først to forbehold. FNs lykkeundersøgelse baserer sig ikke på, at man har stukket en mikrofon op i hovedet på folk og spurgt: »Hvad så, er du lykkelig?« I stedet er den baseret på, at man har sammenregnet en række faktorer som for eksempel opfattelsen af omfanget af korruption, generøsitet, frihed, forventet levetid, social støtte og bruttonationalprodukt pr. indbygger.
Dernæst skal det anføres, at selvom danskere under 30 år er mindre lykkelige end dem over 60, så er det samtidig sådan, at de er de femtemest lykkelige i verden. I al fald ifølge FNs undersøgelse. Så hvad adskiller de yngre danskere fra de ældre?
Livsindstilling. Den yngre generation, også kaldet Generation Z, kan ikke bare takke deres forældre for én, men hele tre fejlagtige forestillinger om sig selv og livet. For ud over at det hele skulle handle om at være lykkelig, er de også blevet bildt ind, at de er unikke og har alle muligheder i verden.
De har derfor fået navne, som ingen andre hedder, og derfor bliver der holdt lange konfirmationstaler for dem, om hvordan deres liv ligger åbent foran dem, ja, de er endda en »gave« til samfundet. Og de har også – og det er både godt og skidt – fået et langt bedre sprog for deres følelsesliv, ikke mindst fordi de hele tiden bliver spurgt til det.
Det er derfor ikke så overraskende, at udtrykket »jeg føler« har spredt sig som japansk pileurt og erstattet »jeg mener« og »jeg synes« og medvirket til at nedbryde skellet mellem følelser og holdninger. Som en lærervikar for nogle måneder skrev i Politiken:
»Det danske sprog har fået en ny parasit. En talefejl, der som coronavirus har ramt alle de festglade unge. 'Jeg føler' har infiltreret de unges sprog, og popsmarte københavnere kaster udtrykket rundt som klamydia på Søpavillonen.«
Når man så når skelsår, begynder man at opleve, at alle de andre også lider af den vildfarelse, at de er unikke, hvilket jo gør én helt almindelig. Man begynder også at få en fornemmelse af, at ens muligheder og talenter faktisk har begrænsninger, og at det kun er 7-Eleven og McDonald’s, der har døgnåbent, mens langt størstedelen af verden er lukket. Og værre endnu: at man egentlig ikke særlig ofte har følt sig lykkelig, hvilket må betyde, at man har levet forkert eller ikke fundet ud af, hvordan man performer livet på den rigtige måde.
Men det er som sagt præmissen, der er helt forkert. I Happiness: A History (2006) tager historieprofessor Darrin McMahon livtag med lykken og ser på, hvordan begrebet har udviklet sig over de sidste 2.500 år. Hans pointe er, at vores opfattelse af lykken som følelsesmæssigt forankret livsmål og endda menneskeret er resultatet af en revolution i den menneskelige bevidsthed, der kan dateres tilbage til oplysningstiden.
Før oplysningstiden – i antikken og senere også i den tid, som førnævnte Abd al-Rahman 3. levede i – afhang lykken af, om man havde levet livet godt, det vil sige i overensstemmelse med en række dyder, og ikke af, om det havde føltes godt. Lykken var forbeholdt de udvalgte og heldige få – og blev ikke betragtet som en menneskeret, en naturtilstand, en gud.
Men i oplysningstiden demokratiseres lykken, hvorfor fokus forskydes fra at leve godt, hvilket vil sige dydigt, til at have det godt. Der kommer med andre ord fuld skrue på mad og sex, nydelse er godt, og lidelse er ondt. Og det paradoksale forhold lider vi stadig under den dag i dag, hvor lykken ikke bare defineres som et liv uden smerte, men også et liv uden modstand, begrænsning, meningsløshed og erkendelsen af, at vi selv er dybt almindelige.
Og deri består ulykken. For hvordan kan det føre til andet end mismod at tro, at man skal være lykkelig i en form for naturtilstand, og at livet ikke det meste af tiden blot er en mellemfornøjet omgang almindeligheder?
Den engelske filosof John Stuart Mill har nok sagt det bedst: »Spørg dig selv, om du er lykkelig, og du holder op med at være det.« Dét citat bør alle konfirmander modtage af deres forældre, der jo oprigtigt vil dem det godt. Alle andre under 30 år kan så passende modtage det som en kærlig hilsen fra staten i deres e-Boks.
