For syvende år i træk er Finland det lykkeligste land i verden, mens Danmark må nøjes med en flot andenplads. Det konkluderer FN i den seneste udgave af deres store World Happiness Report, som udkom i sidste uge.
Hvad kan man bruge den slags til? En hel del, mener mange. Eksperter og politikere har de seneste år argumenteret for, at vi bør fokusere mindre på økonomisk vækst og i stedet styre lande med udgangspunkt i det, forskere kalder subjective wellbeing – et begreb, som ofte oversættes til »lykke«, men nok nærmere betyder trivsel.
For nylig blev pointen fremført i en kronik i Altinget: Her skriver fire prominente danske økonomer – blandt andre Carsten Strømbæk Pedersen, som er forsknings- og analysechef hos analyseinstituttet VIVE – at Danmark har behov for en »velfærdsbundlinje«: Når politiske tiltag overvejes, bør man i langt højere grad tage højde for, hvordan de påvirker folks trivsel.
Men er det overhovedet muligt at måle, hvad der gør folk glade?
ALLEREDE I 1984 PÅPEGEDE den hollandske sociolog Ruut Veenhoven, at man ikke nødvendigvis kan stole på menneskers vurdering af egen lykke. Han foreslog, at folk »måske i deres hjerte ved, at de er skuffede over livet, men undertrykker det, fordi de ikke kan håndtere konsekvenserne«.
I de seneste år er det blevet diskuteret, om unges vurdering af deres trivsel er påvirket af, hvordan man taler om mentalt helbred, og vi ved i det hele taget fra adfærdsøkonomien, at der ofte er stor forskel på, hvad folk siger, og hvad de gør. Så hvordan tjekker man, om det, folk svarer i en lykkemåling, harmonerer med deres faktiske velbefindende?
I et nyt arbejdspapir har forskere fra det amerikanske National Bureau of Economics Research grebet spørgsmålet opfindsomt an.
I en række forsøg bad de deltagerne om at tage udgangspunkt i en konkret negativ eller positiv oplevelse; for eksempel at slå op med en kæreste eller blive forfremmet. De spurgte deltagerne, hvordan de havde det, da det skete (eller hvordan de ville have det, hvis det skete i morgen). Og så spurgte de, hvad folk ville svare, hvis de skulle udfylde et spørgeskema om oplevelsen.
Det viste sig, at der – efter deltagernes eget udsagn – var en markant afvigelse mellem den faktiske oplevelse og det, de ville angive i et spørgeskema. Afvigelsen var ikke stabil, men varierede fra situation til situation.
Det er uklart hvorfor. Men resultatet tyder på, at folks angivelser af, hvordan de har det, ikke er særlig pålidelige, og at eventuelle under- og overdrivelser varierer afhængig af konteksten. Derfor bør man nok også være påpasselig med at indrette politik efter, hvad folk siger gør dem glade.
