Jeg forstår stadig ikke, hvor feministerne er blevet af siden 7. oktober 2023. Hvor er MeToo-opråbene om Hamas' seksuelle overgreb? Hvor er Dansk Kvindesamfund henne? Hvor er Kvinderådet? Hvor er Museum KØN? Og hvor er de store demonstrationer for kvinders rettigheder uanset etnicitet?
Jeg betragter mig selv som hardcore feminist og havde aldrig troet, at jeg skulle kæmpe mod mine egne. Siden 7. oktober har jeg fået chok på chok. Det første var selve Hamas' massakre, terrororganisationens mord på civile og voldtægter af israelske kvinder. Hamas, der ønsker et islamisk rige, hvor jøder ikke findes.
Det næste chok, der væltede mig omkuld, fulgte, da vestlige feminister og kvindeforkæmpere nu pludselig også var bannerførere for antisemitisme.
FN-organisationen UN Women, der har til formål at bekæmpe diskriminering af kvinder og piger, var to måneder om at fordømme Hamas' voldtægter. Først den 2. december dukkede et opslag op på sociale medier: »Vi understreger, at alle israelske kvinder, palæstinensiske kvinder og alle andre har ret til et liv i sikkerhed og fri for vold.«
I januar 2024 lagde en ansat på Museum KØN, Cecil Marie Schou Pallesen, et opslag på Instagram, hvor hun kaldte TV 2s dækning for ukritisk, når et israelsk kvindeligt vidne og gidsel, den 21-årige Mia Schem, fik taletid til at fortælle om sin oplevelse i Hamas' varetægt. Og da næstforkvinde i Kvinderådet Camilla Gregersen blev konfronteret med Pallesens opslag, svarede hun på X:
»Det giver ikke mening at beklikke vores medlems faglighed og miskreditere hendes arbejdsplads. Det kommer til at lyde som om, at du er uenig i, at hun kan være ansat på @konmuseum, hvis hun ikke deler din holdning 100 %. Man skal trygt kunne gå på arbejde!«
Men overser Gregersen ikke netop, at man ved at betvivle MeToo-vidnet – og offeret – faktisk er inhabil som kvindeforkæmper og ansat på Museum KØN? Hele ideen med at være kvindeforkæmper er vel at tage kvindelige vidner seriøst. Og havde man troet lige så lidt på et palæstinensisk offer? Jeg tvivler.
Foreningen KVINFOs event for kvindekampdagen 8. marts blev som bekendt afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og statsministeren måtte forlade lokalet. Jurist og debattør Natasha Al-Hariri fik til gengæld lov at holde sin tale, som kredsede om palæstinensernes kvindekamp, men vel at mærke ikke indeholdt ordene »israeler« eller »jøde« og ikke fordømte Hamas' seksuelle overgreb.
Selvfølgelig fortjener også palæstinensiske kvinder rettigheder, men får de det i Hamas' rige? Og hvordan kan palæstinensiske kvinder tale om fred, når de samtidig endnu ikke har opgivet håbet om det landområde, som Israel efter 1967-grænserne ligger på? Al-Hariri talte om en nøgle i familien, der hørte til et hus i Haifa ...
I en kronik i Politiken 14. marts 2024, der var forfattet af blandt andre KVINFO-medarbejder Anja Uglebjerg, kunne man under overskriften »Danske medier bør genfinde deres kritiske sans i debatten om Hamas og seksuel vold« læse en grov underkendelse af de (israelske) kvindelige vidner og ofre. Men gælder vidneudsagn i (ekstremt grove) MeToo-sager ikke for israelere?
Naturligvis skal man være kritisk over for både Hamas' og Israels propaganda, men i kronikken forsøges alle israelske kilder fremstillet som løgnagtige. Dette er ikke blot at være kritisk, det er antisemitismens klassiske ansigt: at underkende alt, hvad der kommer fra Israel eller fra jøder.
Hvordan og hvorfor underkende de vidner og ofre, der har talt i offentligheden? Vi har flere overlevende vidner til 7. oktober-massakren under musikfestivalen i Re'im. Vi har vidner til overgrebene på kvinder i Hamas' varetægt. Men hvorfor tror vi ikke på dem?
Modsat nazisterne, der omhyggeligt prøvede at skjule den ondskab, der foregik i koncentrationslejrene, ikke bare optog Hamas med GoPro-kameraer deres massakre, de offentliggjorde tilmed stolt deres optagelser. Vi har således videoklip af døde kvindekroppe, der bliver brutalt håndteret og slæbes hen ad jorden.
Et af de gidsler, der døde i Hamas' fangenskab, var Vivian Silver, grundlægger af græsrodsbevægelsen Women Wage Peace, der i et årti har arbejdet og demonstreret for fred og for en tostatsløsning og eksempelvis hjulpet palæstinensiske kvinder over grænsen fra Gaza for at få kræftbehandling.
Måske henter denne nye antisemitisme hos feministerne næring hos deres guru (og min eksguru) Judith Butler, der hævder, at Hamas fører en frihedskamp. Men hvad er det for et Palæstina, der kæmpes for, hvis det skal være under Hamas' styre? Er det kvindekamp at støtte en dybt kvindeundertrykkende ideologi? Er voldtægter og seksuelle overgreb en del af feministernes frihedskamp?
Jeg er selv feminist med et klart politisk ståsted på venstrefløjen. Jeg mener imidlertid, at der er tale om, at ideologien stiller sig i vejen for en forståelse af den faktiske historie. Den ideologiske analyse, der lægger vægt på forholdet mellem udbytteren og den udbyttede, kolonialisten og den koloniserede, undertrykkeren og offeret – en analyse, der forsøger at presse historien ned i et velkendt mønster – er med til at mudre analysen af magtforholdene i Mellemøsten og tager ikke hensyn til den faktiske historie. Ligesom den absolut ikke anviser nogen form for løsning for israelere og palæstinensere.
Israel opstod i 1948 efter udryddelsen og deportationerne af Europas jøder. Er det imperialisme at flygte, blive deporteret og kæmpe for et land, FN har givet? Venstrefløjen er nødt til at se på den faktuelle historie og lade være med at betragte den igennem en forvrænget ideologisk optik. Antisemitismen er tilbage, den løber som ild gennem benzin og må ikke negligeres, normaliseres eller ties ihjel, heller ikke i Danmark. Og da slet ikke af os feminister!
En nylig tale af den amerikanske journalist, forfatter og redaktør Bari Weiss gav præcist udtryk for det, jeg er efterladt med i perioden efter 7. oktober 2023: Hvordan i alverden kan veluddannede feminister og kvinder, der kender alt til MeToo-princippet om vidnets validitet, nægte israelerne den ret og tilmed genoplive det mest uhyggelige aspekt af Europas historie, nemlig antisemitismen?
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
