Det skabte debat, da Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, tidligere i år indrømmede, at hun havde skrevet en afsluttende eksamensopgave for en ven. Gjertsen skrev opgaven for at hjælpe, men der er også dem, der går mere strategisk til værks. Kort efter Marchens afsløring fortalte den retorikuddannede Martin Thaulow til det norske medie Khrono, at han mod betaling havde skrevet to specialer for norske studerende, og at han nu var i gang med et tredje. Han havde taget 20.000 norske kroner for de første opgaver, men på grund af den store efterspørgsel havde han nu tredoblet prisen.
Det er ikke kun de studerende, der har problemer med at lave deres lektier selv. Den akademiske verden har i årevis været plaget af såkaldte paper mills, det vil sige artikelfabrikker, hvor forskere mod betaling kan få lov til at optræde som medforfattere på forskningsartikler. Ingen kender problemets reelle omfang, men ifølge en opgørelse, der blev publiceret i Nature i november sidste år, anslås det, at der i 2022 blev publiceret mindst 10.000 – og sikkert mange flere – fabriksproducerede artikler.
PROBLEMET ER STØRST inden for biologi og medicin, hvor tre procent af alle artikler ifølge opgørelsen er handlede. Artiklerne bliver typisk lavet som samlebåndsprodukter med små variationer i tekst og data. Når en artikel er færdig, bliver forfatterskaberne solgt, og artiklen bliver sendt til et passende tidsskrift. På den måde kan forskere, der ikke har tid eller ikke er i stand til at forske, opbygge en god publikationsliste og holde gang i karrieren.
Men det er selvfølgelig fup. Og ovenikøbet fup på to niveauer: Forskere, der køber forfatterskaber, tager æren for arbejde, de ikke selv har lavet, og snyder sig på den måde foran i karrierekøen. Det er slemt nok, men værre endnu er det, at samlebåndsartiklerne ofte er af ringe kvalitet eller direkte uredelige. Elisabeth Bik, der i dag er en prominent forskningsdetektiv, afslørede i 2020 mere end 400 artikler, der tilsyneladende kom fra samme fabrik. Artiklerne havde forskellige forfattere, men brugte elementer fra de samme billeder som dokumentation for resultater. Billederne var klippet sammen og manipuleret lidt forskelligt for at skabe variation artiklerne imellem. Det hele var med andre ord et resultat af systematisk Photoshop-fup, og de fleste af artiklerne er i dag trukket tilbage. Sagen er grel, men langtfra enestående, og værre endnu har den systematiske artikelsnyd ramt tidsskrifter fra ellers velrenommerede forlag som Elsevier, Wiley og Taylor & Francis.
SPØRGSMÅLET ER SÅ, hvordan samlebåndsartiklerne kan komme gennem tidsskrifternes peerreview. En del af svaret kan være, at det er svært for reviewere at opdage direkte fusk, men vi ved også, at artikelfabrikker i flere tilfælde har brugt falske reviewere for at få artikler publiceret. I januar afslørede tidsskriftet Science så i samarbejde med Retraction Watch, at problemet stikker dybere. Ifølge de to medier går artikelfabrikkerne nu efter redaktørerne for de videnskabelige tidsskrifter, og i flere tilfælde har fabrikkerne ganske simpelt bestukket sig til at få artikler udgivet.
Hvis afsløringerne holder vand, vil det være en ny og alvorlig trussel mod den videnskabelige integritet og nok et eksempel på, at den videnskabelige valideringsproces, der i høj grad er baseret på tillid, er udfordret i en virkelighed, hvor videnskab er big business.
Den gode nyhed er, at tidsskrifterne tager problemet med artikelfabrikker alvorligt. De samarbejder om at finde løsninger og er blandt andet begyndt at bruge software, der (måske) vil gøre det lettere at afsløre de handlede artikler. Den dårlige nyhed er, at ingen ved, om tiltagene vil virke. Desuden kan man undre sig over, hvorfor den slags problemer i det hele taget opstår, og sagen har pustet nyt liv i debatten om det videnskabelige meriteringssystem. Lægger vi vægt på de rigtige ting, hvis forskere kan fremme deres karrierer med handlede fupartikler?
Mikkel Willum Johansen er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet
