»Jeg føler slet ikke, at jeg havde set hende,« sagde frisøren Dennis Knudsen, efter at han for nylig var ved at køre en kvindelig ansat ved Molslinjen ned. Følte slet ikke? Ret beset havde han vel enten set eller ikke set hende, og mere var der ikke at føle på der. Men jo, det er der, for i dag føler og oplever og mærker vi mere end nogensinde, og selvom det kan lyde positivt, vidner det om noget problematisk i vores omgang med virkeligheden. Alt føleriet peger nemlig hele tiden ind mod os selv og ikke ud mod en fælles virkelighed, og selvom Dennis Knudsens udtalelse nok var det mindst opsigtsvækkende i en spektakulær menneskelig nedsmeltning, er den alligevel værd at hæfte sig ved. Den kan endda også ses som en form for kulmination på en større sproglig drejning mod subjektive taleformer.
De fleste har sikkert bemærket udviklingen. Siden 00erne er det blevet stadig mere populært at indlede sætninger og endda argumenter med »Jeg føler, at ...« eller »Jeg oplever, at ...«. Endnu mere populært er det at sige »Jeg tænker, at ...«, også selvom det ikke dækker over reelle tankeprocesser, men alene er udtryk for en dårlig oversættelse af det engelske »think«, hvis hovedbetydning imidlertid aldrig har været »tænker«, men derimod »synes«.
Det er min teori, at mange foretrækker »Jeg tænker« frem for »Jeg synes«, fordi det lyder flottere. Mere seriøst. Ja, tænksomt. Men i langt de fleste tilfælde udtrykker det hverken gennemtænkte eller velbegrundede påstande, men er udtryk for det stik modsatte: tilfældige oplevelser og følelser. Dertil kommer, at det er irriterende at høre på. Når folk siger »Jeg tænker, at ...«, spænder jeg ikke kun hanen på min revolver, men ved også, at nu kommer der noget vrøvl, som kun bliver endnu mere ulideligt af at være markedsført som led i en intellektuel proces.
TILBAGE TIL Dennis Knudsen, som ikke følte, at han så Kombardo-medarbejderen springe for livet, da han gassede op og forsøgte at køre sin bil og campingvogn ombord på færgen efter i øvrigt at have smadret bommen, så den ikke var i vejen. Hun må ellers have stået lige foran ham som en ret indiskutabel objektiv realitet.
Og det sidste er netop det særligt lumske ved brugen af udtryk som »Jeg føler«, »Jeg tænker« og »Jeg oplever«. For ikke nok med, at de peger indad, de peger også på en accelererende subjektivering af tilværelsen, på en oplevelsesvirkelighed, hvor det kan være vanskeligt at finde fælles og objektive holdepunkter, fordi ens egen subjektivitet automatisk har forrang. Sat på spidsen: Hvis jeg ikke føler det, er det der ikke, i al fald ikke som en del af min virkelighed. Oplever du det anderledes? Nå, det er så din oplevelse.
Jeg er med på, at jeg aftegner et noget forsimplet billede af subjektivt og objektivt, og at der kan være mange gode grunde til at fastholde vores følelsers og oplevelsers væsentlighed. Men pointen er her, at de ikke kan stå alene, og at det er blevet for nemt at frasige sig ansvar for en fælles virkelighed alene ved at henvise til, at man føler, mærker, oplever eller tænker noget. Eller ikke føler noget.
I det hele taget afspejler den sproglige drejning mod stadig mere subjektive taleformer en igangværende kulturforandring, men den afspejler også en kamp om sandheden og især en kamp om retten til at definere virkeligheden. I løbet af de seneste årtier er det blevet tydeligt, at vi taler stadig mindre om, hvordan verden er, og stadig mere om, hvordan vi selv oplever den. Det sidste vanskeliggør rationelle og især etiske diskussioner, fordi samtaler risikerer at blive domineret af dem, der føler stærkest, og ikke af argumenter eller henvisninger til mere almene eller objektive kendsgerninger.
Det sidste gør sig for eksempel gældende i krænkelsessager, hvor der er opstået en problematisk konsensus om, at hvis man føler eller oplever noget, så er det sandt. Og ja, det er det – for en selv. Men skyldsspørgsmål kan ikke alene reduceres til noget subjektivt. Vi er nødt til at besinde os på, at vi er i en verden sammen med andre, og at etikken risikerer at erodere, hvis vi alene fortaber os i vores egne oplevelser. Et opgør med den tænkning kan passende indledes med, at man afstår fra at indlede flere sætninger med »Jeg føler«, »Jeg mærker«, »Jeg oplever« eller »Jeg tænker« og går tilbage til det mere tvivlende »Jeg tror« eller det forpligtende »Jeg ved« eller »Jeg mener«.
Det sidste gælder dog ikke for Dennis Knudsen. Her er det nok med: »Jeg begik en fejl.«
