Tobias Rahim – der kun delvist er en efterfølger, han er en vildt glimrende sangskriver og entertainer, ikke en for stor digter – siger det på sin nye single »Orange«:
»Jeg tror, dеn her verden, dеn er bipolar/ Alle de nye ansigter, som den viser mig/ De elsker en perker op' på scenen, og der' bifalder/ Til de stopper dig i bilen, gi'r dig dom og udviser dig/ Ja-ja-ja.«
Jeg vil gerne klage til en eller anden øvre instans, som ikke findes, over, at Yahya Hassan døde for tre år siden i lørdags, og at han kunne have været 28 år i dag, hvis han ikke var død, og at han var isoleret nok som levende fra sine litterære og generationelle omgivelser, men det bliver helt graverende, når man er død og død ung, så hører man slet ikke hjemme i den litteratur og ungdom, som man, hvis man var levende, stadigvæk ville være et yngste medlem af, for han ville kun have været 28 år i dag, og han burde slet ikke omtales i datid, han burde omtales i nutid som stadigvæk en ung digter simpelthen, eftersom de fleste nye, unge og yngre digtere stadig er ældre og/eller kun lige netop jævnaldrende, således at han omsider, mens samtid er, kan læses i kontekst med den samtid.
Hvis Y på sin sky så ned på den unge lyrik i dag, ville han synes, at de unge mandlige digtere som flest var lige lækkert og forfinet melankolske og lalleglade nok.
To debuter, der ville have hans opmærksomhed i elysiumskikkerten, er den 1986-fødte Melanie Kittis Halvt urne, halvt gral – dejligt bombastisk titel jo også – med sin hårdt forkvaklede og smertefulde familiemytologi: »Man kan drømme om at keruberne findes og at de passer på en./ Men keruber er jo bare børn som ikke græder.// Børn græder ikke når de voksne græder.«
Og den nøjagtigt jævnaldrende, nemlig 1995-fødte Fie Martens Ljungmanns under indflydelse med sine rasende opflossede anfægtelser af egen plagede sjæl og krop: »men se nu bare der, der kan man bare se, johh, det bliver morgen, endnu en dag.// hyletonen i luften, jeg indånder den.«
Hun og hun er fætre i samme nu.
