Døren står åben ind til den fine bank i Jens Sigsgaards børneklassiker Palle alene i verden. Palle fylder en sæk med penge og er så glad, at han synger. Han kan købe hele verden. Men lykken er kort: Der er ingen mennesker til at tage imod pengene. De er værdiløse, og Palle hælder de skinnende mønter i rendestenen.
Bogen må have givet et voldsomt sug i maven, da den landede midt i verdenskrigens knaphed, men ekkoet fra bogens store spørgsmål giver genklang her på kanten af pandemien, hvor mange mennesker har spurgt sig selv, hvor vigtig karriere og en bugnende tegnebog egentlig er for deres lykke – måske godt hjulpet på vej af to år, hvor flyene har været i hangaren, og døren til verdens forlystelser har været lukket.
Psykologer og økonomer har længe interesseret sig for, om penge gør os lykkelige, og fra tid til anden har et studie helt ændret diskussionen. Sådan et studie fik psykologen Daniel Kahneman og økonomen Angus Deaton publiceret i tidsskriftet PNAS i 2010.
De skelnede mellem to typer lykke – eller »subjektiv velvære«, som man mindre euforisk taler om i forskningen. En form for bogholderlykke, hvor man gør status over, hvor tilfreds man er med hele sin tilværelse, og en mere intuitiv lykkefølelse i nuet. Den indre bogholder bliver stadigt gladere, jo flere penge der hældes i lønningsposen, konkluderede de to prominente forskere. Men den intuitive lykkefølelse lod ikke til at stige yderligere, når først man havde nået en årsindkomst på 75.000 dollar – svarende til cirka 400.000 danske kroner eller lidt over gennemsnitslønnen i USA på det tidspunkt.
»Kahneman og Deatons konklusion har haft ret stor indflydelse både blandt forskere og almindelige folk. En del af forklaringen er nok, at det er et godt studie, lavet af meget dygtige forskere, men en anden grund er nok, at det på en måde er en ret attraktiv idé: Hvis bare man kan nå et særligt indkomstniveau, kan man stoppe med at bekymre sig om penge,« siger Matthew Killingsworth, der forsker i lykke ved The Wharton School på University of Pennsylvania.
Sidste år punkterede Killingsworth imidlertid den rare tanke. Han havde udviklet en app, der på tilfældige tidspunkter spurgte brugerne, hvordan de havde det på en skala fra »meget dårligt« til »meget godt«, og med de data som baggrund kunne han konkludere, at lykkefølelsen ikke stødte på et loft, men blev ved med at stige støt, i takt med at deltagerne havde højere lønninger.
»På en måde ville det måske også være lidt bekymrende, hvis der var et punkt, der ikke var særlig højt, hvor penge ikke længere kunne gøre folks liv bedre: Hvad skal økonomien så gøre godt for?« spørger Matthew Killingsworth.
Pengejagten
Før man med studiet i hånden gør penge til sit primære mål i livet, er der en række nuancer, der er værd at notere.
Den centrale graf i studiet er en næsten lige linje, der viser, at lykkefølelsen stiger, i takt med at folk tjener flere penge. Men ifølge Killingsworth skal man være opmærksom på, at det ikke betyder, at hver eneste ekstra krone, man kan høste, vil give samme gevinst. Studier om indkomst og lykke har nemlig for vane at vise indkomst logaritmisk. Det betyder i grove træk, at hver ekstra krone, man tjener, får mindre og mindre betydning:
»Men det er noget helt andet end at sige, at man når et loft. En stigning på ti procent giver stadig den samme gevinst for alle,« siger Matthew Killingsworth, der påpeger, at den personlige indkomst gerne udvikler sig i spring af eksempelvis tre, fem eller ti procent, så de højtlønnede også er tilbøjelige til at få tilsvarende højere lønforhøjelser.
Killingsworths studie har dog også resultater, der maner til besindighed i jagten på øget rigdom. Der er en sammenhæng mellem indkomst og lykke, men indtægt er kun én faktor blandt mange, og betydningen er forholdsvis beskeden:
»Generelt kan man sige, at der ikke er en hemmelighed bag lykke. Men i mit studie ser indkomst ud til at være vigtigere end uddannelse, og forskellen mellem at have en høj og lav indkomst svarer nogenlunde til forskellen på at være gift eller ej, som er en af de forskelle, der ofte betragtes som vigtig i forskningen på området,« siger Matthew Killingsworth.
Det er heller ikke alle, der kan blive lykkeligere af at få flere penge. De mennesker, der hævder at være ligeglade med ussel mammon, har faktisk ret i deres selvforståelse. I hvert fald kan Killingsworth konstatere, at når han kun ser på den gruppe, så betyder penge ikke særlig meget for deres lykkefølelse.
»Folks opfattelse af, om penge betyder noget, lader altså til at være rigtig, hvilken næsten er det mest overraskende,« siger Killingsworth.
»Måske er nogle mennesker bedre til at bruge penge, så de gør deres liv bedre, mens andre har fundet ting, de virkelig nyder, som ikke rigtig koster noget. Hvis man elsker at gå ture, læse bøger og rejse i lokalområdet, betyder det måske ikke så meget, om man har millioner af dollar eller en helt almindelig indkomst.«
Generelt ser penge ikke ud til at fylde mere for de højtlønnede deltagere i Killingsworths studie, og han kan samtidig se tegn på, at penge som et livsprojekt skader folks lykkefølelse:
»Det er lidt af et paradoks. Flere penge ser ud til at være godt, men det lader til at være dårligt, hvis det bliver den vigtigste målestok, man vurderer sig selv efter,« siger Killingsworth.
Ubegrænset rigdom
Det manglende loft i Killingsworths studie har ikke bare betydning for, hvorvidt den enkelte kan hvile lykkeligt på laurbærrene, når de basale behov er dækket, og en gage over gennemsnittet er i hus. En af økonomiens centrale antagelser er også på spil: Flere penge gør os gladere for vores liv. Samtidig bliver konklusionen en del af den ophedede ideologiske debat om, hvorvidt samfundet skal blive ved med at jagte vækst og rigdom.
Derfor skal man heller ikke forvente, at Killingsworths studie sætter et punktum for debatten. Det er blot det seneste skud på stammen af strittende forskningslitteratur, hvor studierne alt efter konklusionerne gribes frydefuldt af den ene eller anden fløj, mens modstanderholdet nidkært leder efter forbehold og svagheder.
Når Matthew Killingsworth skal forklare, at han ikke finder et loft som i tidligere studier som Kahneman og Deatons, peger han blandt andet på, at han har brugt en kontinuerlig skala til at måle folks lykkefølelse, mens andre studier bruger ja/nej-spørgsmål: En forklaring på loftet kan ifølge Killingsworth være, at spørgsmålene ikke kan indfange, når folk gradvist bliver mere lykkelige.
Andre studier har imidlertid fundet et loft med kontinuerlige skalaer. Men der er ifølge Killingsworth også andre forskelle: Deltagerne i hans projekt med appen svarer på, hvordan de følte i øjeblikket før, mens folk i andre studier bliver bedt om at huske tilbage. Kritikere peger omvendt på, at stikprøven i hans studie ikke er repræsentativ for befolkningen som helhed, og at der kan være noget særligt ved dem, der vælger at tilmelde sig en app, hvor man registrerer sin lykke.
Killingsworth medgiver, at det er svært helt at afvise, at hans resultater er påvirket af udvalget af deltagere, men han har også målinger, hvor han bruger samme metode som i andre studier, og her ligner svarene dem, man ser i studier med repræsentative stikprøver.
Lottomillionær under lup
Men lykkelige mennesker drikker sikkert også mere champagne end de ulykkelige. Det betyder imidlertid ikke, at alles følelse af lykke ville eksplodere, hvis bare de fik en ugentlig ration af den velsmagende drik. Er de højere lønninger virkelig årsag til euforien?
»Problemet med bare at kigge på folk med forskellig indkomst er, at deres indtægt har det med at følges med en masse andre ting. Er man rigere, er man eksempelvis også tilbøjelig til at være bedre uddannet og have et bedre helbred,« siger Robert Östling, der er professor i økonomi ved Handelshögskolan i Stockholm.
Ideelt set ville man trække lod og give tilfældige mennesker en lønforhøjelse, og i fattige lande har man da også lavet forsøg med pengeoverførsler til meget fattige familier. Et sådant studie ville nok være for dyrt og upopulært at lave i rige lande som Sverige og Danmark:
»Derfor er lotterier interessante. Her giver man jo netop penge væk efter lodtrækning,« siger Robert Östling, der sammen med kolleger fik publiceret et studie af de svenske lotterivindere i tidsskriftet Review of Economic Studies i 2020.
For at binde sig til masten i det kontroversielle spørgsmål skrev Östling og kollegerne på forhånd ned, hvordan de ville analysere data. Derpå bad de den svenske statistikmyndighed om at lave en undersøgelse blandt deltagerne i lotteriet og fik så anonym data tilbage, som kunne kobles med de svenske registre.
Det var tilfældigt, hvem der havde vundet den store gevinst, de mere beskedne præmier, og hvem der havde trukket nitten. Hvis deres svar var forskellige, måtte pengeindsprøjtningen være årsagen.
Forskerne kunne se klare tegn på, at vinderne på langt sigt var mere tilfredse med deres liv, men effekten på lykkefølelsen var imidlertid mindre og ikke statistisk signifikant.
Nu er der jo forskel på at tjene sig til penge og vinde dem i et lotteri. Det kan være nogle særlige mennesker, der vælger at spille, og mens vinderne ofte oplever en større øjeblikkelig pengeindsprøjtning, ophober en lønstigning sig først til store beløb over årene. Hvor stor en gevinst skal der til for at gøre et menneske mærkbart lykkeligere?
»Vi måler folks generelle livstilfredshed på en skala fra nul til ti,« forklarer Robert Östling.
»Hvis man vinder en million danske kroner, går ens svar på skalaen op med 0,1, så man skal vinde ti millioner for at flytte sig et helt trin.«
Det kan lyde som utrolig lidt lykke for utrolig mange penge, men ifølge Östling skal man huske, at de fleste mennesker svarer fra seks til otte på skalaen, så selv mindre ryk kan gøre, at man flytter sig ret meget i forhold til andre mennesker.
Vedvarende glæde
Et af de vigtigste resultater fra det svenske lotteristudie er, at lykkegevinsten ved at vinde penge ikke ser ud til at fordampe med årene. Den tanke har ellers floreret, siden et studie af lotterivindere i 1970erne konkluderede, at der efter noget tid ikke længere var nogen effekt af at ramme jackpot.
»Ideen var, at folk tilpassede sig over tid og så at sige vendte tilbage til et grundniveau af lykke. Det var et meget lille studie, men det påvirkede virkelig folks syn på det her spørgsmål,« siger Robert Östling.
»Det lyder også plausibelt, at man over tid vænner sig til at have flere penge, men vores resultater viser, at effekten af at vinde penge ikke forsvinder. Vi taler tidligst med folk fem år efter gevinsten, så vi kan ikke udelukke, at der på meget kort sigt er en endnu større effekt på folks lykke, men jeg mener, at vi ret klart kan afvise den her idé om, at folk bare vænner sig til pengene og vender tilbage deres tidligere niveau af tilfredshed.«
Selvom penge ser ud til at kunne få den enkeltes glæde til at vokse, er spørgsmålet, om summen af lykke er konstant. Vi ved ikke, om lotterivindernes naboer bliver mindre tilfredse med deres liv, når gevinsten tikker ind på den anden side af hækken.
Siden 1970erne har forskerne diskuteret det såkaldte Easterlin-paradoks, der kort sagt peger på, at folk i rigere lande muligvis er lykkeligere, men befolkningerne ser bare ikke ud til at blive gladere, i takt med at landene over tid bliver rigere. Paradokset var et problem for den herskende økonomiske teori, og derfor var det populært, da økonomerne Betsey Stevenson og Justin Wolfers i 2008 kunne aflyse paradokset i et nu berømt arbejdspapir.
For tiden står feltet i en form for våbenstilstand, forklarer Caspar Kaiser, der forsker i lykke ved Wellbeing Research Centre ved University of Oxford og sammen med en kollega for nylig har undersøgt paradokset i opdateret europæisk data.
»Der er en række studier om paradokset, og grundlæggende er de uenige om, hvorvidt det holder eller ej. Vores argument er, at det ikke handler om, at den ene side tager fejl, men at de mener noget forskelligt med paradokset,« siger Caspar Kaiser.
Man kan se på den kortsigtede sammenhæng mellem vækst og udviklingen i lykke. Her lader der ikke til at være noget paradoks. Befolkninger bliver gladere, når lande bliver rigere. Ser man derimod på landenes langsigtede udvikling, lader der ifølge Kaiser til at være et paradoks: Lande bliver rigere, uden at befolkningerne bliver tilsvarende gladere – i hvert fald når man ser på rige nordeuropæiske lande som Danmark.
»Hvis man accepterer, at paradokset holder på langt sigt, men ikke kort, må man prøve at finde en forklaring,« siger Caspar Kaiser.
Generelt vil lande opleve længere perioder med vækst end med recession, og ifølge Kaiser kan det være, at de korte perioder med økonomisk nedgang har større effekt på os end de længere perioder med økonomisk optur. I så fald skal vi måske ikke kun overveje, hvordan vi bliver så rige som muligt, men også hvordan vi undgår nedturene:
»Hvis vi mennesker er gode til noget, er det økonomisk vækst, og så ville det jo være rart, hvis det også gjorde os lykkeligere,« siger Caspar Kaiser.
