Dagen begynder blæksort med et fjernt pling, og som den trætteste af Pavlovs hunde rejser den ene sig fra sengen og bevæger sig med fremstrakte søvngængerarme mod køkkenet, hvor mobilen ligger. Det kunne være noget vigtigt, noget med børnene, som for længst er flyttet hjemmefra, men alligevel fylder temmelig meget.
Det er en munter besked fra den anden halvdel af Visdommens kilde. Gode råd ingen har bedt om, vores fælles konsulentfirma. Hun sender et juletræ og et screenshot af sin kalender med vores aftale »today and tomorrow«. Sent i eftermiddag mødes vi på landet til topersoners firmajulefrokost. Men først venter en lang dag med knald på.
»Kvart over seks!« mumler den pavlovske og forsøger at falde i søvn igen, men julen som kolossal og uafvendelig kraftanstrengelse trænger sig på, de 1.000 gøremåls og meterlange huskesedlers tid. I mørket samler alt det sig til en kæmpes hånd, der vipper den tøvende ud af sengen, op på tæerne og ind i julen. Sådan er hele december.
Det interessante er selvfølgelig, hvorfor Visdommens kilde og de fleste mennesker i landet lader sig bemægtige af julen hvert år. Hvad er meningen, og hvem er kæmpen?
FOR ENDEN AF DEN lange dag sidder vi let udmattede ved bordet i det julepyntede hus med ild i brændeovnen, omgivet af engle, chokoladebrune pløjemarker og dyb stilhed. Det sædvanlige opulente smørrebrød ligger på tallerkener foran os, og O.P. Anderson er med som altid, lige løftet ud af fryseren. Mennesket er et traditionsskabende dyr, og julen er denne trangs kulmination. Vi skåler adskillige gange, »De glas er så små«, også for den søde læser, der skriver til os, at snaps ikke skal i fryseren. Tænk alligevel, at han vover at give Visdommens kilde et råd. To år i træk. Vi har forliget os med den herre, er blevet en slags penneven med ham og drikker en enkelt stuevarm O.P. til hans ære. Den smager også godt, det må vi give ham.
Vi læner os tilbage i julen og den stemning, vi er eminente til at piske op, hjulpet af rekvisitter, lys og lyd. Hvert år stabler vi den samme dejlige, skramlede forestilling på benene, henter de samme engle og kugler frem fra de samme kasser og stiller dem samme sted. Det er en lidt naiv kærlighedshistorie, som publikum kun kan træde ind i, hvis de suspenderer deres mistro og tvivl og er med på den. Når juleforestillingen er slut, kan alle gå ud i den komplicerede verden igen.
Vi hører den, vi plejer: Louis Armstrong og Velma Middleton synger »Baby It’s Cold Outside« live i 1955 som én lang, vidunderlig, ironisk og humoristisk flirt. Det irriterer os, at den er havnet på en uofficiel, international woke-liste over overgrebssange.
»Kan de mennesker ikke høre?« siger den ene af os som sædvanlig. »Armstrong og Middleton er da ligeværdige lovebirds.«
Begge sangere lyder en lille smule snalrede, ligesom også Dean Martin virkede charmerende beruset, når han optrådte sammen med The Golddiggers i vores barndoms tv-shows. I virkeligheden havde han aldrig drukket, lod bare som om, fordi han kom styrtende direkte fra golfbanen, hans sande lidenskab, og måtte have en undskyldning for ikke at kunne alle sine replikker og tekster. Vi elskede den tøvende måde, han sang på og overtydeligt skævede til de lækre Golddiggers efter stikord og hjælp. Dean Martin skabte sin figur i en slags selvforsvar, og vi forstår ham. Én offentlig figur til at gå foran og skærme den rigtige, der kommer bagved. Én til at skabe plads og frihed for den anden.
HVERT ÅR BESLUTTER VI os for at være muntre og elske julen uden forbehold, og hvert år kommer virkeligheden rendende i forskellige skikkelser og forpurrer det. Også i år har der været begravelser, død, sorg, sygdom, bekymringer og nu Putin og alle hans gerninger oveni. Vi ved godt, hvad vi har gang i. Med åbne øjne betragter vi julen som en smuk fortrængning. En lysende barriere mod krig. Hvis barrieren skal holde, også bare kortvarigt, må den bygges ordentligt, og nogen må gøre det.
Forfatter og nobelprismodtager Olga Tokarczuk skriver i Rejsende (2016): »(…) hvis der hverken havde eksisteret rationaliseringer, sublimeringer eller fortrængninger, og hvis det havde været muligt at se ærligt og modigt på verden uden nogen form for forsvarsmekanismer, ville alle vores hjerter briste.«
Sne, stilhed, sang. December er en drøm, man vågner fra.
»Vi skal holde ekstra godt fast i julen i år,« siger den ene. »I den mørkeste af alle måneder må vi lyse op.«
»Vi har brug for et forbillede,« siger den anden. »Én, der uden blusel fører julen igennem.«
Det er her, Nigella (Lawson) træder ind på scenen. Forfatter til 11 kogebøger, stjerne i nogenlunde samme antal tv-shows og den eneste englænder ud over Diana, som ikke behøver et efternavn. Hvis der er nogen, der taler julen op, er det Nigella. For uger siden sad vi målløse foran skærmen og så hende bage Linzer Augen – de klassiske, hvidpudrede, østrigske syltetøjskager – i et juleshow. Hun er så yppig, har så hvide tænder og tykt hår, er så overstrømmende begejstret, at det næsten blev kunstigt. Selv for os. Dér sad vi som vidner til glædens tyranni eller en mulig parodi på os selv.
»Men var der ikke et eller andet med hende? Fik hun ikke tæsk af sin eksmand, ham den stenrige reklamefyr Saatchi?«
Åh, Nigella. Ved nærmere eftersyn har tragedie fulgt tragedie. Hendes mor døde af kræft 48 år gammel, hendes første mand og far til hendes to børn døde af kræft 47 år gammel, hendes søster døde af kræft som 31-årig. Og så den voldelige mand.
I køkkenet har Nigella lært mest af sin mor, hvis overdådige frembringelser stod i skarp kontrast til hendes selvfornægtelse og selvpineri. Livet igennem forbød moren sig selv at spise søde sager, først i sygdommens terminalfase og to uger før sin død begyndte hun at spise alt uden at bekymre sig eller føle skyld.
»Men det gider Nigella ikke stå og tale om i sit juleprogram, hun er nødt til at have en persona, der hjælper hende,« siger den ene.
»Man kan ikke gå gennem tilværelsen som et åbent sår,« siger den anden. Lad det være et råd fra Visdommens kilde: Der er intet galt i at beskytte sig bag det, vi i 1970erne forarget og uforstående kaldte en facade.
I et interview i The New Yorker sidste år sagde Nigella, at når man skriver om mad, er det tilladt at være fuldkommen ærlig og personlig. »Det er på en måde en metafor for det personlige snarere end at være egentlig personlig. Det er ikke afslørende. Det er personligt uden at være bekendelse. Det er den slags ‘personlig’, jeg har det bedst med.«
Det første spørgsmål, der dukker op på internettet, når man skriver hendes navn, er: »Er Nigella Lawson i et parforhold?«
Uden tvivl er hun den mest sexede af alle tv-kokke, ingen kan slikke syltetøj af fingeren som Nigella, men er det sandheden om hende?
På en turné i USA trådte hun et øjeblik ud af sin skabelon, da en tv-vært sagde: »Du har lidt en masse tab i dit liv. Hvad har det lært dig?«, og hun svarede: »Det har lært mig, at universet er tilfældigt, grusomt og kaotisk.« Panikken i den mands øjne, da hun sagde det. Hun ventede et stykke tid og tænkte så, at hun ville være venlig. Sagde: »Og det har lært mig at værdsætte livet og være taknemmelig for de gode ting.« Han sank lettet tilbage i stolen.
En pludselig ømhed griber os. Bag sin strålende attitude er hun jo sårbar. Alle er sårbare, der er altid noget. Så snart man indser dét, kan man åbne sit hjerte. Vi vil flyde i Nigellas slipstrøm, bage hendes kager og se verden med Linzer Augen. Nu. Midt mellem tatar og hønsesalat.
»Man bliver næsten ædru af det,« siger den ene bøjet over køkkenvægten. Helt automatisk bliver den anden en slags køkkenslave, der henter ting og stiller ure, mens vi arbejder os igennem en blød dej af ristede hasselnødder, sukker, æg og smør, videre med blanke udstiksforme og syltetøj. Denne gang skal det lykkes. Vi har en 12 år gammel fiasko bag os: den jul, da vi forsøgte at bage og konstruere et peberkagehus, model svensk villa 1899 med veranda og facetslebne ruder (husblas) oplyst indefra. Så bedårende og fint, så meget nederlag indbygget, risiko for udtværet glasur og sammenstyrtning, fornemmelsen af dyb træthed og nytteløshed – hvad skal et tåbeligt peberkagehus gøre godt for andet end at tage kvinders tid?
Sen aften brød vestgavlen blødt sammen under sin egen vægt og trak den ene langside med sig. Alt faldt fra hinanden. Tal om at komme om bag facaden! Det kostede os ti timers indædt arbejde og en formue at lave en spektakulær peberkageruin.
Men det her ligner en mulig triumf. Vi hører »All I Want for Christmas« og drysser vores kager med flormelis eller med Nigellas ord: This year's first snow! Også de vanskelige små udstukne hjerter og stjerner midt i den runde kage lykkes, og det skinnende røde syltetøj trænger op igennem.
»De ligner hendes på en prik,« siger den ene.
Vi rammer næsten hinandens hænder med en highfive, men er så trætte og så mætte, at vi sætter resten af smørrebrødet i køleskabet og ikke engang smager en kage. Vi trænger til noget friskt, sætter os i sofaen med en gintonic og gør, som Nigella foreslår: Får endnu mere ud af hver eneste lyskæde, hvert eneste gyldent øjeblik og hver eneste delicious mouthful. Vores store, glade julesmil ligner Chaps, når han får øje på sig selv i den blå kugle på træet i Disneys juleshow.
OM MORGENEN VÅGNER VI under en tung, mørk snehimmel, der endnu ikke har sluppet sin vægt. Det er for godt til at være sandt, vi kan sne inde! Vi har smørrebrød, Linzer Augen og et gammelt venskab til at holde den gående. Det sidste er det vigtigste. Stuen er tilpas dunkel, vi er tilpas bløde, det er nu, vi skal tænde levende lys og høre den afdæmpede »Stille Nacht, heilige Nacht« med Dresdner Kreuzchor. Hvis ét sted på Jorden ved noget om facade, er det Dresden. Bombet til knæhøjde, genopstået som en kopi af sig selv, men jo i virkeligheden en anden by, og altid mål for både spot og beundring. Kan man det? Lade som om det grusomme aldrig er sket?
Englestemmerne fra koret tager over, det er nu, vi kan tale om julen som kærlighed, som den fortælling, den er, om et barns fødsel.
»Alle børns fødsel,« indskyder den anden. Hun tror ikke på Gud, men hun tror på små børn. Det lysner udenfor.
»Nu sner det sgu!«
»Lad os komme hjem i en fandens fart.«
I bilen, og måske fordi vi ser i samme retning, kommer alt det ømme. Vi snegler os afsted på glatte veje, er pludselig ude af snevejret og på sikker grund. Som om vi har siddet i en snekugle, nogen et kort øjeblik har vendt på hovedet for at give os den hvide jul, vi drømmer om. Et illusionsnummer, men det virker.
Vi har begge haft venskaber i høj sø i det forløbne år. Misforståelser, travlhed, måske efterladenhed, men ingen hensigt. Vi har ladet facaderne falde, sagt det, som det er: Vi finder os ikke i, at folk forsvinder, medmindre de har Døden som undskyldning. Vi læste den italienske bestseller om venskab af Francesco Alberoni i 80erne. Han er anderledes hård i filten og skriver: »Af en ven forventer jeg, at han ikke misforstår mig. Alle kan misforstå mig, blot ikke min ven. Gør han det, er det forbi mellem os.«
Nej, Francesco, det kan ingen mennesker eller venskaber leve op til. »Åbn dit hjerte,« siger vi i kor, mens vi glider ind i Københavns morgentrafik og ud af øjenkrogen ser byens eneste bjerg med sne på. Det er af glasfiber og troner over rutsjebanen i Tivoli, indviet i juni 1914, samme år og måned som Franz Ferdinand blev skudt i Sarajevo, startskuddet på Første Verdenskrig.
Kulisser findes, krig findes. Det er ikke det bedste år i verdenshistorien, men heller ikke det værste. Et godt råd: Tag imod julens tilbud om lys og varme. Og et til: Blæs på forestillingen om »perfekt«, undgå den lille julelede, og uddelegér opgaverne. I år kan vi synge med smittende glæde uden at være bange for at smitte nogen. Og hvis der er en persona non grata omkring julebordet, så frem med facaden, og gem den ærlige mening til januar. Eller pak den helt væk sammen med julekasserne, og gem den på loftet. Lad nisserne ordne det, det er det, de får deres risengrød for.
Find alle juleessays fra Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg her.
