Sabotage mod undervandskabler er langtfra nyt i krigshistorien. Det første kendte tilfælde fandt sted under Den Spansk-Amerikanske Krig i 1898, da den amerikanske admiral George Dewey havde besejret en spansk flådeenhed ved et slag i Manilabugten og bad den spanske generalguvernør over Filippinerne om lov til at benytte undervandskablet mellem Manila og Hongkong. Guvernøren var afvisende. Dewey beordrede sit slagskib USS Zafiro til at finde og ødelægge både dette og andre kommunikationskabler og isolerede dermed Filippinerne fra omverdenen. Samme metode brugte amerikanerne til at isolere en anden spansk kolonibesiddelse, Cuba. En stærkt medvirkende årsag til, at amerikanerne vandt krigen.
I Første Verdenskrig var en af briternes første handlinger at ødelægge de tyske telekabler tværs over Atlanterhavet. Tyskerne svarede igen med at angribe De Allieredes kabler i Stillehavet og Det Indiske Ocean.
Sabotagen mod Nord Stream I- og Nord Stream II-gasledningerne i Østersøen i september, ifølge svensk og dansk efterforskning forårsaget af sprængning af »flere hundrede kilo eksplosiver«, har bragt sikkerheden for den del af den kritiske infrastruktur, der ligger på havbunden i form af kabler eller rørledninger, i fokus.
Ikke mindst fordi sabotagen i Østersøen falder sammen med en stærkt fornyet russisk interesse for de nordiske landes infrastruktur og med en lang række lignende hændelser i de seneste par år.
Kabelbrud
Sidste år forsvandt godt fire kilometer fiberoptisk kabel under Det Arktiske Hav. Kablet, der forbandt Svalbard til det norske fastland, sendte værdifulde oplysninger om havmiljø og fiskebestande samt informationer om skibstrafik hjem til de norske miljømyndigheder og forsvaret. Men 3. april 2021 blev der slukket for informationsstrømmen. Det afskårne stykke kabel blev senere fundet på havbunden 11 km væk, tydeligvis »skåret over af et kraftigt værktøj og trukket af et fartøj«, som Geir Pedersen, ansvarlig videnskabsmand for projektet, forklarede til norsk tv. Trackingdata for skibspositioner viste, at en russisk trawler var passeret over kablet lige præcis på det tidspunkt, signalerne stoppede.
Et andet kabel på havbunden mellem Norge og Svalbard blev svært beskadiget 7. januar i år. Igen viste trackingdata, at et antal russiske fiskefartøjer var sejlet over brudstedet omkring 20 gange i dagene omkring hændelsen, der dengang blev betegnet som en »menneskelig fejl«.
Alene i oktober er to kabler, et mellem Shetlandsøerne og det skotske fastland, et andet mellem Shetland og Færøerne, blevet svært beskadiget, hvilket ramte telefon-, mobil- og bredbåndsforbindelserne til øerne. Det står endnu ikke klart, om der er tale om sabotage eller ulykker – for eksempel fiskertrawl, der har ødelagt de sårbare fiberkabler.
Men mistanken rettes mod Rusland, der i de seneste år har investeret stort i fartøjer som for eksempel Belgorod, verdens største undervandsbåd. Den blev søsat i juli og kan operere på usædvanligt dybt vand og udsende dykkere, miniubåde og undervandsdroner.
»Ruslands undersøiske aktiviteter er taget voldsomt til og peger på en stærkt forøget interesse for havområderne ud for Norden og De Britiske Øer,« advarede den britiske stabschef, admiral Tony Radakin, i januar.
Interesse for Norge
Men der er andre dele af Nordens kritiske infrastruktur, som har vakt russernes interesse, hvilket især nordmændene har fået at mærke. En dag i oktober måtte lufthavnen i Bergen lukke i flere timer på grund af droner, der fløj over lufthavnsområdet og generede flytrafikken. Samtidig blev der observeret en drone over Haakonsværn, den norske flådes hovedbase. I alt er syv russiske statsborgere arresteret i tre separate sager, der involverer ulovlig fotografering og flyvning med eller besiddelse af droner.
Sidst i oktober blev en gæsteforsker i Tromsø i det nordlige Norge sigtet for spionage og varetægtsfængslet i fire uger. Forskeren gav sig ud for at være brasilianer, men er – ifølge gravernetværket Bellingcat – i virkeligheden oberst Mikhail Mikhusjin, højtstående officer i den russiske militære efterretningstjeneste GRU.
Forskeren studerede »arktiske forhold« ved universitetet i Tromsø og deltog 29.–30. september i et seminar om emnet »håndtering af hybride trusler« i Vilnius i Litauen – alt fra sabotage, desinformation, cyberangreb og andre former for hybrid krigsførelse.
»Der har været en mangel på erkendelse (i Norge, red.) af, hvor strategisk vigtig Norges energiproduktion er for Europa,« sagde Ståle Ulriksen, forsker ved Det Kongelige Norske Flådeakademi til det statslige tv NRK. Han henviser blandt andet til, at Norge har et næsten 9.000 km langt rørledningsnet, og at landet nu, efter sanktionerne mod Rusland og Putins stop for leverancer af russisk gas, er langt den største gaseksportør til EU-landene.
Især Baltic Pipe, en gasrørledning, der forbinder Norge med Polen gennem blandt andet dansk farvand, og som efter planen skal forsyne det europæiske marked med 10 milliarder kubikmeter gas om året, er sårbar. Den blev indviet på selvsamme dag i september, da Nord Stream-sabotagen blev opdaget.
Ruslands drejebog
Også Sverige har været udsat for stærkt øget interesse for sin kritiske infrastruktur. »Der foregår løbende hybride angreb mod dele af samfundet,« fortæller Katarina Tracz, direktør for den udenrigs- og sikkerhedspolitiske tænketank Frivärld. »En del mærkelige ting begyndte at ske lige netop efter invasionen af Ukraine. Droner, der flyver over svenske atomkraftværker. Et antal hackerangreb mod private selskaber og kommuner – altid nogle, der ramte sårbare dele af samfundet. Før sommer var der et stort hackerangreb mod en række fødevarebutikkers betalingssystem. Det ramte især Coop (den svenske pendant til SuperBrugsen, red.), vores største dagligvarekæde, der måtte lukke i flere dage. Her var der angiveligt tale om et ransomwareangreb, altså hackere, der kræver løsesum for at stoppe angrebet, men det er sporet til grupper, der plejer at have forbindelser med Rusland og Kina.«
– Men er der en reel og konkret trussel mod vores kritiske infrastruktur? Eller er der mere tale om forsøg på at skræmme befolkningerne i Norden og Vesten med det formål at underminere opbakningen til vores støtte til Ukraine?
»Begge dele. Vi skal være klar over, at i Rusland opfatter man sig som værende i krig mod Vesten. I deres optik fører vi økonomisk krig mod Rusland og forsøger at underminere Putins styre ved at støtte alle mulige demokratibevægelser i de østlige lande. Så man går ud fra, at man allerede befinder sig i en konfrontation med Vesten, en konfrontation, som endnu ikke er militær. Og når man gør det, er det ganske naturligt at udføre denne slags angreb, det står direkte i det russiske militærs manual om hybrid krigsførelse. Det er tilmed en nærmest omkostningsfri form for krigsførelse for russerne, såvel økonomisk som politisk. For det er som regel meget svært hundrede procent at bevise, at det er dem, der står bag,« siger Tracz.
Rasmus Hindrén, ledende forsker ved Hybrid CoE, en europæisk tænketank, der beskæftiger sig med hybrid krigsførelse og har base i Helsinki, ligger på samme linje: »Jamen Rusland har flere motiver,« siger han. »Et af dem er at finde ud af, hvor sårbarhederne findes i vores systemer. Et andet er at teste vores svar på deres aktioner. Et tredje er at sige: 'Se, hvad vi er i stand til. I slap billigt denne gang, men det er ikke sikkert, det går sådan næste gang.' Det fremmer bekymringen og desorienteringen i vores samfund og er med til at underminere folks tillid til politikerne. Det er alt sammen en del af Ruslands modus operandi.«
Kæmpeværdier på spil
Kritisk infrastruktur er mange ting, men især kabler og rørledninger er sårbare, da de ofte ligger afsides på steder, der ikke patruljeres og overvåges konstant, som for eksempel på havbunden. Og så er de ekstremt vigtige for samfundsøkonomien: 70 procent af al energi i verden bliver enten udvundet fra havbunden eller transporteres via rørledninger på havbunden. 93 procent af al verdens datatrafik foregår gennem undersøiske kabler, påpeger Bruce Jones, seniorforsker ved den amerikanske tænketank Brookings. »Og beskyttelsen af disse kabler er ret begrænset,« tilføjer han til webmagasinet Foreign Policy.
I en rapport til Europa-Parlamentet fra juni i år hedder det, at de undersøiske kabler er »rygraden i den globale økonomi«. Gennem kablerne foregår der hver eneste dag finansielle transaktioner til en værdi af 10 billioner dollar = cirka 75.000.000.000.000 kroner »Tab af kommunikation i få minutter eller timer kan have katastrofale virkninger for tidsfølsomme operationer og få kæmpemæssige økonomiske konsekvenser,« hedder det i rapporten.
En af rapportens tre forfattere er danske Tobias Liebetrau, forsker ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og ekspert i cybersikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur.
Han peger på, at der er forskelle på havbundens infrastruktur. Rørledninger, der transporterer olie eller gas, eller elektriske kabler er der færre af. Hvis blot en af dem saboteres, kan gassen, olien eller strømmen ikke let dirigeres gennem andre kabler. Datakommunikation, derimod, kan nemmere og hurtigere omdirigeres.
»Vi har simpelthen flere datakabler, så der skal ødelægges relativt mange, hvis det skal have alvorlige konsekvenser.«
Umuligt at beskytte alt
»Et af svarene på den nuværende trussel mod vores undersøiske kabler og rørledninger er at lægge flere af dem; at skabe større reservekapacitet, hvis nogle af dem udsættes for sabotage. Det er en forholdsvis dyr løsning, så her skal man overveje, om risikoen gør det nødvendigt. Og så skal vi øge overvågningen af kablerne,« mener Liebetrau.
»Det vil være enormt omkostningskrævende, hvis mennesker skulle overvåge de tusinder og atter tusinder kilometer kabler på havbunden, men sensorer er en mulighed. Vi har i dag intelligente kabler med sensorer, der registrerer bevægelser og lyde i nærheden af kablerne og sender besked tilbage om, at nu foregår der et eller andet. Så kan man tjekke, om der er unormal eller mistænkelig aktivitet i nærheden. Og så kan vi øge vores tilstedeværelse på havoverfladen, altså ganske ordinær afskrækkelse.«
Rasmus Hindrén fra Hybrid CoE mener, at »vi skal bruge al den teknologi, der er til rådighed. Men når man ser på antallet af kabler og rørledninger og længden af dem, må vi bare erkende, at det er umuligt at beskytte al infrastruktur hele tiden. Så det vigtigste er at opbygge større modstandsdygtighed over for angreb, hvis de kommer, for eksempel ved at have større kapacitet. Og at få befolkningen gjort klart, at faren eksisterer, og udarbejde planer for, hvad man gør, hvis man kommer under angreb.«
Der er udbredt enighed om, at såvel EU som NATO kan og bør spille en større rolle i beskyttelsen af kritisk infrastruktur. NATOs strategiske koncept, der blev vedtaget på topmødet i Madrid i år, taler specifikt om, at hybridangreb kan udgøre en årsag til at aktivere alliancepagtens artikel fem, den, der taler om, at et angreb på ét medlemsland skal ses som et angreb på alle – og håndteres derefter.
»Men udfordringen er, at den type aktiviteter, vi har set indtil nu, holdes lige akkurat under et niveau, der vil kunne udløse artikel fem. Det er en bevidst del af den russiske drejebog,« siger Rasmus Hindrén.
