MEDINA, OHIO – Når journalister kører ud for at lodde det amerikanske folkedyb under en valgkamp, ender de før eller siden på en diner i Ohio. Staten er kendt for at være et tværsnit af USA, og indbyggerne stemmer gerne på det parti, der ender med at vinde.
Her kan man møde Den Helt Almindelige Amerikaner i »Det ægte Amerika« over en tynd kop kaffe og en tallerken pandekager. Så populær er destinationen, at man taler om »rustbæltedineren« som en selvstændig og særligt klichéfyldt journalistisk genre.
Man risikerer også at blive skuffet. For Ohio er ikke længere den politiske vejrhane, som mange tror:
I 2020 fik Donald Trump et flertal af stemmerne, men vandt som bekendt ikke præsidentvalget. Indbyggerne er heller ikke længere et tværsnit af befolkningen, men ældre og dårligere uddannet end den øvrige befolkning. Der gemmer sig også sjældent guld i en stak pandekager. Påstår journalister at finde svar på store spørgsmål på en diner i Ohio, er der stor sandsynlighed for, at de selv har haft svarene med over statsgrænsen.
Men denne morgen sker der faktisk noget meget spændende. Ikke på en diner, men på Thirsty Cowboys, som er et spillested med westerntema i udkanten af Cleveland. J.D. Vance skal møde vælgerne, og han har taget selveste Ted Cruz med hele vejen fra Texas.
Det er turen værd, for Vance er måske den mest interessante kandidat til årets senatsvalg.
I dag er Senatet delt på midten med 50 senatorer fra hver af de to partier, så en svingstat som Ohio kan være med til at afgøre midtvejsvalget og dermed retningen for hele landet i de næste to år. Denne morgen fører Vance med et enkelt procentpoint i meningsmålingerne, men det er så tæt og nervepirrende, som det kan være.
Hans historie er helt utrolig. J.D. Vance voksede op i Appalacherne, som strækker sig fra Alabama i syd til New York i nord, i den fattigste, mest voldelige, sølle og misbrugsramte del af den hvide underklasse. Men så kom han i marinekorpset, fik styr på sit liv og endte med at blive uddannet jurist fra Yale Universitet, som vel er omtrent så langt fra bjergene, man kan forestille sig. Mønsterbruddet skildrer han i bestselleren Hillbilly Elegy, der betyder noget i retning af »Bonderøvens klagesang« og er en rå personlig skildring af det amerikanske klassesamfund.
Det vakte opsigt, da Vance vendte ryggen til sine nye østkystvenner og rejste hjem til midterstaten over dem alle for at blive republikansk politiker.
Men man kan sige, at hele landets opmærksomhed har bevæget sig samme vej: når USA skal genopfinde sin industri og sine energikilder, genopbygge veje, broer, jernbaner og forsyningskæder, foregår det alt sammen i midten af landet, langt fra storbyerne på kysten. Hjertelandet er i centrum af amerikansk politik. Joe Bidens klimapolitik er helt afhængig af velviljen hos en demokratisk senator i kulstaten West Virginia. De nye abortlove bliver skrevet i stater som Kansas og Montana. Stort set alle valgkampens slag – abort, økonomi, ulovlig indvandring – skal afgøres i Flyover Country, som kystens beboere hånligt kalder det.
Amerikas Hitler
To ord står der på skiltet, da J.D. Vance træder op på scenen. Det ene er »konservativ«; et ord, der er til fortolkning i USA. Vance har sikret sig Donald Trumps opbakning, men han nævner nødig ekspræsidenten ved navn. Som andre republikanske kandidater håber han på at kunne fiske Trump-vælgernes stemmer uden at behøve at trække i den fuldfarvede MAGA-uniform med kvaster og klokker.
Det andet ord er »outsider.« Det har Vance også tilfælles med flere af de andre kandidater. Men han er den eneste outsider, der blev feteret forfatter og østkystinsider for så at stille op som outsider. Det er en lang rejse. Som han står dér i blazerjakke og hvid skjorte ligner han ikke én, der helt er landet endnu. Til trods for det rustikke fuldskæg, som han anlagde samtidig med sin politiske karriere.
Men han er en god taler. Først en hilsen til bedstemor, Mamaw (rimer på coleslaw), som fik sat skik på ham, mens moren skøjtede rundt mellem forskellige kærester og misbrug, heroin, når det var værst.
»Hvis I har læst min bog, så ved I, at Mamaw var en usædvanlig kvinde. Hun elskede Herren – og hun elskede f-ordet,« siger Vance, mens publikum klapper og nikker anerkendende.
Så et par hurtige stød til »det forfærdelige lederskab i Washington«, som er skyld i amerikaneres økonomiske problemer.
»Vi er nødt til at holde op med at bruge penge, vi ikke har. Og vi er nødt til at åbne for de utrolige energiressourcer, som vi har her i Ohio,« siger han med henvisning til den olie, kul og gas, som findes i statens undergrund, men som Joe Bidens regering ikke vil udvinde.
Så handler det om kriminalitet og indvandring, republikanernes næstvigtigste og tredjevigtigste emne efter økonomien. Demokraterne vil hellere tale om retten til fri abort og Trump-fløjens trussel mod demokratiet. I tv-debatterne ender kandidaterne ofte med at tale grimt om hinanden i stedet.
»Jeg voksede op i en fattig familie, men ved I, hvad vi havde? Sikkerhed og tryghed. Fordi vi forstod, hvad alle her i lokalet forstår: at man ikke skal føre krig mod politiet, men mod de voldelige kriminelle, og at man skal blive ved, til de sidder i spjældet!«
Til sidst går Vance i rette med sin modstander, Tim Ryan, som er en »komplet fupmager«.
Han er ellers ikke sluppet godt fra debatterne med Ryan. Det er lykkedes demokraten at udstille Vances mangel på politiske visioner og hans leflen for Trump, som mange af de selverklærede konservative vælgere nødig vil støtte igen. I en tv-transmitteret debat mindede demokraten om, at forfatteren og mønsterbryderen Vance kaldte Trump for »Amerikas Hitler,« men at politikeren J.D. Vance i dag har travlt med at »kysse hans røv«.
Den røde vækkelse
Der er også en anden mislyd i J.D. Vances fortælling.
Hillbilly Elegy blev læst vidt og bredt, fordi den gav bondeknoldene en del af ansvaret for deres skæbne. I bogen skriver Vance om sine venner, der træffer de mest åndssvage valg, men altid giver andre skylden. Skolerne, kommunen, de rige, de sorte, kineserne, regeringen i Washington eller dem alle på én gang. Én siger sit job op, da han beslutter, at han hellere vil sove længe om morgenen. Da han løber tør for penge, er det samfundets skyld. En anden sidder på toilettet det meste af arbejdsdagen for at slå tiden ihjel, og da han endelig bliver fyret, er det også nogle andres skyld.
Der findes en giftig offermentalitet i den hvide arbejderklasse, og Vances budskab var, at man er nødt til at begynde dér, hvis man skal hjælpe den. »Højrefløjen siger altid, at det er regeringens skyld, men det passer ikke,« skriver han blandt andet i bogen.
Men det var dengang. I dag står politikeren Vance netop og giver regeringen skylden for de fleste af Amerikas dårligdomme. Måske er det ikke spor overraskende – Vance er jo netop blevet en del af den højrefløj, han kritiserede i bogen.
Måske er det bare svært at få alle nuancerne med, når man fører valgkamp med Ted Cruz. Nu er det blevet senator Cruz’ tur til at indtage scenen, og hans facon er mere standupcomedy end vælgermøde. Først et par hurtige onelinere om den mentalt fraværende Joe Biden og om vicepræsident Kamala Harris, »der rejser til Sydkorea for at tale om vores gode venner og allierede i Nordkorea. Jeg spørger bare: hvad har de gode folk i Nordkorea gjort for at fortjene Kamala Harris?«
Også Cruz mener, at regeringen er skyld i prisstigningerne på medicin, tømmer, huslån, benzin og alt muligt andet.
»Det er så slemt, at Antifa ikke længere har råd til mursten!« siger han og høster et stort latterbrøl.
»Det er så slemt, at Eric Swalwell ikke længere har råd til at spise på kinesisk restaurant!« Dén vits giver et mere afdæmpet bifald. Det er åbenbart ikke alle i salen, der kender demokraten fra Californien, der kom i kløerne på en kvinde, der menes at være kinesisk spion.
Det næste navn udløser til gengæld aftenens største latter: »Det er så slemt, at Hunter Biden ikke længere har råd til crack!«
Cruz holder en kunstpause, før han skifter til et mere alvorligt emne: presset på USAs sydlige grænse. Han deltager jævnligt i patruljer dernede, og »det har aldrig været værre.« Kartellerne og menneskesmuglerne hærger. Grænsepolitiet møder piger på bare fem-seks år, der er blevet seksuelt misbrugt. »Det sker hver eneste dag,« siger Cruz alvorligt.
En kvinde ved siden af mig har våde øjne og ryster stille på hovedet, mens han taler.
»Men nu tænker nogle af jer måske: ‘Men Ted, du lovede jo at opmuntre os! Og det vil jeg også gerne: For der kommer … en vækkelse. Og hver gang jeg hører om en ny åndssvag beslutning i Washington, så er der en del af mig, som bliver glad, fordi det sætter fart på den vækkelse. Vi kommer ikke bare til at se en rød bølge til midtvejsvalget, men en tsunami!«
Bagefter stiller jeg mig i kø foran Ted Cruz’ kampagnebus for at få taget et foto med de to kandidater.
»Hey man,« siger J.D. Vance og giver et blødt håndtryk, da det er blevet min tur. »Hello Sir,« siger Cruz og lægger armen om mig.
Mens billedet bliver taget, spørger jeg Vance: »Er det nu, Middle America tager magten tilbage fra kysterne?«
Han smiler.
»Det håber jeg virkelig,« siger han. »Men kun hvis vi også kan få folk i Washington til at holde op med at lave så mange åndssvage fejl hele tiden.«
