Enhver krig har sine helte.
En af dem, ukrainerne dyrker lige nu, er en pilot, der går under kodenavnet Karaya. Tidligere på måneden nedskød han fra sit MiG-jagerfly hele fem iransk-producerede Shahed-136-droner, som russerne havde programmeret til at sprede død og ødelæggelse i byen Vinnytsia i det centrale Ukraine. Karayas fly blev ramt af vragstumper fra den ene af dronerne og styrtdykkede mod jorden. Det lykkedes piloten at dirigere sit fly væk fra Vinnytsia by, før det styrtede mod jorden i en forstad, hvor det ramte et hus, heldigvis uden personskade. Karaya katapulterede sig ud af det styrtende jagerfly. Et par dage efter mødte han, ifølge lokale medier, op for at sige undskyld til familien i det beskadigede hus, han ikke havde held til at manøvrere udenom.
Historien er en reminder om, at krigen i Ukraine nu bliver ført i to separate arenaer: på landjorden i øst og syd, hvor ukrainske styrker har fremdrift, og i luften, hvor Rusland affyrer massive mængder af missiler og droner mod ukrainske byer med det formål at ødelægge ukrainernes muligheder for at få strøm og varme til vinter – og dermed skabe et pres på Kyiv for at indgå en freds- eller våbenhvileaftale på russiske betingelser.
Da russerne 10. oktober sendte første bølge af missiler og droner afsted mod ukrainske byer, blev det udlagt – også af Putin – som hævn for den delvise ødelæggelse af den for russerne vigtige og symbolladede bro fra Krim til det russiske fastland. Men siden er bølge efter bølge af bomber regnet ned over ukrainernes civile infrastruktur.
Alene tirsdag i denne uge blev cirka 40 ukrainske byer og landsbyer ramt i en kombination af luftangreb, missiler og droner, ifølge den ukrainske generalstab. Natten til torsdag var der nye angreb mod blandt andet Kyiv-regionen og storbyen Zaporizjzja. Det primære mål er tydeligvis at sætte den ukrainske energisektor ud af kraft, men det hindrer ikke, at også civile beboelsesområder bliver ramt med mange dræbte til følge.
Strøm og varme
Mens den russiske krigsindsats i Ukraine generelt har været præget af kolossale mangler, foregår angrebene på Ukraines energiinfrastruktur så metodisk og præcist, at de tydeligvis er udtænkt af russiske specialister med nøje kendskab til, hvordan det ukrainske energinetværk, som hovedsageligt er det samme som i sovjettiden, er skruet sammen.
»De ved nøjagtig, hvordan de skal slå til for at skabe så megen skade og afskære så mange mennesker fra netværket som muligt,« siger Volodymyr Kudrytskyj, chef for det største ukrainske energiselskab, UkrEnergo, til The Washington Post. Det sker ved at ramme de kraftværker, der har størst betydning for en regions energiforsyning, og en masse af de lokale transformerstationer, som sørger for at distribuere strømmen rundt til forbrugere og virksomheder.
Præsident Zelenskyj meddelte tirsdag, at mere end 30 procent af landets energiinfrastruktur er sat ud af kraft på grund af angrebene. Alene sidste weekends angrebsbølge efterlod 1,5 millioner ukrainere uden strøm.
Den nye russiske krigstaktik skaber stor bekymring i et Ukraine, hvor temperaturerne snart begynder at falde helt ned mod minus 20 grader. De fleste ukrainske byer opvarmes fra kraftvarmeværker, der kræver store mængder strøm for at kunne fungere.
Ukraines myndigheder er som modsvar begyndt at rationere strømmen og afkoble grupper af kunder i op til fire timer ad gangen for at lette belastningen på systemet. Ukraine er stadig tilkoblet det europæiske net, og det er fortsat muligt i et vist omfang at fordele strømmen mellem de ukrainske regioner, så de hårdest ramte regioner kan få strøm fra dem, der stadig har strøm nok. Men også den mulighed svinder i takt med, at lokale transformerstationer og netværk sættes ud af kraft.
I forvejen er Ukraines energiforsyning hårdt ramt af, at atomkraftværket i Zaporizjzja, der før krigen alene leverede godt en femtedel af ukrainernes energi, nu ligger i den russiske besættelseszone og kører på stærkt nedsat kapacitet, når det overhovedet fungerer.
Ifølge energiselskabet UkrEnergo arbejder 70 teams af specialister og håndværkere døgnet rundt for at genetablere energiforsyningen efter russiske angreb. Men det er svært, for man mangler reservedele, og ofte er dem, man kan få fra Vesten, ikkekompatible med det ukrainske energisystem fra sovjettiden. Og hele tiden er der nye russiske angreb.
Ukrainske og internationale eksperter forudser, at ukrainere vil dø til vinter på grund af manglende opvarmning og elektricitet. Ligesom situationen kan føre til en ny bølge af ukrainske flygtninge til nabolandene.
Kampen mod dronerne
En mulig løsning er naturligvis at styrke det ukrainske luftforsvar imod missiler og droner. Allerede nu har ukrainerne relativt stort held med at neutralisere de Shahed-136-droner, som det skønnes, at russerne foreløbig har købt omkring 2.000 af i Iran. Det er gps-styrede droner drevet af en firetaktsmotor og med cirka 30 kilo sprængstof i næsen. Med en stykpris på 20.000 dollar, cirka 150.000 kroner, er de relativt billige i anskaffelse.
Ifølge den ukrainske præsident Zelenskyj er succesraten med at nedskyde Shahed-droner nu over 70 procent, ofte blot med håndholdte Stingerraketter affyret fra jorden. Problemet er bare, at Shahed-dronerne som regel sendes afsted i sværme, og at risikoen for, at i alt fald en eller to slipper igennem, er relativt stor. Og blot en enkelt drone kan udrette stor skade.
»De traditionelle luftforsvarssystemer, der er beregnet til at skyde fly eller missiler ned, er ikke særligt gode til at bekæmpe droner,« siger major Karsten Marrup, chef for Center for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet. »Dronerne flyver lavt, og de flyver langsomt. Det betyder, at de ikke rigtig fanges af radaren. Den tror, at der er tale om en fugl. Den tyske antiluftskytskampvogn Flugabwehrkanonenpanzer Gepard, som tyskerne har givet ukrainerne nogle stykker af, er genial til at bekæmpe droner. Men kan de forsvare hele Ukraines kæmpestore territorium? Nej, så skulle ukrainerne have gigamange af de her systemer. Og russerne har den fordel, at de kan sende dronerne afsted fra alle hjørner, fra Krim, fra Rusland, fra Belarus.«
Nye, teknisk avancerede luftforsvarssystemer er på vej til Ukraine, det tyske IRIS-T og det amerikanske NASAM. Men for begge gælder, at de vil være langt bedre til at bekæmpe indgående krydsermissiler eller nedskyde fly end at bekæmpe droner. Der vil være for få af dem til at dække hele Ukraine. Og de vil være for dyre i drift.
»Man kommer ud i en overvejelse om, hvorvidt man virkelig skal brænde et IRIS-T-missil af for at bekæmpe en drone eller vente, til krydsermissilet kommer. En drone har 30 kilo sprængstof, et krydsermissil 400 kilo. Det vil være som at skyde gråspurve med kanoner,« siger Marrup.
Ifølge majoren har Vesten ikke rigtig udviklet systemer til at skyde droner i Shahed-størrelsen ned, simpelthen fordi det ikke er en trussel, vi har stået over for før.
»Vi skal have noget, der kan få øje på de her små, langsomtflyvende droner, og noget, der kan skyde dem ned, uden at det koster kassen. Israelerne har udviklet et sådant system – Iron Dome. Det ville virkelig kunne gøre en forskel i Ukraine. Problemet er bare, at israelerne ikke vil sælge det til Ukraine. Desværre.«
Så sent som på en israelsk konference mandag appellerede den ukrainske præsident Zelenskyj indtrængende til den israelske regering om at sælge Iron Dome-systemet, blandt andet med det argument, at den russisk-iranske alliance, man kan se tegne sig, også vil være en trussel mod Israel.
Men Israel har brug for Ruslands stiltiende accept af, at det israelske luftvåben lejlighedsvis kan udføre operationer i Syrien, og har hidtil afvist det ukrainske ønske. Israelerne vil give Ukraine alarmsystemer, udrustning og humanitær hjælp, men ikke våbensystemer.
– Så den dårlige nyhed er, at der faktisk ikke rigtig er noget at stille op over for de russiske droneangreb ud over, hvad ukrainerne allerede gør?
»Ja. Og det bliver urimeligt surt for den ukrainske befolkning til vinter. Men den gode nyhed er så, at det ikke er det, russerne vinder krigen med,« svarer major Marrup.
Han er enig med de mange internationale eksperter, der påpeger, at de russiske bombardementer mod civile mål og infrastruktur i ukrainske byer er et svaghedstegn, ikke et tegn på styrke. Akkurat ligesom alle truslerne om at bruge atomvåben er det. Russerne er lige nu alvorligt trængt i landkrigen, både i Donbas i øst og omkring byen Kherson i syd. Havde de ikke været det, var de ikke nødt til at falde tilbage på terrorbombardementer af byerne.
»Teorien om, at man gennem luftangreb kan terrorisere en befolkning til at presse magthaverne til at sige: Okay, så giver vi efter, er ikke ny. Den blev fremsat allerede i 1921 af en italiensk general, Giulio Douhet, der ledte efter en anden måde at føre krig på end Første Verdenskrigs skyttegravskrig og tænkte, at det var muligt at bombe sig til succes. Men der er ingen – ingen – eksempler i historien på, at teorien holder vand. Tyskerne gjorde det mod London under Anden Verdenskrig med den eneste effekt, at briterne blev endnu mere stålsatte i deres modstand. Det virkede heller ikke i Korea eller i Vietnam«.
»Det interessante er, at russerne altid har argumenteret imod teorien,« fortsætter Marrup.
»De russiske herskeres holdning har altid været, hvad enten det var zaren eller Stalin eller Putin, at befolkninger kan lide alt det, det skal være. De kan dø i hobetal, det er fuldkommen ligegyldigt og har ingen indflydelse på de beslutninger, vi træffer. Russernes militærdoktriner har altid gået ud på, at krige vindes på landjorden ved at tage terræn, ikke ved at terrorisere modstanderens civilbefolkning. Så det er virkelig underligt, at det netop er den form for krigsførelse, russerne udøver lige nu.«
– Og det bliver på lang sigt ikke afgørende for krigens udfald?
»Nej. Jeg tror ikke et øjeblik på, at mange ukrainere vil gå til Zelenskyj og sige: 'Det er alt for koldt og alt for mørkt. Så nu bliver du nødt til at afgive 20 procent af vores land til russerne.' Det kommer ikke til at ske.«
