Leder. De påstår, at politik er aflyst, og ideologierne ophævet. Men vi står over for den største venstredrejning i nyere tid. Lars Løkke Rasmussen er ved at føre hundredtusinder af borgerlige vælgere med sig ind i en socialdemokratisk regering.
Historiens afslutning
HVAD stemmer vi om? Lyttede man kun til de håbefulde kandidater, ville man ikke ane, at der tæt på Danmark udkæmpes en storkrig, at vi er aktiv part, at Europa er på randen af atomkrig. Situationen lige uden for gadekæret er faretruende. Hvilken rolle skal Danmark spille i et europæisk forsvar? Har vi et beredskab, når vi bliver angrebet? Bør vi genrejse værnepligten? Hvor langt skal Danmark gå for at støtte demokratier i verden, når det går ud over vores sikkerhed og handelsrelationer? Ukrainekrigen påvirker tonelejet, men den har haft minimal indflydelse på valgkampen. Det kan ikke alene forklares med forårets brede forsvarsforlig. Der er masser af ideologi og sprængfarlig politik i de spørgsmål.
VALGKAMPEN handler om vores egen lille matrikel. Og her er der noget helt galt, forstår man. Debatten er et ekko fra lande, hvor politiske systemer krakelerer, partierne er i opløsning, og de demokratiske institutioner smuldrer. Amerikanerne går til valg ugen efter os, og her er afkoblingen mellem det politiske system og befolkningen ødelæggende. Storbritannien er i knæ, og Det Konservative Parti er døende, kvalt i Brexit og uden livgivende forbindelse til vælgerne.
Del: