RIO DE JANEIRO – Der er alligatorer i Guds by. De kommer fra floden og tager en kat eller en kylling. På vejen foran en kirke så lille som et skur humper en hund rundt med kun tre ben. Her i huset bag den lille kirke, i den yderste kant af Rio de Janeiros favelaer, i selve Cidade de Deus, bor pastor Messias med kone og børn. Han elsker Brasiliens præsident over alt i denne verden.
Jair Bolsonaro har magten på fjerde år og truer med borgerkrig, hvis han taber til Luiz Inácio Lula da Silva, den gamle socialistiske præsident, som er favorit ved søndagens valg.
At pastor Messias holder af sin præsident, viser blot, at han er en spaltet karakter – at Brasilien er et splittet land, komplekst, brutalt i opbrud. Som ung var han blandt de værste forbrydere i Cidade de Deus. Dem var der hundredvis, tusindvis af, det er der stadig. Det var dengang, han kaldte sig »Mala ou bala« – det var dét, han sagde til de folk, han slog ihjel: »På den onde måde eller med en kugle?« sagde han og sigtede dem i ansigtet. Lige meget hvad fik de kuglen. Otte gange sagde han disse ord, før han kom i fængsel. Her hævder han, at han forandrede sig, da hans kæreste kom ind og gav ham Bibelen.
Nu om dage drager han selv ud i natten, lægger sin hånd på panden af forbrydere og råber med spyt ud af munden Jesu hellige ord for at vende dem bort fra alligatorernes dunkle verden.
Da vi møder pastor Messias, erklærer han sig fri for gammel skyld. Evangelister længere oppe i hierarkiet har foræret ham stenene til huset, ligesom de har givet hans vej den lille kirke, han leder. Den er også et herberg med køjesenge til narkopushere og mordere, som han ved hjælp af gratis måltider lokker til at gå med sig hjem og høre om Jesus. Én har to tårer tatoveret under øjet, én med fodlænke afsoner en dom for narkosalg, våbenbesiddelse og røveri. Iført trøjer med tryk på maven, af en løve og et kors, vandrer de efter pastor Messias ud i favelaen efter rådne sjæle at rense. Og i ugerne før valget prædiker pastoren også Bolsonaros ord.
Man tror det næppe. Præsidentens mærkesag er at gå i krig i fattige favelaer som Cidade de Deus og »dræbe banditterne«. Men pastor Messias og hans Jesus-bande hylder ham alligevel. Endelig, tænker Messias, har vort land en præsident, som udtrykker de kræfter, vi har i os, og lader os slippe dem løs. Endelig har vi en mand af styrke og mod, en mand, som kører gennem gaderne på motorcykel til sine store taler i kampen mod »kommunisterne« – som på tohundredeårsdagen for Brasiliens uafhængighed i hovedstaden foran hundrede tusinde mennesker i gult og i grønt i kor med masserne råbte »Imbrochável!«
»Ståpik for evigt, ståpik for evigt, ståpik for evigt!«
Dét er en mand for pastor Messias. En rigtig mand: »Han giver mig potens.«
Langt fra Messias, i finansbyen São Paulo, i en afkølet kælder under Hotel InterContinental, gør Lula en mindre erigeret figur. To timer har præsidentkandidaten sat af til 25 handicappede. I kælderen venter også dobbelt så mange journalister og en hær af højrehænder.
Lula kører ind i parkeringshallen under hotellet. En elevator fører ham forbi de ventende op til en suite, hvor han hurtigt og fortroligt møder USAs ambassadør, der lover ham straks at anerkende valgets vinder, hvem end det bliver, for at undgå det kaos, Bolsonaro har truet med. Bolsonaro har opfordret folk til at gribe til våben, hvis sejren bliver »stjålet« af »Luladrão« – tyven Lula, som han kalder ham, fordi han har siddet i fængsel for korruption. Stjæler gør Bolsonaro også: Valgkampens vigtigste bog, O Negócio do Jair, har afsløret, at præsidenten bruger statens penge til at betale en høj løn til »spøgelsesansatte«, der ikke arbejder, men bare deler lønnen med ham.
Da Lula er færdig hos ambassadøren, fører elevatoren ham ned til de handicappede. Langs kælderens vægge kalder Lulas rådgivere Bolsonaro en fascist og en kupmager, sådan som også Lula har gjort. Selv er han i dag mild – og umenneskeligt tålmodig. En hel time lytter han, før han taler. En mand med muskelsvind citerer Harry Potter og sin taxachauffør. En afrobrasiliansk kvinde føler, at hun må tage ordet, fordi hun er »favela-iseret og negergjort«.
Lula lytter til det alt sammen, smiler, berører en blind mands hånd. Kun i glimt røber han sin udmattelse: Han fjerner søvn fra sit øje med fingerspidsen, ruller en kugle og skyder den fra sig under bordet.
Færre anstrengelser gør hans nye kone, Rosângela Lula da Silva, sig. Janja, som han kalder hende, trommer med fingeren på en bog, rejser sig, sætter sig, henter kaffe til sin mand. Bolsonaro har sagt, at hvis man er i tvivl om, hvem man skal stemme på, kan man bare sammenligne førstedamerne. Michelle Bolsonaro er en kjoleklædt, kristen tegnsprogstolk og 27 år yngre end ham. Lulas kone er kun 20 år yngre end sin mand og sociolog og partisoldat siden teenageårene.
Pludselig går Janja ud af kælderen, mens hun nynner højt for sig selv. Vi skynder os efter hende for at spørge om noget: Hvis Bolsonaro er en ståpik, hvad er så hendes mand?
Hun virrer med hovedet: »Jeg må ikke tale med pressen,« siger hun og vender sig mod tapetet.
Inde i salen gentager Lula, at han er kærlighedens armé. For ham er søndagens præsidentvalg ikke et valg mellem stærk og svag. Det er et valg mellem had og håb, diktatur og demokrati: »De magtfulde kan ødelægge én, to, tre roser,« siger han, »men aldrig forhindre foråret i at bryde frem.« En kvinde lammet af polio græder i sin kørestol. Marly Santos, bankfunktionær og ansat i partiet, har mødt Lula 15 gange. Hver gang overrasker han hende, altid føler hun sig set på ny. Efter mødet vinker Lula hende hen til sig. Han bøjer sig ned og giver hende seks kram.
»Jeg har brug for dig,« hvisker han i hendes øre.
Hans hud er våd af sved. Hun synes, han lugter af skov og af blomster, af træ og våd jord.
»Regn med os,« siger hun, nedringet til midt på maven og rød i kinderne.
Først senere slår det hende, hvad det helt præcis er, Lula lugter af. Han lugter af frihed.
Frihed synes Luis Marinho i Rio de Janeiro også, at hans kandidat, Jair Bolsonaro, står for – frihed fra kulturelitens jammer og fra de kriminelles tyranni.
Det har han sagt højt i familien og betalt dyrt for. Hans datter ignorerer ham. I fire år, siden han stemte Bolsonaro til magten, har hun nægtet at se ham.
Min kære datter, skriver han til hende. De plejede at surfe sammen, tage på rejser og høre brasiliansk 80er-rock. Amanda Marinho ser beskederne, men lægger telefonen væk.
»Min far er fascist,« siger hun.
Hun er en virksomhedsadministrator med briller. Hun siger, at hun er blevet venstreorienteret af at studere historie på universitet. For nylig flyttede hun bort fra Copacabana for at være i fred for folk som sin far. Hendes bedste ven er homoseksuel, og sådan nogle kan hendes far ikke fordrage. For Amanda er intet i livet vigtigere end god moral og tolerance, og det synes hun ikke, hendes far ejer skyggen af. Altid har han været fordomsfuld, før mest i det usagte. Siden Bolsonaro kom til magten, har han sagt det højere og oftere. Men selvom Amanda er stærk i sin overbevisning, tør hun ikke sige præsidentens navn, og hvisker det, i fald nogen skulle høre hende tale om ham. Som en typisk Bolsonaro-tilhænger er hendes far en grov mand. Lulas folk kan også være hadefulde, men mere passivt aggressive, ligesom hende.
At hun er blevet uforsonlig, siger hun selv.
Det samme siger bestsellerforfatteren Itamar Vieira Júnior, på en telefon fra sit hjem i Bahía i det Lula-tro nordøst, om sine egne på venstrefløjen: »Vi har mistet evnen til dialog.«
Hadefuld valgkamp
Valgkampen er den voldeligste, mest hadefulde siden diktaturet, siger politolog Felipe Borba.
Han registrerer systematisk alle tilfælde af politisk vold. På en skærm kalder han frem, at der siden 1. juli har været 21 mord, 21 mordforsøg, en kidnapning, 44 andre overfald og 89 trusler. Kun lige akkurat rammer de fleste voldstilfælde venstrefløjen i denne valgkamp.
En Lula-tilhænger i delstaten Mato Grosso blev dræbt af 15 knivstik af en Bolsonaro-støtte efter et skænderi om politik. En anden blev dolket til døde i Fortaleza. En tredje blev, også af en Bolsonaro-fan, i Foz do Iguaçu i det sydlige Brasilien, skudt til sin egen fødselsdagsfest.
På stranden i Rio de Janeiro sendte Bolsonaro-støtter en drone ind over et Lula-optog og smed afføring ned over mængderne. Politikere på begge sider har fået tæsk eller er blevet truet med våben.
Angrebene har medvirket til, at over halvdelen af brasilianerne ifølge en ny meningsmåling frygter vold på valgdagen. Hver tiende har derfor tænkt sig ikke at stemme. En helt almindelig aften ser vi, hvordan skænderierne opstår.
Forpustet kommer en kvinde ind på en restaurant i Ipanema.
»Et glas hvidvin, nu!« råber hun og tapper på et klistermærke af Lula på sit bryst. En mand har netop forsøgt at rive det af hende, siger hun: »Han vred næsten patten af mig. Men jeg brækkede armen om på ham og kom fri.«
En ung fyr ved et bord gider ikke høre mere på hende. Han rejser sig og former begge hænder som pistoler, ligesom Bolsonaro. Han sigter på hende og skyder.
»Jeg stemmer på Bolsonaro,« siger han. »Du skal ikke stå dér og tale grimt om os.«
De råber ad hinanden. Spyttet flyver. Hun kradser ham. Til sidst går han sin vej. Hun får sit glas hvidvin og drikker ud i én slurk:
»Brasilien, hvad er der dog sket med dig?«
Det ved en fyr ved navn Vítor Pordeus. I et højhus i nabolaget Leblon, nær havet, i en vamset lænestol ud mod balkonen, sidder han, en kendt psykiater, og stopper en joint med en pincet. Pordeus er omtalt i store dele af verden for igennem Shakespeares og Goethes værker at opføre skuespil med sine patienter – fattige som rige, 5.000 i alt de senere år – og gennem rollerne udleve deres indre dæmoner og sætte dem fri. Hvis patienten er Brasilien, hvad er så diagnosen?
»Dybt skizofren,« svarer han og tænder sin lighter, og suger dybt. Han forestiller sig Brasilien som en sort mand i 40erne, uden rent vand i hanerne eller adgang til uddannelse, bosat i byens periferi; da han var barn, blev han slået af sine forældre, og han slår selv sine børn. Han lider af traumer, som er ført videre fra generation til generation og vil blive ført videre.
Han er fortabt i koloniseringens labyrint efter 500 års pinsler. »Portugiserne gav os tøj inficeret med kopper, som de vidste ville dræbe os, alt imens de tog det hele og råbte: Hvor er guldet? Vi vil have guldet! Vi løber stadig rundt og rundt i labyrinten, imens de store pinsler udspiller sig igen og igen med vold, røveri, mord.«
Psykiateren ser Lula, den koloniserede, og Bolsonaro, kolonisatoren, som Brasiliens to ansigter, det ene bøjet i mindreværd, det andet overlegent selvtilfredst. Patienten lider af svære neuroser.
»Kend dig selv, mit kære barn,« siger han med stumpen af sin joint i mundvigen – han ser patienten, sit land, som et barn. »Frygt ingenting! Se dybt ind i dig selv. Find det punkt, hvorfra sindssygen springer,« siger han og skyder så hænderne i vejret: »Stop med at lade dig fascinere af dine voldelige symptomer. Hold op med at onanere sygen!«
Endnu længere oppe, i et højhus tredive etager over Rio de Janeiro med kig over havnen og bjergene, sidder den berømte forfatter og forlægger Marcelo Ferroni. Han sidder alene ved sit skrivebord en fredag eftermiddag i lokaler, der er tomme på grund af pandemien. Fra sin udsigt over verden tænker han: Er Brasilien et varsel om, hvad vi alle er på vej imod? Også i USA, i Ungarn og Italien angriber højrekræfter demokratierne – for at redde dem fra det kosmopolitiske hysteri. Bolsonaros yndlingsfilosof, afdøde Olavo de Carvalho, beskrev netop Brasilien som en frontlinje i en global kamp mod de eliter, der truer den traditionelle magt: familien, troen, manden.
Mens Ferroni gennemgår sine tankers katastrofer, slår regnen mod højhuset, blæsten rusker i ruderne, skyerne hvirvler sorte og grå ind og ud mellem hinanden. Han er én af utallige brasilianske forfattere, som inspireret af de seneste års totalitære lederskab har rejst en bølge af dystopiske bøger over landet. Feberen hedder hans seneste, som udkommer næste år.
Den handler om en nat i en lejlighed på Copacabana, en nat hvor fortidens spøgelser vækkes til live – om en berømt familie, berømt som kun de højest respekterede af de bedste familier, og som har samlet så meget had i sig, at deres hjem er forgiftet til det yderste. Familien har en fortid som slaveejerfamilie. Bedstefaderen var dommer og fascist i diktaturet.
Romanen følger efterkommerne af denne familie, to brødre og en søster i 50erne, den ældste en maskulin fyr i finansverdenen, den mellemste en regnormet mandsperson, lillesøsteren homoseksuel og på grund af undertrykkelse for længst flygtet fra fortiden for at bo oppe i bakkerne uden kontakt til familien.
Denne nat beder moderen i syner lillesøsteren redde brødrene og faderen fra at myrde hinanden. Længe står hun i mørket foran døren uden mod til at gå ind til sin familie. Hun mærker feberens hede om huset, fornemmer spøgelserne. Så griber hun skaftet fra en knækket kost og tager låget fra en skraldespand til skjold og bryder som en ridder gennem døren til den store kamp, sådan som mange brasilianere frygter, de kan blive nødt til at gøre.
I Cidade de Deus varsler pastor Messias en borgerkrig, hvis Lula virkelig vinder valget. Så vil pastoren med sin bandes samlede sjælestyrke, våbnene har han jo lagt, bede og bede om en sejr.
