En cheeseburger kan ikke længere fås for en flad tier på McDonald’s. I over 20 år har burgerkæden ellers holdt prisen kunstigt lav, men i starten af april gik den ikke længere: Nu koster en cheeseburger 12 kroner. Begrundelsen er stigende omkostninger til kødet i bøffen og melet i bollen, og burgerkæden har derfor sat hele menukortet op med to procent.
På burgerbar, i supermarkedet og på tankstationen kan danskerne mærke de stigende priser, og det får dem til at drage konklusioner, ikke bare om deres egen økonomi, men om hele samfundsøkonomien – herunder hvor høj inflationen er. For selvom det ikke lyder alvorligt at betale to kroner mere for en burger, så er det et signal, vi tillægger stor vægt, når vi skal danne os en opfattelse af den generelle prisudvikling.
Men noget går galt i regnestykket: Når vi skal give et bud på, hvor høj inflationen er, skyder vi konsekvent for højt.
Det er et veldokumenteret fænomen, der findes i mange lande og har eksisteret i årevis. I slutningen af 2019 lå inflationen i euroområdet på 1,5 procent, men europæerne vurderede den til 7,2. Danskerne er ikke bedre. I de ti år fra 2007 til 2016 lå inflationen på 1,6 procent, men vi vurderede den i snit til 4,3.
Almindelige mennesker aflæser den økonomiske situation helt anderledes, end regeringer og centralbanker gør, og det er et problem, siger økonom Francesco D’Acunto fra Boston College. Især i en situation som nu, hvor inflationen er på seks procent i Danmark, og man gerne vil undgå en udvikling, hvor forventningen om højere priser får folk til at kræve mere i løn, hvilket igen vil presse priserne op.
For at undgå det forsøger centralbanker at dæmpe forventningen om stigende priser og skabe tillid til, at de kan sikre en stabil prisudvikling.
»Men den inflationsrate, centralbanken taler om, er ikke den, folk selv oplever, og det er ikke den, de forventer i fremtiden. Derfor er det svært at overbevise dem om, at centralbankens tiltag vil virke,« siger Francesco D’Acunto.
Fejlslutning i Føtex
En stor del af forklaringen på vores skæve opfattelse af økonomien skal findes i supermarkedet. 75 procent af amerikanerne siger selv, at de vurderer fremtidens priser ud fra deres indkøb i hverdagen. Under ti procent danner sig et indtryk ud fra nyhedsdækningen. I et studie fra 2021 har Francesco D’Acunto og kolleger været helt nede i indkøbskurven hos over 40.000 amerikanere for at studere sammenhængen mellem de varer, de køber, og deres opfattelse af økonomien.
»Når folk bider mærke i en prisstigning på én af de varer, som de køber ofte, men som er billige og ikke fylder meget i budgettet, så tillægger de det enorm stor vægt, når de skal vurdere, hvordan inflationen bliver fremover,« siger han.
Det er ikke alle priserne i supermarkedet, der påvirker os, men kun de varer, vi selv køber. Og de ting, vi køber oftest, kommer til at fylde mest:
»Prisen på mælk og æg er det, folk fokuserer mest på. Hvis alle prisændringer var ens på tværs af de forskellige varer, ville det ikke være noget problem, for så ville folk nå frem til samme konklusion som centralbank, regering og økonomer. Men fødevarepriser går op og ned meget oftere end andre priser, og de stiger typisk mere end for eksempel prisen på en computer, hvor vi ellers ville bruge en god sum penge,« fortæller D’Acunto.
»Det betyder, at almindelige mennesker danner forventninger til fremtiden, der har systematisk slagside,« siger han, og det betyder også, at der er stor spredning i vores opfattelser af økonomien, fordi vi har forskelligt forbrug.
Et studie fra 2021 af to økonomer fra Nationalbanken når frem til samme konklusion i Danmark.
»Fødevarepriser får meget større vægt i den opfattede inflation, end de burde have i forhold til, hvor mange penge vi bruger på dem,« siger økonom Andreas Kuchler og fortæller, at madvarer kun udgør 12 procent af vores udgifter, men vi tillægger dem vægt som 50 procent. De to økonomer kan se, at mens danskernes bud ikke rammer inflationen, så flugter de til gengæld bedre med fødevarepriserne.
Så når prisen på pasta stiger med 24 procent og smør med 16 procent, som det er sket det seneste år, får det stor betydning.
»I perioder som nu, hvor det er fødevarer og energi, der stiger meget i pris, bliver de her mekanismer forstærket,« konstaterer Andreas Kuchler.
Mænd ser på øl og benzin
Andreas Kuchler og hans kollega bruger detaljeret mikrodata fra danske registre til at undersøge, hvem der tager mere fejl end andre, når de skal give et bud på, hvor høj inflationen er. De ser på faktorer som indkomst, uddannelse, alder og køn. Men der er ikke umiddelbart nogen profil, der kan prale af resultatet:
»Vi har ikke været i stand til at finde en eneste gruppe i samfundet, som kommer bare nogenlunde tæt på,« siger han.
Selvfølgelig er der enkeltpersoner, der svarer rigtigt, men som samlet gruppe er der ingen, der brillerer. Folk, der arbejder i finanssektoren eller mediebranchen og »derfor må forventes at være mere velinformerede«, rammer heller ikke plet.
De bedste bud kommer fra mænd, der er rige, veluddannede og har aktier – men selv de tager fejl. Omvendt overvurderer kvinder inflationen mere, end mænd gør.
Den samme kønsforskel kan Francesco D’Acunto se i sine data fra USA, og han har undersøgt den yderligere. Mænd hæfter sig mere ved prisen på øl og benzin, end kvinder gør, men det helt afgørende er, at kvinder oftere står for at købe ind. Når D’Acunto ser på de enkelte husstande, viser det sig, at i hjem, hvor kvinden står for alle indkøb, vurderer hun, at priserne vil stige meget mere, end hendes mand gør. Men i de familier, hvor mand og kvinde deles om indkøbstjansen, forsvinder forskellen helt.
»I mange lande er det stadig typisk kvinden, der står for at købe ind og dermed er mest udsat for supermarkedspriser,« siger Francesco D’Acunto og påpeger, at det kan skade kvinders økonomiske forhold gennem livet. Hvis man overvurderer, hvor meget priserne vil stige, vil man forventes at bruge flere penge her og nu og spare mindre op, så i et kommende studie vil han undersøge betydningen for kvinders pensionsopsparing.
I det danske studie har Andreas Kuchler undersøgt, om der også kan være et mere grundlæggende sortsyn på spil.
»Hvis man mener, at inflationen er høj, så er man generelt også pessimistisk på andre områder – og faktisk også for pessimistisk,« forklarer han.
Studiet skelner mellem berettiget pessimisme og overpessimisme, som dækker over husstande, der forventede at klare sig dårligt økonomisk i årene fremover, men endte med at blive rigere. Overpessimisterne har endnu mere slagside end resten af befolkningen, og de er konsekvente – dem, der deltog i spørgeskemaet mere end én gang, holdt fast i deres vurdering af, at inflationen er højere, end den reelt er. Det ser forskerne som tegn på, at der er grundlæggende personlighedstræk på spil.
Homo Economicus
Alle disse resultater piller ved en række antagelser, som centralbanker arbejder ud fra. Når en centralbank skal vurdere effekten af for eksempel at hæve renten, bruger den makroøkonomiske modeller til at forudsige, hvordan markedet og borgerne vil reagere. I dem antager man typisk, at alle har fuld viden og handler rationelt. Man går altså ud fra, at alle ved, hvor høj inflationen er, at alle har samme forventning til, hvor meget priserne vil stige i fremtiden, og at den viden vil få alle til at handle på samme måde.
Men det er langtfra tilfældet. Ifølge økonomisk teori vil en person, der forventer stigende priser, begynde at bruge flere penge her og nu. Men i et studie med finske data påviser Francesco D’Acunto, at det kun er halvdelen af befolkningen, der opfører sig sådan. Den anden halvdel opfatter de stigende priser som et tegn på, at der er usikre tider forude og beslutter sig for at skære ned på forbruget i stedet.
»Selv når vi ser på folk, der ikke har finansielle begrænsninger, så vil de ikke bruge penge, når priserne stiger, fordi de har en anden opfattelse af økonomien. Og det vil være meget svært for regeringer og centralbanker at håndtere de menneskers adfærd,« fortæller han.
Studiet blev lavet, da inflationen netop var begyndt at stige under covid-19. Det bygger på data fra de finske mænds intelligenstest ved session og viser, at det er mænd med høj IQ, der reagerer i overensstemmelse med økonomisk teori, mens gruppen, der scorer lavere i testen, holder på pengene.
Et opfølgende studie finder samme mønster i en ordning, hvor man får skrotpræmie for at udskifte sin gamle bil – kun den ene halvdel af befolkningen benytter den og får dermed en fordel. Det er også dem, der reagerer på skift i renten:
»Når renten stiger, betaler de af på deres gæld, og når renten falder, låner de flere penge, mens den anden halvdel slet ikke reagerer på tiltagene,« siger Francesco D’Acunto.
For den passive del af befolkningen betyder det, at de går glip af økonomiske fordele, og for centralbanken betyder den manglende forståelse, at deres tiltag ikke altid får den tiltænkte effekt. En af de ting, centralbankerne kan føre for at dæmpe inflationen, er således at sætte renten op, som det sker lige nu. Men i et studie fra januar forventer et flertal af 6.500 amerikanere, at hvis renten sættes op, vil det øge inflationen og ikke dæmpe den. Det, der skulle lægge en dæmper på inflationsforventningerne, kan således ende med at gøre det modsatte.
Færre tal, tak
Francesco D’Acunto har efterhånden været rundt og præsentere sine forskningsresultater for »nærmest enhver centralbank i verden«.
»Vi vidste godt, at der ikke tidligere har været data, der har vist de her sammenhænge, men vi troede nok, at de ude i centralbankerne alligevel havde en fornemmelse af, at almindelige mennesker opfatter verden lidt anderledes, end modellerne tilsiger. Men vi blev overraskede over, at det ikke var tilfældet,« siger han.
Nu er mange imidlertid ved at lægge stilen om, og i samarbejde med The Bank of Finland har D’Acunto lavet et eksperiment, der afprøver forskellige måder, en centralbank kan formidle budskaber til borgerne på. Studiet findes endnu kun som udkast, men det viser, at almindelige mennesker slet ikke reagerer på en centralbanks klassiske kommunikation, der indeholder en masse tal og tekniske detaljer. Det virker langt bedre med en generisk besked uden tal, der siger noget i stil med »inflationen er høj, vi vil gøre, hvad det kræver at få den ned til det niveau, den havde, før den begyndte at stige«.
»Vi hævder jo ikke, at regeringer og centralbanker skal holde op med at udsende tal og tekniske detaljer, det skal de blive ved med til de finansielle markeder. Men i bestræbelserne på at forankre forventningerne hos almindelige mennesker er der en anden type kommunikation, der virker bedre.«
I Nationalbanken bruger de nu resultaterne fra Andreas Kuchlers studie i deres analyser og prognoser. Og Andreas Kuchler hæfter sig ved, at selvom vi ikke ved, præcist hvilket niveau inflationen er på, så opfanger vi trods alt, hvilken retning økonomien udvikler sig i:
»Hvis vi ser bort fra, at folk ikke kan sige præcist, hvor høj inflationen er i procent med decimaler på, så har de alligevel en fornemmelse for, om den er stigende eller faldende.«
