Oprejsning. Amtsforvalter Poul Andræ var den selvbevidste og – ifølge eget udsagn – altid liderlige pioner i kampen for seksuel ligestilling. Nu bliver hans enestående historie endelig fortalt.

Den kontrær­seksuelle

Den kontrær­seksuelle Af Poul Pilgaard Johnsen

Slagtersvend Carl Place Johansen, kaldet Fedesen, må være blevet noget overrasket, da han en dag i slutningen af 1920erne modtog et brev fra et københavnsk sagførerkontor indeholdende 400 kroner svarende til omkring 10.000 i nutidspenge. Måske havde slagtersvenden for længst glemt, at han engang havde haft gensidig onani med juristen, embedsmanden, etatsråden og forfatteren Poul Andræ, men det var netop derfor, han skulle have pengene.

Ved sin død i 1928 efterlod den meget velhavende Andræ nemlig et testamente, der omfattede en række »Legater fra mine kontrærseksuelle Forhold«.

Carl Place Johansen var en af de i alt 19 tidligere elskere, som Poul Andræ betænkte i sit testamente. Andre navne på listen var arbejdsmand Siegfried Viller, brolægger Christian Bruhn, arbejdsmand Christian Emilius Petersen, kaldet Christian Saxogade, og kusk Emil Larsen, der hver skulle have 300 kroner. Avissælger Peter Nielsen, kaldet Peter Valby, måtte nøjes med 200 kroner.

Et samlet beløb på 2.000 kroner blev sat af til ukendte »kontrærseksuelle, som, uden krænkelse af andres frihed eller forlokkelse og uden seksuelt samkvem med unge under 18 år, er kommet i uforskyldt nød følgende deres medfødte natur«, og blev overdraget til Københavns politidirektørs administration.

Også flere italienske mænd, som Poul Andræ havde haft seksuelle forhold til under hyppige rejser til Italien, blev betænkt. Det tog advokater tid at få dem fundet via det danske gesandtskab i Rom.

Alle var de barske, fuldvoksne arbejdertyper, for sådan foretrak Poul Andræ sine elskere, som han omhyggeligt noterede med navne, alder og erhverv i sine dagbøger. Selv så han anderledes feminin ud »med mit noget aristokratiske, studerede ydre – jeg bærer briller«, som han skrev i et brev til den tysk-østrigske psykiater Krafft-Ebing, der som en af de første beskrev homoseksualitet, masochisme og sadisme på baggrund af sine patienters egne beretninger.

Testamentet fra 1926 var ikke det eneste usædvanlige ved tidligere amtsforvalter Poul Andræ. Gennem det meste af sit liv kæmpede han med at komme til klarhed omkring sin seksualitet i en tæt dialog med datidens førende sexologer og psykiatere, og han var den første i Danmark, der offentligt forsvarede homoseksualitet. Dog under pseudonymet Tandem, men mange vidste, hvem det var.

Det skete i et langt indlæg i 1892 i Bibliotek for Læger – datidens Ugeskrift – hvor også udtrykkene homoseksuel og heteroseksuel for første gang blev anvendt på dansk. Selv foretrak Poul Andræ ordet kontrærseksuel om en person med en medfødt kønsdrift udelukkende rettet mod sit eget køn. Pointen var, at det var medfødt, og derfor ikke kunne lægges de kontrærseksuelle til last. »Min ulykkelige kærlighed,« som han udtrykte det.

I 1890erne kastede han sig med fuld kraft ind i kampen for seksuel oplysning og ligestilling og blev blandt andet dansk kontaktperson for den nystiftede tyske Wissenschaftlich-Humanitäres Komitee, der prøvede at sætte diskrimination af homoseksuelle på dagsordenen.

Alt sammen gør det Poul Andræ til en enestående pioner, hvis historie aldrig er blevet fortalt. Før nu, hvor pensioneret arkivar og seniorforsker fra Rigsarkivet dr.phil. Karl Peder Pedersen i næste uge udgiver bogen Poul og kærligheden.

I sit testamente bestemte Poul Andræ, at hans mange dagbøger »bør opbevares som vidnesbyrd om, hvor uendelig meget kontrærseksuelle, in specie ego, har lidt«. Han lod nogle af dem skrive af med henblik på udgivelse efter sin død, men de blev aldrig udgivet. Først med Karl Peder Pedersens bog fortælles på baggrund af de hidtil ukendte dagbøger og beretninger nu hele historien om en mand, der – skønt homoseksuel og masochist – insisterede på i sin seksualforskrækkede samtid at blive betragtet og behandlet med værdighed og respekt.

Allerede i 1866 skrev Poul Andræ en beretning om sine tidligste erotiske fantasier og seksuelle oplevelser. Det er et enestående og usædvanligt indblik i en drengs følelsesliv i 1840ernes og 50ernes København.

Han elskede det græske sprog og brugte pi-tegnet, π?, til at betegne ting, der havde med pæderasti at gøre, ligesom han i beretningerne skjulte onani bag det græske omega-tegn, Ω. Derudover benyttede han også latinske, italienske og franske ord om særlige legemsdele og følsomme aktiviteter, som han ikke syntes passende at skrive på dansk. I det hele taget skrev han kortfattet og indforstået og udelod mange ord, som i det følgende er tilføjet i citaterne for at lette forståelsen:

»Det første minde er betegnende for min seksualitet, fordi det er det samme incitament, som bedårer mig nu ca. 35 år senere. Ja, det er vel hin drøm som barn, alderen vel 6-8 år, da jeg var sammen med en malersvend i malerkittel. Dette klædningsstykke, samt at han i det hele var i arbejdsdragt, mindes jeg tydeligt.«

Fra et sommerophold i Ordrup, vistnok 1851, »mindes jeg røgterdrengen Martin. Med ham var det min største fornøjelse at måle cazzo, som han selv opfordrede til. Hans cazzo var altid stiv som min, og han havde sikkert den største lyst til Ω i fællesskab. Jeg erindrer min moder kommende forbi seende os således sammen på marken. Men han var ældre, og stod så meget under mig i kår, at jeg ej ret har haft mod til et forslag om Ω.«

Som 15-årig flytter Poul Andræ med sine forældre til Østerbro og får her »en i høj grad agacerende (seksuelt ophidsende, red.) kammerat i Henry Petersen. Hans kynisme, djærvhed i sprog og manerer, skorpede hænder og friske, rødkindede ansigt var mig i høj grad æggende, og jeg gik hjem med ham under en så at sige fortsat erektion«.

Allerede år forinden har Poul Andræ mærket, hvad han tænder på:

»Tidligt led jeg af stærke erektioner ved berøringer eller ved synet af en arbejdskarl. Det er t.eks. Melchiors karl, som jeg kunne tro selv har været noget urning (homoseksuel, red.), siden han vedholdende fandt fornøjelse i at tage og løfte mig op i sine arme og føle min cazzo. Kys gav han mig ikke, men derimod greb har djærvt fat om min cazzo, som blev stærkt erigeret (ego formentlig kun 8-9 år gammel, skønt han så meget ældre).«

Sit første egentlige seksuelle forhold til en mand – i form af gensidig onani – oplever han under en rejse til Napoli i 1871, og det får hans seksualitet til at gå amok. Få uger senere skriver han hjem til sin bedste og fortrolige kammerat fra skoletiden, Valdemar Krenchel:

»Selv er jeg således nu, at jeg må lade være med alt; jeg kan ikke køre i omnibus, ikke gå i små gader, ikke til barber etc. uden at jeg får de forfærdeligste erektioner. Jeg må jo bestemt til alle mine andre onder lide af priapismus (vedvarende erektion, red.).«

Poul Georg Andræ blev født i 1842 som første barn i ægteskabet mellem Hansine Schack og den danske officer Carl Christoffer Georg Andræ, der efter enevældens afskaffelse kom til at spille en central politisk rolle som både Folketingets formand, finansminister og i en periode konseilspræsident, svarende til statsminister.

Hjemmet tilhørte den københavnske elite, og både Poul og hans lillebror gik efter studentereksamen den lige vej til Københavns Universitet, hvor de begge blev jurister med højeste karakter.

Umiddelbart efter blev han ansat i Indenrigsministeriets kontor for overtilsynet med de danske kolonier i Vestindien, og i den forbindelse var han i 1871-72 udsendt til Sankt Thomas som sekretær for en særlig regeringskommission.

Læs om den store digter, Martin Kok, der blev fældet og sidenhen glemt, efter at jagten i 1800-tallet gik ind på de såkaldte mandfolkeelskere.

Efter ankomsten til Sankt Thomas går der ikke mange dage, inden det første kreolske ord dukker op i dagbøger og breve. Det er »trax,« som han selv definerer som et »sædvanligt udtryk for en ung, mandigt udseende knøs«. Til vennen Krenchel skriver han:

»Over for min trang til omgængelse kan intet overgå disse uldhårede traxere; det er unge mænd med store brede, beskidte nævner og fødder«. De er »kraftfulde og fortrinlig kødfuldt skabte, frie og ugenerte i al deres færd, stærke og sunde, halve abekatte, rå, kyniske og selv tragtende efter at kramme hvidt kød i modsætning til deres eget. Jeg tænker på dem, hører dem, ser dem, og sagt ligefrem for ikke at omskrive, får jeg straks de heftigste erektioner, som jeg kun kan dæmpe til ikke at gå over i pollutioner ved med al magt at dæmpe sanseligheden«.

Aldrig før havde Poul Andræ oplevet noget så åbenlyst sanseligt og liderligt som det at gå rundt i Sankt Thomas' gader, hvor han hele tiden konfronteres med de flotte mørke mænd. Det udløser så voldsomme erektioner, at han endda må til skrædderen for at få syet »særligt konstruerede benklæder og frakker for at dæmpe virkningen«.

Det er også her på øen, at han for første og eneste gang går i seng med en kvinde:

»Dette, der for mig er min eneste sexuelle synd, skete af sundhedshensyn – på en sexuel tilfredsstillelse troede jeg ikke – efter en læges råd på grund af mine hyppige erektioner og pollutioner (...) Lægen henviste mig da til coitus feminæ, og min opfyldelse af dette råd forklares kun ved, at en sådan sort skabning, med sine store, kalløse (hårdhudede, red.) arbejdshænder og plumpe ydre, let for min fantasi kunne forestille en mand. (...) Aldrig har jeg før eller senere blot attenderet coitus med en kvinde; det ville være min natur for modbydeligt.«

Hjemkommet til Danmark bliver Poul Andræ senere sendt til Skanderborg som amtsforvalter og samtidig udnævnt til kammerjunker. Det er herfra, han skriver til Krafft-Ebing i Wien og modtager et ikke særligt opløftende svar fra den berømte psykiater:

»Den omstændighed, at De lider af svær medfødt kontrærseksualitet, giver mig næppe håb om at kunne være Dem til nogen nytte, ikke mindst i betragtning af deres fremrykkede alder. Den eneste hjælp kunne være hypnotisk suggestion, men også selvom De blev hypnotiseret, kan kun tænkes på en seksuel neutralisering. En kunstig forandring (gennem hypnose) af Deres sjælelige personlighed til en kvindeelskende og over for kvinder potent person vover jeg ikke at håbe på. For en så ulykkelig tilstand som Deres anser jeg et ophold i et land, hvor man ikke strafforfølger kontrærseksuelle, for den eneste rigtige forholdsregel, altså ekspatriering til for eksempel Italien.«

Andræ insisterer dog på at komme i konsultation hos Krafft-Ebing. Da han vender hjem fra Wien, rammes han af en af sine gentagne depressioner og får først energi til at takke psykiateren et par måneder senere. Han benytter lejligheden til at fortælle om ikke blot kontrærseksualitet, men også om sin mascohisme:

»Jeg bliver ophidset af de mere kraftige, vilde, fuldt udvoksne mænd af folkets bærme. Deres vilde ydre må intimidere mig, og hos dem bliver jeg særligt seksuelt ophidset ved de store, kalløse, solbrændte, snuskede hænder.«

Han vil behandles som en tølper og skældes ud med sprogets værste gloser:

»Jeg ønsker, at mine voyons (seksualpartnere, red.) med trusler eller med magt klæder mig af, og for at agacere dem fingerer jeg ofte modstand (...) og jeg gyser ved deres råhed.«

Korrespondancen har nok været et af få lyspunkter i det daglige for Poul Andræ, der aldrig finder sig til rette i provinsbyen Skanderborg, hvor han kun tør betro sig til sin lokale læge om sin medfødte, anderledes seksualitet.

Men faktisk har han allerede i 1878 i København overvejet at springe ud offentligt, da han er nær ved at blive afsløret som en af de mænd, der søger kontakt med trækkerdrenge på især Kongens Nytorv. Hans københavnske psykiater, Gædeken, får ham talt fra det:

»De ved, at jeg altid har rådet Dem derfra, så længe De kan undgå det, da De aldrig vil få nogen glæde af Deres erklæring om at være kontrærsexuel. Man rokker nu engang ikke ved folks fordomme eller nedarvede begreber, men det kan jo godt være, at det er det fornuftigste valg, hvis De tvinges ved offentligt navns nævnelse.«

Poul Andræ slipper fri af Skanderborg – og statens tjeneste – da han i 1894 bliver bevilget sin afsked »i nåde«, altså med pension. Ministeriets bevilling sker på baggrund af en lægeattest, som han har indhentet, og hvoraf det fremgår, at han »lider af medfødt melankoli og stærk nervøsitet, der i de senere år stadigt er tiltaget på grund af de isolerede, og fra hans tidligere i så høj grad forandrede, forhold, hvorunder han har levet i Skanderborg, hvilket jævnligt medfører en meget stærk depression, der i væsentlig grad skader hans helbred, og nu lader befrygte, at hans indlæggelse på en sindssygeanstalt kan blive nødvendig, hvis det ikke muliggøres ham at leve under de gamle tilvante forhold i hovedstaden, hvor så mange midler står til rådighed til lindring af hans lidelser«.

Som 49-årig flytter han tilbage til København og lever resten af livet som forfatter og pensionist. Fra forældrene har han arvet en formue, og han kvitterer med en stor biografi i fire bind om faderen. Blandt mange andre bøger udgiver han også Via Appia om Italien, og værket bliver i mere end en forstand en milepæl.

Han har nemlig besluttet, at først når han har skrevet det sidste bind færdig, vil han begynde at indlede homoseksuelle forhold i Danmark. Indtil da har det kun været i Italien og under dagsrejser til Malmø. Erfaringsvist bliver danske mænd, som politiet pågriber på fersk gerning i Sverige, nemlig ikke retsforfulgt, men bare ekspederet tilbage med færgen. Og vice versa for svenske mænd i København.

Poul Andræ overlader dog intet til tilfældighederne, og inden han går i gang med mænd fra hjemlandet, opsøger han både Københavns politidirektør og en dommer for at få klarlagt, hvilke seksuelle aktiviteter mellem mænd der er ulovlige, og hvad der er tilladt.

Hos politidirektør Eugen Petersen tropper han i 1882 op med en erklæring fra overlæge Gædeken, der fastslår, at han »lider i en høj grad og på en hans helbred væsentlig forstyrrende måde af en medfødt sjælelig abnormitet (kontrær seksualforstyrrelse), som det ved de hidtil forsøgte midler ikke er lykkedes at bekæmpe«.

Erklæringen skal bevise, at Andræ ikke selv kan gøre for det, og at han ikke bare er en af de »udlevede vellystninge« eller »overmættede libertinere«, som politiet ellers i tide og utide bliver konfronteret med. Begreberne anvendtes om mænd, der efter mange år var blevet trætte af samlivet med deres koner og derfor søgte sex med purunge piger eller unge mænd. I sidstnævnte tilfælde kunne ægtemændene anses som »perverse«, da de jo i bund og grund var heteroseksuelle.

Andræ finder ud af, at gensidig onani faktisk ikke bliver retsforfulgt, medmindre det bliver set af nogen. Så er det nemlig en overtrædelse af reglerne om blufærdighedskrænkelse og den offentlige orden. Men er der kun de to involverede mænd til stede, kan man ikke dømmes, for så er ingen blevet krænket.

Analsex – som Andræ altid gør meget ud af at fortælle, han ikke involverer sig i – er derimod strafbart. Forbuddet gælder dog både for mænd og kvinder, og har som sådan intet specifikt med homoseksualitet at gøre.

Undervejs har den pensionerede amtsforvalter, der ligesom sin bror forbliver ugift, også travlt med at få hævet sin sociale status, så han kan gøre sin familie ære. Titlen kammerjunker er ikke fin nok, og helt uhørt forklarer han under sin afskedsaudiens hos Christian 9. kongen, at han bør udnævnes til etatsråd.

Et så upassende forslag er den sikre vej til ikke at blive udnævnt, men Poul Andræ fortsætter bestræbelserne, og i 1912 lykkes det ham med den nye konge, Christian 10.s, godkendelse endelig at blive etatsråd.

Selvfølelsen hos Poul Andræ fejlede aldrig noget. Heller ikke når det gjaldt hans seksualitet. Som han skriver om sit besøg hos psykiater Krafft-Ebing i Wien, der interesserede sig for mennesker med – i datidens øjne – aparte lyster og abnormiteter:

»Jeg er et højst fuldstændigt og fejlfrit eksemplar af racen, så jeg blev modtaget som en kostbar skat.«

Læs også det opsigtsvækkende fund der en gang for alle, løser mysteriet om Herman Bangs død, og gengiver en øjenvidneberetning om forfatterens sidste dage og timer.

Side 36



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter