Artiklen blev bragt første gang i september 1972.
Alle, der så den overlæssede pressede citron køre ned ad Prinsessegade, regnede med, at det bare var en presset citron med for mange passagerer. De kunne ikke vide, at vognen rummede en invasionsstyrke på vej mod det afgørende slag.
Med et ryk standsede køretøjet på det strategisk rigtige sted. Det tømtes for passagerer og udrustning: termokande, bagerposer, faner, fotografiapparater og geværer. Således munderet sneg seks mennesker sig ind gennem et firkantet hul i det plankeværk, der hidtil havde opretholdt det ubønhørlige skel mellem civilismen og militarismen.
Foran dem lå en øde by med hytter og paladser. De mødte ingen modstand, vejen var banet for videre fremmarch. For sejr.
Søndag den 26. September 1971. Måske ikke en dato, der vil stå med spærret sats i fremtidens historiebøger, men alligevel et lille vendepunkt. I al stilfærdighed foretog vi den hidtil mest omfattende slumstorm og skabte mulighed for det såkaldte alternativsamfund, fristaden Christiania, som i dag, et år efter, er et almindelig kendt begreb, der med jævne mellemrum giver enkelte politikere lejlighed til at stille indignerede spørgsmål til diverse ministre.
Vi følte os som en blanding af Palle alene i verden og Fidel Castro stiger ned fra bjergene. Bådsmandsstrædes Kaserne og Ammunitionsarsenalet var rømmet efter en politisk beslutning om at flytte menageriet til Hjørring. Men ingen havde rigtig gjort sig tanker om, hvad den forladte jord og de tomme huse skulle bruges til. For os, de seks mennesker med tilknytning til den daværende ugeavis Hovedbladet, var sagen ganske klar. Vi måtte iværksætte en immigrationsbølge, således at husene blev befolket i en fart.
Volden væk fra volden
Storslåede visioner fyldte os, mens vi vandrede fra bygning til bygning og tog det imponerende anlæg i øjesyn. Med en dåse spraymaling anbragte vi på en række mure et stort C og et sanskridt-tegn, der udtales hariaum, for ligesom at markere, at nu havde vi været der. Efter den første inspektion kravlede vi op på volden, hvor vi i den vidunderlige og lidet militaristiske natur nød vor medbragte morgenmad, alt imens vi drøftede, hvordan fremtiden skulle forme sig. .
Vi så store muligheder i at omskabe kasernen til et fredsområde og opfandt straks straks sloganet »Volden væk fra volden«, i det vi skævede til de tre antikke geværer, der kun ville have gjort nytte som slaginstrumenter i tilfælde af en kamp, da de var uden ammunition og tilmed rustne. Men der var ingen anledning til bataljer. Uantastede begav vi os til den ene portvagtstue, hvor vi forsynede os med små metalplader med et nummer og en krone, formentlig en slags oversigtstavle, så man kunne se, hvem der var i kvarter.
Det imponerede og forargede os, at militæret i så mange år havde kunnet disponere over så vidtstrakte landområder, og vi harmedes over den hensynsløse måde, militæret havde rømmet stedet på. Vigtige installationer var revet ned, noget af det lignede hærværk. Da der stadig ikke var andre levende væsener end os, overskred vi nogle ruller pigtråd for at komme ind på militærlaboratoriets område, totalt blottet for respekt for »adgang forbudt - sprængning«-skiltet.
Pludselig blev vi tiltalt. Af en venligt udseende ung mand med rødt skæg og en i denne situation ganske værdiløs gummiknippel i bæltet. Han var tilsyneladende mere foruroliget over vores tilstedeværelse end vi over hans, og vi kunne kun betragte hans henstilling om at forlade området som vejledende. Han repræsenterede et privat vagtkorps, der havde overtaget bevogtningen af det militære område. Et arrangement, der ville have fået Estrup og andre fortalere for Københavns befæstning til at græde hjerteblod.
Indvandringspropaganda
Da vi havde set os mætte på alle herlighederne, forlod vi atter Bådsmandsstrædes Kaserne. Men nu hed det noget andet: Christiania. Skulle vi kalde det en fri stad eller en fri stat? Næsten berusede af disse suverænitetsdrømme tog vi tilbage til Danmark. Pressefotograf Ernst Nielsen fremkaldte sine billeder, og jeg skrev en stor midtsidereportage med forsideskræp til Hovedbladet under overskriften »Civilisterne erobrede militærets »forbudte by«.
Der var tale om en temmelig utvetydig opfordring til at bosætte sig i byen, og til trods for bladets begrænsede udbredelse blev parolen hurtigt fulgt. I de følgende numre af Hovedbladet fortsattes propagandaen for masseimmigration, og ganske få uger efter kunne det selvbestaltede folkeregister tælle de første 2-300 indbyggere.
Det er sandsynligt, at Christiania var blevet en fristad, selv om vi ikke havde haft øjnene med os. Men den omstændighed, at vi på det tidspunkt havde rådighed over en lille gren af massekommunikationen, var stærkt medvirkende til at forcere udviklingen og dermed bane vejen for den de facto-anerkendelse af fristaden, som er en kendsgerning i dag.
En by, hvor der bor mennesker
Hvad kan man sige om Christiania et år efter? B.T.s Rigmor Jessen gjorde status fornylig og skrev, at byen er ved at fungere. Kriminalkommissær Axel Frederiksen, narkotikapolitietschef, udtalte til Berlingske Tidende, at han var kommet på talefod med Christianias indbyggere, og at politiet var indstillet på at lytte til dem »i en venlig og afslappet atmosfære«. I en ledende artikel så samme blad dog mere pessimistisk på situationen: »Der findes en såkaldt styringsgruppe, men beboerne består i øvrigt af anarkister, alkoholikere, mindre kriminelle, hashforhandlere og hippier«. Man undrede sig over, at staten ville ydmyge sig ved at træffe en aftale med denne gruppe personer. Samarbejdsdokumentet blev offentliggjort i Weekendavisen den 28. juli, illustreret af et fotografi, der først og fremmest viste en bræddebunke. Billedtekst: »Efter aftalen skal der nu ryddes op«. Det fremgik ikke, at netop dette roderi skyldes militæret, der efter samråd med Christianias styringsgruppe, nedriver bygninger, som ikke er beboede. Bræddebunken udgjorde resterne af en 300 meter lang hestestald, der engang har stået på det gamle halmtorv i København, indtil den blev flyttet til kasernen.
I det hele taget har Christianias beboere et udmærket samarbejde med militæret og dets minister, Kjeld Olesen. Det er meningen, at hver Christiania-borger skal indbetale 50 kr. Om måneden til fælleskassen, som bagefter skal viderebefordre pengene til Forsvarsministeriet til dækning af bl.a. lys og vand.
Denne ordning fungerer endnu ikke tilfredsstillende. Der er mange poujadister i Christiania. Borgerne formanes gennem ugeavisen med det vittige navn »Ordkløveren« (oplag: 125 eks.): »Hvis du er glad for at bo netop her på Christiania - hvad enten du har fuglesang eller strøm - eller ingen ting - så betal - ellers flyt - nåja, det lyder måske noget drastisk - og mange vil selvfølgelig være af en anden mening - hvis her bor ca. 500 forskellige mennesker, er der tilsyneladende osse 500 forskellige opfattelser af - hvad der er »rigtigt-forkert-logisk-flippet-dejligt-ubehageligt« -osv. osv. - nå nok om det - men jeg spår Christiania en sørgelig - hvis...«.
Det er muligt, at en stor del af indbyggerne kan reduceres til hippier, anarkister og småkriminelle, men det er fremfor alt mennesker. Den første halve snes børn har allerede set dagens lys i Christiania, og et enkelt dødsfald er også noteret. Det skyldtes letsindig omgang med ild.
Og sundhedsplejersken siger, at Christiania-børnene er de sundeste på hele Christianshavn, fordi de allesammen får bryst.
Decentraliseringsplanen
Christianias presse udgøres desuden af det af og til udkommende »Christiania Alternative«, et offset-trykt organ (oplag: 200 eks.). Det startede oprindelig under navnet »Christiania Tidende«, og der er hidtil kommet syv numre, som er præget af redaktøren Bent Rasmussens glødende astrologiske engagement. Han har således regnet sig frem til, at Christianias egentlige fødselsdag er den 25. september kl. 17.29, når »solpositionen er 2 gr. 41’ vægt«, og han opfordrer borgerne til at benytte denne dag til oprydning og styrkelse af sammenholdet.
I »Ordkløveren agiterer redaktør Keld Løvetand for decentralisering af beslutningsprocesserne, efter at det har vist sig, at fællesmøderne i Christiania har en tendens til at blive forum for snakkesalige og kværulanter, hvorved summen af beslutninger bliver omvendt proportional med antallet af deltagere og den anvendte diskussionstid.
Christiania er delt op i fem provinser, der igen er decentraliseret på den måde, at hvert hus, gård, kollektiv eller område holder møde om deres egne anliggender, når det skønnes nødvendigt. En referent for hver gruppe samles så til et møde for hele fristaden hver mandag aften, hvor man så udveksler erfaringer.
»Den største fordel . . . ligger i, at så mange som muligt kommer med i beslutningerne om, hvad der sker mellem os og omverdenen. Der vil måske også være mulighed for, at flere går ind i arbejdsgrupperne, som er etableret, f.eks. socialgruppen, forhandlingsgruppen, info-gruppen, indkøbscentralen, og hvad der ellers findes af arbejdsgrupper. Hvis der skete lidt udskiftninger i ny og næ, kommer vi vel efterhånden ud over al tale om pamperi.«
Christiania-pressen forsøger ikke at foregive, at livet er problemløst, hvilket denne reportage i »Ordkløveren« vidner om:
»Søndag aften ved 22-tiden blev der foretaget et fedt kup i Fredens Ark. Tyven har været en lille smalskuldret splejs, som har klemt sig gennem en hundelem i frontdøren, hvorefter han lynhurtigt har rullet gardinerne ned, taget et hastigt overblik og scoret en række af de mest værdifulde og lettest omsættelige ting.«
Man bemærker her to karakteristiske udtryk for Christiania-sproget: »fedt« og »scoret«. At score svarer til det engang så moderne udtryk »at organisere«. Da militæret forlod Christiania, efterlod det en masse affald, der viste sig at have værdi for de nye beboere. Mange Christiania-hjem er baseret på gamle ammunitionskasser, og de mest fingernemme har scoret et helt lille VVS-lager ved besøg i badehuse og på toiletter.
Denne organiseringsvirksomhed er undertiden - og ikke helt uden grund - blevet forvekslet hærværk, men bortset fra rudeknusninger, som først og fremmest har været besørget af folk uden for Christiania, har »hærværket« først og fremmest været en del af den eksistenskamp, som præger livet i Christiania.
Menneskelig losseplads eller...
Nogle er blevet chokeret, når de har stiftet bekendtskab med Christiania. En norsk minister udtalte således efter en sight-seeing, at det var værre end indisk slum, og i en overskrift på forsiden har Politiken kaldt stedet for en losseplads for samfundets tabere.
Er dette nu en rigtig vurdering? Forholder det sig ikke snarere sådan, at de mennesker, man kalder tabere, har bedre eksistens- og udviklingsmuligheder i samfundet Christiania end i det »rigtige« samfund? Herom skriver Hans Løvetand Thorup i »Ordkløveren«:
»Lad mig slå fast, at det sociale problem herude ikke er Christianias, men hele Københavns for ikke at sige hele Nordens. Det er blot blevet koncentreret i Fristaden, og synes derfor så dominerende i dagligdagen. Mon ikke adskillige husværter har observeret, at der ikke længere ligger social« tabere i deres trappegange. De har nu værelser eller huse på Christiania, hvor de samtidig har chancen for langsomt, hvis de ønsker det, at genoptrænes til et dagligt stykke arbejde og få en fornyet holdning og respekt for en til enhver tid siddende styreform med tilhørende system«.
Måske har det etablerede system udenfor øje for dette perspektiv. Ingen skred ind, da Christiania for nogle måneder siden blev udvidet med endnu et stykke land, der var forladt af militæret, den såkaldte Dysseprovins.
Et rygte, der verserede i Christiania i denne sommer, gik ud på, at Københavns politistationer i 24 timer havde været i alarmberedskab, parat til at storme Christiania. Aktionen blev drøftet på et ministermøde, hvor der opstod en uoverensstemmelse mellem socialministeren og justitsministeren. Og det var Eva Gredals tårer, der satte en foreløbig stopper for den planlagte rydning. Et sådant forlydende lader sig selvsagt ikke verificere, og det er sandsynligt, at myndighederne vil tøve en gang eller to, før de erklærer de ca. 500 christianere krig.
For der vil blive tale om regulære guerilla-kampe. Var invasionen fredelig og ublodig, vil rømningen til gengæld blive grufuld. Sofiegården i tiende potens. Området er jo bygget af militærfolk, som også må have disponeret ud fra den betragtning, at Christiania - undskyld Bådsmandsstrædes Kaserne - skulle være så vanskelig at indtage som muligt. Christiania overgiver sig næppe frivilligt, og man kan kun gisne om f.eks. B&W-arbejdernes reaktion, når de hører, at politiet er gået i gang med den endelige oprydning.
Men den velvilje, Christianias forhandlingsgruppe har mødt rundt omkring, tyder heller ikke på, at der foreløbig vil blive iscenesat manøvrer mod byens borgere. Måske erkendes det, at Christiania på godt og ondt er et enestående forsøgsområde. Flere grupper af sociologi- og psykologistuderende har allerede været på ekskursion for at se prøvekaninerne og anstille analyser af deres levevis.
Nogle har villet give det udseende af, at Christiania er en meget dyr fornøjelse for samfundet, skatteborgerne. Jord og bygninger er afskrevet gennem flere hundrede år, de egentlige driftsudgifter indskrænker sig til lys, vand og lidt administration. For denne sum har et halvt tusinde mennesker fået en ny mulighed for at leve op til deres egne forventninger.
Moderne nybyggere
Der er sket en kolossal udvikling i Christiania siden hin minderige invasionssøndag. Selv holdt min hustru og jeg ikke til mere end tre måneders ophold, først og fremmest fordi fristadens politiske liv på forstemmende vis mindede os om det kævl og de intriger, som vi havde været igennem på Hovedbladet. Men det var en lærerig tid for os, vi følte og som det, vi var: nybyggere. Hvor man i tidligere tider var nødt til at løse enkeltbillet til Amerikabåden, kan man i dag nøjes med at betale en polet til føreren af bus linie otte.
Ingen - allermindst Christiania-nybyggerne - påstår, at menneskehedens problemer er forsvundet som en hvid tornado i dette enestående alternativ-samfund. Egoisme og begær er ikke med ét blevet til ukendte begreber, men man har på fornemmelsen, at der i Christiania er skabt en menneskelig landsby, hvor man kommer hinanden lidt mere ved, og hvor det er lettere at være sig selv. Noget af det, vi drømte om, da vi invaderede kasernen, er gået i opfyldelse.
Artiklen blev bragt første gang i september 1972.
