WARSZAWA – Murersvendene uden for Den Saksiske Have arbejder halvnøgne. Varmen er strid i dag. Der er trængsel i skyggen og ved hipsterens cykelvogn med limonade. Men til en konference i Det Nationale Institut for Kulturarv finder jeg hedebølgens mest trodsige minoritet: fire mænd fra Polens nye, private universitet og en snes tilhørere, alle klædt i mørke jakker, stive bukseben, slips og lædersko. Udefra brager solen ind ad salens store vinduer, men her er tilsyneladende konsensus om at ignorere sved på panden.
»Det er ingen hemmelighed, at vi ønsker at være en platform for akademikere med konservative værdier. Vi drømmer om at samarbejde med intellektuelle fra Centraleuropa, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Slovakiet, alle vegne. Vi er et modsvar til alt, der er woke, og til vestlig cancel-culture,« siger Bartosz Lewandowski.
Han er dagens ordstyrer, leder af Collegium Intermariums juridiske fakultet og ligner den blonde slyngel fra de første Karate Kid-film. Bag ham hænger et banner i blå-gule farver, der leder tankerne mod Sverige, og det er helt sikkert ikke intentionen.
Når efterårssemesteret begynder, er Europas akademiske verden udstyret med to private universiteter, der absolut ikke er kommet for at danse tidsåndens trin. Tværtimod: De har ambitioner om at ændre rytmen og lære ungdommen, hvordan en traditionel, kristent forankret melodi lyder.
Det nyåbnede universitet i Polen samarbejder med det Orbán-støttede Mathias Corvinus Collegium i Budapest. Med et principfast program og samarbejde på tværs af kontinentet vil de påvirke den akademiske retning i Europa. Oprustningen har et politisk sigte: De nyuddannede skal varetage de konservative staters interesser i EU. Hvad betyder det for forskningsfriheden og den akademiske udvikling i Europa?
Det sande, det gode og det skønne
I efteråret begynder de første 35 studerende på det juridiske fakultet, det foreløbig eneste på Collegium Intermarium i Warszawa. Universitetet er ifølge hjemmesiden et »svar på det akademiske livs krise«.
Til åbningsceremonien i maj talte Gergely Gulyás, stabschef for Ungarns premierminister, Viktor Orbán: »Universitetet skal stå som et bolværk mod den fundamentalistiske tilgang til menneskerettigheder og mod den rasende politiske korrekthed i Europa,« sagde han. Gulyás’ tilstedeværelse var ikke tilfældig. Collegium Intermarium samarbejder med Mathias Corvinus Collegium, kaldet MCC, et privat universitet i Budapest med Orbán-regeringens midler, ideologi og allierede bag sig.
Orbán privatiserede i april 11 universiteter, alle i landet på nær fem, og satte egne folk i spidsen. Blandt andre Balázs Orbán, der ikke er i familie med premierministeren, men som ved siden af sin nye post som bestyrelsesformand hos MCC er ansat som Viktor Orbáns statssekretær.
Ifølge New York Times og den ungarske nonprofitorganisation K-Monitor har fondene, der nu kontrollerer universiteterne, modtaget et tilskud af offentlige midler på 22 milliarder kroner. Med privatiseringen har Mathias Corvinus Collegium modtaget cirka halvdelen af det beløb, 10,7 milliarder kroner, omtrent én procent af Ungarns BNP.
MCC forventer nu at optage 10.000 studerende over de næste tre år og udvide antallet af centre i Ungarn og nabolande til 35.
Kritikere kalder oprustningen et forsøg på at træne en intelligent, konservativ hær, der skal sikre videreførelsen af Orbáns ideologiske projekter, selv hvis han taber det ungarske valg i 2022. Samme kritik rettes nu mod Collegium Intermarium i Warszawa. Det er ikke statsfinansieret, men søsat af den juridisk rådgivende tænketank Ordo Iuris, som har et tæt ideologisk bånd til den nuværende polske regering og er delvis finansieret af den katolske kirke.
Tænketanken har arbejdet aktivt for et totalforbud mod abort, ligesom de regnes for arkitekterne bag Polens LGBT-fri zoner. Kritikere af Ordo Iuris kalder dem ultrakonservative fundamentalister. Selv kalder de sig objektive beskyttere af loven.
Der er flere overlap mellem Ordo Iuris’ og Collegium Intermariums ledelser. Blandt andre Tymoteusz Zych, vicepræsident i tænketanken og rektor på universitetet. Han omtales konsekvent som Dr. Zych. Han er på forretningsrejse i Bruxelles, da jeg ringer til ham. Jeg spørger, om universitetet afspejler tænketankens politiske position. Ja, i den forstand, at ingen af dem er politiske, siger han og forklarer, at de er etisk forpligtet af de gamle filosoffers treenighed det sande, det gode og det skønne.
Om MCC i Ungarn siger han: »Vi betragter MCC som en søsterorganisation, og vi er i gang med at forhandle en erklæring om partnerskab.«
Han fortæller, at de arbejder på at udbrede åndsfællesskabet med flere universiteter i blandt andet Georgien, Slovakiet, Ukraine og University of Buckingham i England. Motivationen er at bryde med en »venstreliberal kapring af den akademiske verden«. Det giver mindelser om den debat, som folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) har rejst i Danmark med påstande om udbredt pseudoforskning og venstrefløjsaktivisme i akademia, en udvikling, som et flertal i Folketinget har vedtaget at være imod.
Da jeg spørger Dr. Zych, hvilken »akademisk krise« de nye universiteter er reaktion på, falder svaret som et Lucky Luke-skud, før jeg når at fuldende sætningen: »Venstreorienteret, liberalt woke-tankegods, identitetspolitik og cancel-culture. Et alternativ til de universiteter, der opfører sig som institutioner for indoktrinering.«
Woke er efterhånden blevet et paraplybegreb, der kan betyde alt fra harmløs inklusion af mindretal til militant feminisme. Dr. Zych definerer det som argumentation ud fra følelser, en konstruktivistisk tilgang til kønsidentitet og seksualitet og som »eliminering af folk, der tænker og taler anderledes«. Lyder det paradoksalt, at Dr. Zych vil bekæmpe meningstyranni med en ny institution, der åbent ekskluderer bestemte forskningsfelter og -metoder? Jeg spørger, om han er rektor for et konservativt ekkokammer:
»Nej, men jeg er rektor for et sofistikeret sted, der afviser alle, der prædiker for de frelste,« siger Dr. Zych.
Hvordan undgår han så »frelste« studerende? Alle ansøgere inviteres til en samtale, siger han, hvor deres evne til at tænke kritisk om en akademisk tekst testes. »Jeg spørger altid, om de er uenige i noget af det, forfatteren skriver. Hvis de svarer nej, diskvalificeres de,« siger Dr. Zych. De, der søger om stipendium, skal derudover dyste i en retorisk konkurrence og forsvare et standpunkt, der afviger fra deres eget. Ansøgerne bedømmes på rationalitet. Følelser giver minuspoint.
Han siger flere gange, at Collegium Intermarium skal være en pluralistisk institution. Med den polske regerings modstand mod kønsforskning og mod LGBT-eksponering in mente er det regnbuefarvede felt et oplagt sted at trykteste Dr. Zychs idealer for forskningsfrihed og åben debat.
Hvordan vil han som rektor håndtere, hvis en forsker vil undersøge LGBT-spørgsmål ud fra et socialkonstruktivistisk standpunkt?
»Jeg afviser ikke forskning på forhånd. Konklusioner behøver man ikke enes om, men metoden skal være ubestridelig. Det mener jeg ikke, socialkonstruktivisme er. Så skulle dét ske, ville jeg nok tage mig tiden til at forklare, hvorfor ideen om, at seksualitet udgør et menneskes identitet, er snæversynet og dum.«
Asterix mod de progressive
Varmen sætter sig som et sepiafilter over de pastelfarvede bygninger og sennepsgule sporvogne, og det får Warszawas bymidte til at ligne en kulisse i Wes Andersons filmunivers.
Bag disken i den kombinerede café- og ostehandel KREM ryster Simon Julliard på hovedet. Han har ikke hørt om Collegium Intermarium. Kort efter kommer han ud med min espresso, sætter sig og tilbyder noget tørt polsk bagværk. »På min regning,« siger han. Han vil gerne kommentere sagen. »Det er så typisk Polen at trække fronterne op på den måde,« siger han. Den 20-årige fyr går klædt som en, der kører til arbejde på skateboard. Efter sommer begynder han på økonomistudiet på Uniwersytet Warszawski, Polens største universitet, og han siger, at han håber, underviserne lader både politik og religion blive derhjemme.
Julliard tog sit sidste gymnasieår på Zmichowska, en skole rundt om hjørnet, som han beskriver som feministisk. Under de seneste års heftige regnbuedemonstrationer i Warszawa oplevede han tomme klasseværelser, fordi de andre elever var på gaden sammen med lærerne. Som landets politiske klima udvikler sig, forventer han, at flere institutioner vil markere sig ideologisk. »Og ingen af os bliver klogere af det,« siger han. Han siger, at han er skræmt ved tanken om en tilsvarende udvikling i resten af Europa.
Skræmt er Rodrigo Ballester ikke, da jeg ringer ham op fra hotellet. Ballester er i Ungarn, hvor han leder Center for Europæiske Studier på MCC. Han finder udviklingen nødvendig: »Konservative værdier forbliver trumfet, hvis vi ikke selv skaber et sted, hvor det er i orden at tale frit.«
Han er født i Spanien, har arbejdet en årrække i EU og på Science Po-universitetet i Paris og har aldrig følt sig så fri som nu: »Jeg skulle holde min kæft i mange år, men ikke længere,« siger han. Ballester sammenligner MCCs rolle med Asterix og Obelix’ mod romerne: »Vi er en lille landsby af stærke individer omringet af et stort enstænkende kollektiv.«
Rodrigo Ballester hævder at have absolut undervisningsfrihed, og den har han tænkt sig at bruge på at undervise fra et konservativt ståsted. Han irriteres, da jeg spørger, om han arbejder for regeringen.
»Jeg er ideologisk tæt på Orbán, men det burde bekymre dig mere, at mit og hans ståsted er fundamentalt underrepræsenteret alle andre steder,« siger han og stiller et modspørgsmål:
»Ville du stille de her spørgsmål til en underviser på Sorbonne? Eller Sociologisk Institut på Københavns Universitet, huh?« Ballester afslutter sine sætninger med et »huh?«, som om han blærer sig.
Jeg indvender, at den danske regering ikke har taget kontrol over danske universiteter.
»Okay. Selvfølgelig er vi biased, men vi er i det mindste åbne om det, huh?« siger han. Jeg stiller Ballester samme LGBT-spørgsmål, som jeg stillede Dr. Zych. Det er særligt relevant i det ungarske tilfælde, for Orbán gennemførte i forrige uge et forbud mod LGBT-materiale i al undervisning til elever under 18 år. I en nylig klumme på MCCs blog skriver Ballester om undervisning i transkønnethed: »Det er som at fortælle børn, at Jorden er flad.«
Af samme grund finder han det ikke relevant at forske i LGBT-rettigheder, siger han: »Jeg er sikker på, at danske universiteter heller ikke forsker vildt meget i, lad os sige, swahili-litteratur, huh?«
Jeg spørger igen, om han hypotetisk set kunne kritisere Orbáns linje: »I princippet, ja. Men hvis jeg kom med en tese om, at køn er en konstruktion, ville mine kollegaer fortælle mig, at forskningen var noget lort. De ville grine af mig,« siger Ballester.
Skal øvrige EU-lande respektere, at nationalkonservative lande tilbyder et alternativ til de uddannelsesinstitutioner, de ikke kan se sig selv i? Opponere eller blande sig udenom?
Ballester mener ikke, at Ungarns uddannelsespolitik rager unionen. At landets nye LGBT-lovgivning blev mødt af hård kritik fra flere medlemslandes regeringschefer, er udtryk for »unionens cancel-culture«:
»Vi synes jo også, at danskere er latterlige med jeres regnblueflag over det hele. Men vi respekterer, hvis I vil være sådan. Den respekt bør være gensidig. Også når Ungarn siger, at her er en mor en kvinde og en far en mand. Hvis EU bliver en klub for de progressive, er kontinentet tabt,« siger han.
Så meget desto bedre er det, at den europæiske værdidebat er rykket ind i den akademiske verden, siger han: »Det har aldrig været vigtigere at debattere europæisk identitet end lige nu. Jeg mener jo ikke, at MCC står for noget nyt, tværtimod, vi står for en genopdagelse af det gamle Europa.«
Dr. Zych er enig: »I den forstand er universitetet et forsøg på at påvirke, hvad EU står for indefra. Jeg drømmer om at danne en stærk union inde i unionen.«
Efter konferencen går jeg mod den gamle markedsplads for at køle af i skyggen. Fra en altan ved et galleri hænger et regnblueflag – det eneste, jeg ser i byen. Uskyldigt for nogle, en trussel for andre.
»PACE« står der på det. Italiensk for fred. Eller engelsk for tempo. Som var det sendt i forvejen med forstærkninger i ryggen. Det kunne det nok få brug for.
