I 1965 satte den tyske kunstner Joseph Beuys sig med hovedet indsmurt i honning og bladguld for at forklare en række malerier for en død hare, som han nænsomt holdt i sine arme. Publikum stod uden for galleriets vindue og i døråbningen, mens kunstneren udførte sin gestus. Langsomt gik han rundt langs væggene, på højre fod havde han en jernsål, på venstre en filtsål. Han fortalte haren om de ophængte værker. Efter hvert foredrag lod han harens pote berøre maleriet. Denne magiske performance blev en slags gennembrud for Joseph Beuys’ poetiske og gådefulde kunst. De dybe mytologiske rødder og det kraftige energifelt, kunstneren kunne tilvejebringe gennem sin blotte væren og nogle få objekter, gav genlyd i kunstverdenen.
Joseph Beuys blev den mest indflydelsesrige kunstner og professor de næste årtier i Tyskland indtil sin død af et hjertetilfælde i 1986. I denne måned er det 100-året for kunstnerens fødsel, og fra 13. juni kan man på Hamburger Bahnhof i Berlin se den store udfoldede udstilling Starting from language.
Her vises blandt andet cyklussen af tidlige tegninger The secret block for a secret person in Ireland formet med tankerne på forfatteren James Joyce og hans mytologiske hverdagsfortælling Ulysses. Joseph Beuys var optaget af fortællingen og myten. Og i at skabe sin egen. Født på sygehuset i Krefeld 12. maj 1921 og opvokset i Kleve kaldte han sig manden fra Kleve og undgik vel i det store billede at nævne, at han som 15-årig gik ind i Hitler Jugend og samme år deltog i Nürnberg, den årlige vækkelsesparade for det fremstormende nazistparti.
Joseph Beuys blev maskingeværskytte i Luftwaffe og tjente under Anden Verdenskrig, blandt andet over Krim-halvøen hvor han overlevede et flystyrt siddende bagest i maskinen. Da han for alvor blev kunstner efter krigen, producerede han en poetisk løgn om sig selv. Han var blevet reddet af nomader, tatarer, der plejede ham, smurte hans krop i dyrefedt og varmede ham med filttæpper. Den historie er han citeret for i utallige versioner.
Officielle rapporter fra ulykken viser dog, at han blev reddet af et tysk eftersøgningshold, der var ingen tatarer i landsbyen, Beuys var ved bevidsthed, og han blev bragt til et militærhospital og indlagt tre uger. Sikkert er det også, at han blev dekoreret som såret tysk soldat, da han overlevede hele fem close calls i kamp. Krigen endte for Beuys’ vedkommende i britisk fangelejr, hvor han blev sat fri efter tre måneder i august 1945.
Med en stor appetit på Rudolf Steiners teosofiske tanker husker forfatteren Günter Grass i sine memoirer, at Beuys kunne skabe en særlig atmosfære omkring sig i ungdomsårene. Kunstneren læste Joyce og de tyske romantikere og var interesseret i naturvidenskaben. Som ung havde han også et bijob i cirkus som dyrepasser i et års tid. Men i forhold til, at Joseph Beuys’ kunst ofte omhandler både levende og døde dyr, giver det mening. I et berømt værk opført i New York i 1974 lader han sig »indespærre« i et galleri med en vild coyote. Performanceværket har titlen I like America, and America likes me, og tryllebandt et nyt publikum. Kunsten ramte virkeligheden på samme måde, som Andy Warhol mestrede det med sin popkunst. De to kunstnere delte begge interessen for politisk offentlighed og tog aktivt del i at gøre kunsten til et statement i offentligheden, der kunne flytte overbevisninger.
Beuys kom med mange slogans. Et af de mest kendte er: »Alle mennesker er kunstnere.« Men især kunne han kunsten at løfte andre kunstnere til et højere niveau gennem sin undervisning og sin forbilledlige praksis. Listen over, hvem han har påvirket, er uendelig lang og udfolder sig endnu på alverdens museer gennem performances som eksempelvis Marina Abramovics, der tiltrækker massepublikum, og til de mere konservative kunstarter maleri og skulptur. Joseph Beuys plantede 1.000 træer og lige så mange sten i bybilledet i Kassel og New York, startede et politisk studenterparti, støttede »de grønne«, inden de næsten fandtes, og blev foregangsmand for en hel generation af kunstnere, ikke kun i Tyskland, men også herhjemme, via fluxusbevægelsens kunstnere og eksempelvis Henning Christiansens og Bjørn Nørgaards indsats. En af Joseph Beuys’ elever fra hans professortid, Ursula Reuter Christiansen, fortæller fint om sin tid hos mesteren på Louisiana Channel, at »han havde et helt slæng af mænd bag sig, altid«, men man kan også nå ind til figuren Beuys på spillefilmsniveau med den fremragende filmatisering over maleren Gerhard Richters liv, Værk uden skaber fra 2019.
Da Joseph Beuys døde, var det en overraskelse for mange, at han havde været gift siden 1959 og efterlod sig to børn. Eva Beuys blev født 1933 og lever endnu, dog ikke i den atelierlejlighed, som parret beboede siden 1961 i Düsseldorf, som hun skildrede i bogen Beuys. Düsseldorf-Oberkassel. Drakeplatz 4. Beuys besøgte flere gange Danmark, både privat og i forbindelse med udstillinger. Det mest spektakulære foto, jeg kender, er fra Møn, hvor kunstneren har parkeret sin Rolls Royce foran familien Reuter Christiansens gård og sidder iført sin karakteristiske hat med armen om en lille purk. Han vidste noget om monarkiets symboler og om at ankomme standsmæssigt som kunstner.
