Indtil for ganske nylig kendte ikke ret mange til arten stor vandsalamander. Ej heller den lysbugede knortegås. Edderfuglen havde man måske hørt om – om ikke andet så som fjer i en ekstravagant dyne – men hvad med strandtudsen? Den gråstrubede lappedykker? Hvad med sortanden?
Måske kendte vi dem ikke førhen, men det gør vi nu.
På hver sin måde er dyrene blevet omdrejningspunkt i politiske slagsmål. Vandsalamanderen sidder indirekte med til bords, når diskussionen om byggeriet på Amager Fælled udfoldes, og sammen med lærken vil den for de fleste hidtil ukendte padde sandsynligvis spille en væsentlig rolle ved efterårets kommunalvalg i hovedstaden. Og det selvom den er svær at få øje på derude.
Da Berlingske for nylig var med en biolog på Fælleden for at lede efter salamandere, de kunne indsamle og flytte, fandt de ikke en eneste. Biologen forklarede ellers, at man for fire år siden havde set »tre salamandere ovre ved det fredede piletræ«. Ifølge artiklen er der foreløbig brugt omtrent fem millioner på at redde den fredede padde.
Længere mod sydvest er det edderfuglen, der har indtaget midten af en politisk strid. I Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland har den kraftige andefugl fået sat en foreløbig stopper for en stort opslået og længe ventet dansk havvindmøllepark, som skulle sikre borgerne grøn strøm i fremtiden.
Siden 2012 har et privat energifirma brugt over 20 millioner kroner på at planlægge vindmølleprojektet, men nu har regeringen udpeget området til fuglebeskyttelsesområde. Man skal »passe godt på naturen«, lød det i den forbindelse fra miljøminister Lea Wermelin.
Også i det nordjyske har et dyr skabt politisk røre. Her er det knortegåsen, der har fået sin hvide rumpe på komedie, idet en fremtidig motorvejsforbindelse står til at skulle etableres hen over limfjordsøen Egholm, der er et yndet ynglested for den fredede trækfugl. Gåsen er endt i en stormfuld lokalpolitisk fejde, hvor naturentusiaster og dyreaktivister er rasende på folkene i Aalborg Kommune, som de beskylder for at ville sabotere gåsens habitat. Hvor vover de!
Hvordan gik det til, at dyrene fik overtaget?
Dyrene svarer tilbage
Den første, jeg forelægger min tese om magtfulde dyr, er Lars Tønder. Han er politisk teoretiker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, og i december udkom hans bog Om magt i den antropocæne tidsalder. I den advokerer han blandt andet for, at dyr, planter og andre dele af den »ikkemenneskelige natur« bør inddrages i politiske beslutninger. Han mener sågar, at disse bør sikres af grundloven.
Lars Tønder må derfor være den rette at diskutere dyr og magt med. Han mener, at vi – mennesket – har bildt os ind, at der har været et skel mellem os på den ene side og dyrene på den anden side, men at dét skel nu er brudt sammen.
»Vi har bygget vores samfund op på en idé om, at det er folkesuveræniteten, der står øverst. Men vi må forstå, at vi lever i et meget bredere samfund, som ikke blot er for mennesker, men også for dyr, planter, bakterier og vira. Vi må gentænke, hvad et samfund er,« siger han.
Mennesket har altid haft fokus på dyrene. Mytologiske dyr som Loch Ness eller bibelske Livjatan har historisk fascineret mennesket – måske de også har mindet os om det dyriske i os selv? Alligevel er den nuværende udvikling ny. Dyrene bliver i dag politiseret i højere grad end før. Samtidig begynder dyrene, ifølge Tønder, nu også synligt selv at »svare igen«, som Tønder kalder det:
»Det kan godt være, at dyrene ikke selv er klar over, at de har magt, men det betyder ikke, at de ikke har intentioner eller handlinger eller ikke kommunikerer indbyrdes. På grund af menneskets ageren på jorden skal dyrene finde nye steder at være, og så krydser vi spor med hinanden,« siger professoren.
»Vi pirrer jorden, vi stikker til den, og så svarer den tilbage.«
Mens jeg taler med Tønder, spekulerer jeg på, hvilket dyr der mon er mest magtfuldt. Hvis man antager, at dyr har magt – også selvom de måske ikke selv ved det – må der vel også blandt dyrene findes et magthierarki. Hvilke dyr befinder sig i så fald i toppen?
Selv har jeg tænkt på pandaen. Den er med sin bløde pels og kluntede bevægelser ekstremt nuttet, samtidig er den sjælden. Og ikke mindst politisk – det ville kritikere af det kinesiske styre i hvert fald mene.
Herhjemme må ulven også rangere højt i magthierarkiet. Med sin særstatus som både rovdyr og offer har den danske ulv vist, at den politiske magt ikke kun tilegnes de nuttede dyr. Det samme gælder vel flagermusen? Og minken! De er hverken nuttede eller sjældne, men begge arter har i løbet af det seneste år vist, hvordan man som dyr vender op og ned på den politiske dagsorden.
Spørger man Lars Tønder, er det dog et helt andet sted, de mest magtfulde dyr skal findes. For ham at se er de dyr, der har størst magt, dem, vi endnu ikke kender eller kun har sparsomt kendskab til. Det er de sjældne arter – dem, som kryber og kravler eller flyver rundt et sted, hvor vi mennesker ikke kan komme hen. Det er dem, vi pludselig har bestemt os for at ville passe på, siger Lars Tønder. Derfor er de magtfulde.
»Gåsen oppe på Egholm var der ingen, der for alvor havde hørt om før nu. Det samme gælder vandsalamanderen. Der gemmer sig utallige arter, vi endnu ikke kender til, men som en dag måske vil spille en central rolle,« siger han.
»Ét er i hvert fald sikkert: Man kan ikke føre krig eller magtkamp mod dyrene. I det store økosystem er vi mennesker fortsat blot én enkelt brik blandt mange andre.«
Også antropolog og professor ved Aarhus Universitet Nils Bubandt understreger, at dyr kan have magt.
Ligesom Lars Tønder beskæftiger Bubandt sig med den antropocæne tidsalder, og hans bog Antropocæn – Historien om verden af i morgen er netop udkommet. Heri beskriver han det antropocæne som en ny tid, hvor skellet mellem det menneskelige og det ikkemenneskelige er i opløsning.
»Alle former for liv, som findes på jorden – herunder også dyrene – er blevet medspillere i vores historie,« siger Bubandt.
»Mennesket er ikke længere de eneste aktører. Dyr er amongst the contenders.«
Ifølge Nils Bubandt er det langtfra nyt, at dyr, planter og andre arter og væsner er omdrejningspunkter i politiske diskussioner. Sådan har det været i århundreder. Men med oplysningstiden, og særligt Den Franske Revolution, blev vores idé om, hvad der driver politik, »hygiejnisk renset for alt andet end menneskelige kræfter«, siger forskeren.
Ny indflydelse til det ikkemenneskelige
Det er altså tilsyneladende os moderne mennesker, der har glemt dyrenes tidligere rolle i samfundet. Men nutidens miljøkriser og bevidsthed har efterhånden gjort det umuligt at overse den. Det nye er derfor ikke, at det ikkemenneskelige er politisk. Det nye er, forklarer Bubandt, at dyr og planter er mere end ressourcer, der skal organiseres og kontrolleres: »Der er kommet et moralsk aspekt ind i vores forhold til især dyr. På det område har miljøbevægelsen gjort ekstremt meget. Og det har over de seneste årtier overdraget en stigende og ny slags magt til det ikkemenneskelige.«
Når man skal kæmpe en kamp i medierne eller i Folketingssalen, gør dyrene kampen nemmere, mener professoren. I det hele taget er der en »hel masse romantik« i de politiske debatter, hvori dyr indgår, siger Bubandt og fremhæver et eksempel fra slutningen af 1970erne, hvor Brigitte Bardot blev poster girl i Greenpeaces kampagne mod drab på babysæler. Førhen havde de færreste bekymret sig om de canadiske fangere, der tog livet af de forsvarsløse babysæler, men med Bardot fik bevægelsen pludselig et fikspunkt.
»Det er især fotogene eller karismatiske dyr, der får tildelt denne rolle,« siger Bubandt og understreger, at der er »et ekstremt artsfokus« i politiseringen af dyr: »Det er nemt at sige: ‘Knortegåsen, for eller imod?’ Eller: ‘Hvad vil du helst have: stor vandsalamander eller boliger?’« siger han.
»Men jeg synes ikke, det er dér, den banale ondskab i vor tid ligger. Den ligger i landskabsforandringerne, som over lang tid ændrer vores virksomhedsopfattelse.«
Uden stemme, ingen magt
Dyrene er imidlertid ikke kun et politisk anliggende, men også et juridisk. Flere gange har blandt andet Naturfredningsforeningen stillet forslag om, at naturen og klimaet – herunder også dyrene – bør sikres af grundloven. Et hold juraforskere har også givet deres konkrete bud på, hvordan en såkaldt Grøn Grundlov kunne se ud, og flere steder forskes der i, hvordan man i fremtiden kan inddrage »stumme retssubjekter« – for eksempel dyr – i retssalene.
Én af de forskere er Annemette Fallentin Nyborg. Hun skriver i øjeblikket ph.d. om klimaforandringer og menneskerettigheder. I hendes afhandling undersøger hun blandt andet de sager, hvor der er tale om et brud på menneskerettighederne, men hvor krænkelsen bevises gennem ikkemenneskelige arters lidelse og adfærd.
Fallentin Nyborg forklarer, at dyr i retten kan fungere som en løftestang, idet der i mange klimaretssager vil mangle konkrete beviser for krænkelsen. Men fordi man ikke kan vente med at reagere på klimaudfordringerne, indtil mennesket kan mærke dem, spiller dyrene en afgørende rolle:
»Dyr er ansvarsløse – de har ikke noget forsæt eller nogen bevidsthed om, hvad der sker i forhold til klimaforandringer og miljøforandringer. De tilpasser sig eller uddør jo ikke som et politisk statement. Derfor er de et sandhedsvidne og et offer på samme tid.«
Også Søren Stig Andersen beskæftiger sig med naturens jura. Han er adjunkt ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i dyreret. Som ung studerede han egentlig matematik og datalogi, men endte senere på jurastudiet, primært fordi han ønskede at sætte dyrs velfærd og rettigheder på dagsordenen.
Siden jeg dagen forinden fortalte ham om mit ærinde, har Søren Stig Andersen tænkt en del over det med dyr og magt, siger han. Selv da han lå i sin seng og skulle sove, spekulerede han over tesen. Den skurrer i hans ører, forklarer han:
»Dyr er ikke i nærheden af at være magthavere. Man kan ikke have magt uden en stemme, og dyr har ingen stemme. Der er jo ikke nogen, der repræsenterer dyrene i retten.«
Alligevel er der en grund til, at tanken om magtfulde dyr har holdt Søren Stig Andersen vågen om natten:
»Magten ligger ikke hos vandsalamanderen, men hos politikerne, Dansk Naturfredningsforening, Bevar Fælleden, og hvad de ellers hedder. Når vi råber op om, at vi ønsker, der skal være salamandere og knortegæs i Danmark, er det ikke med tanke for de individuelle dyr. Det er med tanke for os selv.«
Søren Stig Andersen forsker i dyreret og miljøret – to områder, der i manges ører kunne lyde ens, men som juridisk repræsenterer hvert sit ringhjørne af naturdebatten: Ønsker man bedre vilkår for dyr, fordi man gerne vil have en mangfoldig natur? Eller ønsker man bedre vilkår, så det enkelte dyr kan have det godt? Førstnævnte handler om miljøret, sidstnævnte om dyreret. Og den sondring er vigtig, siger Søren Stig Andersen.
Fra sit kontor på instituttet, der ligger på Frederiksberg, kan han se over på Landbohøjskolens blomstrende have. På Frederiksberg har man et princip om, at man vil have mange træer, men de må ikke være ens. Det eneste træ, der må være en overvægt af, er lindetræet. Ellers gælder det om at have så mange forskellige arter som muligt, for det har mennesket bestemt er godt. Det er det samme med dyrene, siger forskeren:
»Hvis de der gæs på Egholm havde været helt almindelige grågæs, så havde det nok været en anden snak. Der er efterhånden grågæs over det hele, så dem behøver vi ikke flere af, lader ræsonnementet til at være. Men så lige nøjagtig den her særlige knortegås, den skal vi passe på! Men ud fra et dyreretligt perspektiv har den ene gås jo altså ikke mere ret til beskyttelse end den anden,« siger Søren Stig Andersen.
»Vi gør dyrene magtfulde. Vi har en interesse i biodiversitet. Den slags er dyrene for så vidt bedøvende ligeglade med.«
Læs også om 'Lærkemassakren', og hvorfor Amager Fælled igen er politisk dødsensfarligt land.
