Ama'r halshug. Københavnernes længsel efter natur og fuglesang vokser heftigt og hen over hovedet på politikerne. Amager Fælled er igen politisk dødsensfarligt land.
Lærkemassakren
I nul grader og skarp sol sætter kvinderne sig på jorden med ryggen mod trådhegnet, lægger en kædelås om halsen og låser sig fast. Klokken er otte, og de vil sidde her til næste morgen for at forhindre et nyt stort byggeri bag hegnet. Nøglerne har de afleveret til miljøministeren. De går, når hun låser op og giver efter.
Fugtige, udstrakte Amager Fælled er igen politisk dødsensfarligt land. For anden gang på få år vender et stykke jord herude op og ned på politik. Klassiske temaer viger for spidssnudede frøer, sjældne planter, lærker og vandsalamandre. Nye boliger kræves at vige for dyrs hævdvundne habitater. Rød politik bliver til grøn politik, og byens borgere battler på dyrebilleder. Se en ugle! Et rådyr! En sommerfugl! En lærkerede! Isfugl trumfer.
Del: