Aflad og ladestandere

MED ugens infrastrukturaftale har et stort set samlet Folketing stillet sig bag en storstilet plan for, hvordan der skal investeres i veje og skinner frem mod år 2035. 160 milliarder kroner i alt, de 106 milliarder går til nye projekter. Motorveje, cykelstier, udvidelser, nyanlæg, ladestandere, tunneler, støjværn, helt nye jernbaner, metrodrift på S-banen. Alt spredt ud over landet som en påmindelse om en hovedingrediens i politik snart sagt altid: kampen for lokalområdets tilgængelighed, bestræbelsen på ikke at blive hægtet af, ønsker om at spare tid, tjene penge. Politikere er valgt fra et lokalområde, og vejen dertil og -fra er politik, som vælgere kan tage og føle på. Det bør ikke undre, at alle partier har hægtet sig på vogntoget.

VEJE, skinner, broer og tunneler er dybt integreret i dansk politiks hverdagslige interessekamp og fungerer samtidig som højstemte symboler. Forfatningsstriden under Estrup-styret tog infrastrukturudviklingen som gidsel, og Venstre brugte jernbaneanlæg som erhvervsstøtte til landbruget. Motorvejen var fremtidssymbol for Socialdemokratiets program anno 1961, som bar det transportoptimistiske navn »Vejen Frem«. Man viste stolt et par håndfulde personbiler på Danmarks første motorvejsstump. Øresundsforbindelsen skulle knytte Øresundsregionen sammen, Femern-forbindelsen tænkes at hægte Danmark på Centraleuropa. Modstand mod Storebæltsbroen blev et symbol på venstrefløjens opgør med vækstsamfundet og forsvar for blåmuslingen. I dag høres protesterne desangående knap så højlydt. Nu gælder det Lærkesletten på bekostning af metroen.