Israel bombarderer Gazastriben, og raketterne fyger den modsatte vej. Den ulykkelige konflikt mellem israelerne og palæstinenserne er eskaleret på ny, og det samme er den evige debat om konflikten. I en særudgave af Weekendavisens ugentlige podcast Avistid har chefredaktør Martin Krasnik derfor inviteret debattøren Poya Pakzad i studiet for at udfordre sine egne holdninger. Poya Pakzad er også rådgiver og folketingskandidat for Enhedslisten.
De kan læse et redigeret uddrag af diskussionen mellem Poya Pakzad og Martin Krasnik under podcastafspilleren.
I udsendelsen konfronterer Poya Pakzad blandt andet Martin Krasnik med Israels manglende vilje til og tro på en tostatsløsning.
Krasnik: »Israelerne tror simpelthen ikke på, at et forsøg på at række ud til palæstinenserne vil belønnes med andet end terror. Det er deres erfaring, og det forstår jeg desværre godt.«
Pakzad: »Du nævner, at der flyver raketter hen over især Sydisrael fra palæstinensiske grupper i Gazastriben. Omvendt er der en blokade af over to millioner mennesker på Gazastriben. Hvad tænker du, konsekvenserne er af at leve under sådan en blokade?«
Krasnik: »Det er forfærdeligt. Men igen er der en mærkelig form for skævvridning af det. Den blokade bliver jo opretholdt af Israel på den ene side og Egypten på den anden side. Det bliver betegnet som et åbent fængsel. Men det vigtigste ved det åbne fængsel er, at der er et regime i Gaza under Hamas, som jo får fuldstændig fripas på grund af den israelske blokade.«
Pakzad: »Hvordan tænker du, at de får det?«
Krasnik: »Der er ingen, der interesserer sig for, at palæstinenserne lever under et islamistisk terrorregime, hvis ønske fuldstændig tydeligt og klart er...«
Pakzad: »Men Israel undergraver jo på alle mulige vis frie palæstinenske valg. Det er én måde at skille sig af med Hamas på.«
Krasnik: »Ja, men det tror jeg ikke på. Da Israel trak sig tilbage i 2005 fra Gazastriben, der kuppede Hamas sig til magten...«
Pakzad: »Det er faktisk ikke rigtigt...«
Krasnik: »De vandt, og så smed de det palæstinensiske selvstyre ud.«
Pakzad: »Ved du, hvilken kontekst det var? Det var et forsøg på at orkestrere et kup imod palæstinenserne, som vandt i 2006. Så orkestrerede man et kup, og det mislykkedes.«
Krasnik: »Men pointen er, at der sidder et palæstinensisk regime nu. Og hvis Israel skulle forhandle - og det ønsker jeg, at de gør, selvom det er en terrorbevægelse, der sidder i Gaza - så forstår jeg godt, at det er meget svært at forestille sig, at man kan have meningsfulde forhandlinger om en tostatsløsning med Hamas.«
Pakzad: »Hvorfor? Man skal jo forhandle fred med sine fjender?«
Krasnik: »Det er jeg helt enig i. Det burde de gøre. Men jeg forstår godt israelerne med den historie, der er, hvor man to gange før har forsøgt at forhandle sig til et kompromis om Jerusalem og bosættelser og alt muligt, men bliver mødt at palæstinensisk terror. Og de konsekvenser, det har for israelerne, synes jeg, er fuldstændig fraværende i den aktuelle diskussion.«
Pakzad: »Selv de steder, du nævner, at israelerne har været imødekommende over for at indgå en form for forlig, har været relative fupnumre. Oslo-aftalen indeholdt en femårig ramme for at komme til en »final status solution«. Det er mange, mange år siden, og der var ikke nogen ord om etableringen af en palæstinensisk stat Og det, palæstinenserne blev tilbudt [med Camp David-aftalen], var tre kantoner på Vestbredden adskilt fra Østjerusalem. Det afviger jo fundamentalt fra, hvad palæstinenserne juridisk set har krav på.«
Krasnik: »I 90'erne var der forhandlinger på bordet. Du har ret i, at det var langt fra, hvad palæstinenserne ønskede sig. Det var nu også ret langt fra, hvad de fleste israelere var villige til at give. Det var inden for en eller anden ramme af kompromisets kunst.«
Pakzad: »Men det er kun én part, der skal begå et kompromis. Det er kun palæstinenserne, der skal opgive jord.«
Krasnik: »Man var i gang med en proces, som handlede om, at Israel skulle trække sig.«
Pakzad: »Men det er jo ikke Jaffa og Tel Aviv eller andre steder, der forhandles om.«
Krasnik: »Nej, det er det ikke. Men jeg vil bare sige, at hvis man begynder at tale det sprog der, så bliver der aldrig nogen løsning. Det er det, der er forfærdeligt.«
De kan høre resten af interviewet i særudgaven af Avistid.
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Karen Sigrid Jacobsen og Cecilie Blomquist. Hør tidligere udgaver af Avistid her.
