Opinion. Det borgerlige Danmarks ubestridte leder hedder Mette Frederiksen.

Konservativ, så det gør noget

Konservativ, så det gør noget

Jeg spørger tit mig selv, hvorfor jeg egentlig stemmer på et parti, hvor jeg ikke føler mig hjemme endsige velkommen eller tryg. Det er ikke just med begejstring, at jeg på valgdagen sætter kryds ved Det Konservative Folkeparti, og sådan har jeg haft det de sidste årtier.

Jeg er faktisk nærmest bekymret for, om partiet kunne få del i regeringsmagten. Så lidt tror jeg på partiets evne til at fastholde de værdier, jeg anser som konservative. Jeg kan slet ikke se partiets leder, Søren Pape Poulsen, der i øvrigt fremtræder som hæderlig og solid, som statsminister. Han repræsenterer ligesom den tidligere formand Bendt Bendtsen konservativ politik på et pragmatisk kommunalt niveau uden nogen karisma endsige den politiske slagkraft, der skal til for at lede en regering. Han er heldigvis selv klog nok til at afvise ethvert forsøg på at blive gjort til grin ved at lade sig udpege til statsministerkandidat. Det er realistisk, men jo ikke opløftende, hvis man gerne ser en passende rotation i et demokratisk land.

Når jeg prøver at begrunde for mig selv, hvorfor jeg alligevel er konservativ, er det for mig noget med respekt for menneskets ansvar for sin egen udvikling, en utilpashed ved ideologi og ved at skulle mene det samme som andre, et ubehag ved partimaskiner og deres ensretning.

Jeg savner en mere intellektuel socialkonservatisme, der ikke handler om husvurderinger, skatteprocenter eller penge i det hele taget, men om uddannelses- og kulturpolitik, tilbud også til dem, der kan mere end andre, en stærkere kamp for lighed i muligheder, styrkelse af historiebevidstheden, sprogkompetencer, skolevæsenet og adgangen til viden og alt det, der virkelig skaber grundlaget for en fri og indholdsrig tilværelse. Menneskerettigheder, frihed for unødig overvågning og en politik, der ikke efterlader børn med dansk pas i flygtningelejre.

Jeg savner evnen til at formulere en borgerlig politik, der kan begejstre og få konservatisme til at fremstå som en holdning bygget på grundlæggende værdier i samfundet og ikke på snusfornuft. Jeg savner et Konservativt Folkeparti, der står fast på Danmarks tilhørsforhold til EU, et parti, der klart tager afstand fra kortsigtede strafskærpelser og andre hovsaløsninger, et parti, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden.

Ikke flere floskler om, at staten ikke må blive så stærk, at den ikke knækker den enkelte, men tværtimod et parti, der tør gå ind for, at det netop er statens opgave at skabe rammen om at finansiere og værne om den basale kultur og sikre det grundlag, som vi skal uddanne nye selvstændige og ansvarlige samfundsborgere på.

Det ville også klæde de konservative at kunne forholde sig på et lidt højere niveau til identitetspolitik og andre strømninger i tiden end blot afvisning uden at fange, at historien nu engang bevæger sig i et dialektisk forløb, hvor fortidens forsyndelser og undertrykkelse skal have et nutidigt svar.

For snart 30 år siden, engang i 1990erne, blev jeg af de konservatives daværende leder Hans Engell bedt om at skrive en bog om partiets historie. Han var, sagde han, blevet chokeret over, at et af partiets yngre folketingsmedlemmer havde erklæret sig total blank, når det gjaldt partiets historie, og aldrig havde hørt navnet på en ledende konservativ politiker, hvis portræt Engell ville hænge op på sit kontor.

Jeg husker de ældre konservatives stolthed over en partiorganisation, der klarede sig uden offentlig støtte. Jeg forsøgte selv at formulere et konservativt værdisæt i min bog fra 1999 om partiets historie og senere i et lille skrift om konservative værdier. Partiet ville end ikke udsende det til medlemmerne, selv om portoen blev betalt.

Lige nu er det borgerlige Danmarks ubestridte leder socialdemokraten Mette Frederiksen.

Makrelmadden med sylteagurkerne, lovprisningen af den danske salmeskat, som jeg også holder meget af, og appropriationen af Dansk Folkeparties udlændingepolitik er en sammenfatning af de seneste årtiers borgerlige politik. Hverken Gud, konge og fædreland er truet i dansk politik.

Magten blev samlet i Statsministeriet, og det forstår jeg godt, når jeg kigger ud over feltet og tænker på, hvad der kunne være sket uden denne ledelsesform. Bortset fra minkhistorien, der også er slem, og en undertiden lidt vel salvelsesfuld retorik er det tilsyneladende svært som opposition at finde noget rigtigt at kritisere. Jeg er sådan set tryg ved en socialdemokratisk regering, men jeg er utryg ved, at der ikke er en opposition, som tør give udtryk for de synspunkter, der bør være de bærende i samfundet.

De konservative burde have stået anderledes fast i kritikken af regeringen i den skandaløse mink-sag, der efter mine begreber er en langt større trussel mod retssamfundet end den tidligere udlændinge­ministers adskillelse af nogle teenagepar på asylcentre.

I en diskussion for mange år siden udtrykte min far forbavselse over, at jeg havde stemt konservativt. »Jeg troede, at du var socialdemokrat,« sagde han. Måske er det rigtigt, men også kun næsten. Gode konservative deler mange værdier om statens og samfundets opgave med Socialdemokratiet, men der er også forskelle. En af dem er stilen.

Hverken partiapparatet eller systemet må vinde over respekten for den enkelte. Rigtige konservative taler ikke til andre, som om de er børn. En konservativ taler ikke om danskerne, men til den enkelte. Der er kun en vej for Det Konservative Folkeparti, nemlig at gøre det bedre. Prøve at virke lidt klogere. Elegantere retorik, kamp for mere kultur, bedre skoler og universiteter og mere respekt for grundloven og den personlige frihed.

Og ikke mindst for betydningen af et velfungerende dansk erhvervsliv som grundlag for landets velfærd. Det er min politiske frustration. Det er ikke nok i politik at se venlig ud og slet ikke at være det. Der skal kæmpes for værdierne, og vælgerne skal helst tro på det.

Ellers kan jeg næsten lige så godt være socialdemokrat.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Læs også ugens andre læserbreve.

Side 15