Den fortabte søn

Lignelsen er lidt for oplagt, men herregud! Det er påske, og turen går vestpå til en af missionens højborge, så vi tager den alligevel:

Jens Rohde som den fortabte søn, der efter at have forbrudt sig mod partiets grundlæggende værdier alligevel til sidst vender hjem og bliver modtaget med kærlighed og åbne arme af Kristendemokraterne.

Sammenligningen halter kun i den forstand, at den tidligere Venstre-mand, senere radikal og nu løsgænger aldrig har været medlem af Kristendemokraterne, så »hjem« er lidt af en tilsnigelse. Til gengæld er han måske ved at blive det:

»KD og Jens Rohde har været i kontakt, og i weekenden har Valgudvalget og Hovedbestyrelsen været sammen med Jens Rohde. Der har været en god samtale og drøftelse,« skrev Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, i sidste måned i en mail til partiets medlemmer og bekræftede således rygterne om en politisk flirt mellem Rohde og Kristendemokraterne.

Sandt er det vist også, at Jens Rohde med tiden har fået mere styr på de grundlæggende værdier. For 18 år siden vakte det opsigt, at han som Venstres politiske ordfører nægtede at deltage i Folketingets åbningsgudstjeneste, fordi det var en indremissionsk præst fra Hvide Sande, som skulle holde prædikenen. Indre Mission var ifølge Jens Rohdes udsagn alt for »sort«, men til Dagbladet Ringkøbing-Skjern udtalte han for nylig:

»Det var en barnlig optræden af en umoden politisk ordfører. Man kan og skal ikke hverken fornægte eller foragte andre mennesker deres tro og deres praksis i deres tro.«

Også når det gælder spørgsmålet om homovielser i folkekirken, som Jens Rohde engang kæmpede indædt for, er han kommet på bedre – eller i hvert fald for Kristendemokraterne mere spiselige – tanker. I dag synes han, at præster i folkekirken skal have lov til at sige nej:

»Hvis det nu er folks tro, at ægteskabet som hellig pagt er skabt for mand og kvinde, så er det jo helt legitimt, fordi man ikke bare sådan kan ændre folks tro og tvinge dem til at gøre ting imod denne tro. Men det forudsætter, at vedkommende udviser samme rummelighed og ikke søger at forhindre andre i at foretage denne vielse eller giver udtryk for foragt herom,« lyder Rohdes budskab i 2021.

Ordene er vejet med omhu, selvom Jens Rohde i en mail til Weekendavisen fastslår, at der »ikke aktuelt er en indmeldelse på vej fra min side endsige initieret kontakt til KD af mig«.

Med andre ord: Det var Kristendemokraterne, der henvendte sig til ham.

Aftenbønnen

Men hvor åbne er armene så, når det kommer til stykket?

Erik Nielsen, der er indremissionsk valgt kasserer i menighedsrådet i Tarm, tidligere byrådsmedlem og medlem af partiet siden begyndelsen af 1980erne, inklusive nogle år i hovedbestyrelsen, har sine betænkeligheder.

»Selvom Jens Rohde undskylder og fortæller, at han har ændret holdning til Indre Mission, kan han godt blive svær at sluge i baglandet her,« siger han og fortsætter:

»Sagen om åbningsgudstjenesten hænger ved, og spørgsmålet er, om han reelt har skiftet mening, eller om det bare er taktik. Det er jo ikke gjort med, at han får et medlemskort. Mange herude kender ham ikke for andet end sagen, og for dem vil han være en stor mundfuld. For mig personligt er spørgsmålet vanskeligt: Det kan godt være, at han vil trække flere stemmer, men hvis man så har givet køb på sine holdninger, hjælper det jo ikke noget. Man skal ikke gøre noget i panik bare for at få større chancer for taburetter i Folketinget. Den seance har vi været igennem før,« siger Erik Nielsen og hentyder til Per Ørum Jørgensen, der i 2010 forlod den konservative folketingsgruppe efter en dom for spirituskørsel. Efter en periode som løsgænger blev han kristendemokrat og partiets formand, men han var ude af takt med baglandet. Det endelige brud kom, da Per Ørum Jørgensen flyttede sammen med en ny kæreste, der havde to børn fra et tidligere forhold.

»Vi har familiepolitikken som en af vores absolutte mærkesager. Så det giver noget flimmer på skærmen, når formanden selv vælger den livsstil, han nu gør,« udtalte byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune Kristian Andersen dengang.

Men dengang er dengang. I dag er det Rohde, de taler om, og i den anden ende af Tarm er Kristendemokraternes tidligere formand Marianne Karlsmose vist nærmest positivt stemt.

»Alle, der vil føre kristendemokratisk politik, er velkomne i Kristendemokraterne,« siger hun. Måske har hun læst interviewet med Jens Rohde i Kristeligt Dagblad i november sidste år. Her sagde han blandt andet:

»Jeg har bevæget mig fra en frygtsom til en håbefuld tro. Da jeg var barn, troede jeg, at alverdens ulykker ville ramme mig, hvis jeg glemte aftenbønnen. Som ung tog jeg derfor afstand fra troen og blev ateist i en periode, men efterhånden fandt jeg ud af, at troen jo stadig var en del af mig.«

Det var Marianne Karlsmose, der i 2003 fik ændret partiets navn fra Kristeligt Folkeparti til Kristendemokraterne med mere fokus på familie- og værdipolitik end det specifikt kristelige. Selv har hun rødder i Indre Mission, men hun har intet problem med, at andre er kirkeligt engageret andetsteds.

»Vi har flyttet os meget og er blevet mere bevidste om, at vi er samlet for at føre politik. Kirken har én rolle, partiet en anden, og vi går ikke og spørger hinanden om den slags,« siger hun.

Marianne Karlsmose har dog næppe glemt sagen om Venstres politiske ordfører, der foretrak Folketingets fitnesscenter frem for gudstjenesten. I hendes formandstid var partiet støtteparti for regeringen under Anders Fogh Rasmussen, og episoden med den politiske ordførers boykot af gudstjenesten gjorde nogle i baglandet nervøse for, hvor Venstre var på vej hen værdipolitisk.

Nervøsiteten viste sig ikke kun hos det kristelige støtteparti. Ikke mindre end 500 vestjyske partimedlemmer meldte sig ud af Venstre i protest mod Jens Rohde.

Kraftige ånder

Vi rejser i Kristendemokraternes kerneland. I Ringkøbing-Skjern Kommune er partiet nu det næststørste med syv mandater – i andre danske kommuner er der stort set ingen – og ved folketingsvalget i 2019 var Kristendemokraterne kun 195 stemmer fra at få valgt et kredsmandat, hvilket automatisk ville have udløst to ekstra tillægsmandater, altså tre i alt i Folketinget.

Den store, lokale fremgang har fået partiet til at vejre morgenluft: Måske kunne en markant politiker udefra være med til at trække stemmer, især i Østdanmark, og være med til at nedbryde fordommene mod partiet. Dem er der nemlig stadig mange af, har i hvert fald Marianne Karlsmose, der nu er partiets medlem af regionsrådet i Region Midtjylland, konstateret:

»Så snart jeg kommer uden for kommunen, er det helt nyt for folk at møde en folkevalgt kristendemokrat. Herude er vi brudt igennem med solidt politisk håndværk, og vi bliver set som politikere i arbejdstøj, der har nogle værdier og praktiske løsninger, man kan forholde sig til, i stedet for de sædvanlige fordomme om, at det nok er noget med at blande politik og kristendom sammen.«

Den lokale spidskandidat, Kristian Andersen, der vidt og bredt på egnen beskrives som en karismatisk og overbevisende taler, har sin del af æren for fremgangen. Det var stemmerne på ham, der var snublende tæt på at sikre partiet repræsentation i Folketinget, men de kristelige har altid stået stærkt her – ligesom missionsbevægelserne.

En udbredt forklaring på vestjydernes historisk stærke tro har med det forblæste, øde landskab at gøre. Som Søren Kierkegaard skrev i sin dagbog efter at have besøgt sin fars fødegård i landsbyen Sædding nord for Skjern:

»Heden må netop være skikket til at udvikle kraftige ånder; her ligger alt nøgent og afsløret for Gud, og her har ikke de mange adspredelser hjemme, de mange krinkelkroge, hvor bevidstheden kan skjule sig, og hvorfra alvoren så ofte har ondt ved at indhente de adspredte tanker. Her må bevidstheden slutte sig bestemt og nøjeregnende om sig selv. ’Hvor skulle jeg henfly fra dit åsyn,’ må man vel med sandhed sige her om heden.«

En anden forklaring på, at netop Skjern, lidt nord for Tarm og syd for Ringkøbing, tidligt blev et religiøst hotspot, har også med geografien at gøre. For her snævrede den nord- og sydgående trafik fra hele Vestjylland sammen ved broen over den vældige Skjern Å.

Åndelige impulser fra både nær og fjern mødtes her, pietismen slog rod, og da byen i slutningen af 1800-tallet begyndte at vokse, fulgte missionen med. Først kom Luthersk Mission, der byggede missionshus i 1873. Intern uenighed førte til deling og oprettelse af Evangelisk Luthersk Mission i 1891, og så var der pludselig tre missionshuse, for i mellemtiden havde en anden vækkelsesbevægelse, Indre Mission, i 1888 bygget sit eget hus.

Dagens ord

Missionshusene står her endnu og har stadig et stort publikum. Ligesom den kristne Radio Ådalen, der fra Skjerns centrum dagligt sender til hele Vestjylland, og hvor dagens ord – fem minutter, der går på omgang mellem de forskellige trosssamfund – sagtens kan puttes ind i halvlegen mellem kampene i Skjern Håndbold.

Plus en helt ny kirke, der under navnet Skjern Bykirke i 2006 blev indrettet i det nedlagte slagteri. Først som en valgmenighed, der stadig var en del af folkekirken, men i 2012 brød de ud og blev en frikirke. Homovielserne i folkekirken var anstødsstenen. Det er i denne kirke, der søges af folk fra alle kristne retninger og missionske bevægelser, Marianne Karlsmose kommer.

»Det var en kæmpe forskel, da vi flyttede blot 25 kilometer nordpå fra Varde og herop. Kirkelivet, missionsbevægelserne og spejderlivet står stadig stærkt her,« siger hun.

Stemmeslugeren Kristian Andersen tilhører Luthersk Mis­sion, hvor han nu er ansat som familievejleder efter at have været forstander på bevægelsens efterskole Solgården i Tarm. Luthersk Mission betragtes traditionelt som mere yderligtgående end Indre Mission. For eksempel i spørgsmålet om kvindelige præster, hvor Indre Mission er delt, mens Luthersk Mis­sion står fast på, at kvinder som forkyndere er imod Bibelens bogstav.

Trods det indimellem fundamentalistiske tilsnit i hans egen missionsbevægelse vil Kristian Andersen, der engang ikke var glad for Per Ørum Jørgensens privatliv, hilse »synderen« Jens Rohde velkommen hos Kristendemokraterne. Også selvom han har et barn fra et tidligere parforhold og har talt grimt om missionen:

»Jeg tror, at årene i politik har lært mig at skelne mellem politik og private forhold, og episoden med Folketingets åbningsgudstjeneste har han jo været ude og beklage, så jeg tænker, at den er landet. Jeg tror, at de vestjyske vælgere vil være meget glade, hvis vi i fællesskab kan få Kristendemokraterne over spærregrænsen til næste valg, og det kan Jens Rohde også være med til. I moderne politik betyder det noget, at man har nogle markante profiler.«

Højere til loftet

Landsbyen Rækker Mølle en halv snes kilometer nord for Skjern kan bryste sig af at have ikke blot et af landets bedste mikrobryggerier, en mindestue og -sten for Søren Kierkegaard og et skib i den nærliggende Sædding Kirke med navnet Regine – opkaldt efter filosoffens forlovede – men også af at være den mest kristendemokratiske by i Danmark. Ikke mindre end 29,7 procent af vælgerne på afstemningsstedet Rækker Mølle stemte ved sidste folketingsvalg på Kristendemokraterne.

»Jeg tror, at folk her i byen har det på samme måde som jeg: Hvis Jens Rohde vil køre med kristendemokratiske værdier, er der også plads til ham,« siger Henrik Andersen, der bor nabo til den moderne præstegård i Rækker Mølle og er medlem af byrådet i Ringkøbing-Skjern for partiet. Men på den anden side:

»Når man har fulgt hans politiske liv, kan der da godt være nogle betænkeligheder, men vi har vel alle noget, som man fortryder. Skal det så forfølge os altid?« spørger han.

Uden for landsbyen ligger endnu en af Luthersk Missions efterskoler, og kører man et par kilometer længere, kommer man til Kristian Ahles gård. Han har bladet Svineproducenten liggende på stuebordet, og det er der god grund til, for han har ejet gården i 21 år og producerer 18.000 slagtesvin om året.

Undervejs har han alligevel haft tid til at være landsformand for KFUM og K og senere byrådsmedlem i tre valgperioder. Først for Kristeligt Folkeparti og senere for Venstre. Han skiftede parti i protest mod den daværende kristelige formand Bodil Kornbeck.

»Hun flirtede med Socialdemokratiet, og i utilfredshed med partiets linje, hvor man kiggede efter rød blok i stedet for blå, meldte jeg mig ud, for jeg er af borgerlig observans,« siger han, der i dag er ude af politik.

Selvom hans søn er formand for Skjern Bykirke, kan man vist godt betragte Kristian Ahle som en uafhængig iagttager med insiderviden om Jens Rohdes måske kommende parti.

»Hvis nogen skulle kunne tilgive, så er det nok Kristendemokraterne. Men jeg tænker, at der virkelig er brug for rummelighed, hvis Jens Rohde skal være partiets mand i Folketinget. Der skal være højere til loftet, end der plejer at være,« siger han og nævner som eksempel, at den luthersk-missionske Kristian Andersen var tæt på at blive borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, men alligevel glippede det til sidst:

»Han udtalte, at han som borgmester ikke ville vie homoseksuelle, og det diskvalificerede ham i Venstres og Socialdemokratiets øjne. Borgerlig vielse på rådhuset er jo ellers ikke en religiøs handling. Det er udelukkende en juridisk ting, men hans bagland ville ikke kunne forstå det, og derfor måtte han sige nej. De mest missionske kan ikke skelne en privat kontrakt fra det religiøse,« siger Kristian Ahle. Og så:

»Egentlig tror jeg, at Jens Rohde kunne være god for Kristendemokraterne. Det er trods alt mange år siden, de har siddet i Folketinget, og nu er man nødt til at tænke mere bredt. Spørgsmålet er, om de forstår at adskille det kristelige fra det politiske. Jeg er i tvivl, om højrefløjen i partiet kan rumme den tanke – og dermed Jens Rohde – men omvendt: Hvor skal de ellers gå hen? Og hvis man mister 500 lokale stemmer på at tage ham ind, men vinder 5.000 på landsplan, er det vel ikke så skidt endda.«